Flensborg

Brevene kommer altid nogle år for sent, skrev du i et digt året efter, han kyssede dig første gang. Dagene begynder at glide sammen. Sene sommeraftener, du sidder på venners trappetrin, ryger cigaretter og tænker på aldrig at gå hjem. I taler om ingenting, alligevel det meste, ser sidste rester af solnedgange gennem rummene mellem lejlighedskomplekserne, du tænker på, at København nu også er dit. Da han gik, tog han meget, men ikke det hele, det er sådan, det for det meste er. Lige efter bruddet kører du til Flensborg og drømmer om ham. Vinden river i regnvåde træer, det er august, kort efter din fødselsdag, lidt før hans, alle disse naturlige rum mellem jer mætter din bevidsthed, som burde du af den årsag have set det komme, at det selvfølgelig ikke kunne gå. I starten, efter han forlader dig, kan du ikke holde op med at købe ting. Reoler. Spisebordsstole. Gulvtæpper. Der er en midlertidig glæde i at organisere skruerne i køkkenskuffen, du skaber systemer, bruger timer på at justere vaserne i vitrineskabet, at koordinere bøger efter farve, så højde, så efternavn, imens du ikke tænker på, hvordan han ikke længere skal være far til dine hypotetiske børn.

 Borgergade

Dine veninder tjekker hans ID på baren, spørger hvorfor han har løjet sig et enkelt år yngre, han trækker på skuldrene, og du er jo også ligeglad. I taler ikke i elevatoren, du kunne ikke engang huske, at der lå et hotel her, og mindet føles pludseligt gennemtrængende og altoverdøvende, hvordan I parkerede her i foråret, at du blev i bilen, mens han købte nye guitarstrenge. Du folder hans skjorte på hotelværelset, spørger om han ikke vil have den hængt op, hold dog mund, svarer han, kom nu bare her. Hele sommeren står du i supermarkeder og fortaber dig i grønkål og forårsløg, men du genkalder hans ansigt, hans hænder, du græder på samtlige midnatstomme metrostationer i København, og så stikker manden en finger i din røv, forsøger at tvinge den ind i din mund, og så er det sådan, femogtyve føles. Du løber hele vejen til Kongens Nytorv, måske hyperventilerer du i elevatoren, dit ansigt så adskilt fra alt det, der føles som dig. Det er ikke din fødselsdag længere, det er bare i morgen, og hver dag er en dag tættere på ikke at kunne huske, hvordan det føltes at holde hans hånd på bagsæder i lygtepælsoplyste gyder i europæiske hovedstæder eller at sutte hans pik mellem sivene den sensommeraften på stranden i Dragør.

Sølvtorvet

Han siger, at han ikke har flere, så I går forbi købmanden på vejen hjem, køber kondomer og smøger. Du ser dig selv bagfra på overvågningen ved skranken, du er våd af sved, mest fuld af skam. Det viste sig, at I begge havde været til samme koncert sommeren forinden, og det føltes som et tilfælde, du måtte tillægge en eller anden form for ophøjet betydning, som var det et tegn, at I begge delte samme yndlingsband, der spillede en udsolgt koncert i Vega. Du synes, han er pæn, men kedelig, og du vil gerne være forelsket i sådan en som ham, fordi han har et fuldtidsjob, du zoner ud, mens han fortæller om, fordi han går til crossfit og viser dig billeder af den lejlighed, han ejer, foreslår I går hjem, før I bliver for fulde til, at sex kan være legitimt. Han spiller din yndlingssang for dig, du sidder i sofaen, han på en egetræsstol på den anden side af sofabordet, du smiler og nikker, og senere klæder I jer af for jer selv, lydløse og anspændte, og du ved ikke, hvem du er i hans seng, hvis plads du optager her, kun at du pludselig føler dig ubehageligt ædru og uendeligt træt. En sensommerformiddag et år senere vil du opdage, at du ikke længere husker hans navn, kun at han havde venlige øjne og velplejede negle. 

Hertenlaan 10

Man må ikke glemme, hvor man kommer fra, siger de, men efterhånden er der så lidt, du kan huske: ad grusstien til højre for indkørslen, langs overgroede buske og et enkelt rosenbed nær trappen til trædøren, du husker den som tung. Katten plejede at efterlade hareunger her på trinnene, det er ikke dit minde, nedarvet og måske omskrevet i gengivelsen. Der var højt til loftet i entreen på den anden side af døren, eller måske var der ikke, du var et barn her. I midten af entreen: trapperne ned til stuen, til højre: et ovalt vindue og skoven udstrakt forenden af haven, til venstre: skiftende au pair pigers værelse, ved siden af: køkkenet.

Der er et fotografi af dig og din bror i dørkarmen til køkkenet, det må være taget i slutningen af halvfemserne og lige der, midt i entreen, du husker ikke af hvem. Halvdelen af en grålig, overdimensioneret emhætte kan anes skråt til højre i baggrunden, du husker, at din far altid kom hjem efter sengetid, at dine forældre lod dig sove imellem dem hver nat alligevel, hvordan du forestillede dig, at han stod her efter midnat, lænet ind under komfuret for at ryge cigaretter under emhættens lamper, udstrakte ledningen fra den røde vægtelefon tværs over køkkenet.

 Du sidder på din brors ryg på fotografiet, måske lidt ældre end hans datter er nu, hans hænder i et løst greb om dine ankler, dengang I havde matchende joggingsæt, og hans hår stadig var samme lyse som dit. To barstole i mørkt træ ved siden af køkkenøen i baggrunden og blitzens genskin i deres lakerede overflade, du husker den gule radios konstante summen, men også, at alle talte på et sprog, du aldrig lærte at forstå.

