I den hvide sol, rækker han ud og rører blondegardinerne. Han er morgenblind og søvnig, så jeg fortæller ham om himlen på den anden side af de støvede ruder. Lyseblå på den der måde, den kun kan være om vinteren. Det er nok noget med frost og snevejr, hvordan alting kan synes både skarpt og sløret på samme tid. Jeg sover altid dårligt, når han sover her. Det er alt det, der ligger udenfor refleksiviteten; når kroppens temperatur falder, det der underlige instinkt der gør, at man bevæger sig tættere på det nærmeste varme, at han bevæger sig tættere på mig, og jeg vågner og forbliver vågen, hans ansigts blide trækninger, sitrende øjenvipper. Så sker det bare, at øjnene helt automatisk fotograferer øjeblikket, at have ham bleg og blid i mine lagener, men mest i min hukommelse.  

Så spørger han mig, hvorfor jeg har brug for at blive husket. Men mine hænder er røde i mørket, og det er efterårskoldt og månen spejler sig i samtlige vandpytter ude på gaden, og pludselig kan jeg ikke længere huske det. Jeg føler mig træt og alt for lille til min krop, vil så gerne bare ligge mit hoved på hans skulder og skubbe vinteren væk. Måske er jeg i virkeligheden ligeglad med det hele. Måske er jeg er ligeglad med, hvad de siger om minder og celleerstatninger og kemiske forbindelser, så længe jeg ved, at han i et parallelt univers, stadig kysser mig i den regnvåde gyde bag diskoteket på Fyn. Måske vil jeg bare gerne have, at han husker mig lidt. Bare engang imellem.

I stedet kradser jeg den lyserøde neglelak af. Rører mine læber, mine knæ, mine lægge, alt andet end ham. For jeg er jo i virkeligheden slet ikke ligeglad. Jeg kunne aldrig finde ud af at være ligeglad, og så pludselig er jeg i en dugvåd gårdhave, og det er for sent, og jeg er bange for at sige alle de her ærlige ting, som morgenlyset ikke kan rumme. At skamme mig igen. Jeg er rædselsslagen for det øjeblik, hvor han holder op med at se mig igennem 15-årige øjne. Hvor de hvide strækmærker på inderlårene pludselig synes selvlysende i mørket. Hvor han bliver træt af mine hænder og hvor meget de ryster, ryster, ryster, og hvordan de måske alligevel ikke helt ved, hvordan de skal røre ham, fordi det er længe siden, de har været et sted, der ikke føltes tilfældigt. Mig, der både snubler over sætninger og asfalt. Den her underlige krop, som aldrig helt ved, hvor den skal placere sig selv i et rum. Den her desperate, forsigtige pige, som lever indeni mig, og som føler sig så lille, lille, lille og så bange. For mørke gadehjørner og ansigtsløse mænd. For sætninger som, rør mig eller endnu værre, sætninger der faktisk rører mig.

For at han opdager, at jeg også savner den pige, han forelskede sig i dengang. For at det måske er hende, han savner mest.

Jeg har ikke lyst til at skrive om det, men så gør jeg det alligevel, og det hele synes så fragmentarisk og skrøbeligt. Minder er trods alt blot et katalog over flygtige virkelighedsøjeblikke. De både manipuleres og reduceres i nedfældningen. I fortolkningen pålægges adjektiver og adverbialer, der i øjeblikket ikke eksisterede.

Gadelygternes kølige afspejling i vandpytterne. Kolde, røde hænder i varme frakkelommer. Som at tage tilbage og opsamle resterne af de ungdomsøjeblikke, vi ikke fik lov til at have sammen. Erkendelsen af at vi efterhånden er blevet for gamle til at gøre noget trivielt for første gang, at det allerede er levet og udtømt, og alligevel de forsigtige forsøg på at genopleve dem. Årene er der et sted imellem os. Jeg vil ikke høre om dem, og alligevel. Måske er det et eller andet latterligt forsøg på at udfylde de sorte huller af det liv, jeg ikke var tilskuer til. Måske har man altid brug for at vide, hvad de hænder har rørt, før de rørte en selv.

