Andet

18.10.17

Noget om at finde hjem
Min bedste ven er taget til Australien, og af og til trækker jeg dynen op til hårgrænsen og tillader mig selv at græde. Nogle lørdage, glemmer jeg, og pludselig fanger jeg mig selv i at forsøge at lave aftaler om rødvin og Taylor Swift-karaoke. Men hos hende er det søndag, og solen er kun lige stået op. Hverdagen rusker mig vågen fra dagdrømme om at lave vores flyvemaskine-dansetrin under stjernerne på en australsk strand. Der er alt for mange kyster, timer og RUC-projekter imellem os. Sidste efterår, sagde drengen, at det er underligt, hvordan piger knytter bånd. Vi blev veninder, fordi ingen af os helt forstod tamponer, fordi vi var de eneste, der bar et hårbånd den første dag på universitetet. Hun lærte mig, at det er sjovere at tage tidligt hjem fra festen og bruge timevis på at analysere My Humps, end det er at gå med fremmede mænd med ivrige hænder. Savnet sidder et sted i lænden, og derfra udsendes det så nemt til hele rygsøjlen.

Fransiska køber papkasser i Bauhaus. Vi starter med de genkendelige, simple ting. Bøger, der er hendes. Derefter vurderer vi de ting, vi har købt sammen, og jeg forsøger at lade som om, det er nemt at se de sidste to år af vores liv stablet i ti forskellige papkasser. I IKEA, på jagt efter nye glas, fordi jeg pludselig ikke har nok uden hendes på hylden, udpeger hun det der fotografi, vi blev ved med at udskyde at købe. Luftballoner over en aftengylden sommergyde. I mellem de sidste papkasser, danser Adam og hende i køkkenet, og jeg sidder ved spisebordet og smiler og tænker på hvor fin, kærligheden nu engang er. Fransiska og jeg skabte det her hjem sammen. Lejligheden var vores drøm. Der er tomme rum på hylderne og et værelse, der plejede at være hendes, og januar føles både langt væk og alt for tæt på. Man er aldrig helt klar til at give slip, men man kan heller ikke finde ud af at blive. Dengang havde jeg kun lyst til at flygte. Dengang var hjemme de mørke, midnatsblå landeveje, som trak mig flere hundrede kilometer væk fra Næstved. De orange, varme lamper fra rastepladsen, søvnige stemmer i knitrende natradioer, den sitrende summen i lufthavnenes paskontrol. Som seks-årig forelskede jeg mig i vejene og hvordan de forsvandt under bildækkene. En alt-overskyggende kærlighed til alt det, som verden har at byde på.

Hjemme er mest, hvor jeg ikke er. Der står jeg så på en sti, jeg har gået ad utallige gange, på en fuldkommen normal tirsdag. Efterårssolen rammer mit ansigt. På trods af de slidte jeans, jeg har haft siden Oxford, og min sløsede mørkeblå cardigan, føler jeg mig smuk. Mine håndled er kolde. På de heldige dage, når jeg skovkanten, når solen endnu kaster gyldne skygger på træstammerne, når den hænger lige over skoven ved landevejen som en eller anden lysende, støvet kugle. Og jeg behøver ikke vurdere, hvorvidt Bruxelles, Oxford, Næstved eller Trekroner er hjemme. Hele verden kan være mit hjem. Jeg kan drømme mig til kirsebærtræerne i gården på det britiske kollegie, og jeg kan drømme mig til støvregn over mit belgiske barndomshjem. Det gør mig ikke nødvendigvis til den eskapist, jeg plejede at være.

Her til aften, læser jeg gamle tekster og forsøger at gennemskue, hvem jeg har skrevet om. Det giver mig lyst til at græde. Hele min ungdom er så nøje dokumenteret i billedrige beskrivelser og sammentrukne adjektiver. Pludselig virker mit sekstenårige jeg så fjernt og samtidig så tæt på; som et eller andet spøgelse, der lever i nærheden af-, men ikke længere i mig. Halvdelen af de ting, jeg nedskrev, skete aldrig. Den anden halvdel har jeg ikke altid lyst til at blive mindet om. Sandheden er, at jeg nok ikke rigtigt tror, at hun ville være synderligt stolt af mig og måden hvorpå, jeg gentager samme fejltagelser. Hun ville bede mig drømme lidt mere. Elske, endnu mere. At gøre alt det, hun drømte om, men følte, hun var for ung til. Man kan drømme så meget og til sidst har man drømt sig væk fra, hvor end man nu engang er. Det var jo det, jeg plejede at gøre. Jeg havde ikke lyst til at være her, så jeg skrev mig ind i andre universer og virkeligheder. Når virkeligheden bliver ved med at banke på, bliver man nødt til at lukke den ind. Måske glemte jeg, at man også skal lade den sove lidt engang imellem. At man godt må give sig hen til hvad end, man føler. Jeg er ikke halvt så modig, som jeg plejede at være.