Du husker ikke, om I tog jeres første skridt på dette rødbrune klinkegulv, men du husker varmen foran ovnen, dens skarpe lamper i aftenmørket, hvordan du plejede at sidde og betragte dit ansigts afspejling i den fedtede glasoverflade, mens mor talte i telefon. Du husker, at alle skabene i det køkken var valdenøddetræ, alting var brunt dengang, kun adskilt af enkelte kontraster: et køleskab beklædt med magnetiserede Disney-figurer, måske et postkort eller et fotografi, telefonbogen på hylden ved siden af, det hvidmalede vindue med udsigt til ærtebedet.

Du husker den lyserøde plasticring, som din far købte til dig på julemarkedet på Europaskolen, alle træerne langs alléen var beklædt med lyskæder den aften i december, du husker, hvordan du ledte efter den i lyset fra ovnen, som var den det mest værdifulde, dit fem årige jeg ejede, og måske var den det, og hvordan far fandt den bag træpanelet under ovnen, efter du var gået i seng. Du husker middagssolen gennem de gennemsigtige gardiner i køkkenet, at din bror sad lige der på køkkenøen efter styrtet på cyklen, hvordan far skar et tog ind i en ost, og din bror grinede, så blodet fra hans næse løb ned i hans mund, hans lyserøde tænder, at du stadigvæk føler et barnligt ubehag ved det billede.

Du husker udsigten til genboens hvidpolerede hus fra den brunmalede terrassedør og de tre vinduer, eller måske var det fire, bag køkkenøen, arbejdsbordet til venstre for dem med den stationære computer, du aldrig måtte spille på. De lavthængende marmorlamper over spisebordet, i mere end et årti lå de i papkasserne fra da I flyttede til Snoghøjen, senere hang de over køkkenøen i dit første voksenhjem, nu tilbage i papkasser igen. Egetræsstolene, dengang med det rødbrune læderovertræk, så ompolstrede, senere smidt ud. Du husker at være et barn her i baggrunden af dette fotografi af din bror og dig, i dette køkken der strækker sig ud af billedet, og ikke længere findes, i hvert fald ikke som du genkalder dig det. 

Vordingborggade

Solskin over Dampfærgevej, men kølige ben, forsinket lys. Ophobet kø udenfor Lagkagehuset, sene nætter i en skøjtehal. Ikke koldt endnu, bare heller ikke længere lunt. Mildt vejr på Østerbro, en fredag i september, forbi Charlottehaven hvor han plejede at træne, måske stadig gør, fældende træer. Du noterer: en kvinde i en magenta striktrøje foran Shabaz, en bog du ikke kan skimte titlen på, din ternede regnfrakke bundet om livet, du ligner en turist, der har mistet det sted, hun skulle finde hen. Du har ingen fornemmelse her, ingen minder tilknyttet Vordingborggade, en fugl pipper i baglokalet hos købmanden, der dufter af Albanien, overparfumeret og underbemandet, dine rastløse hænder. Afrevne sider i din yndlingsbog og en liste på din telefon med navne, hans, nu efterfulgt af andre.

Personlige mindesteder 

Forleden gik jeg langs Trekroner søen, da det gik op for mig, at det var sidste gang, jeg ville gå lige der og samtidig være på vej til undervisning. Det var tidligt, før myldretid i togene og på stierne ned til universitetet, så jeg standsede og tog et fotografi af søen, ikke for at dele det med nogen, men bare for at huske følelsen af denne sidste morgen. Der var noget ved det, fotografiets formål og den der friske fornemmelse af frost i luften, som gjorde mig både sentimental og præ-nostalgisk, måske fordi jeg ofte tænker på universitetet som en bro mellem ungdoms- og voksenlivet, og måske fordi det så betyder, at jeg snart må erkende, at den ene del altså er forbi.

De seneste par år har jeg været meget optaget af, hvordan steder former os, og hvordan vi husker gennem steder. Steder har altid fyldt meget, for eksempel i kunsten og indenfor historiefaget, måske fordi de bliver til nedslagspunkter, hvorudfra en historie kan forme og udfolde sig, eller måske fordi de rummer en historie, der går forud for os, og derfor har en hukommelse i sig selv. Vores minder er i høj grad knyttet til de sanseindtryk, vi har gjort os, og på den måde tror jeg, at steder bliver noget konkret at fæstne vores minder ved, noget vi kan vende tilbage til, selv når vi ikke længere er den, vi var, sidst vi stod på det sted. For forfatteren Søren Ulrik Thomsen er Store Kongensgade 23 det sted, hans nutid viser tilbage til, og for forfatteren Joan Didion var New York på sin vis årsagen til, hvordan hendes ungdom udviklede sig.

Jeg var meget ung, da jeg startede på universitetet, sådan føles det i hvert fald nu, hvor det tilhører et andet årti. Jeg kan huske, at jeg aftenen forinden sov hos min bror i hans lejlighed i Ahornlunden, lige ved Trekroner station, så jeg ikke behøvede at tage morgentoget fra Næstved, hvor jeg boede dengang. Jeg kan huske, at min bror stod op og lavede kaffe til mig, og at jeg fra arbejdsværelset, jeg havde sovet i, kunne se folk stimle sammen på torvepladsen, og at min bror tog sine sko på og tilbød at følge mig derned. Jeg tror, jeg må have grint og sagt noget om, at min bror da ikke skulle følge mig til min første dag på universitetet, men jeg husker det ikke længere, kun hvor inderligt jeg ønskede, at han kunne følge mig derned. Det er ikke for at sige, at jeg ikke var voksen, det var jeg jo nok, blot at jeg i hvert fald var ung nok til, at mine omgivelser stadig så mig lidt som et barn, og at det var en ungdommelighed, jeg tog med mig, og nok siden voksede fra i løbet af mine år på universitetet.

