Østerbro
Tre fuldmåner, et par skybrud og utallige solskinstimer siden jeg så ham forsvinde i det blå morgenlys. Ok, så jorden stopper virkelig ikke med at rotere. De har naturligvis ret. Men jeg tror nu alligevel, at vi, et eller andet sted på Østerbro, er fastfrosset i tiden. At vi stadig ligger der i nogle fremmedes gårdhave, min hånd stilnet et sted i luften imellem os, mig der bare så gerne vil række ud og huske, hvordan det føles at holde ham i hånden.