Jeg
tænker på de der små huller i virkeligheden, som formår at slå tiden i stykker.
De opstår på de underligste tidspunkter. Jeg sidder på terrassen og ryger med
søvnige hænder, ser morgensolen bestige de røde rækker tegl, og jeg glemmer helt,
at jeg er her. Stille, stille. Et sted i storbyens kaostilstand, de larmende
udstødningsrør og anonymiserende lejlighedskomplekser, er der en ro ved at
sidde i skrædderstilling og være endnu et menneske på endnu en terrasse. Der er
intet her at gennemskue, og der er ingen at genkende.
Hver
dag er der noget nyt at forelske sig i, og nogle gange gør det ondt, at verden
kan være så smuk. Nogle gange er det for overvældende at optage så meget
æstetik på én gang. Det er bare dit nervesystem, der er for letpåvirkeligt,
siger de. Jeg ville ikke ændre på det. Da jeg var tretten, skrev jeg digte om
solopgange og en kærlighed, jeg ikke engang havde mødt endnu, og alt i mig
håbede, at livet ville være smukkere, end det de fortalte mig i nyhederne. Så
begyndte de at kalde mig naiv, og jeg havde ikke længere lyst til at prædike
romantik. Tragedien er smukkere, sagde de. Virkeligheden stemmer ikke overens
med din barnlige forestilling. Men der er intet romantisk over manglende håb. Det
er en underlig myte, det der med at et menneske, som ikke ønsker at leve, er et
smukt menneske. Depressionen er ikke noget, man skal definere sig selv ud fra.
Depressionen gør dig til en manipulerende, selvoptaget løgner. Depressionen er
hårdt arbejde, ligesom så meget andet. Der er ingen, der kommer og redder dig.
Det er dit ansvar at trække dig selv ud af mørket, om du ønsker det eller ej. Det
gjorde ondt og ikke på den måde, som en forelskelse i alt det smukke i verden,
kan gøre ondt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sætte ord på det. Jeg havde lyst
til at dø. Nu har jeg lyst til at leve. Nogle gange skræmmer det mig, hvor
bange jeg er for at dø, før jeg føler mig klar. Jeg var jo aldrig rigtigt klar.
Det var bare noget, mit hoved bildte mig ind.
Jeg
har ikke længere så meget tilbage at sige om livet. Jeg skriver mig ind i
situationer og ud af virkeligheden, når jeg har brug for det, og livet er hverken
en god eller dårlig ting, men det er altid fint. Der er fremmede med vildt hår
i vinden, som smiler til en fra den anden side af en støvet busrude. Der er
gåture i skoven ved mit barndomshjem, min mor som standser på stien og udpeger
en flok dådyr. På de tågede dage, hvor solen er en støvet glaskugle, og alting
er blåtonet igen, er der et eller andet minde at hive frem. Engang, hans
lysende, glade øjne i morgensol. Nu, den forårsformiddag, hvor min søster blev
gift, hvor træerne spejlede sig i swimmingpoolen, og hvor jeg sad i havestolen
og tænkte, at alt det grønne oplyste verden med en ro, jeg forhåbentlig ville
kunne gemme et sted i mig og fremkalde, når lyset og kærligheden igen begyndte
at falme. Tænk engang. Visse minder bærer man så tæt på sit hjerte, at man
stadig kan få ondt på samme måde, som da de endnu ikke var minder. Nogle dage
bliver med os. Resten må vi glemme for at gøre plads til nutiden.
Måske
troede jeg, at depressionen gjorde mig smukkere. Jeg kan ikke længere huske det, ikke rigtigt. Jeg kan gentage for mig selv, at det gjorde ondt, at jeg ikke kunne finde ud af at være i live, men jeg kan ikke huske helt hvordan, det føltes. Måske troede jeg, at jeg var et dybt interessant
menneske, på trods af jeg ikke gad at føre samtaler eller finde noget at le af. Jeg ved det ikke. Selv da de besluttede sig for, at jeg var blevet rask og sendte mig hjem, fastholdte
jeg mig selv i den tilstand, der var blevet trivialitet for mig. Det er så nemt
at holde fast i det, man identificerer sig med. Og så en dag havde jeg ikke
længere lyst til at identificere mig med det, for så lever det videre i en. Det
er ikke fint. Jeg var et objekt, en genstand andre mennesker skulle
vedligeholde og passe på. Nogen lagde mig i seng. Nogen fragtede mig steder
hen. Nogen gjorde ting ved mig, og jeg var ligeglad, fordi det er nemt. Det er
svært at prædike kærligheden i en verden, der konstant ønsker at modbevise en. Det
er svært at finde en måde, hvorpå man kan fastholde sig i glæden, selv på de
dage, hvor den synes umulig at finde. Man må gøre det alligevel. Alternativet er
ikke bedre. Det er der, men det er ingenting. Jeg vil have solskin, og jeg vil
være i live på den her forårsdag, og det er jeg så. Jeg vil have mere.
