Nørreport bodega
Jeg tænkte på, om jeg skulle have forladt dig her. Vi var ikke færdige med at indhente årene mellem os. Du kunne have taget taxaen alene til Sydhavn. Det regnede, og det var tidligt efterår og sen aften, og for første gang i lang tid havde jeg ikke et behov for at blive holdt om, men du aede mig over håret det meste af natten. Spillede en sang på klaveret. Jeg vidste ikke engang, du spillede klaver, og pludselig havde jeg lyst til at kende dig igen, at vide hvordan det føltes, at lade dig presse mig op ad endnu en kold mur i en gyde bag et festlokale. Jeg kunne ikke gå fra dig. Jeg viste dig digtet, jeg skrev dengang. Vi er ikke børn. Men nogle gange minder du mig om, hvordan det var.

Valby Langgade

Her i nærheden boede du, og her går jeg en frostkold aften i november. Der er lyskæder i træerne ved restauranten, vi engang gik forbi, nok hånd i hånd. Et helt andet forår. Mit hjerte giver ikke engang efter for det længere. Bare endnu et øjeblik, som kom tilbage til mig, og så forsvandt igen, men i et sekund, kan jeg næsten huske, hvordan det føltes at være forelsket i dig. Lysende, grønne øjne i spansk morgensol. Eller: cigaretrøg i vindueskarmen på mit lyseblå ungdomsværelse. Eller: jeg lå på din sofa i sort lingeri og ventede på, du kom hjem fra barnedåben. Eller: du sagde, nej, ikke her, naboerne kan se os, da jeg gik på knæ foran dig i stuen. Det forsvinder for hurtigt: som ikke helt at kunne holde fast i en drøm, efter man er vågnet.

I transit IV
Du er da tynd, siger drengen, rører min hofte. Nogle dage føler jeg stadig, at der er en konspiration i gang imod mig. Nogle gange er min hjerne overbevist om, at nogen har indstillet alle vægtene i lejligheden. Jeg vil altid være pigen, der kryber sammen ved middagsbordet, distraheret af en eller anden tikkende lommeregner i baghovedet. Det er ikke noget, jeg kan bede andre tage hensyn til. Det er bare heller ikke en hemmelighed længere.  

Kvinden siger, at jeg så syg ud i sommers, bleg og udmagret, og jeg forsøger at minde mig selv om, at hun ikke komplimenterer den krop, jeg havde, men den jeg har nu. Du ser sund og rask ud, siger hun. Når jeg smiler, trækker kinderne sig op til øjnene. Jeg føler, de fylder mit synsfelt. Jeg fryser ikke længere i tre fleecetrøjer, skiundertøj og natbukser, som jeg gjorde den sommer, da jeg mødte ham. Men hver aften sidder jeg stadig på sengekanten og sikrer mig, at rummet imellem mine lår endnu er der.

Næstved III
Her til morgen, er lejligheden kold, og jeg lægger kinden mod elkedlen, imens vandet koger. Jeg kan mærke det, så snart jeg står op, det der behov for at være stille. Jeg løber ud af forelæsningssalen uden at se mig tilbage, for hvis jeg ser mig tilbage, ser jeg måske nogen, jeg kender, og så skal jeg stoppe op og være høflig og imødekommende og forsøge at føre en samtale. Det er en af de der fine efterårsdage, hvor træerne langs alléen er blevet gyldne, uden man helt har nået at bemærke det. Sådan er det tit. I foråret, vågnede jeg en morgen, og så var træerne sprunget ud, næsten magisk og over natten. Mine hænder er så kolde, at jeg bliver nødt til at trække trøjen helt ud over fingerspidserne, som et hylster, og gemme dem i uldet. Det er sådan en dag, hvor man har lyst til helt stille at tage sit hjerte ud af andre menneskers hænder og placere det der, hvor det egentlig hører til. Men også, hvor jeg har lyst til at krybe sammen på sofaen og nynne sange med ansigtet i nogens hår. Nogle dage er det svært at finde hjem. Andre dage kender mine ben selv vejen. Sidevejen til den vej, hvor jeg er vokset op, er opkaldt efter de poppeltræer, som er plantet nær fortovet. Her cyklede vi solen ned hver sommer og tegnede med kridt på asfalten. Om vinteren, væltede min søster altid på cyklen, fordi de glemte at rydde vejene for sne. Besynderlige, de der ting man husker, når man forlader et sted. I begyndelsen er der så meget af en efterladt på stedet, så meget der stadig tilhører det, og langsomt begynder man at samle resterne op og tage dem med sig. Min mor bor stadig i den by, hvor hende og far forelskede sig. Jeg bor ikke længere i det hus, hvor han dukkede op med blomster for at møde min mor. Nogle gange undrer jeg mig over de ting, hun ser, når hun kører igennem Næstved. Måske hendes ungdom i små flashbacks: Hende, gående igennem Rådmandshaven, måske atten og i en sommerkjole. Far, helt anderledes i hendes øjne end mine, med flettet skæg og fedtet hår, før han blev diplomat og begyndte at klæde sig i jakkesæt og nypudsede sko. Jeg tænker på, hvad de ser, når de kigger på hinanden, ligesom jeg nogle gange tænker på, hvad Fransiska ser, når hun kigger på mig. En af de smukkeste piger, jeg kender, siger hun, placerer sine fingre om mine håndled, se hvor små de er Clara, og jeg ønsker, som sædvanligt, at jeg kunne se mig selv igennem hendes øjne. Måske kan vi i virkeligheden aldrig helt se os selv, som vi nu er. Måske er det rigtigt, at vi kun kan kende os selv igennem mennesker, der elsker os, se os selv spejlet et sted i andres opfattelse af os, deres minder om mig. Eller måske er det bare noget, jeg et eller andet sted ønsker, fordi det er nemmere at lære mig selv at kende igennem andres holdninger om mig, end det er at mærke efter og lytte til det der indeni mig selv, som fortæller mig, hvem jeg er. Det er vel også ligegyldigt, i hvert fald lige nu. Kroppen bliver så sensitiv, forvirret vel næsten, når vejret begynder at skifte, den har ikke nået at forberede sig på de første kolde morgener, at opbygge den der varmeboble omkring sig. Vinden river bladene af træerne, og de knaser under mine støvler. Alting er pludselig en anden farve. Sådan er alting så skrøbeligt i overgangen.

