Krystalgade
I starten efterlod jeg tegn alle vegne. Hårnåle på badeværelset. Afrevne sider
fra mine yndlingsbøger i din natbordsskuffe. Små beskeder, tak for i aften, jeg
elsker dig. Ved Krystalgade mister jeg pludseligt vejret, mine hænder ved ikke,
hvor de skal gøre af sig selv. Jeg tænker på, om du har set mig, uden jeg så
dig. Jeg tænker på, om det stadig ville være ligeså let at udpege dit ansigt.
At det sidste årti har jeg altid vidst, hvor i et rum du befandt dig i forhold
til mig. Du skifter dit profilbillede, og jeg stirrer på dit ansigt, aflæsende
og afventende, er jeg der et sted i dine trækninger, er der en del af dig, der
stadig bærer mig?
På terrassen, i den milde morgensol, begynder
det næsten at føles som forår igen. Jeg får et nyt job, og jeg taster dit
nummer, stirrer på det indtil tallene tilsløres, og jeg ved præcis, hvad du
ville sige. Jeg begynder at lære at huske igen.
Nogle gange gør det så ondt, siger psykologen, at vi bliver nødt til at glemme.
Nogle øjeblikke er for tunge at bære. Dig på badebroen i Hallsnäs, søen ved
solnedgangstid, dit anerkendende lille suk. Sene nætter, din stemme i røret, blå
baggårde og vores bogreoler, dengang i Akacielunden, jeg lænede min pande mod
din skulder, og du sagde, vi ses, og jeg elsker dig jo, bare sådan og så
indlysende. Jeg følte, at vi var forelskede børn den aften til koncerten, vores
mødre der virkelig forsøgte, og det var ikke et øjeblik, bare adskillige, som
da du kortsluttede strømmen i vores lejlighed, og jeg tænkte, at selvfølgelig
skulle vi blive voksne sammen. At resten af livet bare kunne være sådan, mine
hænder i dit hår, dit hoved i mit skød, at have lyst til at skrive dig ind i
alle mine minder.
Sprogforskere har udviklet et helt katalog over
ord, der kan oversættes til verdens sprog, en form for universalitet. Det
tænker jeg meget på for tiden. Hvordan ord af og til føles utilstrækkelige,
hvordan der ikke er nok af dem, hvordan vi aldrig helt kan forstå hinanden, og
hvor ensomt det er. For der findes ikke ord til at forklare hvorfor, jeg bliver
vred, hver gang nogen siger dit navn i en negativ sætning. Hvorfor jeg vil
bruge resten af mit liv på at forsvare dig. Hvorfor jeg stadig skriver dig
breve, hører din stemme i mit hoved, forestiller mig din skygge på badeværelset.
Kan du huske, hvad han sagde? Den, man elsker, er et fyrtårn i ens univers.
