Split
Kan huske, at jeg tænkte på, hvor unge vi så ud på det fotografi. Hvor nostalgisk det gjorde mig, et så tydeligt vidnesbyrd om de løfter, vi virkelig forsøgte at holde, vores forliste forhold, men måske endnu mere bruddet med den pige, jeg var den eftermiddag. Dine blomstrede badebukser, mig trukket sammen omkring dig i et hjørne af båden, jeg var rædselsslagen for min egen krop. Det er det eneste fotografi, der stadig giver mig lyst til at græde, det grynede og højsommersolen, havet og dine øjne, alt det blå, vi kommer aldrig til at være de mennesker igen. Du fremkaldte fotografierne lidt efter rejsen, vi sad i vores stue og gennemgik dem sammen, jeg komplimenterede og udpegede, for jeg elskede at se verden gennem dine øjne. Hvilke detaljer, du bemærkede, hvilken virkelighed du udvalgte, og senere, at opdage at fotografierne fra den dag mest var af mig. Min stribede bikini og kun indbildt tykke lår, solen i mit afblegede hår, det gyldne blide mod vandoverfladen. Tænk at jeg ikke forstod det dengang, alle de gange du hvilede din hånd på min lænd i overfyldte selskabslokaler og over fodgængerfelter, at finde dine øjne i menneskemængden, da først du lærte hvordan, sad det i dig, krævede det at elske mig al din tålmodighed? Et postkort fra dig: jeg vil blive ved med at grine med dig af alt det, de voksne gør, som vi ikke forstår. Så længe så sørgmodig over, vi ikke skulle blive voksne sammen, men det blev vi jo alligevel, til trods for og på grund af, tænk at jeg brugte så meget tid på at bede om mere, uendeligt mere, dig og dine hænder, måske stirrede jeg mig blind på dine milde ansigtstræk og efterspørgende øjne. Tænk at jeg ikke så, hvor meget du så mig. Hvor jeg håber en dag at blive elsket sådan igen, men måske mere end det: at du en dag føler dig så set, selv hvis af en anden, at den blotte tilstedeværelse af det blik slukker den konstante summen, vi så ofte talte om. Du gjorde verden stille.

Krystalgade I
Midt december, mild latter efter midnat, tænkte på tid og lidt på dig. Hun sagde, hun så dig på en café nær Nørreport, at du så anderledes ud, jeg tænkte helt instinktivt ældre, for hvordan skal jeg ellers beskrive, at de sidste par måneder blot er løbet fra os, at tiden ikke standser på de steder, vi forlader, for de mennesker, vi decentraliserer? Tænkte på hvordan minderne driver fra mig, måske også fra dig, hvad vi sagde, og hvad vi gjorde, hvor lidt det betyder nu, men også hvordan jeg stadig bærer dig et sted under min hud, den eftermiddag i bilen ved havet, vi var virkelig virkelige, og du fik jo ret, det blev bedre, jeg er ved at forstå det nu, at det ikke behøver at gøre så ondt, at det bare er livet, at jeg fortjener at blive rask. Panikkede i et overfyldt selskabslokale, formildende ordvalg og toneleje pludselig, følte mig gennemskuet og transparent, talte mine fingre og vinduerne, vendte tilbage til mig selv. Følte mig fuld af skam og alligevel ikke, af og til kan jeg ikke kontrollere det, af og til opdager jeg det for sent, men det går, og det går over, altid, jeg er ikke, hvor jeg ønskede at være, men jeg er på vej.  

Drømte om Japan og måske også lidt om dig. Nærstuderede fotografier fra Sarandë, fra Palermo, øvede mig i accept. Erkendte at jeg nok stadig ikke har lært at give slip, at jeg stadig forsøger at løsne grebet, at jeg må tilgive mig selv. Lavede nye interne jokes med nye mennesker, havde ikke lyst, følte en mærkelig kombination af skam og længsel, ønskede at livet var som for fem år siden, og huskede at jeg kontrollerer måden, hvorpå jeg reagerer på verden. At kunne forlade situationer, der føles utrygge. Relationer, der får mig til at græde. At jeg ikke længere behøver at føle det, der tager vejret fra mig, at jeg kan forlade det, der gør ondt. Man kan ikke få det tabte tilbage, men hvor ofte drømmer jeg ikke om lige netop det.