Joan Didion beskriver i sit essay ”Goodbye to All That”, at begyndelser er lette at udpege, mens afslutninger forløber over tid. Sådan kan man ikke helt sige om universitetet, for der er en defineret begyndelse og slutning, men måske kan man udlede af det, at det i hvert fald kan være svært at forstå, hvilken betydning noget vil have for os, for resten af vores liv, mens vi stadig er midt i det. Universitetet er et afgrænset tidsrum på nogle år, det er resten af livet ikke, og jeg tror, det er derfor, at det har taget mig næsten dobbelt så længe som mine daværende studiekammerater at færdiggøre. Mens man går på universitetet, eller et hvilken som helst andet forløb for den sags skyld, kan ens vækst og læring føles lineær, måske endda eksponentiel, for der er konkrete holdepunkter som eksamener og karakterer til at påminde en. Hverdagen struktureres omkring de skemaer, pensumplaner og rammer, andre opstiller for en, og det er en struktur, som i hvert fald jeg fandt det let at navigere i. Resten af livet, det føles tungt, når jeg siger det sådan, massivt og udefineret, det strækker sig foran mig uden et tydeligt forløb, for i resten af livet er det ikke tydeligt, hvornår noget begynder eller ender, det er der bare, og der er arbejdspladser og parforhold, indtil man en dag vælger noget andet. På mange måder kan universitetet føles som en form for tidslomme, et trygt værn mod resten af livets mange udefinerede forløb, for man ved i det mindste, hvornår det begynder, og hvor længe man skal være der. Jeg tror, at jeg netop på grund af dets afgrænsede forløb troede, at jeg ville være forberedt, måske endda fyldt med lettelse, når det en dag blev tid til afsked, men jeg tror heller ikke helt, jeg forstod, hvad det var, jeg skulle tage afsked med.

Det ville være let at sige, at universitetet, både som et materielt sted og et mindested, har været afgørende for at forme mig, men i virkeligheden er der mange steder, vi gennem vores liv knytter minder til. Der er steder, man tilskriver betydning, mens man er der, og så er der andre, man først i retrospekt forstår som afgørende for en. Didion fortæller om New York, at det kunne have været en anden by, men at hun skriver om New York, fordi det var byen for hende. Stedet og lige så meget følelsen New York formede hendes forståelse af, hvad det vil sige at være et ungt menneske, og derfor kan hun ikke vikle den ungdom fra stedet, for det var nu engang der, den udspillede sig. Når jeg skriver om universitetet, ved jeg også, at det kunne have været et hvilket som helst sted, det er bare her, den klarest begyndte for mig, forandringen, og det er ud fra den begyndelse, at jeg kan forstå den retning, jeg i løbet af årene bevægede mig i.

I ”Store Kongensgade 23” skriver Søren Ulrik Thomsen om den susende følelse af fremtidens begyndelse, som han forbinder med lejligheden på fjerde sal. Sådan havde han det, da han og hans familie flyttede fra Stevns til København, sådan ved jeg ikke, om jeg havde det, for jeg flyttede mest til København, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle tage hen. Jeg flyttede til Trekroner kort efter, jeg begyndte på universitetet, og jeg besluttede mig for, at jeg var vokset fra den lejlighed, da alle i nærheden af mig var vokset fra Trekroner. Jeg var nok også kun flyttet dertil, det kan jeg indrømme nu, fordi min bror boede der, men kort efter fandt han en kæreste på universitetet, og sammen flyttede de til København, ligesom de to veninder, jeg var flyttet sammen med. Jeg kan huske, at jeg forsvarede mit bachelorprojekt og måtte tage direkte hjem efter for at pakke papkasser, inden de nye beboere skulle flytte ind. Det var en underlig tid, fordi på den ene side var lettelsen, på den anden side rodløsheden, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle efter, men i hvert fald vidste, at jeg ikke ønskede at blive der.

Er der nogen, der ved, hvor de skal tage hen, når de er 22 og nok mest bare ønsker at flytte, fordi de ikke føler sig hjemme på det sted, der burde være deres hjem? Det tog mig lang tid at forstå, at jeg tog mange beslutninger ud af frygt for at være alene, og fordi min forståelse af et hjem kun knyttede sig til det at være i nærheden af min omgangskreds, selvom det måtte betyde at flytte til København, hvor jeg ellers ikke før havde haft et ønske om at bo. Det var vinter, da jeg flyttede til Trekroner, to forår senere da jeg flyttede derfra, og sensommer da jeg blev optaget på en restplads på en kandidatuddannelse i København og fandt en lejlighed med min daværende kæreste på Sommerstedgade på Vesterbro. I de der første par måneder kan jeg huske, at København føltes massiv på samme måde, som universitetet havde gjort engang, og måske lidt på samme måde som resten af livet gør nu. I dag føles København lille, som om byen siden er svundet ind, pludselig så let at finde hjem i, så svær at fare vild i, og så fuld af minder.