Trekroner 
Du står i Fakta og føler dig gennempisset af forårsregnen og fuldkommen gennemsigtig der i grøntafdelingen. Køber agurker, grønne Prince og rødvin. Du når at knække samtlige cigaretter på vejen hjem. Du ødelægger hanken på det lyseblå IKEA-krus. Dine hænder kan ikke finde ud af at håndtere genstande i dag.

Du husker, hvordan han plejede at skære de tomme mælkekartoner op, forvandle dem til fugle. Hvordan vinden forsøgte at vriste dem løs af trådene, som de hang der i vinduet på kolde vinterdage. Du husker et fotografi af ham på bjerget, hans hånd skyggende over øjnene, et sort tomrum under det mørkebrune pandehår, hans røde mund i solen. Stadig at få lyst til at kysse ham hver gang du ser det billede.

At være enogtyve år og kunne ryge en joint i køkkenet, drikke en flaske hvidvin eller komme til at ridse dine forældres bil. At gå med fremmede mænd hjem eller at sove imellem dine veninder på sofaen, at blive holdt om og af, bare af en anden end du havde forestillet dig. Du ligger midt i din seng, armene spredte, det største vingefang du kan opnå. Du strækker tæerne og forsøger at nå hvert hjørne af sengen. Du er ikke så spinkel, som du var dengang. Han er ikke den sidste dreng, der så dig i den her BH.

En fugl sidder i fuglebadet udenfor på altanen. Det er april, og trægulvene knirker under dine bare fødder. Fransiska og du flytter ind i en lejlighed, han aldrig har været i, men nogle gange kan du stadig se ham i din seng. Han mente ikke, der var mere ilt tilbage i jeres forhold. Du trak da stadig vejret. Det er så mærkeligt, at der render den her person rundt og ved, hvordan du ser ud nøgen, eller at du har det der bestemte par sorte trusser, du sover bedst i. Du finder stadig beviser: En sølvring i skrivebordsskuffen, hans uldtrøje på anden hylde i skabet, en post-it, der ikke klistrer.

Måske kan man i virkeligheden godt blive lidt vanvittig af at forestille sig den, man elsker, holde andre piger i hånden et sted nær Spinderiet. Du kaster grøn galde op i en gyde, du panikker på et overbefolket dansegulv, og du ved, du ikke længere kan tillade dig at blive jaloux, når han liker andre pigers billeder på Facebook. Du havde bare ikke lyst til at vide, hvordan det føles at være hans ekskæreste.

Østerbrogade
Det er sådan en morgen på Østerbrogade, der føles tidligere end den i virkeligheden er. Bladene på træerne langs Sortedamssøen er rødbrune i kanterne på trods af, det kun er midt august. Det blev en tør sommer med støvede ansigter på festivalen, vi gemte os i skygger og håbede på parasoller. Men det var også den første sommer, måske den eneste, vi holdt i hånd på Inderhavnsbroen, hvor du introducerede mig til madboder og smalle gader i Dragør. Udpegede varme glimt og afspejlinger fra solnedgangen i vandets overflade, kyssede mig i europæiske hovedstæders gyder. Det er det, jeg tænker på, imens jeg går her. Min gamle venindes første bil var en hvid Toyota Corolla, og hver eneste gang jeg passerer en, tænker jeg på, hvor og hvem hun nu er. Sådan tænker jeg også på, hvor mange steder der altid vil føles som om, de tilhører os. Dig, måske mest. Jeg træder småsten fra stien ned i mine sko. Ved et busstoppested imellem vognbanerne, aer en mand en kvindes gravide mave. Jeg kan bedst lide København om morgenen, og det ved du, for den første aften talte vi om den der sitrende stemning, der opstår, når man går hjem fra byen en tidlig morgen og ser de søvnige butiksmedarbejdere trække skilte ud på gaden. De sløve bevægelser. Et roligt øjeblik på en normalvis overbefolket gade: standset tid eller måske blot, i sekundet, at føle sig udenfor den. Jeg har lyst til at skrive til dig, at fortælle dig om øjeblikket, velvidende det ikke ville være nøjagtigt. Det øjeblik, jeg skriver det, er det fiktion. Jeg kan ikke gengive det som det var, kun fortælle dig, at du er den eneste, jeg tror, ville have været i stand til at se det samme som jeg.  