Nørre Voldgade

Følte en form for kosmisk ensomhed. Du bliver ked af det, når du ikke føler, du connecter med andre, konstaterede terapeuten. Ja, svarede jeg. Nogle gange bliver jeg i tvivl om, hvorvidt verden er virkelig, om jeg er virkelig. Blev ubærligt bange for aldrig at genvinde evnen til at få et andet menneske til at le. Stod på Nørreport i morgendug og alkoholtåge, afventende og efterspørgende, lignede en der ledte efter noget, men nok heller ikke helt vidste hvad. For vild i mit hoved og andres rytmiske bevægelser, tænkte en fremmedes navn, men også at alkoholinducerede connections måske er syntetiske, at intet kan være virkelig virkeligt på en bar efter midnat, blot en imitation af konversationel intimitet. Følte noget jeg ikke havde følt i lidt tid. Forsøgte at holde fast i følelsen og ansigtstrækkene, men mistede den igen i hverdagens banaliteter.

Amager Strandvej I

Tænkte på alle de pludseligt ubrugelige informationer, vi lagrer om hinanden: at hans ene øje blev helt rødt under et migræneanfald, at hun ikke kunne falde i søvn i stilhed, at han hadede når jeg holdt om hans håndled. Tænkte på det, Ann Druyan sagde efter Carl Sagans død, at finde hinanden i kosmos. Konkluderede at det må være kærlighed, at fare vild i menneskemængden og altid kunne udpege øjne, der ser en. Så tågen lægge sig over København, duer på rækker på antenner, løvfaldet i en sløret, hvid verden. Drømte gentagende om at blive set af nogen, af noget. Fulgte stjernerne hjem, tænkte på bølgegang, sad ved Amager Strand og indåndede, huskede hun sagde hun kunne se havet i mine øjne, jeg tror jeg svarede, at jeg bedre kunne trække vejret langs kysten. Tænkte på at blive holdt om af nogen, der holder af mig.

Mölle I

Følte mig lettet over at mærke regnen. Sørgmodig over afslutninger, håbefuld midt i nye begyndelser. Jeg føler ikke helt, som jeg plejede, men jeg ville stadig ikke helt kunne gøre de ting, vi gjorde, med en anden. Tænkte på at jeg stadig forsøger at decentralisere dig i mit univers. Tænkte på sommer i Mölle, et fotografi af havet og ét af mig, et kilo rejer og en kjole i chiffon. Tog et tog mod Karlshamn, huskede turen til Malmø, hvordan jeg begyndte at genkende dele af byen, at vi havde gået her, købt en kimono der. Al det vores som langsomt bliver mit. Ikke længere vred på dig eller dem, jeg ved stadig ikke hvem jeg bliver til, men nogen er jeg ved at blive.

Postkort fra et forhold

Jeg sover allerede, da du kommer hjem. Lysene fra stuerne i lejlighedskomplekset overfor trænger ind ad den lille sprække, hvor soveværelsesgardinerne ikke helt møder hinanden. Du klæder dig af lydløst. Jo mere stille, jeg forsøger at være, jo mere knirker trægulvene altid, og du har haft skældt mig ud i køkkenet, fordi lyset spredte sig til dine øjenvipper.

Trætheden gør alting tåget og uvirkeligt. Du siger, du også er træt, det er bare efteråret. Jeg trækker mig længere væk fra dig med håbet om at komme nærmere mig selv, men i virkeligheden viser det sig at være omvendt. Jo tættere, jeg er på dig, jo tættere er jeg på mig selv. 

Helt oppe forenden af vejen, ligger den lysegrå bygning på hjørnet. Hvor Vesterbro begynder, siger du, og Sydhavn slutter. Eller Carlsberg. Jeg kan ikke huske det, men jeg bemærkede tidligt i relationen, at du elsker at vise mig byen, så jeg udpeger og spørger: hvad er det, hvor er vi, er det her Østerbro?

Nogle gange når du aer mig over mit hår eller holder mine kolde fødder på sofaen, føler jeg mig så lille. Men ikke lille nok til at være pigen på stranden i Jurmala, ikke lille nok til at kunne forelske mig i lavvande og vejrmøller eller at rulleskøjte igennem et lettisk supermarked lidt før midnat. Min episodiske hukommelse. Jeg læser på wikipedia, at nogle minder kan lagres hele livet i langtidshukommelsen, og det gør mig ked af det at vide, at jeg skal bære på den længsel hele livet uden at du kan mærke den, forstå hvorfra den kommer. Jeg kommer aldrig til at kunne vise dig de dele af min barndom, jeg stadig savner. Jeg kan ikke skrive dig ind i en virkelighed, der ikke tilhører dig.

Jeg bliver ved med at bide hul i den samme revne i min underlæbe. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gør det. Hver gang det holder op med at bløde, gør jeg det igen.

