Hver dag bevæger jeg mig længere og længere væk fra den, jeg troede, jeg var. Det efterår, da jeg stadig troede, han var en del af min fremtid, fortalte jeg hypnotisøren om min frygt for at blive forladt. Sammen ledte vi efter årsager i mine minder. Hvis man er desperat nok, kan man finde det, man leder efter, og hvor der er årsager, er der løsninger, og jeg havde brug for en løsning. Et eller andet sted nede i mørket, fortalte hun mig, at jeg skulle samle den lille pige op. Hold hende og fortæl hende, at hun ikke er blevet glemt. Det forsøgte jeg så på, det der med at trøste den lille pige, der stadig lever et sted i mig. Det virkede ikke. Intet er løst, og intet er i stykker. Jeg er bare, hvem end jeg er. Folk forlader en. Det gør ondt. Man skal tillade sig selv at føle det.

Han spørger, hvordan jeg har det. Det går op for mig, at det er længe siden, at jeg er blevet stillet netop det spørgsmål, og pludselig er jeg for overrasket til at kunne lyve og samtidig lyde reel. Det er ikke for at anklage nogen. Jeg er også dårlig til at spørge folk, hvordan de har det. Svaret pålægger en form for ansvar; enten skal modtageren stille yderligere spørgsmål, ellers skal de trøste, og det er et ansvar, jeg ikke har lyst til at påtage mig. Jeg har det fint, siger jeg så, og min stemme lyder helt forvrænget. Jeg tror egentlig også, at jeg har det fint. Det er ikke en løgn, ikke rigtigt. Det er bare sådan et svar, der er svært at aflæse, og jeg hader selv at være modtageren af det. Jeg føler måske bare, at jeg er faret vild. Mine skrivevenner færdiggør digtsamlinger. Mine gymnasievenner bliver gift og får børn. Min bedste ven flytter til Australien. Jeg havde måske bare ikke troet, at det ville være mig, der ville ende med at sidde fast. Det tror man vel aldrig. Jeg plejede at have drømme. Oftere og oftere hænder det, at jeg ikke har noget svar, når folk spørger om min fremtid, mine ambitioner. Skriver du stadig, spørger de, og jeg svarer nej. Men hvad gør du så?

Jeg har brugt de sidste toogtyve år på at skubbe andre væk. Selv som barn, påminder mine forældres historier om. Så dukkede disse smukke mennesker op til min fødselsdag og mindede mig om, at de gerne vil have mig i deres liv. At jeg er deres yndlings Clara. At jeg har et hold, der spiller på min banehalvdel, selv når jeg har givet op. Men de kan ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvor jeg skal placere den her rastløse krop. Jeg står foran lyskrydset og så er stemmen der igen. Den kommer fra det der underlige sted, hvorfra al mørket udsendes. Den sorte plet bag ribbenene. Du behøver da ikke vente på, der bliver grønt. Du kunne dræbe dig selv. Nej, svarer jeg. Nej, nej, nej. På de dårlige dage, må man også leve. Selv hvis det kun er for andres skyld. Det var meningen, jeg skulle skrive det her. Det var meningen, jeg skulle have noget at sige, men jeg er træt. Jeg er altid bare træt. 

Sangen tager mig tilbage til de tidlige efterårsmorgener, hvor jeg trak min søvnige krop langs søen. Jeg kan huske øjeblikke, jeg troede, jeg havde glemt. Hvordan tågen hang tungt og blåt lige over vandet. Hvor tilsløret alting syntes. Jeg begynder at græde. Lige der, på mit ungdomsværelse i Næstved, i den her seng der ikke længere tilhører mig, begynder jeg at græde. Måske fordi sangen får mig til at føle mig som den mest ensomme pige i verden og alligevel ikke helt. Måske fordi jeg ikke har grædt i lang tid. Måske fordi jeg sjældnere og sjældnere berøres. Måske fordi det gør ondt samme sted, som da jeg hørte Lua første gang. Måske fordi det er en underlig forløsning, en form for lettelse, endelig at føle noget igen, bare et eller andet. Jeg har været så bange, at jeg har afskærmet mig, og pludselig ved jeg ikke længere, hvad jeg har været bange for. Jeg ved bare, at det her er en reaktion fremfor et tvungent forsøg på fremkaldelse af en eller anden form for følelse. At jeg ikke længere er paralyseret. Jeg græd også den første gang, jeg hørte sangen. Jeg tror aldrig, jeg fortalte ham det. 

Noget om mere

Jeg tænker på de der små huller i virkeligheden, som formår at slå tiden i stykker. De opstår på de underligste tidspunkter. Jeg sidder på terrassen og ryger med søvnige hænder, ser morgensolen bestige de røde rækker tegl, og jeg glemmer helt, at jeg er her. Stille, stille. Et sted i storbyens kaostilstand, de larmende udstødningsrør og anonymiserende lejlighedskomplekser, er der en ro ved at sidde i skrædderstilling og være endnu et menneske på endnu en terrasse. Der er intet her at gennemskue, og der er ingen at genkende.

