Jeg har ikke lyst til at skrive om det, men så gør jeg det alligevel, og det hele synes så fragmentarisk og skrøbeligt. Minder er trods alt blot et katalog over flygtige virkelighedsøjeblikke. De både manipuleres og reduceres i nedfældningen. I fortolkningen pålægges adjektiver og adverbialer, der i øjeblikket ikke eksisterede.

Gadelygternes kølige afspejling i vandpytterne. Kolde, røde hænder i varme frakkelommer. Som at tage tilbage og opsamle resterne af de ungdomsøjeblikke, vi ikke fik lov til at have sammen. Erkendelsen af at vi efterhånden er blevet for gamle til at gøre noget trivielt for første gang, at det allerede er levet og udtømt, og alligevel de forsigtige forsøg på at genopleve dem. Årene er der et sted imellem os. Jeg vil ikke høre om dem, og alligevel. Måske er det et eller andet latterligt forsøg på at udfylde de sorte huller af det liv, jeg ikke var tilskuer til. Måske har man altid brug for at vide, hvad de hænder har rørt, før de rørte en selv.

Af og til erindrer jeg noget, jeg egentlig ikke har lyst til at huske. Af og til ville jeg ønske, jeg kunne slette øjeblikke fra min hukommelse. Det er efterhånden sjældent og af samme årsag, overraskes jeg måske endnu mere, når det endelig sker; ved græsarealet, nær det nu lukkede supermarked, drak Amalie og jeg vin den sommer, da vi fyldte sytten. Vi lod begge som om, det var rart at være hjemme. Ved rastepladsen, da han spurgte, hvor længe jeg planlagde at være væk denne gang. Hvordan de ting, jeg gjorde, stadig findes et sted imellem os i spydige kommentarer. Jeg husker, husker, husker. Endnu mere ihærdigt end jeg gjorde dengang. Jeg er jo ikke seksten længere. Jeg har foræret så meget, at jeg ikke længere ved, om jeg har noget tilbage at give væk. De her hænder har rørt så meget, de ikke burde. De her hænder er også rædselsslagne for at række ud. At være den, der står lige her og skal samle resterne selv.

Og samtidig, ikke at måtte løbe. Ikke at kunne finde ud af at bevæge de her ben længere, ligegyldigt hvor meget mit hoved forsøger at påstå, det er det rigtige. Det var det, jeg tænkte dengang. Man skal altid være den første til at flygte. Hvad gør jeg så?