Opløsning

Sad stille på terrassen. Mærkede noget du ikke havde mærket i lang tid. Da du var otte, vågnede du hver morgen med fornemmelsen af at have noget hvilende, en tyngde, på din brystkasse. Hver morgen det år, måtte du flytte det tunge, før du kunne stå op

Havde ikke lyst til at fortælle noget til nogen, bare ligge alene i lyden af udluftningen, bare mærke det, virkelig mærke det, græde på badeværelsesgulvet

To ældre kvinder foran dig på Frederiksholms Kanal, den ene rækker ud efter venindens albue, lader fingrene hvile der et øjeblik, siger: I’ve always wanted to see Argentina, I should go right now, you never know when you might die, haha, you never know

En kop triller frem og tilbage over fliserne udenfor instituttet, afgiver en frustrerende lyd der planter en mærkelig rastløshed i dig, du ville ikke kunne genkende lyden, hvis ikke du havde set bevægelsen

Mors milde stemme i telefonen: det er nok kræft alligevel

Fotografier af hende som barn, mørkt pandehår og skæve briller, et af jer i badekarret, hun sidder i midten, og et andet, din bror læner sig op ad hende, der er en underlig afstand imellem dig og dem

Et japansk kirsebærtræ i opblomstring på C.F. Møllers Allé, det lyserøde mod det lysegrå, nogle gange ser Ørestad ikke engang virkelig ud, så poleret, hvis du bankede på disse mursten, ville du opdage, det var pap, hele bygningen ville falde fra hinanden

Nåede ikke engang op ad trapperne til lejligheden, før du begyndte at græde igen

Torsdage i det almindelige liv med regnvejr og kollektiv udskamning af de, der tager elevatoren, med dårlig kaffe, defekte toiletlåse og strejkende skraldemænd, på døren til kontoret, skævt ophængt, et håndskrevet skilt: lys er på vej. 

Søvnig i en stribe solskin. Presse igennem det tunge af dagen. Gentog: forandringer er bare små opbrud i hverdagen.

Dage i slutningen af januar, hvor vejret føles lige så mildt som en kølig forårsdag, ingen vind over vandet ved Dampfærgevej, underlige uro, du frygter lyset i marts. Om søvnløsheden vil komme igen, om minderne vil oversvømme dig, du husker altid alt for meget: køreturene til gården det forår, samme sang på repeat, I think I’m finally clean, men det var du jo ikke, det tog år at ryste følelsen af ham af dig.

Sølvgrå træstammer mod en fuldkommen blå vinterhimmel, skyfrit over dit barndomshjem, flyvemaskiner trækker hvide baner bag sig, det perfekte billede: overgangstid, pludselig lune i solen, en velkendt følelse af tomhed.

Lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen. Forbi golfbanen hvor solen hænger lavt og støvet. De tågede dage, du forsøger at holde dem på afstand.

Næsten forårsfornemmelser, en due på overboens terrassegelænder, for tiden genkalder alting noget, fordrer reaktioner, men gentagelserne føles ikke trygge, så udlevede, du vil ikke bevæge dig her.

I en note skriver du: Det var ikke bare et øjeblik for mig, jeg kan huske, jeg plejede at drømme om at dele hele verdener med dig.  

Du vidste ikke, hvordan du skulle gå, men du kunne heller ikke bære at blive, og du har sørget ham, som var han død, mens han har vandret rundt i København og fotograferet hendes ryg, hendes hænder, hende i hans ansigtstræk. Plejede du også at være en skygge på hans krop?

Ventede på alarmen. Ventede på kaffen blev kold. Ventede på toget. Ventede på undervisningen begyndte. Ventede på karakterer. Ventede på et nyt tog. Ventede i køen i Rema. Ventede på han kom hjem. Ventede.

Snevejr i starten af marts, i Indre By bevæger alle sig på samme måde, trækker fødderne efter sig ad isglatte fortove, du forsøger hele tiden at finde fodfæste, at lande det rigtige sted, din nye chef siger godmorgen med et sådant engagement, at du næsten snubler på trappen.

Nogle gange lander flyet, og man har hele sit hjerte med, andre gange må man samle resterne lidt hen ad vejen og dagen.

Vesterbro
Søndag i oktober, dit ansigts spejling i en butiksrude, så vindblæst og søvnig ud, måske lidt sørgmodig uden helt at vide hvorfor. Efterårsdage og duer samlet foran Palads, afventende, våde blade og våde mursten, alting i forfald, men Vesterbro er stadig lige så smukt, som da du boede her med ham. Stod i solen, lunt med dit strikkede halstørklæde, følte dig tung og rolig på samme tid, du har ikke fundet det, du ledte efter, men måske er det heller ikke så vigtigt, som det føltes engang. Og du var jo bare bange, og det var ikke hans skyld, og du har næsten tilgivet dig selv for ikke at kunne tilgive ham, her på en søndag og midt på et Vesterbro, der nu mest er hans, og disse gader, du nok aldrig helt kommer til at kunne gå ad igen uden at tænke på gule blade under hans sølvgrå sneakers, hans lune hånd i din.

I transit

Suttede zyx på morgentoget. I krimisektionen: nogen derude må vide noget om nogen. Pludselig ubetinget taknemmelig for bibliotekets ubegrænsethed. 

Stod stille under en vintersol. 

Havde brug for at blive snakket til, vide: jeg er virkelig. Havde brug for at kigge rundt og genkende et venligt ansigt i lokalet. Havde lyst til at sige: føler du også nogle gange, du føler for meget?

Andre mennesker gør mig ængstelig. 

Gik forbi mit gamle hjem. Nogle steder rummer så meget af alt det, man ikke længere er.

Psykologen siger: du skal lære ikke hele tiden at reagere på dine omgivelser. Psykologen siger: du skal aflære alt, du har lært.

Jeg vil ikke være menneske, jeg vil være lys.

Niels Hemmingsens Gade

Efter fremvisningen tog I ind til atelieret på Niels Hemmingsens gade. Han skulle hente noget, hvad husker du ikke længere, men du kan huske, du røg en smøg på brandtrappen, selvom du var stoppet, der er et fotografi. Du havde din røde jakke på og en kop kaffe, det var tidligt forår, et øjeblik før isolationen. Lyset var meget hvidt den dag, skarpt, som det er i foråret, hvor kroppen endnu ikke har justeret sig til lysere timer, hvor træerne stadig er nøgne, og man forbløffes over, at det kan syne så lunt og stadigvæk føles så koldt. I gik mange ture det forår, da København var tomt.

Han spurgte, om I ikke bare skulle springe på et tog, og det gjorde I, det var den sidste gang, I var i Sverige sammen. Mens I gik ad gader i Malmø, stoppede langs vandet, spiste en sidste gang på restauranten han hadede, selv da I lå i hotelsengen den aften, kan du huske, du tænkte, at noget føltes anderledes, begrundede det med flytningen, at du lige havde købt en lejlighed, han nægtede at flytte ind i. En mærkelig afstand til ham, eller måske var det mest til dig selv, som om intet af det var virkeligt, samtidig prædetermineret; alle talte om jer i definitive vendinger, der gjorde dig urolig og trodsig og rædselsslagen på samme tid. Du ved ikke, om du vidste, det var slut, da I lå der i sengen. Du ved ikke, om han vidste det.