Det
er juni igen. Himlen er grå og støvet i min barndomsby. Jeg tænker på kærlighed
og kemiske processer, hvordan den her stædige hjerne nægter at forelske sig i
folk, som er forelskede i den. Jeg lå i hans arme og ønskede at være et andet
sted. Efter Østerbro, reduceredes han til en påmindelse om, at jeg stadig var
forelsket i min ekskæreste, da vi mødtes. Det gør mig træt at tænke på alle de
mennesker, som reduceres til minder. Hvordan de sidder fast i mig. Hvordan jeg
altid er den sidste til at give slip. Hvor insisterende jeg er med min kærlighed,
aldrig helt at vide, hvornår jeg har kæmpet nok. Det har jeg. Og manden
fortsatte med at kæmpe for mig, selv da jeg bad ham lade være. Find en der vil
elske dine hænder. Find en der også vil kæmpe for dig. Vi er så gode til at
pålægge andre råd, så dårlige til selv at tage imod dem.
Helt
pludseligt på det her blå ungdomsværelse går det op for mig, at jeg ikke kan
huske den sidste gang, nogen spurgte mig, hvordan jeg har det. Den sidste gang
nogen holdt mig eller så på mig, som var jeg lys. Mennesker har brug for at
blive rørt. Mennesker har brug for at tale. Vi er så bange for at spørge ind
til hinanden, fordi det betyder, at vi pludselig føler os ansvarlige overfor
andre. Det er et ansvar, de færreste har lyst til at påtage sig. Jeg ønsker jo
heller ikke at have ansvar overfor andre menneskers glæde. Nogle gange gør man
det alligevel. Det meste af tiden tror jeg bare, at folk har brug for at vide,
at nogen ser dem. At nogen anerkender, at man nu engang er i den her verden. Så
jeg forsøger at bruge mere tid med de mennesker, jeg elsker. Jeg er altid bange
for, der ikke vil være mere tid tilbage. At jeg ikke får sagt det, jeg skulle
have sagt. De siger, man aldrig ved, hvornår det er sidste gang, man ser nogen.
Jeg forsøger at gøre hvert farvel så fint som muligt; at holde dem lidt ekstra.
At sige noget, de vil kunne huske. At kigge mig tilbage, når jeg går. Det er
det, jeg fortæller Fransiska; hvis drengen, du elsker, ikke kigger sig tilbage,
når han går, så find nogen der gør. Nogen, der sikrer sig, du stadig står der.
Nogen, der har lyst til mere tid med dig.
Problemet
med pludselig at være bange for døden er, at det altid ender med at forudsætte,
at jeg også er lidt bange for livet. De to går trods alt hånd i hånd. Jeg er
bange for det liv, som forudsætter døden, og det gør livet jo. Måske var det
derfor, jeg ønskede at dø. For at få det overstået. For ikke at vente på det
uundgåelige. I det mindste at have kontrol over det afsluttende. Det krævede en
regnvåd motorvej og 210 kilometer i timen igennem bjergene mod Kosovo at indse,
at jeg helst vil leve. Højlydt og lykkeligt. Jeg vil være modig. Jeg vil elske,
og jeg vil have, at det skal være skræmmende, og at det skal gøre ondt. Jeg vil
ikke spilde mere tid på at være bange, hverken for mine følelser eller andres.
Jeg har ikke lyst til at lege flere underlige lege, at lade som om mændene på
tinder og deres ligegyldige spørgsmål interesserer mig. Jeg vil ikke benægte,
at jeg tror på, at en eller anden derude går og venter på, jeg dukker op. Der
er intet skamfuldt over at tro lidt på kærligheden. Så det er det, jeg gør. På
søvnige søndage i sengen, på sex op ad køkkenvæggen, på at ligge på trægulvet
og lytte til musik og på gåture langs støvede landeveje. En dag, forhåbentlig.
Vi
lever længere end nogensinde før. Det er det, reklamen fortæller mig. Min
guddatter kan forvente at blive ældre end mine bedsteforældre nogensinde blev.
Et liv udgjort af så mange årtier og mere end det, så mange minder. Allerede
nu, synes min barndom fjern. Den hændte. Jeg husker den ikke halvt så godt, som
jeg gjorde sidste år. For at have plads til nye minder, må man give afkald på
andre. Man kan ikke huske det hele, og nogle gange opdager jeg, at der er
øjeblikke, jeg har glemt. Så er der andre, der bærer dem for mig; nogen som
husker mig på noget, jeg engang har fortalt om mig selv. Måske er det det, man
gør, når man elsker nogen; man tilbyder dem noget at bære. Min guddatter kommer
aldrig til at kende til disse øjeblikke, der snart vil lede til hendes fødsel.
En dag vil jeg fortælle hende om dem; hvordan vi ventede. Hvordan vi græd, da
vi vendte bryllupsbilledet og fandt den første scanning af dette lille frø, som
hun snart vokser sig fra at være. Hvordan jeg hver dag tænker på de erfaringer,
hun vil gøre sig, og den verden, hun fødes ind i. Hvor skrøbeligt det her liv
er. Hendes første skridt. Hendes første skoledag. Hendes første kærlighed. Det
smukke, smukke liv, det nu engang er.
At
skrive kalder ofte på en form for erindring. På det seneste, har jeg ikke
ønsket at huske, men det viser sig, at jeg husker selv foruden. Hvert minde er
så dybt forankret i min tilstedeværelse, at jeg ikke kan glemme. Måske tillader
jeg det heller ikke. I efteråret, fortalte han mig, at han tror, at hjernen har
en tilhørende form for forsvarsmekanisme, som skærmer os; det er derfor, vi altid
husker øjeblikke som bedre, end de i virkeligheden var. Jeg kunne nok godt have
forelsket mig i ham. Men jeg tænkte stadig på drengen og morgenblå gårdhaver,
og han tænkte stadig på pigen. Måske var det blot fraværet af andre, som
gjorde, at vi tilbragte nogle nætter sammen. Måske lukkede han øjnene og
forestillede sig, at jeg var hende, nøjagtig som jeg gjorde med manden sidste forår.
Jeg ved det ikke, og når alt kommer til alt, tror jeg også, jeg er ligeglad. I
disse dage, forsøger jeg at være mindre hensynsløs med den her krop; ikke at
placere den steder, hvor den ikke hører til. Måske er det en del af at blive
voksen; ikke at sige de ting, man ønsker at sige, ud af respekt overfor andre.
Ikke at føle sig berettiget til at såre andre, blot fordi man selv er såret. At
sprede armene i sengen, at udfylde det tomrum, som man pludselig mener er
opstået. Måske vrider jeg mig stadig lidt, men jeg har lært at lyne mine kjoler
selv; at tage fine natkjoler på blot for selv at røre silken. At komplimentere
mit eget spejlbillede, når der ikke er andre til det. Jeg har jo altid været
god til at være alene. Det er bare ikke altid, jeg har lyst til det. Måske er
der en eller anden form for ærlig styrke i at turde indrømme, at man også nogle
gange har brug for andre mennesker, at man måske endda kan tillade sig at savne
at krybe tættere på nogen i søvnen. Sådan er der så meget.