Nogle gange savner jeg hvert eneste øjeblik, jeg nogensinde har mistet. Den rationelle side af mig ved, at jeg kun savner øjeblikkene, fordi jeg ikke kan få dem tilbage. Men den følende side af mig, har ikke lyst til at komme med begrundelser. Den følende side af mig er allerede så dybt forankret i al længslen. Jeg vil have øjeblikkene tilbage. Jeg har lyst til at blive forelsket for første gang igen. Jeg har lyst til at sidde på sofaen i vores tomme, nye hjem og grine af Fransiskas stædighed overfor IKEA-kommoderne. Jeg har lyst til gåture igennem nedfaldne, røde blade i Headington Hill Park. Jeg har lyst til at skrige Katy Perry ud over hele Limfjorden. Jeg vil have alle mine første gange igen. Men øjeblikkene er allerede levede og udtømte, og der er så meget andet at savne, og til sidst savner man forhåbentligt nok til at tage telefonen eller tage et fly, til hvad- eller hvem end man længes efter. Jeg prøver stadig bare at huske mig selv på, at man ikke kan leve sit liv i minder, kun ud fra dem. Man må bygge ovenpå og omkring dem. Til sidst har man bygget et helt liv. 

17.10.17

Sammenvævninger af begyndelser og slutninger
I skabet på mit ungdomsværelse, ligger den stråhat, jeg havde på, da vi kyssede første gang. Det føles som lysår siden, men stadigvæk synes den at være en påmindelse om, hvor meget jeg ønsker at være den pige igen, som endnu troede på, at man kan elske nogen et helt liv. Pigen, som skrev kærlighedsdigte om hotelværelser og solnedgange. Pigen, som ønskede sig hele verden. Jeg tænker ofte på det for tiden, og jeg tænker på, hvor lidt jeg burde tænke på det. Måske var det en lille smule nostalgi, der gjorde, at han kyssede mig den aften ved havet. Måske havde hans venner fortalt ham, hvor nem jeg var den sommer, og så opdagede han, at jeg slet ikke er den, jeg var, da jeg gav drengen et blowjob til en eller anden latterlig studenterfest. Det er det, jeg gør. Jeg fokuserer så meget på det her ene lille hvorfor, at jeg pludselig ikke kan tænke på andet. Af og til er der nok ingen årsager. Han kyssede mig både dengang og forleden, og jeg folder mindet sammen og placerer det et sted, hvor jeg kan mærke varmen fra det. Så jeg kan finde det frem, når jeg ikke længere undrer mig over motiver. Så jeg kan tænke på bilens blide brummen, hans hånd i min og aftenmørke landeveje nær kysten, hvor nemt det endnu var at stole på, at han nok skulle få mig hjem.

25.4.17

Måske, måske ikke et rigtigt på gensyn

Eskapist
Hvert eneste digt er det sidste. Men så blev det forår igen som sidste forår og foråret før, og på trods af at intet er det samme, ligner alting sig selv. Små planter vokser frem imellem fliserne på terrassen. Om morgenen er mit værelse gyldent, og skoven lyser grøn, grøn, grøn ligesom den eftermiddag i maj, hvor min søster blev gift. Ligesom naturen, gentager jeg også mig selv.

Jeg har skrevet mig ud af en virkelighed, kun for at skrive mig selv ind i en anden. Det er det, jeg altid gør. Jeg er så god til at forestille mig, hvor anderledes alting kunne være og så dårlig til at erkende, hvordan det nu engang er. Foråret gør alting skarpt og gennemskueligt, fortæller jeg mig selv uden rent faktisk at have gennemskuet noget. Jeg er søvnig, bruger timer på at strække den her krop og forsøge at finde en plads til den, men den vil aldrig være der, hvor den er. Kroppen længes efter flyvemaskiner og albanske bjerge, orange gadelamper der oplyser brede alléer og saltvandsvådt hår. Kom nu, fortæller jeg den. Der er kun et par måneder tilbage af blæst og terrassedøre, der smækker i Trekroner, at stirre på betongrå bygninger og drømme sig til Sicilien.

Hele mit liv har jeg drømt om noget andet uden helt at finde ud af, hvad det andet så er. Jeg ville til Oxford. Så ville jeg hjem igen. Og så længtes jeg efter regnvejrsgrå dage og gåture over Magdalen Bridge, det lyserøde kirsebærtræ imellem kollegierne. Nu længes jeg efter mere end blot det lille areal, som plejede at fylde så meget i mit hoved. Mit hjerte vil hente hele verden. Mit hjerte vil bestige et bjerg. Mit hjerte vil slette sin facebook, smide sin telefon i havet og forsøge at finde et roligt sted i en verden med så meget støj. Man tror altid, man kan være undtagelsen; den der gør det hele. Eller bare, den der gør noget. Så vågner man en morgen og opdager, at man gentager de samme klichéer, både i sproget og livet, at hverdagens metaforer er så integrerede i én, at man ikke længere bemærker dem. Man vokser ind i sig selv. Det er bare en personlig stilstand, jeg befinder mig i, fortæller jeg mig selv. Men så bliver stilstanden en tilstand, og den tilstand varer ved, og man kan ikke længere huske, hvordan det føltes at være et menneske, som rent faktisk ville noget. Jeg leder efter påmindelser. Der er mennesker, jeg ved, ville være i stand til at redde verden, hvis de ønskede det. Det er smukt, og så kan man gå og drømme lidt om noget bedre igen. Drengen plejede at sige, jeg var en af dem. Jeg kan ikke redde nogen som helst, og han tog fejl. Folk tager ofte fejl.

