Trætheden gør alting tåget og uvirkeligt. Du siger, du også er træt, det er bare efteråret. Jeg trækker mig længere væk fra dig med håbet om at komme nærmere mig selv, men i virkeligheden viser det sig at være omvendt. Jo tættere, jeg er på dig, jo tættere er jeg på mig selv.
Helt oppe forenden af vejen, ligger den lysegrå bygning på hjørnet. Hvor Vesterbro begynder, siger du, og Sydhavn slutter. Eller Carlsberg. Jeg kan ikke huske det, men jeg bemærkede tidligt i relationen, at du elsker at vise mig byen, så jeg udpeger og spørger: hvad er det, hvor er vi, er det her Østerbro?
Nogle gange når du aer mig over mit hår eller holder mine kolde fødder på sofaen, føler jeg mig så lille. Men ikke lille nok til at være pigen på stranden i Jurmala, ikke lille nok til at kunne forelske mig i lavvande og vejrmøller eller at rulleskøjte igennem et lettisk supermarked lidt før midnat. Min episodiske hukommelse. Jeg læser på wikipedia, at nogle minder kan lagres hele livet i langtidshukommelsen, og det gør mig ked af det at vide, at jeg skal bære på den længsel hele livet uden at du kan mærke den, forstå hvorfra den kommer. Jeg kommer aldrig til at kunne vise dig de dele af min barndom, jeg stadig savner. Jeg kan ikke skrive dig ind i en virkelighed, der ikke tilhører dig.
Jeg bliver ved med at bide hul i den samme revne i min underlæbe. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gør det. Hver gang det holder op med at bløde, gør jeg det igen.
Skal vi vinke? spørger du og peger på mit gamle lejlighedskompleks gennem togruden. Jeg elsker dig i det øjeblik, hvor dine fingre folder sig ud fra knytnæven, hvor du vinker til et hjem, der ikke længere er mit.
Min forelæser siger, at fortolkning er en udeladelsesproces. Vi analyserer altid ud fra en forudindtaget holdning. Vi ønsker, at noget skal se ud på en bestemt måde, så vi vælger kun de dele, der passer ind i den analyse, der giver os de svar, vi ønsker. Jeg spørger dig, om du har haft en god dag. Fin, svarer du. Du spørger ikke mig. Sidste forår skældte du mig ud, fordi jeg ikke fortalte dig om mine dage i detaljer. Jeg kan huske hver sætning, du har fortalt mig. Jeg kan huske hver løgn, du har fortalt mig. Huske, huske, huske. Jeg manipulerer. Jeg bruger dine egne ord imod dig, jeg siger: du sagde, da noget andet for en måned siden.
Jeg skrev det her i en note på min telefon sidste november: i stedet lægger jeg min hånd mod hans brystkasse, siger, dit hjerte, man kan høre hans tydeligere, som om væggene omkring er tyndere end mine. Det troede jeg virkelig, de var, sidste efterår.
Nogen kommer hjem fra byen, andre tager ind mod byen. Det kunne være morgen i en hvilken som helst by, men det er København, og her bor vi så. Jeg vasker cigaretrøg af mine hænder i det svage lys fra vores badeværelseslampe. Eller vi render ind i hinanden ved et tilfælde på Dybbølsbro station, dig på vej tilbage til lejligheden, mig på vej på universitetet. Du siger, det lyder som navnet på en børnebog: os to på Sommerstedgade.
Jeg kan ikke vurdere, om vi bevæger os tættere på eller længere fra de mennesker, vi var før hinanden. Du har boet i nærheden, kun et stop herfra. Nogle gange forestiller jeg mig det liv, du havde der, at du løb ad de stier ved kirkegården, cyklede ad den vej for at komme ind til byen. Jeg udpeger dem for mig selv, opfinder egne historier om dengang, du boede her og havde en kæreste, der ikke var mig. Jeg vil have, det skal gøre ondt.
Du cykler på Fisketorvet og køber en croissant til morgenmad. Du spørger ikke, om jeg vil have en. Jeg tør ikke spørge, om du vil tage en med.
Du har foræret mig en verden i detaljer. Både den første gang vi kendte hinanden og nu. Men så glemmer jeg helt at trække mig tilbage, at se det større perspektiv. Det er jo også bare en række små perspektiver, siger du. Når vi har sex, zoomer mine pupiller helt ind på fregnerne på dine skuldre. Eller: jeg kan se hver fingers bevægelse. Eller: hvert lille, lyse hår på din underarm. Nogle gange er detaljerne så overvældende, at jeg ville ønske, jeg kunne træde ud af min egen krop. Nogle gange fylder det her forhold så meget i min bevidsthed, at der ikke er plads til andet, ikke engang mig selv.
Det kommer så pludseligt: du bliver sur over, at det altid tager mig minimum tyve minutter at ligge mig til rette. Det er noget med dynen i forhold til mine trusser, mine arme gør ondt hvis jeg sover på den side, mit hår er i min mund. Træt af al min overtænkning, min ængstelighed, mine vaner, mine spørgsmål: synes du, her lugter af røg? Jeg kan ikke huske, om jeg slukkede cigaretten? Hvad hvis de varme vandrør sætter ild til vores gardiner? Hvad hvis du dør i dag, fordi du glemte din cykelhjelm?
Pludselig er halvdelen af gangene, jeg fortæller dig, at jeg elsker dig, reduceret til en søgen efter bekræftelse, afventende: sig, du også stadig elsker mig. Så jeg kan aflæse, hvorvidt du lyver.