Ibyen, et tillæg til Politiken, bragte i sommeren 2021 en artikelserie om kærestesorg i København. ”Byens knuste hjerter”, kaldte de den, og de beskrev alt fra bestemte græspletter i København til den der ene køledisk i Netto i Nordvest. Fornyeligt efterspurgte de igen steder fra læserne, så de kunne lave et bykort over break-ups, et perspektiv på det København, der både rummer den der susende følelse af fremtidens begyndelse, men også alle de s-togsstationer, supermarkeder og bænke, hvor begyndelser pludselig blev til afslutninger. Steder, der rummer øjeblikke, som formede livet, ledte det på afveje eller omveje, afhængigt af hvem man spørger, men som altid vil danne kulissen for mindet om det forliste forhold. Når jeg bevæger mig gennem København eller Trekroner nu, føler jeg af og til, at jeg bevæger mig indenfor rammerne af et minde, eller at jeg bevæger mig i en form for gentagelse af det allerede levede. Der er bytorvet i Trekroner, hvor jeg stod med rystende hænder den første morgen, og hvor jeg siden måtte vende tilbage til, da jeg endelig turde erkende, at en uddannelse i politisk kommunikation i København ikke var noget for mig. Der er Sommerstedgade, hvor jeg boede med min daværende kæreste de første to år efter Trekroner, og hvor den fremtid, jeg dengang var overbevist om skulle indebære ham, med tiden opløste sig. Der er rækkehuset på Robert Jacobsens Vej i Ørestad, der plejede at være min brors, og hvor jeg tilbragte sløve sensommerdage i haven med at lede efter nye steder at bo, mens min niece lærte at gå, men det er længe siden, og jeg ved ikke, hvem der bor der nu. Der er konkrete steder, hvor begivenheder, nu minder, udfoldede sig, hvor historier formede sig. Jeg ved ikke, om de først får denne karakter af at være beholdere for minder, når det, der var engang, ikke længere eksisterer på stedet: Om det er tiden, eller det er fraværet, der forvandler stedet og gør det til et nedslagspunkt.

I et litteraturhistorisk værk om Københavns optræden i litteraturen skelner Lars Handesten mellem den konkrete og den litterære by, det vil sige den, der findes som noget materielt og den, der opstår gennem skrivningen. Selv i gengivelsen af det konkrete, mener han, at der altid pålægges et litterært lag, at så snart vi nedfælder, begynder vi en omskrivning af det virkelige, og derigennem opstår det litterære. Det er ikke altid let at skelne mellem det litterære og det konkrete, for det, der adskiller de to, kan blot være et fint, tyndt lag, og sådan tror jeg også, det er med steder. De steder, vi knytter oplevelser eller følelser til, bliver på en måde til beholdere for vores minder, og det kan pludseligt virke umuligt kun at se stedet, som det var før, uden også at se det, som det er blevet til efter. På den måde får stederne deres egen narrative struktur, for vi fylder dem med vores sentimentale forløb, vores egne historier, og selvom de er konkrete, bliver de også pludselig litterære. Hvor mange nedslagspunkter indeholder disse steder, København og Trekroner? Jeg tænker meget sjældent på, hvilke andre nedslagspunkter eller personlige omskrivninger, disse steder indeholder, eller at andre, ligesom jeg, nok også har følt deres fremtid gå i opløsning på Sommerstedgade. Af samme årsag tænker jeg også meget lidt på de steder, som andre undgår, som af usynligt territorielle årsager tilhører en tidligere kæreste eller ven, de ikke længere taler med.

Ibyens bykort gjorde mig opmærksom på, at København er fuld af steder, som andre knytter minder og narrativer til, og det fik mig til at tænke på den franske historiker Pierre Nora, som udbredte begrebet lieux de mémoire. Det er steder, objekter eller artefakter af en art, som knytter sig til den kollektive hukommelse hos et erindringsfællesskab, noget konkret af fæstne det allerede levede ved, så ikke det går tabt. Vi er sentimentale, nogle mere end andre, og gennem disse steder eller objekter, vores ritualer eller traditioner, husker eller fremhæver vi dele af historien, der synes værdifulde for vores fremtid, fordi de beretter noget om os eller andre. Jeg ved ikke, om der findes et særligt begreb for de steder, der knytter sig til vores personlige erindringer, eller om det er muligt at sige, at vi hver især har egne lieux de mémoire, der ikke beretter om hverken nationale fællesskaber eller udkæmpede slag, men som alligevel er vores personlige mindesteder, og som vidner om det, der var engang, når det ikke længere er. Det er ikke for at nedtone eller affeje vigtigheden af disse lieux de mémoire, det er blot et forsøg på at omfavne, at der er steder, der formede erindringsfællesskaber, men også at der er steder, der formede mennesker: Den der bestemte græsplet i Fælledparken eller den der køledisk i Netto, hvor et minde synes at være fastfrosset, fordi fremtiden pludselig blev en anden for de to, der stod der.

Både Thomsen og Didion skriver om storbyer som de steder, der formede deres ungdom, og sådan tror jeg også, at der er steder i København, der formede mig. Jeg tror bare heller ikke, at jeg ville kunne have fortalt historien om de steder, der formede mine tidlige voksenår, uden at fortælle om det, der lægger forud for dem, om der, hvorfra de steder udspringer, og det er mine år i Trekroner.

Jeg var meget ung, da jeg begyndte på universitetet, sådan tænkte jeg i hvert fald, da jeg gik forbi Trekroner søen den anden morgen. Jeg var meget ung, det kan jeg kun sige, fordi det er otte år siden nu, og fordi jeg troede, jeg vidste en hel masse, da jeg startede, kun for at opdage, at jeg ikke vidste en brøkdel af, hvad jeg troede, jeg vidste, og at jeg var naiv på den der måde, man nok bare er, før man er blevet konfronteret helt med muligheder og definitive valg. Jeg genoplevede ikke den der susende følelse af fremtiden, som Thomsen beskriver, da jeg gik langs Trekroner søen forleden morgen, men jeg ved, at den har været der engang i de der første måneder efter, jeg begyndte på universitetet og i den første tid i København. Eller nok nærmere den der susende følelse af at alting var en begyndelse, hver samtale havde potentialet for at blive et venskab, hver undervisningsgang havde potentialet for at rumme en livserfaring. Jeg ved ikke, hvad der blev af den følelse af at være så åben, modtagelig og alligevel frygtsom på samme tid, og nogle gange længes jeg efter den, men jeg tror heller ikke helt, at jeg ville orke at leve det liv, at være så ung, altid at opleve alting som en begyndelse, igen.

