...

..
.
..

27.8.15

Noter om sommeren

Markerne langs landevejen, helt gyldne i aftensolen, mor snakker om kornet og høsten. Det er den der tid på aftenen, hvor skoven omslutter en, hvor den virker tæt og mørk: solen, som kun bryder igennem træerne og finder os, når vinden endelig tager i grenene

Det er stadig de helt almindelige ting, der beroliger mig: fx at køre for stærkt til Enø for at nå solnedgangen. At tage et bad og drikke grøn the med jordbærsmag, inden jeg går i seng. Ikke længere at have nogen der forventer, jeg sms’er og minder dem om, at jeg elsker dem

De åbne terrassedøre til mit ungdomsværelse, vinden der tager i de samme blondegardiner som de seneste tre år. Postkort fra sidste sommer på opslagstavlen, stadig en frakke eller to i klædeskabet. Alting ligner sig selv uden at være det, det er sådan det er at komme hjem, når hjemme pludselig er et andet sted

Tænker at jeg bedre kunne lide at bo her, lige i udkanten af Næstved, bag byskiltet, hvor man kan høre bilerne fra landevejen om aftenen, langt væk fra Konya Kebab og Craizy Daisy, musikken på torvet om fredagen. Stilheden, kun naturens lyde, det absolutte og endelige, mennesket der vender tilbage til sine rødder, mig der vender hjem

På de dage hvor verden kun strækker sig til hjørnerne af min nye lejlighed, hvor jeg ikke engang når ud på badeværelset før jeg begynder at blive træt: kroppen der sættes ud af funktion, benene der ikke vil bevæge sig, de ømme muskler, veninden der ler og siger, at jeg bare er ked af det, at det er så sjældent folk får depressioner om sommeren

Hver gang jeg kommer hjem, er der noget, der er anderledes: et nymalet skab i entréen, en jakke på knagerækken jeg ikke har set før, min mors hår lysere end sidst. Jeg sidder på trægulvet i arbejdsværelset og kigger på gamle fotografier og minder mig selv om, hvem jeg er. Jeg udpeger ting på billederne, forsøger at huske datoer og steder, men jo ældre jeg bliver, jo oftere hænder det, at jeg opdager, jeg har husket forkert

Altid at kunne kende ryggen af sin far i ankomsthallens menneskemængde: det tynde hår, måden han bevæger sig på, hvordan han trækker kufferten bag sig. Senere, at holde øje med ham på rulletrappen, at lade ham forsvinde i menneskemængden, ikke at have lyst til at udpege folk, når de er på vej væk: hele tiden at skulle sige farvel uden helt at vide, hvornår de kommer tilbage

Ting der skræmmer mig: den der pludselige, overvældende følelse af at nogen holder øje med mig. At være i toget på vej til universitetet og ikke ane, hvordan man skal opføre sig. Kroppens naturlige reaktion på alderdommen, hvor tydelige min mormors smilerynker ved øjnene er blevet, at mine forældre ikke længere griner, når jeg joker med, hvilke malerier jeg skal arve

At gå i seng om aftenen med solbrændte kinder og hår, der dufter af klor. At tilbringe lange aftener i swimmingpoolen, trække min krop igennem det blå, betragte skyggen under mig. De små lysglimt på overfladen og strålerne, der danser på bunden, mit diskotek, mit personlige lysshow. Hver aften, at svømme solen ned

Jeg ser Glee og har min mørkeblå fleece trøje på i fireogtyve grader. Jeg svømmer baner og sidder på mit værelse med gardinerne trukket for og læser og skriver om ting, der ikke længere er vigtige. Sådan går sommeren

Sidst på aftenen, mor der står i døren, at tænke på alle de gange hun har stået der, at tænke at man måske snart burde tage tilbage sit nye hjem. Hun siger: vi bliver nødt til at tale om det her snart. At have lyst til at række ud efter hende, endelig at være modig, forklare at der er noget, der sidder forkert indeni i


Forsøger at holde op med at ryge, at være bedre til at kigge på stjernerne: månen her til aften, helt rund som en lysende tennisbold, pludselig at opdage, at man ikke længere har flere ord om de ting, der gør ondt

16.6.14

Fotografier (Publiceret i Slagtryk, juni 2014)
Mit navn med mørkeblå kuglepen på den lyserøde inderside af balletskoene: mors blokbogstaver.

