Flensborg

Brevene kommer altid nogle år for sent, skrev du i et digt året efter, han kyssede dig første gang. Dagene begynder at glide sammen. Sene sommeraftener, du sidder på venners trappetrin, ryger cigaretter og tænker på aldrig at gå hjem. I taler om ingenting, alligevel det meste, ser sidste rester af solnedgange gennem rummene mellem lejlighedskomplekserne, du tænker på, at København nu også er dit. Da han gik, tog han meget, men ikke det hele, det er sådan, det for det meste er. Lige efter bruddet kører du til Flensborg og drømmer om ham. Vinden river i regnvåde træer, det er august, kort efter din fødselsdag, lidt før hans, alle disse naturlige rum mellem jer mætter din bevidsthed, som burde du af den årsag have set det komme, at det selvfølgelig ikke kunne gå. I starten, efter han forlader dig, kan du ikke holde op med at købe ting. Reoler. Spisebordsstole. Gulvtæpper. Der er en midlertidig glæde i at organisere skruerne i køkkenskuffen, du skaber systemer, bruger timer på at justere vaserne i vitrineskabet, at koordinere bøger efter farve, så højde, så efternavn, imens du ikke tænker på, hvordan han ikke længere skal være far til dine hypotetiske børn.