Af og til erindrer jeg noget, jeg egentlig ikke har lyst til at huske. Af og til ville jeg ønske, jeg kunne slette øjeblikke fra min hukommelse. Det er efterhånden sjældent og af samme årsag, overraskes jeg måske endnu mere, når det endelig sker; ved græsarealet, nær det nu lukkede supermarked, drak Amalie og jeg vin den sommer, da vi fyldte sytten. Vi lod begge som om, det var rart at være hjemme. Ved rastepladsen, da han spurgte, hvor længe jeg planlagde at være væk denne gang. Hvordan de ting, jeg gjorde, stadig findes et sted imellem os i spydige kommentarer. Jeg husker, husker, husker. Endnu mere ihærdigt end jeg gjorde dengang. Jeg er jo ikke seksten længere. Jeg har foræret så meget, at jeg ikke længere ved, om jeg har noget tilbage at give væk. De her hænder har rørt så meget, de ikke burde. De her hænder er også rædselsslagne for at række ud. At være den, der står lige her og skal samle resterne selv.

Og samtidig, ikke at måtte løbe. Ikke at kunne finde ud af at bevæge de her ben længere, ligegyldigt hvor meget mit hoved forsøger at påstå, det er det rigtige. Det var det, jeg tænkte dengang. Man skal altid være den første til at flygte. Hvad gør jeg så? 

Noget om at finde hjem

Min bedste ven er taget til Australien, og af og til trækker jeg dynen op til hårgrænsen og tillader mig selv at græde. Nogle lørdage, glemmer jeg, og pludselig fanger jeg mig selv i at forsøge at lave aftaler om rødvin og Taylor Swift-karaoke. Men hos hende er det søndag, og solen er kun lige stået op. Hverdagen rusker mig vågen fra dagdrømme om at lave vores flyvemaskine-dansetrin under stjernerne på en australsk strand. Der er alt for mange kyster, timer og RUC-projekter imellem os. Sidste efterår, sagde drengen, at det er underligt, hvordan piger knytter bånd. Vi blev veninder, fordi ingen af os helt forstod tamponer, fordi vi var de eneste, der bar et hårbånd den første dag på universitetet. Hun lærte mig, at det er sjovere at tage tidligt hjem fra festen og bruge timevis på at analysere My Humps, end det er at gå med fremmede mænd med ivrige hænder. Savnet sidder et sted i lænden, og derfra udsendes det så nemt til hele rygsøjlen.

Fransiska køber papkasser i Bauhaus. Vi starter med de genkendelige, simple ting. Bøger, der er hendes. Derefter vurderer vi de ting, vi har købt sammen, og jeg forsøger at lade som om, det er nemt at se de sidste to år af vores liv stablet i ti forskellige papkasser. I IKEA, på jagt efter nye glas, fordi jeg pludselig ikke har nok uden hendes på hylden, udpeger hun det der fotografi, vi blev ved med at udskyde at købe. Luftballoner over en aftengylden sommergyde. I mellem de sidste papkasser, danser Adam og hende i køkkenet, og jeg sidder ved spisebordet og smiler og tænker på hvor fin, kærligheden nu engang er. Fransiska og jeg skabte det her hjem sammen. Lejligheden var vores drøm. Der er tomme rum på hylderne og et værelse, der plejede at være hendes, og januar føles både langt væk og alt for tæt på. Man er aldrig helt klar til at give slip, men man kan heller ikke finde ud af at blive. Dengang havde jeg kun lyst til at flygte. Dengang var hjemme de mørke, midnatsblå landeveje, som trak mig flere hundrede kilometer væk fra Næstved. De orange, varme lamper fra rastepladsen, søvnige stemmer i knitrende natradioer, den sitrende summen i lufthavnenes paskontrol. Som seks-årig forelskede jeg mig i vejene og hvordan de forsvandt under bildækkene. En alt-overskyggende kærlighed til alt det, som verden har at byde på.