Jeg har ikke flere ord tilbage, og alligevel forsøger jeg. Jeg har i virkeligheden intet at sige. Jeg bebrejder det her ulevede liv, som om det er nogens ansvar, som om det er livets ansvar, at gøre mig til et subjekt i mit liv. Jeg vil jo gerne kunne skrive om et liv, der er levet, ikke et liv jeg blot har skrevet mig selv ind i. Jeg vasker tøj og børster hår og bruger lang tid på at stirre på byggepladsen overfor, og jeg forsøger at forestille mig marken uden alt den beton. I sommers kunne man stadig se motorvejen. Nu kan jeg se et fremtidigt vindue, og jeg tænker på, hvem der kommer til at bo der. Hvem jeg nu skal stirre på hver morgen igennem de gennemsigtige gardiner. Jeg håber, det er lykkelige mennesker. Sådan nogle som danser til radioen og ryger cigaretter ud af køkkenvinduet. Der er masser ting i verden at smile af, men nogle gange er det rart med lidt ekstra eller blot lidt fornyelse. Så her er det. Jeg er ikke lykkelig. Men dengang sagde lægen, at jeg havde urealistiske forventninger til glæden, at der jo ikke er nogen, som render rundt og er glade hele tiden. De fleste er her bare, og de er okay med det. Det er bare ikke den forestillingsverden, man er vokset op i, men hverdagens tidsstrukturer gør det trods alt svært at gå og udføre så meget end trivielle pligter, der fastholder én i virkeligheden. Vaske tøj. Støvsuge gulv. Skrive eksamener. Sove. Repeat. For nu skal vi nok bare eksistere. Derigennem kan vi en dag finde en måde, hvorpå vi kan leve, sådan rigtigt. Hvad end det så betyder. 

19.4.17

På gensyn

Et eller andet sted imellem biblioteket og Stændertorvet, føler jeg, at jeg har mistet noget, så da manden bag mig pludselig udbryder et eller andet uforståeligt, bliver jeg ikke overrasket. Men det er bare hans telefon, og det er hans far, der er noget i vejen med, ikke mig. Anemonerne lyser i parkens skovbunden. I går sneede det, og i morges sad jeg på terrassen og røg med bare fødder. Også naturen er i en eller anden form for transittilstand.

Kasseekspedienten spørger om ID, og jeg har lyst til at råbe til hele verden, at jeg jo altså ikke går rundt og lader som om, jeg er nogen, jeg ikke er. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det ville gøre mig uvederhæftig, for når alt kommer til alt, så viser det sig, at jeg nok ikke rigtigt aner, hvem i alverden det jeg er. Jeg tager bussen ind til Roskilde. Jeg tager bussen hjem igen. Jeg står længe foran reolerne på biblioteket, og bogopstilleren spørger mig, hvad jeg leder efter, og dér er det. Jeg ved det jo ikke. Mændene på bodegaerne kan lide mig, fordi jeg går i korte nederdele og ligner en skolepige, der slet ikke hører til der. Du ser ensom ud, siger de. Du behøver ikke være ensom længere. Vil du høre alle de ting, jeg har lyst til at gøre ved dig, sådan en smuk, lille pige? Nej, svarer jeg, for de har koner og familieportrætter og børnesæder på cyklerne, og jeg vil ikke involveres i deres krævende forsøg på at genoplive en ungdomstilværelse, de ikke længere passer ind i.

En flok piger ved siden af mig ved busstopstedet, måske elleve eller tolv år. De har røde kinder og lyserøde skoletasker. Den ene peger på sin brystkasse og siger, at hun altså ikke kan følge med, når de skynder sig sådan, der er noget i vejen med hendes lunger. Det er en tidlig kropsbevidsthed, tænker jeg, fordi jeg ikke længere kan huske, hvordan det føles at være i en elleveårigs krop. På bagsædet af bussen drikker jeg en liter vand, og jeg tænker, at de alle sammen kan se, hvor udmattet jeg er, at de alle sammen har gennemskuet mig. Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Jeg bliver bare paranoid på de dage, hvor jeg ikke taler med nogen og hvor, der ikke er noget, jeg skal tage stilling til. Man tror, man vil blive noget særligt, og så vokser man op og længere ind i sig selv, og det viser sig, at man slet ikke er noget som helst. Der er ingen konspiration i gang med nogen, for universet er ligeglad med os. Universet er her bare. Der er ingen plan, blot en masse tomme huller, vi mennesker må forsøge at udfylde.

Der er ingen, der fortæller en, hvor ondt det vil gøre at blive ældre og miste den forestillingsverden, som man ellers er vokset op i. Det er sådan et rigtigt offerudsagn, sådan at skulle prædike om hvor hårdt det hele er. Alle ved det. Nogle dage er dårlige, nogle værre, og nogle så smukke, at man ikke helt kan kapere det. Det er sådan, det er, og der er ikke så meget at sige om det. Måske er det bare et valg, man tager, det der med at forsimple sandheden. Hvis jeg får børn, vil jeg nok heller ikke være ærlig overfor dem. Børn er gode. De har håb. Når vi andre ikke har mere, kan de minde os om, hvor simpelt det kunne være.

