Lige der på rastepladsen ved havet, hvor jeg plejede at tage hen, når jeg ikke kunne finde ro, kysser han mig. Han spørger, om jeg rejser igen. Men der er ikke flere gemmesteder eller veje at løbe ad. Mere end det, er der ikke længere noget at flygte fra. Foran os, havet og himlen. Over os, kun stjernerne. Men jeg kan ikke mærke mørket. Så mine hænder kryber ind under hans jakke og lige der, med hånden på hans brystkasse, er jeg ikke længere seksten, og pludselig bliver jeg så bange for, at det ikke bliver mig, der går.