Oxford digte 

Oxfords bymidte en travl december eftermiddag: græsarealerne foran universitetsbygningerne er dækket af sne. der er slud i vejkanten

tage 12:45-bussen til bymidten hver onsdag, handle ind i sainsbury's og vente på Isa i Topshop i cirka en time og tyve minutter

at tage på the Bridge hver fredag og i Odeon biografen på George Street hver søndag

det regner ikke ligeså meget i England, som folk påstår

og inde i centrum hænger solen lavt på den der måde, som den kun gør om vinteren

jeg drikker vaniljekaffe om morgenen og smækker med døren, irriteret over at de kan sove længere end jeg. gardinerne er gået i stykker igen: elsker at solen skinner ind af vinduet og på Helos ansigt. elsker ikke at klæde om foran et publikum

jeg tror, jeg forelskede mig i Oxford, da jeg så de kappebeklædte studerende under Hertford Bridge 

rævene i parken en efterårsaften lidt før midnat. graffiti på murene i det forladte hus: smoke weed everyday

 allerede efter to uger at kunne genkende deres skridt 

torsdag: køber kyllingesuppe og croissanter i Tesco og venter på bussen med gamle, cigarrygende mænd iklædt jakkesæt

ting, jeg har fået at vide på det seneste: du ligner en fra sydpolen. du ligner barbie. du ligner alice (disney-udgaven)

karma er måske: at stjæle andres pizza fra loungen og derefter slå hovedet i gulvet og besvime

hører Lou Reed i brusebadet: hey honey, take a walk on the wild side

vågner til katten, som strækker sig i gruset foran vores værelse. dens poter er mudrede. når A presser sin næse mod rudens kolde overflade: hvordan hans kinder og ører bliver røde (næsten som om han rødmer)

flere mennesker burde skrive digte om rummet imellem Amalies fortænder

derude hvor buslygterne ikke kan nå, et sted på den anden side af bakken, ligger Headington i mørke. uden diskoteksstøj. uden kebab-vogne. uden bustrafik

at finde smøger med røde læbestiftsaftryk i rygeskuret og tænke på H

det bedste er at vende hjem efter juleferien: tomme skriveborde og skraldespande og redte senge. helt stille på gangene. alting synes meget urørt, tænker jeg: kryber sammen under mit fugledynetræk

I am singing now, while Rome burns: at citere digte, når man ikke kan falde i søvn

en kvinde på gaden siger: mænd er ligesom æbler, de rådner med tiden. æblerne lyser ikke rødt. ligger bare der i græsset og venter på at blive ædt 

hvordan alle ligner, de ryger om vinteren

der er intet poetisk over at være vågen klokken fire om morgenen: går en tur på kollegiet og lader mig selv dvæle ved stilheden. forestiller mig at kunne høre folks søvnige vejrtrækninger igennem trædørene. månen spejler sig i vandpytterne på stien til vaskerummet. jeg kan godt lide følelsen af, at verden kun tilhører mig

skrive små beskeder på Laurannes smøger: lend me five quid? party tonight?

at skateboarde ned af din buede næseryg

og hvordan at blodårer nogle gange ligner grenene fra et æbletræ

den der mærkelige, tomme følelse, der altid opstår imellem ens navle og ribben, når man træder ud af badet

lyskæderne i butiksruderne på Covered Market. døde fisk bag glasvinduer. lugt af pudsede lædersko og jordbærmilkshakes

ved molen i Brighton på en regnvejrsdag. når forlystelsesparken lukker for vinteren og ligger øde: helt stille og ulovlig indtrængen. at falde i søvn i tekopper og betragte mågerne stikke til rester af ispapir og vådt candyfloss i en overfyldt skraldespand

det sted på kroppen hvor huden er blødest: i søen bag øreflippen

plasticblomster i vasen i vinduet: kaffekopperne der nedkøles og holder det på klem

livet som et hylster, at strække det: ud over fingerspidserne og tæerne

daggry i Oxford og det blå, som lægger sig over byen. bare fødder på en novembermorgen og aftryk af småsten fra stien: duggen som små perler i græsset. helt stille, som at leve i en flyvemaskine, på Pullens Lane

ligge på badeværelsesgulvet og skype med Amalie: hendes knitrende ansigt og søvnige øjenlåg på computerskærmen. hvordan solen går ned bag mine træer og står op i hendes baghave: Atlanterhavet som distance

begynder at høre P3 om morgenen. det sidder et sted bag mine tænder, og når jeg taler, kan jeg mærke det: only hate the road when you're missing home, er det ikke, hvad han synger?