Nogle gange vågner man og opdager, at klokken er tre om natten, og hele verden er faldet i søvn, imens man selv sov. Så føles det som om, at stilheden presser væggene tættere på, at lejligheden pludselig er lille, lille. Når man sover, falder lufttrykket omkring en. Der er noget, som sætter sig på lungerne. Man vågner, og man kan ikke trække vejret, og der er ingen at ringe til, og det er alt for sent. Man forsøger alligevel. Jeg ringer til alle, jeg nogensinde har kendt, mumler noget om at de jo elskede mig engang. Men et menneske er jo altid i transit. Vi er ikke statiske. Der er altid noget i os, som bevæger sig tættere- eller længere bort fra andre. Det er jo bare fordi, at jeg føler mig afskåret fra den pige, de elskede. Jeg er landet på et eller andet fremmed sted, og der er ingen her til at påminde mig om noget. I sådanne nætter forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg altså er elsket, på trods af der ikke er nogen til at fortælle mig det. Der er nogen derude, som elsker mig, og måske elsker de mig endda mere, end jeg går og tror. Der er ingen, der er alene.

Så siger mor, at jeg skriver for lidt om de gode dage. Det er jo rigtigt nok. Glæden er så eksplicit. Jeg aner ikke hvordan, man skriver om noget, der ikke føles som en hemmelighed. Men her er det så, det sidste: nogle nætter trækker jeg ikke gardinerne for, men lader lamperne fra byggepladsen overfor kaste underlige skygger på mine hvide vægge. Nogle morgener vågner jeg, og alting er gyldent. Nogle morgener løfter jeg blikket fra mine beskidte støvlesnuder og ser, at passerende faktisk tager sig tid til at smile til mig. Så smiler jeg igen. Og livet er fint. Også når man har brændt alle sine broer, også når jeg vågner med fornemmelsen af, at min krop er skrumpet, og jeg ikke længere passer ind i den. Også når ordene reduceres til latterlige blogindlæg, jeg aldrig havde troet, jeg ville skrive. En lille reklame for at blive her. Nogle gange er teksterne breve. Nogle gange handler ens liv om andre menneskers liv. Andre gange finder man sig selv et eller andet underligt sted og opdager, at man jo er et subjekt, på trods af man ikke føler sig således.

Man kan skrive meget om et liv, der ikke er levet. Man kan skrive sig ind i verdener og situationer, hvor man ikke længere hører til. Derfor må det også være muligt at skrive sig ud af det hele. Et sidste farvel til dem og det, til forårsaftener med solskin på terrassen på Snoghøjen, til en herloviansk fodboldbane med ølbowling og til et liv, jeg ikke længere passer ind i. Først, må man leve. Helst der hvor man nu engang er. Derfra finder vi nok ud af resten. 

13.4.17

April og det sidste brev
Jeg drømte, at vi var forelskede igen. Han var anderledes, havde et andet ansigt og en anden stemme, men alligevel var det ham. Det er april igen. Hun rykker sine ting ud af min brors lejlighed, og han rydder op efter hende. Han ved ligeså vel som alle andre, at der ikke er nogen grund til at dokumentere et forhold, der ikke længere er der, så vi hænger nye fotografier på gamle søm. Den hvide forårssol gør alting skarpt og gennemskueligt. Det er vejr til indrømmelser, men jeg ved aldrig helt hvordan. Der er masser ting, jeg burde indrømme. Folk ved kun, hvad man fortæller dem, og hvis man ikke fortæller dem noget, antager de blot. Jeg forsøger at lade være og i stedet minde mig selv om, at jeg ikke ved, hvad andre mennesker føler. Jeg kan kun forsøge at lære mig selv at kende, og det er jo det, jeg arbejder på.

Sidste forår, pressede manden mit hoved ned under dynen, og fortsatte med at kneppe mig. Jeg følte mig som en underlig udgave af mit syttenårige jeg, som aldrig helt vidste, hvad hun mente var acceptabelt. Jeg er ikke god til at sige fra. Bagefter spurgte jeg ham hvorfor. Han ville bare gerne prøve noget nyt. Det er det, de mænd, jeg møder, vil have; en ansigtsløs pige til afbenyttelse. Så forelskede han sig vist nok i mig, og jeg opdagede, at jeg stadig var forelsket i en anden. Dengang troede jeg stadig, at jeg ville føle mig mindre ensom, hvis jeg blev og sov hos fremmede fyre. Det er længe siden. I disse dage ligger jeg midt i sengen, en arm over hovedet, en anden på maven, og lytter til min egen vejrtrækning. Nogle gange tager jeg silkenatkjolen på og stirrer på mig selv i spejlet, og Fransiska ler og spørger, hvad jeg laver. Det er bare et forsøg på at genkende mig selv, også denne udgave, som ikke giver sig selv til fremmede mænd, som kan iføre sig lingerie blot for fornemmelsen og ikke for andres skyld. Jeg kan bedre lide mig selv sådan her, nøgent ansigt og uden et irrationelt behov for at andre elsker mig, så jeg kan elske mig selv. Jeg kan ikke længere være den, som de ønsker. Jeg bliver nødt til at slukke for støjen og lytte til den der lille stemme, der fortæller mig, hvad jeg har brug for, på trods af det måske sårer andre. Vi får alle at vide, at det er egoistisk at sætte os selv før andre, men at jeg beslutter mig for at være subjekt i situationer, hvor det er nødvendigt, betyder jo ikke, at jeg er ligeglad med andre. Det er nødvendigt og vigtigt, og alligevel kræver det altid retfærdiggørelse.