Didion skriver, at det kan være svært at vide præcis, hvornår noget er forbi: Når det nye reduceres til gentagelser, alle ansigter bliver til genkaldelser, heltinden er ikke længere optimistisk. Måske er det først nu, jeg helt forstår, at det nok er længe siden, jeg faktisk krydsede den bro mellem ungdoms- og voksenliv. At de tidlige år er forbi, ikke fordi min universitetstid er ved at være det, eller fordi jeg er otte år ældre, men fordi jeg er en anden, end da jeg kom hertil, og fordi resten af livet nok også bare er en række steder, man vokser ind i, og som en dag måske vil føles lige så fyldte, lige så udlevede, som universitetet i Trekroner og København gør nu.

Lyden af en motorcykel på Ørestads Boulevard bringer dig tilbage til en anden sommer, en anden kærlighed, du husker vinden mod dine jeans og den løse hjelm, lyden af dens raslen mod dine ører, og dine fastlåste arme om hans lænd, hans svedige overkrop under læderjakken. Du var en anden dengang, du sprang stadigvæk ud fra klippesider, blot for at høre hans far kalde dig sin svigerdatter. Sådan en kærlighed er altædende, overvældende, du ønskede, at den ville fortære dig. Men du mindes også de milde øjeblikke af ømhed, hvordan I lå i sengen i det blå gæsteværelse hos dine forældre, stadigvæk forpustede og våde af klorvand, myggenes summen over søbredden nær Hällsnäs, han svømmede ud lidt før solnedgang, og du stod der og betragtede hans bevægelser efterlade bølger i vandoverfladen og indeni dig, øjeblikkene bliver med dig, og måske håber du, at du vil bære roen fra dem resten af dit liv.

April
Du ryger en cigaret i din frokostpause, ridebanen svømmer i vådt mudder, regnvejr så langt øjet rækker. Det er tåget over Københavns kanaler, kirkeklokkerne skærer stilheden i stykker, så: sirener et sted, umuligt at placere dem i forhold til dig selv. Mænd i skjorter og åbne uldfrakker, porteføljer og rodede ringbind, det burde være forår nu.

Alle dine forhold er endt i april, enkelte af dem derefter taget til efterretning, genovervejelser og genaktiveringer, men altid april, den værste måned på året, her samles betingelser for realiseringer af muligheder, her er intet råderum, kun venten, du holder altid vejret i april. Du tænker på, at I jo ikke slog op, fordi du insisterede på at sove med terrassedøren lukket i sommervarmen, men fordi I ikke anede, hvordan I skulle vokse uden at vokse fra hinanden.

Du ved ikke, hvordan du skal presse igennem det tunge af dagen, når det tunge pludselig er alt det almindelige: overfyldte afløbsrør og strømme af fede, våde dråber, en elevator standset mellem tredje og fjerde etage, ødelagte gardiner i det skarpe, hvide lys og dette ulidelige blæsevejr, der trænger gennem dunjakken og finder det allerede kolde sted ved dine kraveben, der hvor cardiganen ikke dækker.

Du tænker på en nåleskov i Jylland, du ved, at du har været der med ham, men du kan ikke placere lokationen for mindet, ikke helt. Du tænker på dengang, han tog dig med til et fremmedfuldt festlokale i Skagen kun for at ignorere dig i fire timer. Da hans familie ikke gjorde plads til dig på den kirkebænk, at du jo bare prøvede ikke at være til besvær, at lade dem sørge uden at fylde, hvordan han snerrede dit navn, sagde: nu kommer du her, hvor skyldig du følte dig. Du tænker på dengang, han sagde, at selv hvis han havde slået dig, var du stadig ikke gået, hvordan han så bebrejdede dig, da du endelig ikke kunne bære mere. Du tænker på hans mors kommentarer: du burde bruge mere tid på at gøre rent herhjemme, du kan godt nok spise meget. Da du startede til psykologen, hvordan han lod dig tro, at du var blevet vanvittig, hvordan han gentog, de ikke flirtede, kun for senere at indrømme, at det gjorde de nok. Alt det tøj, han syntes var grimt. At du var pænere med lyst hår, med langt hår, at du burde tale mere, at du burde tale mindre, at du burde være mere udadvendt, mere glad, prøve mere, turde mere, ville mere, gøre mere, være en anden. Da han sagde, han ikke troede på spiseforstyrrelser. At du aldrig måtte møde hans venner, at han ikke gad tilbringe tid med dine. At han slog op igen, igen, igen, at det var ham, der skulle tilgive dig for sine tvivl, ham der skulle tage dig tilbage. Du tænker på, hvordan han bebrejdede dig for ikke at stole på ham til sidst, hvad ofrede du i håb om at fjerne hans tvivl, hvor insisterende du var, hvor bedende du var, hvor lille du gjorde dig selv, bliv, bliv, bliv, aldrig at blive set af de øjne igen.  

