I stå IV
Der er øjeblikke af lys.

Jeg stod omsluttet af de japanske kirsebærtræer den forårsaften, alting lyserødt omkring og over mig, og det føltes uendeligt, og jeg kan huske, at jeg følte mig lykkelig over at være der, alene, midt i evigheden. Jeg gik langs kanalerne hjem, gyldent over byparken, soloplyste fluer sværmede langs vandkanten, og jeg tog et billede og håbede, at jeg ville kunne bære øjeblikket med mig til tågede dage som disse.

Men lys er flygtigt og fra venteværelsets støvede glasvinduer, kan jeg se Amager strække sig, blive til Kastrup, et eller andet sted derude også lufthavnen, men jeg kan ikke udpege den, herfra hvor jeg står. Jeg kan ikke huske, at jeg stod ud af sengen, at jeg bandt mine snørebånd, at jeg bevægede mig herhen, om jeg gik over parken eller langs kanalerne.

Af og til når jeg sidder helt stille, når jeg ikke taler i lang tid, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg findes. Jeg stirrer på mine hænder, på mit spejlbillede, jeg rører objekter i lejligheden, jeg mærker materialer, jeg sorterer bøger, men mine hænder føles ikke som mine hænder, og min krop føles som om, den er ved at forsvinde. Som om jeg er begyndt at gå i opløsning, kun må vente på det uundgåelige, til sidst vil der ikke være mere af mig tilbage. Jeg er virkelig. Selvfølgelig er jeg virkelig.

Sicilien
Mest af alt bare skammen, altid skammen.

Træerne langs motorvejene er sprunget ud igen. Forårsregnen gør alting sløret og kaotisk, mennesker med paraplyer kan ikke se, jeg må være den, der navigerer i den duggede mængde. Jeg drømmer om at lære at sove igen. Nogle dage er det alt, jeg kan tænke på. Lægen siger, at det ikke giver mening, at der intet grundlag er for søvnløsheden, al den mistillid. Akupunktøren siger, hun kan mærke det i min hud, mine nerver, der er noget i vejen med min livsenergi. Psykologen siger, at det må være ubærligt at bære så meget, så længe, så alene, jeg må være udmattet.

Jeg er urolig og nervøs, overrasket hver gang nogen siger mit navn, på kontoret ryster mine hænder så meget, at jeg ikke kan skrive mailen. Når man ikke sover, reduceres man til en skygge. Mine øjne er røde i spejlet, hævede, jeg har lyst til at græde, hver gang nogen trækker vejret i nærheden af mig. Alting føles så virkeligt, så meget nu og lige her, samtidig så uforståeligt langt væk. En kvinde kigger mig direkte i øjnene på Ørestad station. Det her er ikke virkeligt, fortæller jeg mig selv. Den oplevelse, jeg har af verden, er ikke virkelig. Jeg er ikke gennemsigtig, hun tænker ikke på mig, hun undrer sig ikke over mine reaktioner, jeg er bare en fremmed på en station.

Jeg tænker på Etna, hvordan guiden pegede på hullet, der, sagde han, midt i al støvet, al det grå, der var nærmest intet at se, og det virkede absurd, at noget så småt kunne forvolde så meget kaos. I en eller anden virkelig lever jeg stadig i 2017 og falder i søvn langs sicilianske landeveje. I de første timer af morgensolen over Ørestad, er det de minder, jeg ligger vågen og tænker på. Rebecca på den albanske terrasse, støvede bjerge i horisonten. Fransiskas 160 kilometer på fremmede motorveje. Hvor meget jeg ville ofre for at være på stranden i Marsala igen, for kortspil i Palermo, for køresyge i Sarandë. For at være så ung, mest med dem. At være så tryg at kunne falde ind og ud ad søvnen på bagsæder i fremmede byer.