I køkkenet i mit barndomshjem, læner min søster sig op ad køleskabet, og min svoger placerer hånden på hendes mave. De bliver ved med at tale om, hvor meget den vokser i takt med det der lille frø, der spirer et sted derinde, men jeg kan ikke se det, for det er ikke der, jeg selv er endnu. Sent om natten, når jeg tænker på den, hvad end den vokser op og bliver, græder jeg. Det er det mest trivielle og omtalte i verden, og alligevel overraskes jeg over, hvor meget kærlighed jeg føler for den her lille fremmede. Jeg er hverken voksen eller stabil nok til at ønske mig et barn. Det er bare det der blik i hans øjne, at han kigger på hende, som fandtes der ikke andre. Engang var der nogen, der kiggede sådan på mig. Det var kun i en måned eller to, før nyforelskelsen falmede og han begyndte at kede sig, men man kan leve længe på så blikke. Først var hun blot min søster, og det var smukt. Så blev hun nogens kone, og snart er hun nogens mor. Det er underligt, hvor mange roller man kan nå at påtage sig igennem sit liv.

Så det er her, jeg er. April handler om kærlighed, og sådan er det vel altid på sene forårsmorgener. Af og til, længes jeg efter den der klichéprægede, men magiske kærlighed, og jeg fanger mig selv i at blive irriteret over kæresteparret, der kysser foran mig i bussen. Det er det der med indrømmelser igen; nogle andre har noget, som man i øjeblikket pludselig savner udelukkende fordi, det er lige for øjnene af en. Så forsvinder følelsen igen, og jeg har det jo også fint nok med at kunne vokse i min egen retning, frem for hele tiden at forsøge at vokse i samme retning som en anden. Ikke at bekymre mig om fredagsfester og andre piger, hvorfor han ikke savner mig, som jeg savner ham. Det må man bare minde sig selv om. Der er jo også så meget andet at forelske sig i.

23.3.17

Noget om mere

Jeg tænker på de der små huller i virkeligheden, som formår at slå tiden i stykker. De opstår på de underligste tidspunkter. Jeg sidder på terrassen og ryger med søvnige hænder, ser morgensolen bestige de røde rækker tegl, og jeg glemmer helt, at jeg er her. Stille, stille. Et sted i storbyens kaostilstand, de larmende udstødningsrør og anonymiserende lejlighedskomplekser, er der en ro ved at sidde i skrædderstilling og være endnu et menneske på endnu en terrasse. Der er intet her at gennemskue, og der er ingen at genkende.

Hver dag er der noget nyt at forelske sig i, og nogle gange gør det ondt, at verden kan være så smuk. Nogle gange er det for overvældende at optage så meget æstetik på én gang. Det er bare dit nervesystem, der er for letpåvirkeligt, siger psykoterapeuterne. Jeg tror ikke, jeg ville ændre på det. Da jeg var tretten, skrev jeg digte om solopgange og en kærlighed, jeg ikke havde mødt endnu, og alt i mig håbede, at livet ville ligne digtene. Så begyndte de at kalde mig naiv, og jeg havde ikke længere lyst til at prædike romantiske forestillinger. Virkeligheden stemmer ikke overens med din barnlige forestilling, sagde de. Men der er intet romantisk over manglende håb, en hel befolkning præget af kynisme. Det er en underlig myte, det der med at et menneske, som ikke ønsker at leve, er smukt. De bildte mig ind, at depressionen er noget at definere sig selv ud fra. De tog fejl. Depressionen gør dig til en manipulerende, selvoptaget løgner. Depressionen er hårdt arbejde, ligesom så meget andet. Der er ingen, der kommer og redder dig, og du vil ikke have lyst til at redde dig selv. Det gjorde ondt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale om det uden at lade mig selv mærke det igen. Jeg havde lyst til at dø. Nu har jeg lyst til at leve. Nogle gange skræmmer det mig, hvor bange jeg er for at dø, før jeg føler mig klar. Jeg var jo aldrig klar. Det var bare noget, mit hoved bildte mig ind.

