...

..
.
..

11.11.17

Så spørger han mig, hvorfor jeg har brug for at blive husket. Men mine hænder er røde i mørket, og det er efterårskoldt og månen spejler sig i samtlige vandpytter ude på gaden, og pludselig kan jeg ikke længere huske det. Jeg føler mig træt og alt for lille til min krop, vil så gerne bare ligge mit hoved på hans skulder og skubbe vinteren væk. Måske er jeg i virkeligheden ligeglad med det hele. Måske er jeg er ligeglad med, hvad de siger om minder og celleerstatninger og kemiske forbindelser, så længe jeg ved, at han i et parallelt univers, stadig kysser mig i den regnvåde gyde bag diskoteket på Fyn. Måske vil jeg bare gerne have, at han husker mig lidt. Bare engang imellem.

I stedet kradser jeg den lyserøde neglelak af. Rører mine læber, mine knæ, mine lægge, alt andet end ham. For jeg er jo i virkeligheden slet ikke ligeglad. Jeg kunne aldrig finde ud af at være ligeglad, og så pludselig er jeg i en dugvåd gårdhave, og det er for sent, og jeg er bange for at sige alle de her ærlige ting, som morgenlyset ikke kan rumme. At skamme mig igen. Jeg er rædselsslagen for det øjeblik, hvor han holder op med at se mig igennem 15-årige øjne. Hvor de hvide strækmærker på inderlårene pludselig synes selvlysende i mørket. Hvor han bliver træt af mine hænder og hvor meget de ryster, ryster, ryster, og hvordan de måske alligevel ikke helt ved, hvordan de skal røre ham, fordi det er længe siden, de har været et sted, der ikke føltes tilfældigt. Mig, der både snubler over sætninger og asfalt. Den her underlige krop, som aldrig helt ved, hvor den skal placere sig selv i et rum. Den her desperate, forsigtige pige, som lever indeni mig, og som føler sig så lille, lille, lille og så bange. For mørke gadehjørner og ansigtsløse mænd. For sætninger som, rør mig eller endnu værre, sætninger der faktisk rører mig.

For at han opdager, at jeg også savner den pige, han forelskede sig i dengang. For at det måske er hende, han savner mest.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar