Fem dage før min fødselsdag finder jeg min eksterne harddisk frem, og jeg lader mig selv give mig hen til de sidste to årtiers minder: et fyrre sekunder langt lydklip af mig i 2013x der synger What makes you beautiful, ingen rytme indenfor rækkevidde, lyse lille teenagepigestemme. Et filmklip af min veninde, der danser i bilen på vej til Northside, det var 2012, og jeg husker ikke engang The Kooks koncerten, vi kom for, kun vores forvaskede 90’er farvede regnjakker og hendes fedora, sæbeboblerne over festivalpladsen og lyden, der gik under Snow Patrol. Hvor vi plejede at drømme om at blive voksne, at ryge cigaretter uden det var i smug, alle de mænd, vi ville forelske os i, alle de liv, vi sammen skulle leve. Jeg har ikke set hende, siden jeg var toogtyve, lader kun mig selv tænke på hende af og til. Et andet, mine roommates fra mit sabbatår i Oxford, jeg var seksten og lysende og så fuld, jeg ikke kunne stå på mine ben, dansende under gadelygterne på Pullens Lane, de hvisker, mens jeg nynner Lua for mig selv: I love her, look at her, she’s so cute. Smile, Isabel. We’re making memories. Nogle gange når jeg ser mig selv sådan, cringer jeg så meget, at musklerne i min overkrop føles som om, de sætter sig fast. Jeg elsker hende stadig, den teenagepige jeg var. Jeg har lyst til at slå hende og skrige af hende, at hun skal vågne, og jeg har lyst til at holde om hende og sige, at hun aldrig skal give slip på sine drømme, for hun var frygtløs og rædselsslagen på samme tid, hun var sårbar og intens, fuldkommen urealistisk og kompromisløs, hun følte altid alting alt for meget, og jeg savner hende, og jeg hader hende, og jeg ville ønske, hun stadig var mig.