farmors fødder begynder at blive blå, kræften spreder sig: hun ryger cigaretter i sin kørestol på plejehjemmet, fjernsynet blinker fra reolen. hun siger ingenting. nogle gange glemmer jeg, at hun stadig er i live

datalokalet på en af de første februardage: ubehaget ved at hoste sig igennem to timers stilhed under et foredrag

som Linda sagde: hjernen stoler ikke på hukommelsen. nogle dage føler jeg at hele mit liv kan passe ind i den sætning

folk lukker øjnene for at kontrollere deres mørke

rundkørslen nær Thornhill Park and Ride: at synke tilbage i bussædet med kinden mod ruden og vente på stoppet ved Brooke’s University. måske er det en kliché, men hele kroppen synes at sukke: endelig hjemme

Keaton Henson: let's cry, let's swim, let's everything

ting, jeg efterlader: mit navn i kuglepen over vægpanelet nær opslagstavlen. en lyseblå strømpe med blondekant i tredje skuffe i skrivebordet. en sammenkrøllet note i rummet mellem madrassen og væggen

Tilbage

Søde A

Jeg tror, det er rigtigt, det der med at der findes et andet univers, hvor det altid vil være efteråret, vi tilbragte sammen. Hvor hver morgen er oktober med de samme faldne blade på græsplænen foran kollegiet, og hvor du stadig skræller appelsiner og møder mig ved bådhuset under Magdalen Bridge. Jeg tror, der er andre universer, hvor dele af os lever videre. Hvor vores skygger stadig kigger på stjerner i South Park og holder i hånden på Pullens Lane. De kan fortælle mig, at det er umuligt. Men hvis man ønsker noget nok, kan det ske, og der er dage, hvor jeg vågner og føler, at du stadig er hos mig. Jeg er ligeglad med kemiske forbindelser og cellers erstatning, så længe jeg ved, at du i et andet univers, stadig kysser mig under kastanjetræerne i Oxford.

C

Oxford digte 

Det er februar morgen udenfor. Fuglene synger. Et sted er der en, der fløjter. Katten ligger i efterårets sidste blade og strækker sig. Selv resten af verden synes lidt træt i dag. Det er morgen med vaniljekaffe og søvn i øjnene. Sådan en morgen der synes for tidlig og alligevel for sen, og man længes efter noget, man ikke ved, hvad er, men ved har været: en tid man glemte. Et særligt minde måske. Man vil så gerne huske, men ved ikke længere hvordan. Er det sådan, det føles at blive ældre?

I dag skal jeg ikke være synderligt poetisk. Jeg skal samle mine ting i kufferten, og i morgen skal jeg rejse hjem. Endnu et fly, endnu en lufthavn – destinationen, den smukkeste. Hjemme. Hvor mor laver te i køkkenet, og far falder i søvn foran fjernsynet, hundene i sofaenden. I dag skal jeg kun huske at holde mig vågen i timerne, forsøge ikke at se for meget ud ad vinduet og tænke på at være alle andre steder end her. Dagdrømme. Som dengang jeg gik i fjerde. En dag vil jeg også savne dig, Oxford.

Nogle gange vågner jeg og er overbevist om, at jeg endnu er fem år og hjemme i min seng i Belgien. Med lukkede øjnene kan jeg forestille mig at høre huset i Hoeilaart trække vejret omkring mig, men så åbner jeg øjnene og er et andet sted. I morges var jeg her i min køjeseng i England. Nogle dage synes hjemme meget langt væk – både mit gamle hjem og mit nye. Der er så meget hjemme. Og fragmenteret, synes barndommen. Alligevel så fuldendt og fin, viklet ind i et lys som jeg nok aldrig helt får at opleve igen. Men nogle gange opstår der glimt, og det er nok. Så jeg ikke behøver at glemme. Ikke endnu.

Det er i hvert fald morgen.