Flensborg

Brevene kommer altid nogle år for sent, skrev du i et digt året efter, han kyssede dig første gang. Dagene begynder at glide sammen. Sene sommeraftener, du sidder på venners trappetrin, ryger cigaretter og tænker på aldrig at gå hjem. I taler om ingenting, alligevel det meste, ser sidste rester af solnedgange gennem rummene mellem lejlighedskomplekserne, du tænker på, at København nu også er dit. Da han gik, tog han meget, men ikke det hele, det er sådan, det for det meste er. Lige efter bruddet kører du til Flensborg og drømmer om ham. Vinden river i regnvåde træer, det er august, kort efter din fødselsdag, lidt før hans, alle disse naturlige rum mellem jer mætter din bevidsthed, som burde du af den årsag have set det komme, at det selvfølgelig ikke kunne gå. I starten, efter han forlader dig, kan du ikke holde op med at købe ting. Reoler. Spisebordsstole. Gulvtæpper. Der er en midlertidig glæde i at organisere skruerne i køkkenskuffen, du skaber systemer, bruger timer på at justere vaserne i vitrineskabet, at koordinere bøger efter farve, så højde, så efternavn, imens du ikke tænker på, hvordan han ikke længere skal være far til dine hypotetiske børn.

 Borgergade

Dine veninder tjekker hans ID på baren, spørger hvorfor han har løjet sig et enkelt år yngre, han trækker på skuldrene, og du er jo også ligeglad. I taler ikke i elevatoren, du kunne ikke engang huske, at der lå et hotel her, og mindet føles pludseligt gennemtrængende og altoverdøvende, hvordan I parkerede her i foråret, at du blev i bilen, mens han købte nye guitarstrenge. Du folder hans skjorte på hotelværelset, spørger om han ikke vil have den hængt op, hold dog mund, svarer han, kom nu bare her. Hele sommeren står du i supermarkeder og fortaber dig i grønkål og forårsløg, men du genkalder hans ansigt, hans hænder, du græder på samtlige midnatstomme metrostationer i København, og så stikker manden en finger i din røv, forsøger at tvinge den ind i din mund, og så er det sådan, femogtyve føles. Du løber hele vejen til Kongens Nytorv, måske hyperventilerer du i elevatoren, dit ansigt så adskilt fra alt det, der føles som dig. Det er ikke din fødselsdag længere, det er bare i morgen, og hver dag er en dag tættere på ikke at kunne huske, hvordan det føltes at holde hans hånd på bagsæder i lygtepælsoplyste gyder i europæiske hovedstæder eller at sutte hans pik mellem sivene den sensommeraften på stranden i Dragør.

Sølvtorvet

Han siger, at han ikke har flere, så I går forbi købmanden på vejen hjem, køber kondomer og smøger. Du ser dig selv bagfra på overvågningen ved skranken, du er våd af sved, mest fuld af skam. Det viste sig, at I begge havde været til samme koncert sommeren forinden, og det føltes som et tilfælde, du måtte tillægge en eller anden form for ophøjet betydning, som var det et tegn, at I begge delte samme yndlingsband, der spillede en udsolgt koncert i Vega. Du synes, han er pæn, men kedelig, og du vil gerne være forelsket i sådan en som ham, fordi han har et fuldtidsjob, du zoner ud, mens han fortæller om, fordi han går til crossfit og viser dig billeder af den lejlighed, han ejer, foreslår I går hjem, før I bliver for fulde til, at sex kan være legitimt. Han spiller din yndlingssang for dig, du sidder i sofaen, han på en egetræsstol på den anden side af sofabordet, du smiler og nikker, og senere klæder I jer af for jer selv, lydløse og anspændte, og du ved ikke, hvem du er i hans seng, hvis plads du optager her, kun at du pludselig føler dig ubehageligt ædru og uendeligt træt. En sensommerformiddag et år senere vil du opdage, at du ikke længere husker hans navn, kun at han havde venlige øjne og velplejede negle. 

Hertenlaan 10

Man må ikke glemme, hvor man kommer fra, siger de, men efterhånden er der så lidt, du kan huske: ad grusstien til højre for indkørslen, langs overgroede buske og et enkelt rosenbed nær trappen til trædøren, du husker den som tung. Katten plejede at efterlade hareunger her på trinnene, det er ikke dit minde, nedarvet og måske omskrevet i gengivelsen. Der var højt til loftet i entreen på den anden side af døren, eller måske var der ikke, du var et barn her. I midten af entreen: trapperne ned til stuen, til højre: et ovalt vindue og skoven udstrakt forenden af haven, til venstre: skiftende au pair pigers værelse, ved siden af: køkkenet.

