Noget rod om at skulle redde hele verden

På de gode dage, står jeg op med morgensolen, og alting virker udvisket og blidt. På de gode dage, er støjen bare virkelighedens naturlige lyde, og jeg smiler til fremmede og tør at kigge verden i øjnene, og musikken skærer mig ikke i ørene, og jeg har ikke lyst til at stille mig op på torvet og skrige, at volumen er alt for høj, at verden larmer så frygteligt meget hele tiden. På de gode dage, småløber jeg ikke hjem fra forelæsning ud af frygt for at skulle tale med nogen på vejen hjem. På de gode dage, skal man nå det hele, så jeg vasker tøj og tømmer opvaskemaskinen og læser al den teori, jeg ikke nåede, imens jeg var for træt. Jeg handler ind og kommunikerer med kasseekspedienten, og verden er et fint sted, hvor jeg ikke bare er en pige, der udelukkende går ture på gågaden for at modarbejde en eller anden underlig forestilling, om at jeg er alene i verden. På de gode dage, er jeg et produktivt, velfungerende menneske, der taler til jeg får ondt i hovedet af min egen stemme, til jeg kollapser i sengen, fordi det er udmattende at være så tilstedeværende i den her virkelighed, der nu engang tilhører os alle. Man kan ikke nå det hele på en dag, siger den fornuftige del af mig. Men noget i mig insisterer på at forsøge. Og pludselig indhenter kroppen hjernen, og kroppen er blevet træt. Når jeg vågner morgenen efter og pludselig ikke kan komme ud af sengen. Når verden begynder at larme igen. Når det at børste tænder synes at virke som den sværeste opgave, et menneske kan blive udsat for. Og når det føles som tidsspilde at skulle vaske tøj og tømme opvaskemaskinen blot for at gøre det beskidt og gentage processen. På de gode dage, skal jeg huske at ringe til alle, jeg kender, og minde dem om, at jeg jo elsker dem, og at jeg naturligvis går op i, hvordan de har det, men at jeg bare ikke altid helt kan overskue at tage telefonen og danne sætninger og lyde som en omvandrende reklamesøjle for livet. På de dårlige dage, spørger jeg kun, hvordan andre har det i håb om, at de vil spørge mig. På de dårlige dage, sidder andres bevægelser i hele min krop, og alt under huden ryster. På de dårlige dage, forskrækkes jeg af lydene fra motorvejen, af min roomies blide rumsteren i entréen, af regndråbers dryp fra gelænderet på terrassen. På de dårlige dage, er alting uroligt og fremmed, og der er ingen forbindelse imellem hjernen og legemet. Trætheden sidder i rygsøjlen, hvorfra den udsendes til hver eneste kropsdel. Jeg kan mærke den i hænderne, i knæene. Jeg fortæller mine ømme ben, at vejen hjem jo ikke er lang. Gå, gå, vi er der næsten. Men så kigger jeg på mine fødder, og det er som om, de nægter at bevæge sig, som om de pludselig har glemt, hvordan de fungerer, og jeg snubler på stien udenfor lejligheden. På de dårlige dage, glemmer den her krop helt simple ting, og alting synes skarpt og hvidt. Så jeg trækker gardinerne for igen. Og jeg kryber sammen i sengen med frakken på, fordi meningen var, at jeg skulle til forelæsning, men pludselig kunne de her hænder ikke finde ud af at åbne døren og forlade lejligheden. Og det er okay, at jeg nogle gange glemmer, hvordan man vasker sit hår. Der er også så meget andet at huske.