Jeg vågnede i en lejlighed i Aalborg og opdagede, at du var død. Tiden gik ikke i stå, men den føltes et sekund langsommere, og jeg græd først, da jeg stod alene på Ringsted station. Jeg lever og steger champignoner og skriver LinkedIn opslag, og pludselig husker jeg det, at du er død, og det føles som et underligt lille hul i virkeligheden, som at støde sin lilletå ind i en dørkarm, at snuble over et trappetrin, et kort øjeblik af smerte, du levede og nu er du et minde, du er her ikke længere, men dit fravær er som en konstant summen i baghovedet, og jeg har forsøgt at holde mig i bevægelse hele efteråret, ikke sidde alene i stilheden. Det skete langsomt og pludseligt, sygdom og så lidt mere, men jeg fik sagt det, jeg skulle sige, og der er taknemmelighed. Jeg har drukket øl for dig, stået på samtlige barer i København og glemt, og så siger terapeuten: da du begyndte at sørge din morfars død, opdagede du al den sorg, du før havde fortrængt.

Drømte om Japan og måske også lidt om dig. Nærstuderede fotografier fra Sarandë, fra Palermo, øvede mig i accept. Erkendte at jeg nok stadig ikke har lært at give slip, at jeg stadig forsøger at løsne grebet, at jeg må tilgive mig selv. Lavede nye interne jokes med nye mennesker, havde ikke lyst, følte en mærkelig kombination af skam og længsel, ønskede at livet var som for fem år siden, og huskede at jeg kontrollerer måden, hvorpå jeg reagerer på verden. At kunne forlade situationer, der føles utrygge. Relationer, der får mig til at græde. At jeg ikke længere behøver at føle det, der tager vejret fra mig, at jeg kan forlade det, der gør ondt. Man kan ikke få det tabte tilbage, men hvor ofte drømmer jeg ikke om lige netop det.

Oktober I

Tænkte på alle de pludseligt ubrugelige informationer, vi lagrer om hinanden: at hans ene øje blev helt rødt under et migræneanfald, at hun ikke kunne falde i søvn i stilhed, at han hadede når jeg holdt om hans håndled. Tænkte på det, Ann Druyan sagde efter Carl Sagans død, at finde hinanden i kosmos. Konkluderede at det må være kærlighed, at fare vild i menneskemængden og altid kunne udpege øjne, der ser en. Så tågen lægge sig over København, duer på rækker på antenner, løvfaldet i en sløret, hvid verden. Gik ture i rækkehuskvarteret, det var midsommer da jeg første gang flyttede hertil, varmen tung på stisystemerne og i det værelse, jeg lejede. Jeg er vokset fra den pige, men hun er stadig et sted i mig. Følte ikke halvt så meget som jeg gjorde sidste år på denne tid, måske mere kynisk nu, måske mere fornuftig. Drømte gentagende om at blive set af nogen, af noget. Fulgte stjernerne hjem, tænkte på bølgegang, sad ved Amager Strand og indåndede, huskede hun sagde hun kunne se havet i mine øjne, jeg tror jeg svarede, at jeg bedre kunne trække vejret langs kysten. Tænkte på at blive holdt om af nogen, der holder af mig.

Oktober

Følte mig lettet over at mærke regnen. Sørgmodig over afslutninger, håbefuld midt i nye begyndelser. Jeg føler ikke helt, som jeg plejede, men jeg ville stadig ikke helt kunne gøre de ting, vi gjorde, med en anden. Tænkte på at jeg stadig forsøger at decentralisere dig i mit univers. Tænkte på sommer i Mölle, et fotografi af havet og ét af mig, et kilo rejer og en kjole i chiffon. Tog et tog mod Karlshamn, huskede turen til Malmø, hvordan jeg begyndte at genkende dele af byen, at vi havde gået her, købt en kimono der. Al det vores som langsomt bliver mit. Ikke længere vred på dig eller dem, jeg ved stadig ikke hvem jeg bliver til, men nogen er jeg ved at blive.