Lyden af tandbørsten mod fortænderne, den jernagtige smag af blod under tungen, rødt spyt og Colgate skum i håndvasken.

Det orangegule lys i tunnellerne: små, ubehagelige blink bag øjenlågene helt skarpe som solen i maj, ligge på bagsædet og bide negle, spørge: hvornår er vi hjemme?

At blinke et par gange om morgenen for at genfinde fokus. Værelset der vender tilbage: mørket der trykker mod vinduerne, bogen smidt på gulvet ved siden af natbordet, slået op på en tilfældig side. Dynen, det lyseblå betræk, imellem benene, de skæve knæ og det blege stykke hud imellem navle og trussekant.

Min far stående i solen, hans ryg mod den hvide væg, røgen fra smøgen nærmer sig vinduerne i lejligheden. Det mørkebrune gulvtæppe imellem hans bare fødder, hans navle indadvendt og maven udspilet, det flettede skæg hvilende mod brystkassen. Kan skimte: Fitzgerald læne sig op af Strunge på bogreolen ved siden af, en nellike nejer på hylden. Pludselig: en mand jeg aldrig har kendt.

Solen som en støvet glaskugle, hænger der forenden af landevejen og forsøger at lyse. Horisonten helt tåget, det må være tidligt. Træernes grene  skrøbelige som edderkoppeben, vajer i vinden, klar til at brække af. 

Det sidste vintermørke lægger sig over gaderne. Han læner sig op af muren, de røde sten mod uldfrakken, siger: det er koldt. Bringer hænderne op til sin røde mund, forsøger at puste dem varme.

Hvordan skyerne spredes, som om himlen er ved at åbne sig: de første tunge dråber på snuderne af de blomstrede sko. Efterlader små, mørke pletter på det lyse stof.

Ved Susåen: to ænder i vandkanten og åkanderne, der skubbes mod og fra hinanden helt lydløst, en mærkelig rytme, naturens dans, tænker at vinteren næsten er borte.

Månen og dens blege overflade, hænger der i usynlige tråde, spændt op på himlen. Spørge: hvad er det, der holder dig der?

Mand i fjernsynet, stående i ruinerne af et hus, voice-over: når det hele er overstået, er man stadig ikke et helt menneske. Ham: det mørke hår, en hvid skjorte, helt slidt i kraven og skoene i asken, mig: siddende ved skrivebordet, det lyse hår bag ørerne, fødderne på det opvarmede trægulv.
De albanske bjerge, den absolutte vægtløshed, fødderne i sandet på stranden i Vlorë. Kroppen: en skygge på asfalten på de brede alléer, lyset fra gadelygterne lægger sig over parken. Nøgne ben og blomstrede sommerkjoler: ikke være ældre end man er. 
Ikke at tænke for meget på de ting, som giver en lyst til at græde.

Nogle timer efter midnat, viserne synes ikke at rykke sig, når det er sent: en forestilling om, at hvis bare man gemmer sig under dynen, kan monstrene ikke finde en. Betrækket som et skjold. 

Duften af mandariner: tænker på forår i Oxford, at træerne i gården mellem kollegierne allerede er sprunget ud, om franskmanden stadig sælger pandekager nær Westgate, at der er en anden, der sover i min køjeseng.

De ru sandkorn mod den bløde hud ved nakken, i håret, i øregangene, et bizart billede af os: dig liggende i sandet, mig knælende ved siden af, hælder sand i fordybningerne ved dine kraveben.

Den der drøm igen: på toppen af et bjerg, en form for udsigtsplads, skyerne hænger i klumper, helt blege og ubehagelige, små kanaler af mørkegrå himmel imellem dem. Hele dalen synes at tilhøre mig, men jeg har intet at bruge den til.

