Noget om at finde hjem

Min bedste ven er taget til Australien, og af og til trækker jeg dynen op til hårgrænsen og tillader mig selv at græde. Nogle lørdage, glemmer jeg, og pludselig fanger jeg mig selv i at forsøge at lave aftaler om rødvin og Taylor Swift-karaoke. Men hos hende er det søndag, og solen er kun lige stået op. Hverdagen rusker mig vågen fra dagdrømme om at lave vores flyvemaskine-dansetrin under stjernerne på en australsk strand. Der er alt for mange kyster, timer og RUC-projekter imellem os. Sidste efterår, sagde drengen, at det er underligt, hvordan piger knytter bånd. Vi blev veninder, fordi ingen af os helt forstod tamponer, fordi vi var de eneste, der bar et hårbånd den første dag på universitetet. Hun lærte mig, at det er sjovere at tage tidligt hjem fra festen og bruge timevis på at analysere My Humps, end det er at gå med fremmede mænd med ivrige hænder. Savnet sidder et sted i lænden, og derfra udsendes det så nemt til hele rygsøjlen.

Fransiska køber papkasser i Bauhaus. Vi starter med de genkendelige, simple ting. Bøger, der er hendes. Derefter vurderer vi de ting, vi har købt sammen, og jeg forsøger at lade som om, det er nemt at se de sidste to år af vores liv stablet i ti forskellige papkasser. I IKEA, på jagt efter nye glas, fordi jeg pludselig ikke har nok uden hendes på hylden, udpeger hun det der fotografi, vi blev ved med at udskyde at købe. Luftballoner over en aftengylden sommergyde. I mellem de sidste papkasser, danser Adam og hende i køkkenet, og jeg sidder ved spisebordet og smiler og tænker på hvor fin, kærligheden nu engang er. Fransiska og jeg skabte det her hjem sammen. Lejligheden var vores drøm. Der er tomme rum på hylderne og et værelse, der plejede at være hendes, og januar føles både langt væk og alt for tæt på. Man er aldrig helt klar til at give slip, men man kan heller ikke finde ud af at blive. Dengang havde jeg kun lyst til at flygte. Dengang var hjemme de mørke, midnatsblå landeveje, som trak mig flere hundrede kilometer væk fra Næstved. De orange, varme lamper fra rastepladsen, søvnige stemmer i knitrende natradioer, den sitrende summen i lufthavnenes paskontrol. Som seks-årig forelskede jeg mig i vejene og hvordan de forsvandt under bildækkene. En alt-overskyggende kærlighed til alt det, som verden har at byde på.

Hjemme er mest, hvor jeg ikke er. Der står jeg så på en sti, jeg har gået ad utallige gange, på en fuldkommen normal tirsdag. Efterårssolen rammer mit ansigt. På trods af de slidte jeans, jeg har haft siden Oxford, og min sløsede mørkeblå cardigan, føler jeg mig smuk. Mine håndled er kolde. På de heldige dage, når jeg skovkanten, når solen endnu kaster gyldne skygger på træstammerne, når den hænger lige over skoven ved landevejen som en eller anden lysende, støvet kugle. Og jeg behøver ikke vurdere, hvorvidt Bruxelles, Oxford, Næstved eller Trekroner er hjemme. Hele verden kan være mit hjem. Jeg kan drømme mig til kirsebærtræerne i gården på det britiske kollegie, og jeg kan drømme mig til støvregn over mit belgiske barndomshjem. Det gør mig ikke nødvendigvis til den eskapist, jeg plejede at være.

Her til aften, læser jeg gamle tekster og forsøger at gennemskue, hvem jeg har skrevet om. Det giver mig lyst til at græde. Hele min ungdom er så nøje dokumenteret i billedrige beskrivelser og sammentrukne adjektiver. Pludselig virker mit sekstenårige jeg så fjernt og samtidig så tæt på; som et eller andet spøgelse, der lever i nærheden af-, men ikke længere i mig. Halvdelen af de ting, jeg nedskrev, skete aldrig. Den anden halvdel har jeg ikke altid lyst til at blive mindet om. Sandheden er, at jeg nok ikke rigtigt tror, at hun ville være synderligt stolt af mig og måden hvorpå, jeg gentager samme fejltagelser. Hun ville bede mig drømme lidt mere. Elske, endnu mere. At gøre alt det, hun drømte om, men følte, hun var for ung til. Man kan drømme så meget og til sidst har man drømt sig væk fra, hvor end man nu engang er. Det var jo det, jeg plejede at gøre. Jeg havde ikke lyst til at være her, så jeg skrev mig ind i andre universer og virkeligheder. Når virkeligheden bliver ved med at banke på, bliver man nødt til at lukke den ind. Måske glemte jeg, at man også skal lade den sove lidt engang imellem. At man godt må give sig hen til hvad end, man føler. Jeg er ikke halvt så modig, som jeg plejede at være.

Nogle gange savner jeg hvert eneste øjeblik, jeg nogensinde har mistet. Den rationelle side af mig ved, at jeg kun savner øjeblikkene, fordi jeg ikke kan få dem tilbage. Men den følende side af mig, har ikke lyst til at komme med begrundelser. Den følende side af mig er allerede så dybt forankret i al længslen. Jeg vil have øjeblikkene tilbage. Jeg har lyst til at blive forelsket for første gang igen. Jeg har lyst til at sidde på sofaen i vores tomme, nye hjem og grine af Fransiskas stædighed overfor IKEA-kommoderne. Jeg har lyst til gåture igennem nedfaldne, røde blade i Headington Hill Park. Jeg har lyst til at skrige Katy Perry ud over hele Limfjorden. Jeg vil have alle mine første gange igen. Men øjeblikkene er allerede levede og udtømte, og der er så meget andet at savne, og til sidst savner man forhåbentligt nok til at tage telefonen eller tage et fly, til hvad- eller hvem end man længes efter. Jeg prøver stadig bare at huske mig selv på, at man ikke kan leve sit liv i minder, kun ud fra dem. Man må bygge ovenpå og omkring dem. Til sidst har man bygget et helt liv.