Hver dag er der noget nyt at forelske sig i, og nogle gange gør det ondt, at verden kan være så smuk. Nogle gange er det for overvældende at optage så meget æstetik på én gang. Det er bare dit nervesystem, der er for letpåvirkeligt, siger psykoterapeuterne. Jeg tror ikke, jeg ville ændre på det. Da jeg var tretten, skrev jeg digte om solopgange og en kærlighed, jeg ikke havde mødt endnu, og alt i mig håbede, at livet ville ligne digtene. Så begyndte de at kalde mig naiv, og jeg havde ikke længere lyst til at prædike romantiske forestillinger. Virkeligheden stemmer ikke overens med din barnlige forestilling, sagde de. Men der er intet romantisk over manglende håb, en hel befolkning præget af kynisme. Det er en underlig myte, det der med at et menneske, som ikke ønsker at leve, er smukt. De bildte mig ind, at depressionen er noget at definere sig selv ud fra. De tog fejl. Depressionen gør dig til en manipulerende, selvoptaget løgner. Depressionen er hårdt arbejde, ligesom så meget andet. Der er ingen, der kommer og redder dig, og du vil ikke have lyst til at redde dig selv. Det gjorde ondt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale om det uden at lade mig selv mærke det igen. Jeg havde lyst til at dø. Nu har jeg lyst til at leve. Nogle gange skræmmer det mig, hvor bange jeg er for at dø, før jeg føler mig klar. Jeg var jo aldrig klar. Det var bare noget, mit hoved bildte mig ind.

Jeg har ikke længere så meget tilbage at sige om livet. Jeg skriver mig ind i situationer og ud af virkeligheden, når jeg har brug for det, og livet er hverken en god eller dårlig ting. Det er bare. Og det meste af tiden, er det fint. Der er fremmede med vildt hår i vinden, som smiler fra den anden side af den støvede busrude. Der er gåture i skoven ved mit barndomshjem, min mor som standser på stien og udpeger en flok dådyr. På de tågede dage, hvor solen er en støvet glaskugle, og alting igen er blåtonet, er der et eller andet minde at hive frem. Engang, hans lysende, glade øjne på en spansk terrasse. Nu, den forårsformiddag, hvor min søster blev gift, hvor træerne spejlede sig i swimmingpoolen, og hvor jeg sad i havestolen og tænkte, at alt det grønne oplyste verden med en ro, jeg forhåbentlig ville kunne gemme et sted i mig og fremkalde ved nødvendighed. Visse minder bærer man så tæt på sit hjerte, at man næsten kan bringe sig selv tilbage til øjeblikkene. Nogle dage bliver ved med os. Andre må vi glemme for at gøre plads til nutiden.

Jeg tror, jeg troede, at depressionen ville gøre mig smukkere. At nogen ville komme og hjælpe mig ud af mørket. Ingen kom, for ingen kunne trænge derind. Det er det eneste, jeg husker. Jeg kan gentage for mig selv, at det gjorde ondt, at jeg ikke kunne finde ud af at være i live, at depressionen afskærmede mig fra omverdenen, men jeg kan ikke huske helt hvordan, det føltes. I lang tid forsøgte jeg at holde fast. Selv da de besluttede sig for, at jeg var blevet rask og sendte mig hjem, fastholdte jeg mig selv i den tilstand, der var blevet trivialitet. Jeg havde ikke lyst til at opgive den ene ting, jeg identificerede mig med. Men de ting, man identificerer sig med, lever videre i en. Den gennemsnitlige depression varer otte måneder. Jeg ventede på det øjeblik, hvor jeg ville blive mig selv igen. Det gør man ikke. Der er ikke noget selv at vende tilbage til. Jeg var et objekt, andre mennesker skulle vedligeholde og passe på. Nogen lagde mig i seng. Nogen fragtede mig steder hen. Nogen gjorde ting ved mig, og det var nemmere end selv at tage mig tøj af, selv at slæbe mig ud i badet. Det er svært at prædike kærlighed i en verden, der konstant forsøger at modbevise en. Det er svært at stå op om morgenen, selv på de dage, hvor man ikke har noget at stå op til. Det er svært at finde en måde, hvorpå man kan fastholde sig selv i glæden. Man må gøre det alligevel. Alternativet er ikke bedre. Det er der, måske, men det er ingenting. Der er intet efter, kun nu. Jeg vil have solskin, og jeg vil være i live på den her forårsdag, og en dag vil det ikke længere føles som et valg. En dag vil det bare være sådan. Jeg vil have mere. 