Der er et fotografi af dig og din bror i dørkarmen til køkkenet, det må være taget i slutningen af halvfemserne og lige der, midt i entreen, du husker ikke af hvem. Halvdelen af en grålig, overdimensioneret emhætte kan anes skråt til højre i baggrunden, du husker, at din far altid kom hjem efter sengetid, at dine forældre lod dig sove imellem dem hver nat alligevel, hvordan du forestillede dig, at han stod her efter midnat, lænet ind under komfuret for at ryge cigaretter under emhættens lamper, udstrakte ledningen fra den røde vægtelefon tværs over køkkenet.

 Du sidder på din brors ryg på fotografiet, måske lidt ældre end hans datter er nu, hans hænder i et løst greb om dine ankler, dengang I havde matchende joggingsæt, og hans hår stadig var samme lyse som dit. To barstole i mørkt træ ved siden af køkkenøen i baggrunden og blitzens genskin i deres lakerede overflade, du husker den gule radios konstante summen, men også, at alle talte på et sprog, du aldrig lærte at forstå.

Du husker ikke, om I tog jeres første skridt på dette rødbrune klinkegulv, men du husker varmen foran ovnen, dens skarpe lamper i aftenmørket, hvordan du plejede at sidde og betragte dit ansigts afspejling i den fedtede glasoverflade, mens mor talte i telefon. Du husker, at alle skabene i det køkken var valdenøddetræ, alting var brunt dengang, kun adskilt af enkelte kontraster: et køleskab beklædt med magnetiserede Disney-figurer, måske et postkort eller et fotografi, telefonbogen på hylden ved siden af, det hvidmalede vindue med udsigt til ærtebedet.

Du husker den lyserøde plasticring, som din far købte til dig på julemarkedet på Europaskolen, alle træerne langs alléen var beklædt med lyskæder den aften i december, du husker, hvordan du ledte efter den i lyset fra ovnen, som var den det mest værdifulde, dit fem årige jeg ejede, og måske var den det, og hvordan far fandt den bag træpanelet under ovnen, efter du var gået i seng. Du husker middagssolen gennem de gennemsigtige gardiner i køkkenet, at din bror sad lige der på køkkenøen efter styrtet på cyklen, hvordan far skar et tog ind i en ost, og din bror grinede, så blodet fra hans næse løb ned i hans mund, hans lyserøde tænder, at du stadigvæk føler et barnligt ubehag ved det billede.

Du husker udsigten til genboens hvidpolerede hus fra den brunmalede terrassedør og de tre vinduer, eller måske var det fire, bag køkkenøen, arbejdsbordet til venstre for dem med den stationære computer, du aldrig måtte spille på. De lavthængende marmorlamper over spisebordet, i mere end et årti lå de i papkasserne fra da I flyttede til Snoghøjen, senere hang de over køkkenøen i dit første voksenhjem, nu tilbage i papkasser igen. Egetræsstolene, dengang med det rødbrune læderovertræk, så ompolstrede, senere smidt ud. Du husker at være et barn her i baggrunden af dette fotografi af din bror og dig, i dette køkken der strækker sig ud af billedet, og ikke længere findes, i hvert fald ikke som du genkalder dig det. 

Vordingborggade

Solskin over Dampfærgevej, men kølige ben, forsinket lys. Ophobet kø udenfor Lagkagehuset, sene nætter i en skøjtehal. Ikke koldt endnu, bare heller ikke længere lunt. Mildt vejr på Østerbro, en fredag i september, forbi Charlottehaven hvor han plejede at træne, måske stadig gør, fældende træer. Du noterer: en kvinde i en magenta striktrøje foran Shabaz, en bog du ikke kan skimte titlen på, din ternede regnfrakke bundet om livet, du ligner en turist, der har mistet det sted, hun skulle finde hen. Du har ingen fornemmelse her, ingen minder tilknyttet Vordingborggade, en fugl pipper i baglokalet hos købmanden, der dufter af Albanien, overparfumeret og underbemandet, dine rastløse hænder. Afrevne sider i din yndlingsbog og en liste på din telefon med navne, hans, nu efterfulgt af andre.