Jeg har ikke længere så meget tilbage at sige om livet. Jeg skriver mig ind i situationer og ud af virkeligheden, når jeg har brug for det, og livet er hverken en god eller dårlig ting. Det er bare. Og det meste af tiden, er det fint. Der er fremmede med vildt hår i vinden, som smiler fra den anden side af den støvede busrude. Der er gåture i skoven ved mit barndomshjem, min mor som standser på stien og udpeger en flok dådyr. På de tågede dage, hvor solen er en støvet glaskugle, og alting igen er blåtonet, er der et eller andet minde at hive frem. Engang, hans lysende, glade øjne på en spansk terrasse. Nu, den forårsformiddag, hvor min søster blev gift, hvor træerne spejlede sig i swimmingpoolen, og hvor jeg sad i havestolen og tænkte, at alt det grønne oplyste verden med en ro, jeg forhåbentlig ville kunne gemme et sted i mig og fremkalde ved nødvendighed. Visse minder bærer man så tæt på sit hjerte, at man næsten kan bringe sig selv tilbage til øjeblikkene. Nogle dage bliver ved med os. Andre må vi glemme for at gøre plads til nutiden.


Jeg tror, jeg troede, at depressionen ville gøre mig smukkere. At nogen ville komme og hjælpe mig ud af mørket. Ingen kom, for ingen kunne trænge derind. Det er det eneste, jeg husker. Jeg kan gentage for mig selv, at det gjorde ondt, at jeg ikke kunne finde ud af at være i live, at depressionen afskærmede mig fra omverdenen, men jeg kan ikke huske helt hvordan, det føltes. I lang tid forsøgte jeg at holde fast. Selv da de besluttede sig for, at jeg var blevet rask og sendte mig hjem, fastholdte jeg mig selv i den tilstand, der var blevet trivialitet. Jeg havde ikke lyst til at opgive den ene ting, jeg identificerede mig med. Men de ting, man identificerer sig med, lever videre i en. Den gennemsnitlige depression varer otte måneder. Jeg ventede på det øjeblik, hvor jeg ville blive mig selv igen. Det gør man ikke. Der er ikke noget selv at vende tilbage til. Jeg var et objekt, andre mennesker skulle vedligeholde og passe på. Nogen lagde mig i seng. Nogen fragtede mig steder hen. Nogen gjorde ting ved mig, og det var nemmere end selv at tage mig tøj af, selv at slæbe mig ud i badet. Det er svært at prædike kærlighed i en verden, der konstant forsøger at modbevise en. Det er svært at stå op om morgenen, selv på de dage, hvor man ikke har noget at stå op til. Det er svært at finde en måde, hvorpå man kan fastholde sig selv i glæden. Man må gøre det alligevel. Alternativet er ikke bedre. Det er der, måske, men det er ingenting. Der er intet efter, kun nu. Jeg vil have solskin, og jeg vil være i live på den her forårsdag, og en dag vil det ikke længere føles som et valg. En dag vil det bare være sådan. Jeg vil have mere. 

15.2.17

Det er en fin dag. Rummet imellem de to gardiner tillader solen at efterlade gyldne morgenstriber på mit trægulv. Jeg har den her fornemmelse af at være nøjagtig der, hvor jeg skal være. I dag behøver jeg ikke at redde verden, blot gå ture på de små skovstier langs hovedvejen, ryge cigaretter og forestille mig, at det snart er sommer. Lejligheden er tom, og der er ingen at smile til, men jeg smiler alligevel. Det er en af de gode dage, og jeg har lyst til at fastholde solen, at hive den ned fra himlen og bære den rundt i min frakkelomme. Jeg har lyst til, den bliver. Jeg kan ikke længere helt vurdere, om jeg skriver til- eller om dig. Digtene bliver til breve, og pludselig er det svært at adskille fiktion og virkelighed. Intet blev, som jeg forestillede mig, men det blev smukt alligevel. Måske har jeg stadig ikke forstået det der med, at jeg, ligegyldigt hvor mange ord jeg nu benytter mig af, ikke kan skrive mig selv tilbage i dét liv. Alligevel, skriver jeg. På et eller andet tidspunkt finder jeg virkeligheden et sted imellem sætningerne. Men ikke i dag.  

19.11.16

Alting blev til implikaturer. Han regnede altid med, at jeg vidste, hvad han tænkte, og så glemte han at sige det højt. Man ved aldrig, hvad folk føler, før de siger det. Langsomt driver minderne fra mig. Eller jeg driver fra dem. Jeg ved, der var engang, hvor det føltes magisk at vågne ved siden af ham. Jeg ved, jeg mente det, da jeg sagde, jeg elskede ham, men efter al den her tid og distance, er det begyndt at føles som en løgn. Der er så meget andet at forelske sig i. Grøn te inden sengetid og lange karbade. At sidde på terrassen en vintermorgen og se solen stå op over RUC. At gå ture langs vandkanten, helt alene og med et roligt hjerte. Det er et egoistisk udsagn, men mit liv handler jo mest om mig. Da vi var sammen, drev jeg væk fra mig selv. Det er svært at finde fodfæste, når man elsker nogen så meget, at man ikke kan være i sin krop. Er det ikke underligt, at man kan have det sådan? Er det ikke underligt, hvordan man vågner en morgen, og de blot er reduceret til at være en fremmed igen? Måske endda det underligste, at det ikke gør ondt, at man måske kan blive immun overfor de følelser, et andet menneske plejede at frembringe i en. 