Måske holder man bare op med at ryge for at kunne holde vejret lidt længere, at sige til den man elsker: jeg vil blive ved med at kysse dig uden at føle mig forpustet af andre årsager end kun det, du gør. 

Men for mig var det jo bare ham, siger jeg så. 
Så finder man et andet bare ham, svarer hun. Og indtil da, drømmer man måske bare. Om regnvejrseftermiddage og sex på sofaen, om søvnige søndage i udenlandske zoologiske haver, om blå morgener og gåture langs den frosne fjord, om lørdagsliljer i postkassen, banale post-its på natbordet og simple påmindelser om forelskelsens grænseløshed, om neonoplyste storbynætter på fremmede togstationer og tosomhed under støvede lamper i flyvemaskiner, om at hente hele verden og bære den sammen, for i virkeligheden er der jo ingen hænder store nok til at holde den alene. 

Det sidste lys trækkes ud af dagen. Med aftenmørket, kommer støvregnen. Jeg stirrer på min afspejling i køkkenvinduet, mit pandehår oplyst af loftslamperne. Det er underligt, hvordan man kan se både gammel og ung ud på samme tid - den der kontrast imellem mørke rende, smilerynker nær øjnene, lysegrå morgenkåbe og fletninger, lyserøde kinder. På det seneste, har jeg følt, at der ikke var plads til mig i min egen krop. Jeg bliver så hensynsløs i måden, hvorpå jeg holder af andre. Min mund bliver grådige med historierne, den her krop vil altid nærmere, nærmere. Mine fingre bliver ved med at finde tilbage til sorte blokbogstaver på håndled. Det må være ubærligt at blive holdt af på den måde.

Jeg er en pige i en mørkegrøn vinterfrakke, siddende på stien ved havnen. Eller, jeg er en pige i en mørk vinterfrakke, der vandrer hvileløst imellem nøgne træer og lytter til Lua. Eller, jeg er en pige, der har så mange ord og fortolkninger, at sætningerne bliver ved med at ramle sammen, at alting pludselig mister sammenhæng. Men det er ikke gode historier. Der er for mange adjektiver. Når hjernen begynder at blive overivrig i sin fortolkningsproces, begynder alting at virke uklart. Jeg gennemgår forældede samtaler, udser mig nedslagspunkter og analyserer. Hvad der skete, skete. Jeg kan ikke tage det tilbage, der ikke længere kun tilhører mig. Alt er sagt og gjort, og der er ikke mere at hente i minderne. Udover angsten. Den sætter sig i ryghvirvlen, hvorfra den udsendes til resten af kroppen. Til sidst kan jeg ikke trække vejret. Så jeg stirrer på pigen i køkkenvinduet i stedet, og jeg forsøger virkelig at genkende hende, at fortælle mig selv at det er mig, men jeg er overbevist om, at jeg bedst kan se mig selv, når jeg ikke også stirrer på min egen afspejling.

Jeg minder alle om, at livet jo mest er godt. At der ikke er noget i vejen med hvileløs vandring eller forlængede busture. Livet er fint. Det er, og nogle dage synes der at være for lidt af det. Men der er noget, der sidder fast et eller andet sted under min tunge eller bag mine tænder, og jeg er rædselsslagen for at høre min egen stemme sige det. Engang troede jeg, at jeg kunne skrive mig ud af ting. Måske håbede jeg mest. Jeg føler mig fremmed overfor mine omgivelser, anstrengt i de her underlige udvekslinger af replikker, bange for at de skal gennemskue mig. Og måske mere end alt andet, den samme angst der altid synes at gennemsyre alt, at gøre noget helt forkert. Jeg er sikker på, at jeg har gjort noget forkert. Når man gør noget forkert, er der ingen til at vente med en i mørket – eller blot at møde en der, et flygtigt øjeblik. Så jeg forsøger at lade være med at sige noget. Jeg deaktiverer min facebook og udvælger forsigtige ord og sætningskonstruktioner. Jeg vil bare holdes om af nogen, der holder af mig, men jeg er kun mit eget ansvar, og der er kun mig i mit eget liv. Sådan er vi jo alle alene.