Universitetsvej
Du træder blade flade
under tykke såler. Du tænker på, at angst er et grundvilkår for mennesket, at du er mest menneskelig, når ikke du føler dig det, at dette efterår er
varmere end sidste år. Mellem ukrudt i universitetshaven vokser små orange
blomster, næsten november nu. Han syntes, I havde det smukkeste bibliotek på
Sjælland, men du ved ikke, hvilke steder han har set i tiden efter dig. Du har
tænkt på, hvordan han ville se dig i dag, hvor meget ældre du må være blevet,
at ligegyldigt hvad var der et øjeblik i tiden, hvor du var hans, en del af dig, der måske altid vil tilhøre ham. Du går i jeans nu, men nogle gange leger du stadig, at du er usynlig i s-toge og supermarkeder, ryster dig gennem
måltider og ligger vågen på steder, der engang føltes som jeres. Du har ikke
haft lyst til at huske, men det gør du så: der var skovstier og rastepladser,
ad omveje og på afveje, at holde hans hånd over gearkassen. Der var stormvejr og
blikstille hav, I tog det meste fra hinanden, men ikke det hele, og her er du så i midten af det, han efterlod.