Solens begyndende rejse over himlen. Ligge på trampolinen med rødvinsmund og sløret blik og lyden af de første fugle, en vulkan i udbrud i øregangene. 

Steder at fortælle nogen, man elsker dem: på bagrækken i biografen imellem popcornkys og vandet cola. I gyden bag diskoteket, lyden af popkultur og skarpe hæle mod fortovene. I køkkenet, danse til radioen imens vandet koger, dig i den åbne dør med morgenhår og forvirret blik, en smøg imellem læberne: vil du tilbringe mere end bare en nat?

Fotografi af Keaton Henson: ham, liggende på en seng, et ukendt soveværelse – en kvindes? Det mørke lagen i kontrast til de lyse vægge, hans arm hvilende på vindueskarmen, en smøg imellem fingrene. Denimskjorten gledet op, skjuler ikke længere den blege, knoglede hofte. Mørk blæk på albuen, røg i luften foran hans mund. 

Hjemme: i legehuset bagerst i haven i Bruxelles, det våde træ mod hudafskrabede knæ. Siddende på de hvide klinker på terrassen i Tirana, rom og cola der opvarmes i solen og skildpadder i det nyslåede græs. Slå vejrmøller i entréen i lejligheden i Riga eller krølle sig sammen i lædersofaen og betragte de tyrkiske bjerge, støvet der lægger sig over Ankara som en tåge. Sidde på Pullens Lane-skiltet og lytte til Approximate Sunlight, se blæsten tage i en orange pose fra Sainsbury's.

Og pludselig her, på værelset: de hvide blondegardiners bevægelse i vinden, det sorthvide verdenskort over bogreolen, digtsamlinger på hylderne. Beskidte kaffekrus og mørkeblå skåle på skrivebordet, gamle koncertbilletter og stiloplæg på opslagstavlen. Den lyserøde bordlampes lys mod de lyseblå vægge, en mærkelig kombination, pastel og pigesind.
På vej til Karrebæksminde, passerer markerne og fuglene siddende på række på telefonkablerne, som om de venter på noget, regnen og ormene i græsset,

Den knasende lyd af et sneglehus under ens gummisko: overraskelsen som sætter sig i ens fødder, i hele ens krop. 

At blive til en fisk: pludselig vågne med gæller og opdage, at havet har overdækket planeten. Alle ville spørge, hvor kommer alt det vand fra? 

14.11.13

Oxford digte 
Oxfords bymidte en travl december eftermiddag: græsarealerne foran universitetsbygningerne er dækket af sne. der er slud i vejkanten

tage 12:45-bussen til bymidten hver onsdag, handle ind i sainsbury's og vente på Isa i Topshop i cirka en time og tyve minutter

at tage på the Bridge hver fredag og i Odeon biografen på George Street hver søndag

det regner ikke ligeså meget i England, som folk påstår

og inde i centrum hænger solen lavt på den der måde, som den kun gør om vinteren

jeg drikker vaniljekaffe om morgenen og smækker med døren, irriteret over at de kan sove længere end jeg. gardinerne er gået i stykker igen: elsker at solen skinner ind af vinduet og på Helos ansigt. elsker ikke at klæde om foran et publikum

jeg tror, jeg forelskede mig i Oxford, da jeg så de kappebeklædte studerende under Hertford Bridge 

rævene i parken en efterårsaften lidt før midnat. graffiti på murene i det forladte hus: smoke weed everyday

 allerede efter to uger at kunne genkende deres skridt 

torsdag: køber kyllingesuppe og croissanter i Tesco og venter på bussen med gamle, cigarrygende mænd iklædt jakkesæt

ting, jeg har fået at vide på det seneste: du ligner en fra sydpolen. du ligner barbie. du ligner alice (disney-udgaven)

karma er måske: at stjæle andres pizza fra loungen og derefter slå hovedet i gulvet og besvime

hører Lou Reed i brusebadet: hey honey, take a walk on the wild side

vågner til katten, som strækker sig i gruset foran vores værelse. dens poter er mudrede. når A presser sin næse mod rudens kolde overflade: hvordan hans kinder og ører bliver røde (næsten som om han rødmer)