Hjemme er mest, hvor jeg ikke er. Der står jeg så på en sti, jeg har gået ad utallige gange, på en fuldkommen normal tirsdag. Efterårssolen rammer mit ansigt. På trods af de slidte jeans, jeg har haft siden Oxford, og min sløsede mørkeblå cardigan, føler jeg mig smuk. Mine håndled er kolde. På de heldige dage, når jeg skovkanten, når solen endnu kaster gyldne skygger på træstammerne, når den hænger lige over skoven ved landevejen som en eller anden lysende, støvet kugle. Og jeg behøver ikke vurdere, hvorvidt Bruxelles, Oxford, Næstved eller Trekroner er hjemme. Hele verden kan være mit hjem. Jeg kan drømme mig til kirsebærtræerne i gården på det britiske kollegie, og jeg kan drømme mig til støvregn over mit belgiske barndomshjem. Det gør mig ikke nødvendigvis til den eskapist, jeg plejede at være.

Her til aften, læser jeg gamle tekster og forsøger at gennemskue, hvem jeg har skrevet om. Det giver mig lyst til at græde. Hele min ungdom er så nøje dokumenteret i billedrige beskrivelser og sammentrukne adjektiver. Pludselig virker mit sekstenårige jeg så fjernt og samtidig så tæt på; som et eller andet spøgelse, der lever i nærheden af-, men ikke længere i mig. Halvdelen af de ting, jeg nedskrev, skete aldrig. Den anden halvdel har jeg ikke altid lyst til at blive mindet om. Sandheden er, at jeg nok ikke rigtigt tror, at hun ville være synderligt stolt af mig og måden hvorpå, jeg gentager samme fejltagelser. Hun ville bede mig drømme lidt mere. Elske, endnu mere. At gøre alt det, hun drømte om, men følte, hun var for ung til. Man kan drømme så meget og til sidst har man drømt sig væk fra, hvor end man nu engang er. Det var jo det, jeg plejede at gøre. Jeg havde ikke lyst til at være her, så jeg skrev mig ind i andre universer og virkeligheder. Når virkeligheden bliver ved med at banke på, bliver man nødt til at lukke den ind. Måske glemte jeg, at man også skal lade den sove lidt engang imellem. At man godt må give sig hen til hvad end, man føler. Jeg er ikke halvt så modig, som jeg plejede at være.

Nogle gange savner jeg hvert eneste øjeblik, jeg nogensinde har mistet. Den rationelle side af mig ved, at jeg kun savner øjeblikkene, fordi jeg ikke kan få dem tilbage. Men den følende side af mig, har ikke lyst til at komme med begrundelser. Den følende side af mig er allerede så dybt forankret i al længslen. Jeg vil have øjeblikkene tilbage. Jeg har lyst til at blive forelsket for første gang igen. Jeg har lyst til at sidde på sofaen i vores tomme, nye hjem og grine af Fransiskas stædighed overfor IKEA-kommoderne. Jeg har lyst til gåture igennem nedfaldne, røde blade i Headington Hill Park. Jeg har lyst til at skrige Katy Perry ud over hele Limfjorden. Jeg vil have alle mine første gange igen. Men øjeblikkene er allerede levede og udtømte, og der er så meget andet at savne, og til sidst savner man forhåbentligt nok til at tage telefonen eller tage et fly, til hvad- eller hvem end man længes efter. Jeg prøver stadig bare at huske mig selv på, at man ikke kan leve sit liv i minder, kun ud fra dem. Man må bygge ovenpå og omkring dem. Til sidst har man bygget et helt liv. 