14.11.16

Fæstnelse af øjeblikke
I eftermiddags var lyset underligt, og hele dagen føltes som en sen eftermiddag, som om solen var ved at gå ned, eller måske bare som om, den aldrig helt nåede at stå op. Jeg ventede på toget, og jeg tænkte på hans hænder. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, måske bare at jeg hver gang er indstillet på, at det er sidste gang, og så forsøger jeg at fæstne det i min hukommelse, før minderne bliver for gennemsigtige til at indeholde detaljer. Franskmandens hænder duftede af mandariner. Min ekskærestes hænder duftede af røg. Det er lettest at forbinde minderne med noget konkret som en duft eller et sted, man altid kan vende tilbage til, så man kan genopleve det. Så jeg kan spise mandariner og huske Adelou. Jeg tænker aldrig på min ekskæreste, når jeg ryger, men nogle gange minder duften af frost mig om ham, fordi han er den sidste og eneste, der har holdt om mig igennem vinteren. Nogle dage føles det underligt ikke at vide, hvad de husker om mig. For det meste føles det bare underligt ikke at vide, hvilke oplevelser og indtryk andre folk optager, når de er i nærheden af mig. I eftermiddags, spillede han guitar ved køkkenbordet, og jeg tænkte, at han var smuk sådan der, næsten fascineret over sine egne hænders funktion. Det er så fint at se andre mennesker begive sig ind i noget, de holder af. At være nær- og fraværende på samme tid. Kunst er sådan et underligt lille hul i virkeligheden og tiden, som tillader en at forsvinde. Måske accepterer man at se andre begive sig væk på den måde, fordi man ved, hvor flygtigt det er, og at de nok skal vende tilbage igen. Jeg husker ikke dufte eller hvordan køkkenbordet føltes, så jeg fæstner det ved lyset i stedet. Jeg husker det sådan her: han virkede helt rolig, og persiennerne dæmpede lyset på den der måde, som man har brug for, når det er søndag, og man har søvn i øjnene, og morgenen har strakt sig helt op ad eftermiddagen.  

20.9.16

Nogle gange hjælper det at kysse en fremmed eller at holde i hånden med nogen, man lige har mødt. Nogle gange hjælper det at ryge en joint eller at danse under discokuglen til lyden af et hav af fremmede stemmer, som heller ikke ved, hvad hjemme er. At tilbringe en hel dag udenfor i solskin og havvind eller at synge karaoke så højt og falsk, at ingen kan lade være med at le. Nogle gange er der nogen til at hjælpe med at skabe magien, og andre gange skaber man den selv. At danse i undertøj med gardinerne trukket fra eller at ligge fuldkommen alene i sin seng og kigge på skyerne. Midt i al trivialiteten, er der et øjeblik, og senere, når du ser tilbage på det, vil det føles lidt magisk. Så man folder det sammen, mindet. Og man gemmer det et sted, hvor ingen kan røre det. Det her tilhører kun dig. Her er dit magiske øjeblik. 

9.9.16

Så er det ligesom, når jeg vågner af en eller anden mærkelig drøm, hverken ubehagelig eller god, bare lidt mærkelig, og jeg opdager, at jeg bare er derhjemme, hvor intet er så mærkeligt som i drømmen, og der er det der øjeblik i mørket, hvor jeg ikke helt kan placere værelsets genstande i forhold til mig selv, så jeg stikker hånden ud i det sorte og føler mig frem til stikkontakten. De der fem sekunder, hvor alting stadig føles lidt utrygt og fremmed, hvor mine øjne stadig ikke har vænnet sig til mørket, hvor jeg bliver nødt til at stole på mine andre sanser. Det var sådan, det føltes, da vi slog op.

18.7.16

I skrivebordsskuffen på mit ungdomsværelse, ligger der en post-it fra drengen. Vi har alle sammen vores hemmeligheder. Nogle gange tager jeg den stadig frem og tillader mig selv at huske. Både det gode og det dårlige. Hvordan vi skændtes. Hvor ondt det gjorde. Hvor meget jeg savnede ham, når han ikke var der. Jeg har ikke lyst til at rode op i fortiden, men den er også en påmindelse. Der var nogen, der elskede mig. Jeg håber, at nogen vil elske mig sådan igen. 

14.4.16

Jeg var ked af det engang, og det er det, folk husker. De siger, jeg har det skrøbeligste ansigt, de nogensinde har set, men folk er jo aldrig, som de ser ud. Jeg kan ikke længere lide den forsigtighed, min censor udviser, som om han er bange for, at jeg vil gå i stykker for øjnene af ham. Jeg var syg engang, men nogle gange tror jeg, at folk glemmer, at det var mig, der sørgede for mig selv. Måske blev jeg i live for andres skyld. Men der var ingen andre til at samle mig op, for det var mit ansvar. Jeg tror ikke, jeg kan sætte ord på, hvor svært det var at blive, når jeg ikke følte, jeg havde nogen grund til det.

