Opløsning

Sad stille på terrassen. Mærkede noget du ikke havde mærket i lang tid. Da du var otte, vågnede du hver morgen med fornemmelsen af at have noget hvilende, en tyngde, på din brystkasse. Hver morgen det år, måtte du flytte det tunge, før du kunne stå op

Havde ikke lyst til at fortælle noget til nogen, bare ligge alene i lyden af udluftningen, bare mærke det, virkelig mærke det, græde på badeværelsesgulvet

To ældre kvinder foran dig på Frederiksholms Kanal, den ene rækker ud efter venindens albue, lader fingrene hvile der et øjeblik, siger: I’ve always wanted to see Argentina, I should go right now, you never know when you might die, haha, you never know

En kop triller frem og tilbage over fliserne udenfor instituttet, afgiver en frustrerende lyd der planter en mærkelig rastløshed i dig, du ville ikke kunne genkende lyden, hvis ikke du havde set bevægelsen

Mors milde stemme i telefonen: det er nok kræft alligevel

Fotografier af hende som barn, mørkt pandehår og skæve briller, et af jer i badekarret, hun sidder i midten, og et andet, din bror læner sig op ad hende, der er en underlig afstand imellem dig og dem

Et japansk kirsebærtræ i opblomstring på C.F. Møllers Allé, det lyserøde mod det lysegrå, nogle gange ser Ørestad ikke engang virkelig ud, så poleret, hvis du bankede på disse mursten, ville du opdage, det var pap, hele bygningen ville falde fra hinanden

Nåede ikke engang op ad trapperne til lejligheden, før du begyndte at græde igen

Torsdage i det almindelige liv med regnvejr og kollektiv udskamning af de, der tager elevatoren, med dårlig kaffe, defekte toiletlåse og strejkende skraldemænd, på døren til kontoret, skævt ophængt, et håndskrevet skilt: lys er på vej. 

Søvnig i en stribe solskin. Presse igennem det tunge af dagen. Gentog: forandringer er bare små opbrud i hverdagen.

Dage i slutningen af januar, hvor vejret føles lige så mildt som en kølig forårsdag, ingen vind over vandet ved Dampfærgevej, underlige uro, du frygter lyset i marts. Om søvnløsheden vil komme igen, om minderne vil oversvømme dig, du husker altid alt for meget: køreturene til gården det forår, samme sang på repeat, I think I’m finally clean, men det var du jo ikke, det tog år at ryste følelsen af ham af dig.

Sølvgrå træstammer mod en fuldkommen blå vinterhimmel, skyfrit over dit barndomshjem, flyvemaskiner trækker hvide baner bag sig, det perfekte billede: overgangstid, pludselig lune i solen, en velkendt følelse af tomhed.

Lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen. Forbi golfbanen hvor solen hænger lavt og støvet. De tågede dage, du forsøger at holde dem på afstand.

Næsten forårsfornemmelser, en due på overboens terrassegelænder, for tiden genkalder alting noget, fordrer reaktioner, men gentagelserne føles ikke trygge, så udlevede, du vil ikke bevæge dig her.

I en note skriver du: Det var ikke bare et øjeblik for mig, jeg kan huske, jeg plejede at drømme om at dele hele verdener med dig.  

Du vidste ikke, hvordan du skulle gå, men du kunne heller ikke bære at blive, og du har sørget ham, som var han død, mens han har vandret rundt i København og fotograferet hendes ryg, hendes hænder, hende i hans ansigtstræk. Plejede du også at være en skygge på hans krop?

Ventede på alarmen. Ventede på kaffen blev kold. Ventede på toget. Ventede på undervisningen begyndte. Ventede på karakterer. Ventede på et nyt tog. Ventede i køen i Rema. Ventede på han kom hjem. Ventede.

Snevejr i starten af marts, i Indre By bevæger alle sig på samme måde, trækker fødderne efter sig ad isglatte fortove, du forsøger hele tiden at finde fodfæste, at lande det rigtige sted, din nye chef siger godmorgen med et sådant engagement, at du næsten snubler på trappen.

Nogle gange lander flyet, og man har hele sit hjerte med, andre gange må man samle resterne lidt hen ad vejen og dagen.