flere mennesker burde skrive digte om rummet imellem Amalies fortænder

derude hvor buslygterne ikke kan nå, et sted på den anden side af bakken, ligger Headington i mørke. uden diskoteksstøj. uden kebab-vogne. uden bustrafik

at finde smøger med røde læbestiftsaftryk i rygeskuret og tænke på H

det bedste er at vende hjem efter juleferien: tomme skriveborde og skraldespande og redte senge. helt stille på gangene. alting synes meget urørt, tænker jeg: kryber sammen under mit fugledynetræk

I am singing now, while Rome burns: at citere digte, når man ikke kan falde i søvn

en kvinde på gaden siger: mænd er ligesom æbler, de rådner med tiden. æblerne lyser ikke rødt. ligger bare der i græsset og venter på at blive ædt 

hvordan alle ligner, de ryger om vinteren

der er intet poetisk over at være vågen klokken fire om morgenen: går en tur på kollegiet og lader mig selv dvæle ved stilheden. forestiller mig at kunne høre folks søvnige vejrtrækninger igennem trædørene. månen spejler sig i vandpytterne på stien til vaskerummet. jeg kan godt lide følelsen af, at verden kun tilhører mig

skrive små beskeder på Laurannes smøger: lend me five quid? party tonight?

at skateboarde ned af din buede næseryg

og hvordan at blodårer nogle gange ligner grenene fra et æbletræ

den der mærkelige, tomme følelse, der altid opstår imellem ens navle og ribben, når man træder ud af badet

lyskæderne i butiksruderne på Covered Market. døde fisk bag glasvinduer. lugt af pudsede lædersko og jordbærmilkshakes

ved molen i Brighton på en regnvejrsdag. når forlystelsesparken lukker for vinteren og ligger øde: helt stille og ulovlig indtrængen. at falde i søvn i tekopper og betragte mågerne stikke til rester af ispapir og vådt candyfloss i en overfyldt skraldespand

det sted på kroppen hvor huden er blødest: i søen bag øreflippen

plasticblomster i vasen i vinduet: kaffekopperne der nedkøles og holder det på klem

livet som et hylster, at strække det: ud over fingerspidserne og tæerne

daggry i Oxford og det blå, som lægger sig over byen. bare fødder på en novembermorgen og aftryk af småsten fra stien: duggen som små perler i græsset. helt stille, som at leve i en flyvemaskine, på Pullens Lane

ligge på badeværelsesgulvet og skype med Amalie: hendes knitrende ansigt og søvnige øjenlåg på computerskærmen. hvordan solen går ned bag mine træer og står op i hendes baghave: Atlanterhavet som distance

begynder at høre P3 om morgenen. det sidder et sted bag mine tænder, og når jeg taler, kan jeg mærke det: only hate the road when you're missing home, er det ikke, hvad han synger?

farmors fødder begynder at blive blå, kræften spreder sig: hun ryger cigaretter i sin kørestol på plejehjemmet, fjernsynet blinker fra reolen. hun siger ingenting. nogle gange glemmer jeg, at hun stadig er i live

datalokalet på en af de første februardage: ubehaget ved at hoste sig igennem to timers stilhed under et foredrag

som Linda sagde: hjernen stoler ikke på hukommelsen. nogle dage føler jeg at hele mit liv kan passe ind i den sætning

folk lukker øjnene for at kontrollere deres mørke

rundkørslen nær Thornhill Park and Ride: at synke tilbage i bussædet med kinden mod ruden og vente på stoppet ved Brooke’s University. måske er det en kliché, men hele kroppen synes at sukke: endelig hjemme

Keaton Henson: let's cry, let's swim, let's everything

ting, jeg efterlader: mit navn i kuglepen over vægpanelet nær opslagstavlen. en lyseblå strømpe med blondekant i tredje skuffe i skrivebordet. en sammenkrøllet note i rummet mellem madrassen og væggen