Min bror vil altid være den lyshårede dreng, som elskede toge. Min søster vil altid være den modigste person, jeg kender, fordi hun truede alle, da jeg mødte op i skolen med skrammer i hele ansigtet og nervøse trækninger. Når nogen har været i ens liv så længe, husker man dem, som de var og glemmer at se, hvem de er ved at blive til. Der er folk, jeg ikke længere kender, men stadig påstår at elske, fordi jeg elskede dem engang. Den atten-årige pige i mig elsker stadig den tyve-årige dreng i ham, men det ændrer ikke på, at jeg ikke længere er atten. Jeg var syg i lang tid. Jeg er ikke syg nu, men sygdommen hænger et sted over mit hoved eller afspejles i mit ansigt, og det er det, folk ser. Jeg er en afspejling af deres minder om mig, såvel som de er en afspejling af mine minder. Der er både noget smukt og noget lidt sørgeligt ved, at vi har svært ved at give slip på de følelser, vi forbinder med folk. At jeg nogle gange bliver vred, når jeg ser visse folk, fordi det er den sidste følelse, de har frembragt i mig. At det er vigtigt at huske sig selv på, at man kan give slip, og at alting ikke behøver at være forbundet med sentimentalitet. 

Jeg er ikke skrøbelig, fordi jeg tillod mig selv at være det, da jeg havde brug for det. Min mor mener ikke, de har ret, og der er noget ved den måde, hun siger det på, der virker så ærlig. Det er jo også rigtigt nok, at folk så sjældent har ret i, hvem man er. Det er måske også bare noget, man gør helt instinktivt – opbygger en idé om, hvem en person er og fortsætter med at retfærdiggøre den idé, hver gang folk gør noget, som lever det mindste op til konstruktionen. Når de siger noget, og jeg opfatter det på en særlig måde, så de kan passe ind i den boks, jeg har placeret dem i. Det er en systematiseret tilgang til mennesket, og det er lettere sådan, men det er bare heller ikke sådan, virkeligheden fungerer. 

Jeg forsøger at forelske mig i hverdagen på ny, og måske er det i virkeligheden den smukkeste kærlighedsaffære, jeg nogensinde kommer til at opleve. Den relation der er imellem mig og livet. At vi kan skændes og sove hver for sig og sværge, at vi burde slå op og samtidig finde tilbage til hinanden. Ja, det er en kliché, et forfærdeligt sprogligt billede, men det er også sandt, og i sidste ende burde sandheden være vigtigst. Ved hvert tilbagefald, har jeg slæbt mig selv ud af mørket og op til lægen og fundet en måde at sætte ord på det. Jeg taler om det, hvad der skete og hvor lang tid, det tog at finde tilbage til mig selv, og jeg indrømmer, at jeg ikke er der helt endnu. At jeg nogle gange bliver i sengen, og at jeg nogle gange ikke står på det tog, fordi angsten altid sidder et sted i kroppen. Så forestiller jeg mig havet. Eller sidste sommer i Albanien eller den sommer, hvor Amalie og jeg lå i mælkebøtterne og var for unge til at ryge smøger. Minderne har sit eget gyldne lys, og nogle gange er det nok til at berolige mig. Om end ikke andet, er det nok til at minde mig selv om, hvem jeg er. 

28.6.13

Postkort til Paris
Du er i Paris og cykler langs Seinen i stille forårsregn og nyder dagene mest, når de er mennesketomme.

Din kat døde, imens du var på universitetet, og alle dine venner befinder sig på den anden side af planeten, men du ser solnedgange fra franske tage og drikker kaffe, og dine øjne er mindst ligeså varme på facebook-fotografierne, som de var den efterårsaften i parken i Oxford.

Du studerer det, du altid har ønsket og har det godt, siger du, men du er træt og længes efter England. Me too, always, svarer jeg og tænker på du, som læser ordene på skærmen med alle disse kilometre imellem os. Det er ikke bare vejene fra Næstved til Paris, men årene vi har været foruden hinanden som distance. Jeg forestiller mig dine hænder forsvinde ind i computerskærmen og ud af min, således at jeg kan røre dig igen.

Du kalder mig stadig det kælenavn, du gav mig den vinter, siger du har savnet mig, og når jeg lukker øjnene, kan jeg høre din stemme, den franske accent i mine øregange. Dig: min første rigtige bedste ven. Alle disse første gange med dig.

Savner stadig lyset i dit ansigt, når du så mig på gangen, og da du fandt mig fuld under broen og fulgte mig hjem. Husker dengang vi jagede spøgelser nær det efterladte hus i parken, da du spurgte om du måtte kysse mig. Jeg savner at vinke til dig fra min køjeseng og at gå lange ture i britiske gader, når de andre var på pubs.

Mere end alt andet savner jeg den torsdag eftermiddag, da du holdt døren for mig, og jeg vidste, jeg ville komme til at elske dig.

Du påstår stadig, jeg er det eneste menneske, du kender, som du tror vil være i stand til at redde verden en dag. Mit hjerte føles så tungt, svarer jeg. Smukke dreng. Dine mørke pingvinøjne og vilde, forvirrede krøller. Jeg håber, du er lykkelig.

Paris er så heldig at have dig.