Juleaftens dag i Fitness World. Fryse i fleecebukser, strømpebukser, tre lag af striktrøjer. Måle omkredsen af overlår med hænderne, optegnelser i notater: overarme, underarme, håndled, hals, lægge, talje, hofte, lår, lægge, ankler, panik. Leve af to spejlæg, en kvart teskefuld rapsolie og tre kartofler, senere kogte æg, undvige stegemidler. Ligge vågen med en tikkende lommeregner i baghovedet, ligninger før sengetid, konsekvente oprundninger, altid samme resultat: for meget i dag er lig med intet i morgen. Hvordan jeg sagde: det må du ikke skrive i min journal. Hvordan han sagde: din mund smager af syre igen. Hvordan far sagde: hvor er du sund og dygtig, se Clara spiser tun i stedet for slik, det burde I andre lære noget af. Du er vel ikke kommet for en slankebehandling, for så er der virkelig noget, vi bliver nødt til at tale om. Nej, nej, jeg bookede vist bare forkert, svarede jeg. Løbe ti kilometer uden morgenmad. Stramme elastikken om håndleddet, gentage: ikke sulten, ikke sulten. Du kan få sovs til næste jul. Du kan nyde næste fødselsdag. Ikke afhængig af min egen krops svage tilbøjeligheder, at være så dygtig, så uendeligt bedre end andre, så frelst, forfanden, tænk at være så afhængig af sin sult. Tænk, at det var spiseforstyrrelsen og ikke de utallige timers ekstra matematik, der endelig lærte mig at regne. Stadig så uendeligt frastødt af at se andre spise. Stadig tænke på kalorieindholdet i en klementin. Lade som om man bedst kan lide sin kaffe sort.