Noget rod om at skulle redde hele verden

På de gode dage, står jeg op med morgensolen, og alting virker udvisket og blidt. På de gode dage, er støjen bare virkelighedens naturlige lyde, og jeg smiler til fremmede og tør at kigge verden i øjnene, og musikken skærer mig ikke i ørene, og jeg har ikke lyst til at stille mig op på torvet og skrige, at volumen er alt for høj, at verden larmer så frygteligt meget hele tiden. På de gode dage, småløber jeg ikke hjem fra forelæsning ud af frygt for at skulle tale med nogen på vejen hjem. På de gode dage, skal man nå det hele, så jeg vasker tøj og tømmer opvaskemaskinen og læser al den teori, jeg ikke nåede, imens jeg var for træt. Jeg handler ind og kommunikerer med kasseekspedienten, og verden er et fint sted, hvor jeg ikke bare er en pige, der udelukkende går ture på gågaden for at modarbejde en eller anden underlig forestilling, om at jeg er alene i verden. På de gode dage, er jeg et produktivt, velfungerende menneske, der taler til jeg får ondt i hovedet af min egen stemme, til jeg kollapser i sengen, fordi det er udmattende at være så tilstedeværende i den her virkelighed, der nu engang tilhører os alle. Man kan ikke nå det hele på en dag, siger den fornuftige del af mig. Men noget i mig insisterer på at forsøge. Og pludselig indhenter kroppen hjernen, og kroppen er blevet træt. Når jeg vågner morgenen efter og pludselig ikke kan komme ud af sengen. Når verden begynder at larme igen. Når det at børste tænder synes at virke som den sværeste opgave, et menneske kan blive udsat for. Og når det føles som tidsspilde at skulle vaske tøj og tømme opvaskemaskinen blot for at gøre det beskidt og gentage processen. På de gode dage, skal jeg huske at ringe til alle, jeg kender, og minde dem om, at jeg jo elsker dem, og at jeg naturligvis går op i, hvordan de har det, men at jeg bare ikke altid helt kan overskue at tage telefonen og danne sætninger og lyde som en omvandrende reklamesøjle for livet. På de dårlige dage, spørger jeg kun, hvordan andre har det i håb om, at de vil spørge mig. På de dårlige dage, sidder andres bevægelser i hele min krop, og alt under huden ryster. På de dårlige dage, forskrækkes jeg af lydene fra motorvejen, af min roomies blide rumsteren i entréen, af regndråbers dryp fra gelænderet på terrassen. På de dårlige dage, er alting uroligt og fremmed, og der er ingen forbindelse imellem hjernen og legemet. Trætheden sidder i rygsøjlen, hvorfra den udsendes til hver eneste kropsdel. Jeg kan mærke den i hænderne, i knæene. Jeg fortæller mine ømme ben, at vejen hjem jo ikke er lang. Gå, gå, vi er der næsten. Men så kigger jeg på mine fødder, og det er som om, de nægter at bevæge sig, som om de pludselig har glemt, hvordan de fungerer, og jeg snubler på stien udenfor lejligheden. På de dårlige dage, glemmer den her krop helt simple ting, og alting synes skarpt og hvidt. Så jeg trækker gardinerne for igen. Og jeg kryber sammen i sengen med frakken på, fordi meningen var, at jeg skulle til forelæsning, men pludselig kunne de her hænder ikke finde ud af at åbne døren og forlade lejligheden. Og det er okay, at jeg nogle gange glemmer, hvordan man vasker sit hår. Der er også så meget andet at huske. 

Lige der på rastepladsen ved havet, hvor jeg plejede at tage hen, når jeg ikke kunne finde ro, kysser han mig. Han spørger, om jeg rejser igen. Men der er ikke flere gemmesteder eller veje at løbe ad. Mere end det, er der ikke længere noget at flygte fra. Foran os, havet og himlen. Over os, kun stjernerne. Men jeg kan ikke mærke mørket. Så mine hænder kryber ind under hans jakke og lige der, med hånden på hans brystkasse, er jeg ikke længere seksten, og pludselig bliver jeg så bange for, at det ikke bliver mig, der går.