Det er en fin dag. Rummet imellem de to gardiner tillader solen at efterlade gyldne morgenstriber på mit trægulv. Jeg har den her fornemmelse af at være nøjagtig der, hvor jeg skal være. I dag behøver jeg ikke at redde verden, blot gå ture på de små skovstier langs hovedvejen, ryge cigaretter og forestille mig, at det snart er sommer. Lejligheden er tom, og der er ingen at smile til, men jeg smiler alligevel. Det er en af de gode dage, og jeg har lyst til at fastholde solen, at hive den ned fra himlen og bære den rundt i min frakkelomme. Jeg har lyst til, den bliver. Jeg kan ikke længere helt vurdere, om jeg skriver til- eller om dig. Digtene bliver til breve, og pludselig er det svært at adskille fiktion og virkelighed. Intet blev, som jeg forestillede mig, men det blev smukt alligevel. Måske har jeg stadig ikke forstået det der med, at jeg, ligegyldigt hvor mange ord jeg nu benytter mig af, ikke kan skrive mig selv tilbage i dét liv. Alligevel, skriver jeg. På et eller andet tidspunkt finder jeg virkeligheden et sted imellem sætningerne. Men ikke i dag.  

Det er det bedste minde, jeg har, og det er sådan, jeg har lyst til at huske ham. Som drengen der kravlede i æbletræer, gik ture med mig langs landevejen, var tålmodig med min nervøse krop og gad at forsøge at tælle stjernerne. Jeg håber, at min første kærlighed bliver med mig. Selv når jeg har glemt alt andet, håber jeg, at jeg husker det. At være atten og så forelsket, at alting i min krop gjorde ondt. 

Jeg var ked af det engang, og det er det, folk husker. De siger, jeg har det skrøbeligste ansigt, de nogensinde har set, men folk er jo aldrig, som de ser ud. Jeg kan ikke længere lide den forsigtighed, min censor udviser, som om han er bange for, at jeg vil gå i stykker for øjnene af ham. Jeg var syg engang, men nogle gange tror jeg, at folk glemmer, at det var mig, der sørgede for mig selv. Måske blev jeg i live for andres skyld. Men der var ingen andre til at samle mig op, for det var mit ansvar. Jeg tror ikke, jeg kan sætte ord på, hvor svært det var at blive, når jeg ikke følte, jeg havde nogen grund til det.

Min bror vil altid være den lyshårede dreng, som elskede toge. Min søster vil altid være den modigste person, jeg kender, fordi hun truede alle, da jeg mødte op i skolen med skrammer i hele ansigtet og nervøse trækninger. Når nogen har været i ens liv så længe, husker man dem, som de var og glemmer at se, hvem de er ved at blive til. Der er folk, jeg ikke længere kender, men stadig påstår at elske, fordi jeg elskede dem engang. Den atten-årige pige i mig elsker stadig den tyve-årige dreng i ham, men det ændrer ikke på, at jeg ikke længere er atten. Jeg var syg i lang tid. Jeg er ikke syg nu, men sygdommen hænger et sted over mit hoved eller afspejles i mit ansigt, og det er det, folk ser. Jeg er en afspejling af deres minder om mig, såvel som de er en afspejling af mine minder. Der er både noget smukt og noget lidt sørgeligt ved, at vi har svært ved at give slip på de følelser, vi forbinder med folk. At jeg nogle gange bliver vred, når jeg ser visse folk, fordi det er den sidste følelse, de har frembragt i mig. At det er vigtigt at huske sig selv på, at man kan give slip, og at alting ikke behøver at være forbundet med sentimentalitet. 

Jeg er ikke skrøbelig, fordi jeg tillod mig selv at være det, da jeg havde brug for det. Min mor mener ikke, de har ret, og der er noget ved den måde, hun siger det på, der virker så ærlig. Det er jo også rigtigt nok, at folk så sjældent har ret i, hvem man er. Det er måske også bare noget, man gør helt instinktivt – opbygger en idé om, hvem en person er og fortsætter med at retfærdiggøre den idé, hver gang folk gør noget, som lever det mindste op til konstruktionen. Når de siger noget, og jeg opfatter det på en særlig måde, så de kan passe ind i den boks, jeg har placeret dem i. Det er en systematiseret tilgang til mennesket, og det er lettere sådan, men det er bare heller ikke sådan, virkeligheden fungerer. 

Jeg forsøger at forelske mig i hverdagen på ny, og måske er det i virkeligheden den smukkeste kærlighedsaffære, jeg nogensinde kommer til at opleve. Den relation der er imellem mig og livet. At vi kan skændes og sove hver for sig og sværge, at vi burde slå op og samtidig finde tilbage til hinanden. Ja, det er en kliché, et forfærdeligt sprogligt billede, men det er også sandt, og i sidste ende burde sandheden være vigtigst. Ved hvert tilbagefald, har jeg slæbt mig selv ud af mørket og op til lægen og fundet en måde at sætte ord på det. Jeg taler om det, hvad der skete og hvor lang tid, det tog at finde tilbage til mig selv, og jeg indrømmer, at jeg ikke er der helt endnu. At jeg nogle gange bliver i sengen, og at jeg nogle gange ikke står på det tog, fordi angsten altid sidder et sted i kroppen. Så forestiller jeg mig havet. Eller sidste sommer i Albanien eller den sommer, hvor Amalie og jeg lå i mælkebøtterne og var for unge til at ryge smøger. Minderne har sit eget gyldne lys, og nogle gange er det nok til at berolige mig. Om end ikke andet, er det nok til at minde mig selv om, hvem jeg er.