Karrebækvej
Tøsne på lille juleaftensdag, sagte summen i bilen, hvor mange gange har I sammen kørt denne vej. Knap seks måneder siden du sidst så de øjne, du efterlader våde cirkler i det hvide på parkeringspladsen, her er kun dine spor af bildæk og vintersåler, intet af ham, og alligevel er han alle vegne. Sidste år, akkurat dette tidspunkt, sad I her, og måske havde du lyst til at holde hans hånd, måske anede du ikke hvordan. Under gadelygter tager sneen til, du står her et øjeblik og farer vild. Du tænker på, om han fortsat har tvivl, om han nu ved, hvad han håber på, at mens du forsøgte at finde vejen tilbage, fandt han vejen til hende, sikke en almindelig historie at udleve, hvor banal jeres kærlighed er blevet, og midt i vreden og tilgivelsen, er der pludselig ingen anden end dig selv at forære den til. 

Hellig Kors Kirke

Det er blevet efterår, da du ankommer til Forum station, visne blade og bare ben ad Julius Thomsens Gade. I blev liggende lidt længere end I burde i morges, du kiggede på ham og tænkte, han var smuk med søvnige øjne, han skulle nå et tog, du en jobsamtale på zoom. Syv minutter inde i knitrende forsinkelser og frosne ansigter, opdagede du, at du ikke ville have jobbet, zonede ud og tænkte på sene nætter og midlertidige relationer, hvordan du håbede, det ikke ville være sidste gang, du så ham ligge på din sofa. Foran et pizzeria på Jægersborggade spiser en flok teenagedrenge kebab med tømmermændsgestik, det trækker op over Nørrebro, tunge skyer over Hellig Kors Kirke, da klokkerne ringer ind. Herrens veje er uransagelige, siger præsten, og du tænker på en forelæsning om overgangen fra oplysningstid til romantik, at da jordskælvet ramte Lissabon, mistede mange troen på, at nogen gud kunne findes. Der er intet jordskælv her, men Hellig Kors Kirke ryster alligevel lidt under fødderne af en far, der bærer sin søns kiste ud, og hvilken ondskabsfulde joke er det ikke, at du tog til en jobsamtale, at du vil forlade bisættelsen tidligt for at studere, den mest klare gengivelse af, at livet fortsætter, i hvert fald for dig, i hvert fald lidt endnu, at selv ikke sorgen standser hverdagens ligegyldige deadlines og forsinkede toge, der er ikke så meget at sige om døden, blot at du ikke ønsker at være der til at se den. 

Artillerivej
Vinteren letter midt i marts. Jeg har ikke set dig i otte måneder, men jeg tænker stadig på dig, når jeg går ad Østerbrogade til terapeutens skyggelagte kontor, hvor jeg skal forestille mig, at reolen er rød, blå, gul, men det ændrer ikke på, at den rigtigt er grøn, at følelser er bølger, og tanker er toge. Jeg er ved at genlære at sove, at genfinde troen på, at jeg kan. 

Der er steder i København, der føles så inderligt og indlysende som dine, at alle advarselslamper stadig blinker bag mine øjenlåg, når jeg bevæger mig i deres retning. Sidste gang jeg gik ad Artillerivej var med dig, og jeg føler pludselig, at jeg bevæger mig udenfor mønstrene af den relation, vi ikke længere har, de implicitte regler og afskrevne koordinater der holder os fra hinanden.

Der er steder, jeg ikke kan bære at være på, og så er der andre, jeg tager tilbage, som Østerbrogade der en ubehageligt varm sommer føltes som vores, men nu er mit og terapeutens, eller denne baggård på Islands Brygge.

Om søndagen tænker jeg mest på vores søndage, på vores lejlighed på Vesterbro og croissanter fra Prolog, den måde du sagde erindringer på, som var du tre årtier ældre end du egentlig var, og den måde jeg sagde fuck på den eftermiddag på Islands Brygge, hvordan det fik dig til at le på sådan en vild og spruttende måde, så helt gennemtrængende dig, fordi du havde en kæreste, der kunne imitere Bai-D uden at forsøge.

I en note skriver jeg til dig: Kan du huske Hällsnäs, den sommeraften i maj, træerne var lysende grønne langs bredden af søen, og du sang dig hele vejen gennem Sverige, mens jeg faldt ind og ud ad søvnen med kinden mod ruden. Kan du huske hvor blåt, der var den morgen, tågen lå tungt som en hinde over søen, katten havde miavet udenfor vinduet hele natten, men du sov igennem det. Jeg tror, jeg kiggede på dit milde ansigt og tænkte, at jeg ville ønske, vi kunne blive lige her, at vi kunne eksistere sådan, udenfor tid, duggede bilruder og fyldte kopholdere, din stemme og mine ængsteligheder langs klippesider i Sverige.

En eller anden dag vil jeg elske nogen, der ikke er dig, måske holde i hånden på Artillerivej, men aldrig tage dem til Hällsnäs, dine solbrændte arme mod det hvide dynebetræk, dit lyse hår i aftensolen, jeg har ledt efter kopier af vores relation, jeg har forsøgt at genopleve øjeblikke med andre, afsøgt og afvæbnet, hvad end jeg følte for dig, har jeg brug for at føle igen.

Jeg farer stadig vild i minderne, men jeg finder altid vejen hjem til denne nutid, hvor jeg ikke ved, hvem du vågner med i morgensolen, hvis lænd du hviler din hånd på over fodgængerfelter, hvis øjne du fanger i menneskemængder. Måske hendes, måske ingens. Hvem får dig til at grine, når du tager din astma spray?

Jeg skriver dig noter på telefonen, på post-its på kontoret, senere hele optegnelser, til det sidste: at vågne med vinduet lidt på klem, at forestille mig lyden af søens blide bevægelser udenfor, at vi er tilbage på det værelse, du er stadigvæk toogtyve år, og vi holder altid i hånden, når vi falder i søvn, vi driver aldrig længere væk end vi kan finde hinanden igen, og lige der, over det træbord hvor du kneppede mig, er luften ikke tung og mindet ændret af, at jeg nu ved, du snart forlader mig.