Skal vi vinke? spørger du og peger på mit gamle lejlighedskompleks gennem togruden. Jeg elsker dig i det øjeblik, hvor dine fingre folder sig ud fra knytnæven, hvor du vinker til et hjem, der ikke længere er mit.

Min forelæser siger, at fortolkning er en udeladelsesproces. Vi analyserer altid ud fra en forudindtaget holdning. Vi ønsker, at noget skal se ud på en bestemt måde, så vi vælger kun de dele, der passer ind i den analyse, der giver os de svar, vi ønsker. Jeg spørger dig, om du har haft en god dag. Fin, svarer du. Du spørger ikke mig. Sidste forår skældte du mig ud, fordi jeg ikke fortalte dig om mine dage i detaljer. Jeg kan huske hver sætning, du har fortalt mig. Jeg kan huske hver løgn, du har fortalt mig. Huske, huske, huske. Jeg manipulerer. Jeg bruger dine egne ord imod dig, jeg siger: du sagde, da noget andet for en måned siden.

Jeg skrev det her i en note på min telefon sidste november: i stedet lægger jeg min hånd mod hans brystkasse, siger, dit hjerte, man kan høre hans tydeligere, som om væggene omkring er tyndere end mine. Det troede jeg virkelig, de var, sidste efterår.

Nogen kommer hjem fra byen, andre tager ind mod byen. Det kunne være morgen i en hvilken som helst by, men det er København, og her bor vi så. Jeg vasker cigaretrøg af mine hænder i det svage lys fra vores badeværelseslampe. Eller vi render ind i hinanden ved et tilfælde på Dybbølsbro station, dig på vej tilbage til lejligheden, mig på vej på universitetet. Du siger, det lyder som navnet på en børnebog: os to på Sommerstedgade.

Jeg kan ikke vurdere, om vi bevæger os tættere på eller længere fra de mennesker, vi var før hinanden. Du har boet i nærheden, kun et stop herfra. Nogle gange forestiller jeg mig det liv, du havde der, at du løb ad de stier ved kirkegården, cyklede ad den vej for at komme ind til byen. Jeg udpeger dem for mig selv, opfinder egne historier om dengang, du boede her og havde en kæreste, der ikke var mig. Jeg vil have, det skal gøre ondt.

Du cykler på Fisketorvet og køber en croissant til morgenmad. Du spørger ikke, om jeg vil have en. Jeg tør ikke spørge, om du vil tage en med.

Du har foræret mig en verden i detaljer. Både den første gang vi kendte hinanden og nu. Men så glemmer jeg helt at trække mig tilbage, at se det større perspektiv. Det er jo også bare en række små perspektiver, siger du. Når vi har sex, zoomer mine pupiller helt ind på fregnerne på dine skuldre. Eller: jeg kan se hver fingers bevægelse. Eller: hvert lille, lyse hår på din underarm. Nogle gange er detaljerne så overvældende, at jeg ville ønske, jeg kunne træde ud af min egen krop. Nogle gange fylder det her forhold så meget i min bevidsthed, at der ikke er plads til andet, ikke engang mig selv.

Det kommer så pludseligt: du bliver sur over, at det altid tager mig minimum tyve minutter at ligge mig til rette. Det er noget med dynen i forhold til mine trusser, mine arme gør ondt hvis jeg sover på den side, mit hår er i min mund. Træt af al min overtænkning, min ængstelighed, mine vaner, mine spørgsmål: synes du, her lugter af røg? Jeg kan ikke huske, om jeg slukkede cigaretten? Hvad hvis de varme vandrør sætter ild til vores gardiner? Hvad hvis du dør i dag, fordi du glemte din cykelhjelm?

Pludselig er halvdelen af gangene, jeg fortæller dig, at jeg elsker dig, reduceret til en søgen efter bekræftelse, afventende: sig, du også stadig elsker mig. Så jeg kan aflæse, hvorvidt du lyver.

Enø
Efterårslys, varmt og gyldent over Ørestad, en eftermiddag ligesom denne, i shelteret i dine forældres have. Har gentaget for mig selv hele sommeren: jeg fortryder ikke vores liv. En eller anden dag vil jeg stå et sted, og jeg vil genkende dit ansigt på en bar eller i en butiksrude, og tiden vil gå i stå lige der. Indtil da prøver jeg nye ting. Tager tequilashots alene på baren, tager på dates. Lærer at tale med fremmede, at bevæge mine hænder, mine ben, ikke ryste, når de kigger på mig. Forsøger at holde op med at strukturere mit liv omkring ubevidste mønstre i vores forliste forhold: vi var femten, og du kyssede mig på en strand på Fyn. Syv år senere kyssede du mig igen, en fornyet første gang, på stranden på Enø. Kan kysse andre mænd på andre strande, uden det fordærver vores minder. Spiser alene i cafeteriet, tager i skøjtehallen, prøver at være modig. Forsøger at have tiltro til, at universet vil, at gode ting sker for mig, eller i det mindste, at universet er ligeglad med mig. Det er bare lys, bare livet, alting bevæger sig. Jeg prøver at lære at bevæge mig igen.  

