Når sandheden er ret kedelig
Jeg
forsøger at virke så zen og rolig med mine mange gåture og fotografier af naturen.
Jeg instagrammer grøntsager, poesi, motiverende citater og fine, pastelfarvede kaffekopper
med beroligende mønstre, for folk vil helst høre, at det er nemt. Bedring er
ikke nemt. Det er mere end yoga, løbeture i skovområder og grøn te. Sandheden
er, at jeg ikke længere må tænke på kalorier eller måder at dræbe mig selv på.
Sandheden er, at tallene nogle gange vinder. At jeg ikke længere må forlade
middagsbordet, når min bror henkastet begynder at grine af kalorieindtaget i
vores pasta, at jeg ikke må være jaloux, når mine veninder hen ad aftenen fortæller,
at de har glemt at spise. Lommeregneren lyser og blinker og advarer i mit
baghoved, og jeg er stadig den eneste, der kan se den. Nogle gange bliver jeg nødt til at holde op med at lytte til andre mennesker,
så jeg i stedet kan lytte til mig selv. Nogle gange betyder bedring, at man
mister nogle mennesker, fordi man er dybt selvoptaget, både når man er syg, og
når man ikke er. Men det er heller aldrig enten-eller. Det er bare et sted midt
i mellem. Jeg er ikke syg længere. Depressionen er reduceret til nogle måneder,
jeg ikke husker halvt så godt, som jeg påstår. Det betyder ikke, at det magisk
er blevet let. Det betyder bare, at andre folk antager, at jeg er den person,
jeg var før, det begyndte, at jeg magisk er rask og ikke længere har lister
eller ligninger i mit hoved. At det ikke længere gør ondt. Det er løgn. Man
bliver aldrig den, man var før. Man kan ikke blive uvidende igen. Sandheden er ikke romantisk. Sandheden er, at jeg er egoistisk. I det mindste har jeg aldrig benægtet det.