Jeg har elsket før dig, men aldrig som dig, aldrig båret nogen på denne måde, ligesom at genlære at sove, lærer jeg, hvordan jeg bærer dit fravær ad disse brostensbelagte gader i Indre By, forårsmilde caféhjørner og efterårsvåde s-togsstationer, der nu bare tilhører resten af verden, og dig, og mig.

Opløsning

Sad stille på terrassen. Mærkede noget du ikke havde mærket i lang tid. Da du var otte, vågnede du hver morgen med fornemmelsen af at have noget hvilende, en tyngde, på din brystkasse. Hver morgen det år, måtte du flytte det tunge, før du kunne stå op

Havde ikke lyst til at fortælle noget til nogen, bare ligge alene i lyden af udluftningen, bare mærke det, virkelig mærke det, græde på badeværelsesgulvet

To ældre kvinder foran dig på Frederiksholms Kanal, den ene rækker ud efter venindens albue, lader fingrene hvile der et øjeblik, siger: I’ve always wanted to see Argentina, I should go right now, you never know when you might die, haha, you never know

En kop triller frem og tilbage over fliserne udenfor instituttet, afgiver en frustrerende lyd der planter en mærkelig rastløshed i dig, du ville ikke kunne genkende lyden, hvis ikke du havde set bevægelsen

Mors milde stemme i telefonen: det er nok kræft alligevel

Fotografier af hende som barn, mørkt pandehår og skæve briller, et af jer i badekarret, hun sidder i midten, og et andet, din bror læner sig op ad hende, der er en underlig afstand imellem dig og dem

Et japansk kirsebærtræ i opblomstring på C.F. Møllers Allé, det lyserøde mod det lysegrå, nogle gange ser Ørestad ikke engang virkelig ud, så poleret, hvis du bankede på disse mursten, ville du opdage, det var pap, hele bygningen ville falde fra hinanden

Nåede ikke engang op ad trapperne til lejligheden, før du begyndte at græde igen

Torsdage i det almindelige liv med regnvejr og kollektiv udskamning af de, der tager elevatoren, med dårlig kaffe, defekte toiletlåse og strejkende skraldemænd, på døren til kontoret, skævt ophængt, et håndskrevet skilt: lys er på vej. 

Søvnig i en stribe solskin. Presse igennem det tunge af dagen. Gentog: forandringer er bare små opbrud i hverdagen.

Dage i slutningen af januar, hvor vejret føles lige så mildt som en kølig forårsdag, ingen vind over vandet ved Dampfærgevej, underlige uro, du frygter lyset i marts. Om søvnløsheden vil komme igen, om minderne vil oversvømme dig, du husker altid alt for meget: køreturene til gården det forår, samme sang på repeat, I think I’m finally clean, men det var du jo ikke, det tog år at ryste følelsen af ham af dig.

Sølvgrå træstammer mod en fuldkommen blå vinterhimmel, skyfrit over dit barndomshjem, flyvemaskiner trækker hvide baner bag sig, det perfekte billede: overgangstid, pludselig lune i solen, en velkendt følelse af tomhed.

Lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen. Forbi golfbanen hvor solen hænger lavt og støvet. De tågede dage, du forsøger at holde dem på afstand.

Næsten forårsfornemmelser, en due på overboens terrassegelænder, for tiden genkalder alting noget, fordrer reaktioner, men gentagelserne føles ikke trygge, så udlevede, du vil ikke bevæge dig her.

I en note skriver du: Det var ikke bare et øjeblik for mig, jeg kan huske, jeg plejede at drømme om at dele hele verdener med dig.  

Du vidste ikke, hvordan du skulle gå, men du kunne heller ikke bære at blive, og du har sørget ham, som var han død, mens han har vandret rundt i København og fotograferet hendes ryg, hendes hænder, hende i hans ansigtstræk. Plejede du også at være en skygge på hans krop?

Ventede på alarmen. Ventede på kaffen blev kold. Ventede på toget. Ventede på undervisningen begyndte. Ventede på karakterer. Ventede på et nyt tog. Ventede i køen i Rema. Ventede på han kom hjem. Ventede.

Snevejr i starten af marts, i Indre By bevæger alle sig på samme måde, trækker fødderne efter sig ad isglatte fortove, du forsøger hele tiden at finde fodfæste, at lande det rigtige sted, din nye chef siger godmorgen med et sådant engagement, at du næsten snubler på trappen.

Nogle gange lander flyet, og man har hele sit hjerte med, andre gange må man samle resterne lidt hen ad vejen og dagen.

Vesterbro
Søndag i oktober, dit ansigts spejling i en butiksrude, så vindblæst og søvnig ud, måske lidt sørgmodig uden helt at vide hvorfor. Efterårsdage og duer samlet foran Palads, afventende, våde blade og våde mursten, alting i forfald, men Vesterbro er stadig lige så smukt, som da du boede her med ham. Stod i solen, lunt med dit strikkede halstørklæde, følte dig tung og rolig på samme tid, du har ikke fundet det, du ledte efter, men måske er det heller ikke så vigtigt, som det føltes engang. Og du var jo bare bange, og det var ikke hans skyld, og du har næsten tilgivet dig selv for ikke at kunne tilgive ham, her på en søndag og midt på et Vesterbro, der nu mest er hans, og disse gader, du nok aldrig helt kommer til at kunne gå ad igen uden at tænke på gule blade under hans sølvgrå sneakers, hans lune hånd i din.