Nyvej 

Vi er i livets efterår, siger lægen så. Jeg hviler min hage på min håndflade, jeg sidder helt stille og lydløst, betragter min mors skuldre, og jeg tænker, at jeg har set døden før, men ikke som denne. Ude i haven er det juli. Roserne blomstrer, klatrer langs de blåmalede vindueskarme, og jeg husker femogtyve somre, for så længe jeg har levet, har de boet her. Hvert på min fødselsdag hejser hun flaget, men i stuen falder han ind og ud ad søvnen, og så er det bare det, de sidste dage, de sidste øjeblikke. Næste år på min fødselsdag vil ingen hejse det flag for mig, huset vil ikke længere stå her, og fiskedammen blev drænet for længst, kun flækkede stykker af granit, men i min hukommelse vil den altid være lige der, og jeg vil altid være seks år gammel og ligge i græsstråene.

Du ligner din oldemor, sagde han og pegede på billedet, lænede sit ansigt helt tæt på mit, nærstuderede mine ansigtstræk. Og: det har været et lykkeligt liv. Og: pas godt på dig selv. Ugen inden han døde, kom han til mig i en drøm. Han var morfar, men for ti år siden, og jeg vågnede og ringede til min mor og spurgte, hvor han var. Der er ikke længere noget efterår nu, ingen metaforer om alderdommen, blot døden og al den kærlighed, jeg nu må forankre i mindet. I lejligheden på alderdomshjemmet hænger bryllupsbilledet, og jeg bliver nødt til at se bort, fastlåse mine egne ansigtstræk, jeg nærstuderer rækker af træer, al det tætte, grønne, fjernsynet, alt andet end det fotografi. De siger, man ikke ved det, men en del af mig vidste det, da jeg stod i deres have, da jeg sad i deres lædersofa, da jeg rejste mig og sagde, han også måtte passe på sig selv. Det var også et godt liv, siger mormor, og jeg svarer ja, et godt, langt liv, og jeg må ikke bevæge mit hoved, jeg kan ikke kigge på hende, kun se skyerne trække sig sammen over træerne, håbe på lysning i horisonten. Og mormor fortæller igen historien om, hvordan de mødtes. Han havde altid en cigarkasse i bilen og den aften, kørte de til København og dansede morgensolen frem. Han elskede rosa aurora, importerede fliser fra Italien, bød altid på Fernet Branca, og selv når han ikke kunne huske morgenerne, selv da han forvekslede lægen med far, kunne han altid huske, at han elskede mormor. Han var den første mand, der holdt mig, og jeg kan ikke huske det, selvfølgelig kan jeg ikke huske det, men jeg må bære det med mig.

Ørestads Boulevard
Skyerne trækker sig sammen over Ørestad, længst vest på Amager er der stadig klart, kanaler af blåt, og pludselig minder alting lidt om sidste år. Som om jeg har levet dette scenarie så mange gange, men aldrig helt til fulde, som at bevæge sig i et minde. Jeg har gået her i regnvejr, gennem overbegroede stisystemer, jeg har knyttet mine næver, jeg har lyttet til denne sang. Jeg har tænkt på dig sådan og som nu, dig langs klippesider og i flyvemaskiner, i passagersæder og vores lejlighed. Jeg har tænkt på dig ved havet og på rastepladser, vi har kørt ad omveje og været på afveje, jeg har holdt din hånd i kirker og gyder, og af og til bliver jeg så ensom, at jeg ikke helt kan trække vejret, men du er et sted i denne by, på den anden side af broen hvor gaderne bliver tætte og befolkede, og du elskede mig. Det er historien, og der er ikke flere ord om den kærlighed, jeg bærer, intet videre eller efter, blot dette tomrum, hvor der kun er mig. Og det hele går, måske bliver det værre eller bedre, det er ikke til at vurdere endnu, men det fortsætter, fortsætter, denne mærkelige transit, dette limbo, hvor jeg elsker dig i stilhed og med fravær. Vi eksisterede. I samme solsystem. Samme tidsalder. Og vi fandt hinanden i et øjeblik og adskillige gange igen. 

