Så spørger han mig,
hvorfor jeg har brug for at blive husket. Men mine hænder er røde i mørket, og
det er efterårskoldt og månen spejler sig i samtlige vandpytter ude på gaden, og
pludselig kan jeg ikke længere huske det. Jeg føler mig træt og alt for lille
til min krop, vil så gerne bare ligge mit hoved på hans skulder og skubbe
vinteren væk. Måske er jeg i virkeligheden ligeglad med det hele. Måske er jeg er ligeglad med, hvad de siger om minder og
celleerstatninger og kemiske forbindelser, så længe jeg ved, at han i et
parallelt univers, stadig kysser mig i den regnvåde gyde bag diskoteket på Fyn.
Måske vil jeg bare gerne have, at han husker mig lidt. Bare engang imellem.
I stedet
kradser jeg den lyserøde neglelak af. Rører mine læber, mine knæ, mine lægge,
alt andet end ham. For jeg er jo i virkeligheden slet ikke ligeglad. Jeg kunne
aldrig finde ud af at være ligeglad, og så pludselig er jeg i en dugvåd
gårdhave, og det er for sent, og jeg er bange for at sige alle de her ærlige
ting, som morgenlyset ikke kan rumme. At skamme mig igen. Jeg er rædselsslagen
for det øjeblik, hvor han holder op med at se mig igennem 15-årige øjne. Hvor
de hvide strækmærker på inderlårene pludselig synes selvlysende i mørket. Hvor
han bliver træt af mine hænder og hvor meget de ryster, ryster, ryster, og
hvordan de måske alligevel ikke helt ved, hvordan de skal røre ham, fordi det
er længe siden, de har været et sted, der ikke føltes tilfældigt. Mig, der både
snubler over sætninger og asfalt. Den her underlige krop, som aldrig helt ved,
hvor den skal placere sig selv i et rum. Den her desperate, forsigtige pige, som
lever indeni mig, og som føler sig så lille, lille, lille og så bange. For
mørke gadehjørner og ansigtsløse mænd. For sætninger som, rør mig eller endnu
værre, sætninger der faktisk rører mig.
For at han
opdager, at jeg også savner den pige, han forelskede sig i dengang. For at det
måske er hende, han savner mest.