Mareridt (og liv)

Jeg drømmer om døde edderkopper og biler, der ikke længere fungerer, kaffe som er blevet kold og månelys, der ikke når os. Jeg drømmer om vandhaner, der drypper, bøger der aldrig bliver åbnet og læst, og senge som ingen længere sover i; vandglas efterladt på bordet, tøj i garderoben, en bekendt som skal pakke et helt liv ned i papkasser.
Jeg drømmer om efterladte, tomme huse langs overgroede, mudrede stier i skovene, om forsvundne børn og udmagrede hunde i vejkanten. Jeg drømmer om alle de mennesker, jeg ikke kunne redde, alle de jeg ikke kendte; og de, jeg gjorde. Jeg drømmer om lamper, der sprænger, om folk der springer, om liv der eksploderer med alt det uforståelige, det ubesvarede, det uforklarlige.
Jeg drømmer om et liv, som plejede at være mit, en pige der plejede at være mig, og jeg vågner, og værelset er for varmt, og det stribede sengetøj synes ikke længere at være mit, og vaskemaskinen summer og fortæller historier og hemmeligheder, hvisker, hvorfor sagde du det ikke Clara, hvorfor, hvorfor, hvorfor... hvorfor er du så besværlig?
Maskinerne har erstattet deres vejrtrækninger. Jeg vil ikke læse bøger. Jeg vil ikke være vågen. Jeg vil ikke sove. Jeg vil le. Le til at jeg græder, le til at jeg krøller mig sammen på gulvet og forsøger at trække vejret igen, le til at jeg glemmer, at vi ikke er her sammen. Le til mareridtene går væk.

Jeg falder tilbage i søvnens hænder. Og drømmer om ansigter og erindringer, som stille falmer. Forsøger at huske om hendes øjne var mere blå end grønne. Forsøger at huske trøjen han havde på, da han krammede mig farvel. Husk, husk, husk. Til edderkopperne når sengekanten og kravler ind under min dyne, kravler ind under min hud, kravler ind i mit hjerte. Til de dør indeni mig, med mig, hos mig. Til jeg beder om aldrig at vågne her igen. I et liv, der ikke længere er mit.