I stå IV
Der er øjeblikke af lys.

Jeg stod omsluttet af de japanske kirsebærtræer den forårsaften, alting lyserødt omkring og over mig, og det føltes uendeligt, og jeg kan huske, at jeg følte mig lykkelig over at være der, alene, midt i evigheden. Jeg gik langs kanalerne hjem, gyldent over byparken, soloplyste fluer sværmede langs vandkanten, og jeg tog et billede og håbede, at jeg ville kunne bære øjeblikket med mig til tågede dage som disse.

Men lys er flygtigt og fra venteværelsets støvede glasvinduer, kan jeg se Amager strække sig, blive til Kastrup, et eller andet sted derude også lufthavnen, men jeg kan ikke udpege den, herfra hvor jeg står. Jeg kan ikke huske, at jeg stod ud af sengen, at jeg bandt mine snørebånd, at jeg bevægede mig herhen, om jeg gik over parken eller langs kanalerne.

Af og til når jeg sidder helt stille, når jeg ikke taler i lang tid, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg findes. Jeg stirrer på mine hænder, på mit spejlbillede, jeg rører objekter i lejligheden, jeg mærker materialer, jeg sorterer bøger, men mine hænder føles ikke som mine hænder, og min krop føles som om, den er ved at forsvinde. Som om jeg er begyndt at gå i opløsning, kun må vente på det uundgåelige, til sidst vil der ikke være mere af mig tilbage. Jeg er virkelig. Selvfølgelig er jeg virkelig.

Sicilien
Mest af alt bare skammen, altid skammen.

Træerne langs motorvejene er sprunget ud igen. Forårsregnen gør alting sløret og kaotisk, mennesker med paraplyer kan ikke se, jeg må være den, der navigerer i den duggede mængde. Jeg drømmer om at lære at sove igen. Nogle dage er det alt, jeg kan tænke på. Lægen siger, at det ikke giver mening, at der intet grundlag er for søvnløsheden, al den mistillid. Akupunktøren siger, hun kan mærke det i min hud, mine nerver, der er noget i vejen med min livsenergi. Psykologen siger, at det må være ubærligt at bære så meget, så længe, så alene, jeg må være udmattet.

Jeg er urolig og nervøs, overrasket hver gang nogen siger mit navn, på kontoret ryster mine hænder så meget, at jeg ikke kan skrive mailen. Når man ikke sover, reduceres man til en skygge. Mine øjne er røde i spejlet, hævede, jeg har lyst til at græde, hver gang nogen trækker vejret i nærheden af mig. Alting føles så virkeligt, så meget nu og lige her, samtidig så uforståeligt langt væk. En kvinde kigger mig direkte i øjnene på Ørestad station. Det her er ikke virkeligt, fortæller jeg mig selv. Den oplevelse, jeg har af verden, er ikke virkelig. Jeg er ikke gennemsigtig, hun tænker ikke på mig, hun undrer sig ikke over mine reaktioner, jeg er bare en fremmed på en station.

Jeg tænker på Etna, hvordan guiden pegede på hullet, der, sagde han, midt i al støvet, al det grå, der var nærmest intet at se, og det virkede absurd, at noget så småt kunne forvolde så meget kaos. I en eller anden virkelig lever jeg stadig i 2017 og falder i søvn langs sicilianske landeveje. I de første timer af morgensolen over Ørestad, er det de minder, jeg ligger vågen og tænker på. Rebecca på den albanske terrasse, støvede bjerge i horisonten. Fransiskas 160 kilometer på fremmede motorveje. Hvor meget jeg ville ofre for at være på stranden i Marsala igen, for kortspil i Palermo, for køresyge i Sarandë. For at være så ung, mest med dem. At være så tryg at kunne falde ind og ud ad søvnen på bagsæder i fremmede byer.

Mellem steder 
Du tager til Bruxelles for at forsøge at skrive digtet. Hvordan I faldt i søvn ved siden af hinanden. Hvordan han snorkede i de sidste måneder. Du må ikke bruge personlige pronomener, men det her er personligt, det vedrører jer. Det var kun jeres. Du har været vågen i nitten timer. Han kommer tilbage til dig om aftenen. Du tænker på, hvordan han forsøgte at lære dig matematik. Hvordan I udregnede ting. Hvordan du forsøgte at udregne, hvor længe I havde tilbage. Hvordan du talte kalorier. Det hele var midlertidigt. Er det ikke altid det?