I transit

Suttede zyx på morgentoget. I krimisektionen: nogen derude må vide noget om nogen. Pludselig ubetinget taknemmelig for bibliotekets ubegrænsethed. 

Stod stille under en vintersol. 

Havde brug for at blive snakket til, vide: jeg er virkelig. Havde brug for at kigge rundt og genkende et venligt ansigt i lokalet. Havde lyst til at sige: føler du også nogle gange, du føler for meget?

Andre mennesker gør mig ængstelig. 

Gik forbi mit gamle hjem. Nogle steder rummer så meget af alt det, man ikke længere er.

Psykologen siger: du skal lære ikke hele tiden at reagere på dine omgivelser. Psykologen siger: du skal aflære alt, du har lært.

Jeg vil ikke være menneske, jeg vil være lys.

Niels Hemmingsens Gade

Efter fremvisningen tog I ind til atelieret på Niels Hemmingsens gade. Han skulle hente noget, hvad husker du ikke længere, men du kan huske, du røg en smøg på brandtrappen, selvom du var stoppet, der er et fotografi. Du havde din røde jakke på og en kop kaffe, det var tidligt forår, et øjeblik før isolationen. Lyset var meget hvidt den dag, skarpt, som det er i foråret, hvor kroppen endnu ikke har justeret sig til lysere timer, hvor træerne stadig er nøgne, og man forbløffes over, at det kan syne så lunt og stadigvæk føles så koldt. I gik mange ture det forår, da København var tomt.

Han spurgte, om I ikke bare skulle springe på et tog, og det gjorde I, det var den sidste gang, I var i Sverige sammen. Mens I gik ad gader i Malmø, stoppede langs vandet, spiste en sidste gang på restauranten han hadede, selv da I lå i hotelsengen den aften, kan du huske, du tænkte, at noget føltes anderledes, begrundede det med flytningen, at du lige havde købt en lejlighed, han nægtede at flytte ind i. En mærkelig afstand til ham, eller måske var det mest til dig selv, som om intet af det var virkeligt, samtidig prædetermineret; alle talte om jer i definitive vendinger, der gjorde dig urolig og trodsig og rædselsslagen på samme tid. Du ved ikke, om du vidste, det var slut, da I lå der i sengen. Du ved ikke, om han vidste det.

Flensborg / Næstved

Der er noget over denne stormvejrshimmel over skoven ved siden af dit barndomshjem, der minder dig om ham. Øjeblikke, han ikke deltog i, men stadigvæk var en del af: du sad på terrassen på hotelværelset i Flensborg, en kølig formiddag i august, lyset gyldent over en hel anden skov. Blæsten rev i grenene på samme voldsomme måde, mørkt og dybt bag træstammerne, du tror, du tænkte på, hvor langt skoven strakte sig, måske også lidt på hvordan han ikke længere var med dig. Du kunne ikke blive i det passagersæde resten af dit liv. Al den tid brugt på at øve dig i ikke at henfalde til forårsmorgener i maj, til forestillinger og fremtidsdrømme I havde engang, du er vokset fra den pige, den hverdag, det liv, og I fandt aldrig rigtig fodfæste i hinanden, jeres relation var frit fald og evigt overskyggende, du kunne ikke rumme både at være jer og at være dig. Du har set både tilbage og frem, forsøgt at hente erfaringer, at forfølge spor, og alle veje, de har ledt dig ad, bevidner: der var kærlighed, men ingen rødder, og sådan løb I langsomt tør for ilt.

Universitetsvej

Du træder blade flade under tykke såler. Du tænker på, at angst er et grundvilkår for mennesket, at du er mest menneskelig, når ikke du føler dig det, at dette efterår er varmere end sidste år. Mellem ukrudt i universitetshaven vokser små orange blomster, næsten november nu. Han syntes, I havde det smukkeste bibliotek på Sjælland, men du ved ikke, hvilke steder han har set i tiden efter dig. Du har tænkt på, hvordan han ville se dig i dag, hvor meget ældre du må være blevet, at ligegyldigt hvad var der et øjeblik i tiden, hvor du var hans, en del af dig, der måske altid vil tilhøre ham. Du går i jeans nu, men nogle gange leger du stadig, at du er usynlig i s-toge og supermarkeder, ryster dig gennem måltider og ligger vågen på steder, der engang føltes som jeres. Du har ikke haft lyst til at huske, men det gør du så: der var skovstier og rastepladser, ad omveje og på afveje, at holde hans hånd over gearkassen. Der var stormvejr og blikstille hav, I tog det meste fra hinanden, men ikke det hele, og her er du så i midten af det, han efterlod.

Hjemme

Stod på Østerport og tænkte, at livet er godt, bedst når jeg pjækker fra forelæsning og tager et tog til Næstved i efterårssolen, når jeg næsten kan mærke et smil gennem telefonen, når det lune milde stadig ligger der i overgangen, bag skyerne og mellem trækronerne. Blade vrister sig fri, blide bevægelser mod skovbunden, i varmen af bilen ligner havet endnu en formiddag i juli, alting er det samme, selv når det er noget andet, hver gang overraskes jeg over, at det kan være så let, hvis blot jeg lader det. At også jeg beroliges af det gentagende, alt det almindelige, som: et gyldent soveværelse og dine sitrende øjenvipper i søvnen, ikke nok til at optage min opmærksomhed længere end et øjeblik, men nok til at bevare et sted i hukommelsen, en hånd på min skulder uden selv at have opdaget behovet for omsorgen, blot at stå lige her, forenden af en ubelastet skovsti og i det gyldne sene septemberlys, at skimte køkkenlamperne i mine forældres hjem gennem træstammerne.