Hver dag bevæger jeg mig længere og længere væk fra den, jeg troede, jeg var. Det efterår, da jeg stadig troede, han var en del af min fremtid, fortalte jeg hypnotisøren om min frygt for at blive forladt. Sammen ledte vi efter årsager i mine minder. Hvis man er desperat nok, kan man finde det, man leder efter, og hvor der er årsager, er der løsninger, og jeg havde brug for en løsning. Et eller andet sted nede i mørket, fortalte hun mig, at jeg skulle samle den lille pige op. Hold hende og fortæl hende, at hun ikke er blevet glemt. Det forsøgte jeg så på, det der med at trøste den lille pige, der stadig lever et sted i mig. Det virkede ikke. Intet er løst, og intet er i stykker. Jeg er bare, hvem end jeg er. Folk forlader en. Det gør ondt. Man skal tillade sig selv at føle det.

Han spørger, hvordan jeg har det. Det går op for mig, at det er længe siden, at jeg er blevet stillet netop det spørgsmål, og pludselig er jeg for overrasket til at kunne lyve og samtidig lyde reel. Det er ikke for at anklage nogen. Jeg er også dårlig til at spørge folk, hvordan de har det. Svaret pålægger en form for ansvar; enten skal modtageren stille yderligere spørgsmål, ellers skal de trøste, og det er et ansvar, jeg ikke har lyst til at påtage mig. Jeg har det fint, siger jeg så, og min stemme lyder helt forvrænget. Jeg tror egentlig også, at jeg har det fint. Det er ikke en løgn, ikke rigtigt. Det er bare sådan et svar, der er svært at aflæse, og jeg hader selv at være modtageren af det. Jeg føler måske bare, at jeg er faret vild. Mine skrivevenner færdiggør digtsamlinger. Mine gymnasievenner bliver gift og får børn. Min bedste ven flytter til Australien. Jeg havde måske bare ikke troet, at det ville være mig, der ville ende med at sidde fast. Det tror man vel aldrig. Jeg plejede at have drømme. Oftere og oftere hænder det, at jeg ikke har noget svar, når folk spørger om min fremtid, mine ambitioner. Skriver du stadig, spørger de, og jeg svarer nej. Men hvad gør du så?

Jeg har brugt de sidste toogtyve år på at skubbe andre væk. Selv som barn, påminder mine forældres historier om. Så dukkede disse smukke mennesker op til min fødselsdag og mindede mig om, at de gerne vil have mig i deres liv. At jeg er deres yndlings Clara. At jeg har et hold, der spiller på min banehalvdel, selv når jeg har givet op. Men de kan ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvor jeg skal placere den her rastløse krop. Jeg står foran lyskrydset og så er stemmen der igen. Den kommer fra det der underlige sted, hvorfra al mørket udsendes. Den sorte plet bag ribbenene. Du behøver da ikke vente på, der bliver grønt. Du kunne dræbe dig selv. Nej, svarer jeg. Nej, nej, nej. På de dårlige dage, må man også leve. Selv hvis det kun er for andres skyld. Det var meningen, jeg skulle skrive det her. Det var meningen, jeg skulle have noget at sige, men jeg er træt. Jeg er altid bare træt.