September
Gik ad Østerbrogade til terapeuten. Smilede til et kærestepar, der smagte hinandens kaffe. Tænkte at din ven fik ret, at livet er rodet, men smukt, og mest at det bare er. Røg en cigaret på et gadehjørne, stod i solen, varmt og gyldent, følte mig ubelastet, måske endda lettet, over lyset og bladene. Anerkendte at det ikke var nok, at jeg ikke udelukkende burde være taknemmelig for folk, der bliver. Af og til, sagde terapeuten, elsker folk dig, som de kan, men ikke som du har brug for. Ikke tage sig til takke med noget. Anerkendte at jeg må ønske mig mere, at jeg ikke ved, om jeg nogensinde finder det, eller hvad det betyder eller er, men det er noget at bære med sig, erkendelse, det er godt. Du er ikke længere den sidste, jeg gik her med, og det er ikke sørgmodigt, det er bare en konstatering. Sad i buer og svalegange, talte forbi og tænkte tilbage, hvor meget er jeg vokset fra mig selv og det liv. Så solopgangen over Næstved, tænkte ikke på hvordan vi sad derude på taget den nytårsnat, hvordan jeg håbede permanente ord som for evigt. Gik på biblioteket og tog den korte vej hjem. Kiggede på ænderne i kanalerne, undrede mig over hvor højt de kunne flyve, undrede mig ikke nok til at google. Næsten efterår nu, stadigvæk lunt i skyggerne under gavlene på Dampfærgevej. Rullede øjne af en flok råbende teenagere, følte mig voksen og udmattet på en rolig måde, gennemtrængende normal. Skoddede i en bunke visne blade, stadig bange for ild, samlede skoddet op igen, tænkte dit navn i min søsters have uden at græde. Bemærkede at mormor aldrig siger morfars navn, bare ham, tænkte på hvordan det ville føles at høre det igen. Tænkte på livet for tre år siden, konstaterede at det er okay, at minderne føles lidt hule, som om de ikke længere tilhører mig.

Efterårslys, varmt og gyldent over Ørestad, en eftermiddag ligesom denne, i shelteret i dine forældres have. Har gentaget for mig selv hele sommeren: jeg fortryder ikke vores liv. En eller anden dag vil jeg stå et sted, og jeg vil genkende dit ansigt på en bar eller i en butiksrude, og tiden vil gå i stå lige der. Indtil da prøver jeg nye ting. Tager tequilashots alene på baren, tager på dates. Lærer at tale med fremmede, at bevæge mine hænder, mine ben, ikke ryste, når de kigger på mig. Forsøger at holde op med at strukturere mit liv omkring ubevidste mønstre i vores forliste forhold: vi var femten, og du kyssede mig på en strand på Fyn. Syv år senere kyssede du mig igen, en fornyet første gang, på stranden på Enø. Kan kysse andre mænd på andre strande, uden det fordærver vores minder. Spiser alene i cafeteriet, tager i skøjtehallen, prøver at være modig. Forsøger at have tiltro til, at universet vil, at gode ting sker for mig, eller i det mindste, at universet er ligeglad med mig. Det er bare lys, bare livet, alting bevæger sig. Jeg prøver at lære at bevæge mig igen.  

August II

Blev i sengen en hel dag. Kiggede på regnen og mågerne. Tænkte på morfar i en fugtig hospitalskælder, i en kiste hos bedemanden, snart våd jord. Håbede på forløsning, der ikke kom. Ignorerede arbejde, læsebriller, fik hovedpine, indrømmede for terapeuten at jeg nogle gange tænker på selvmord som en nem udvej. Kæmpede med at tage ansvar for min egen ugidelighed, kæmper stadig. Du træder bare vande, sagde hun. På et eller andet tidspunkt bliver du så udmattet, at du må bevæge dig. Ting har det med at gå i opløsning meget langsomt og så lige pludseligt. Ikke tænke for meget på dit ansigt, duften af din hals, sanseindtryk jeg ikke kommer til at genopleve med dig. Følte tiden gik i stå og samtidig passerede alt for hurtigt. Alting flygtigt. Så: ikke en dag, men et helt liv. Resten af livet. Fandt et videoklip på en støvet harddisk, en køretur i solnedgangen. Lyttede til min morfars stemme. Gav op og gav mig hen til regnen. Konstaterede meget åbenlyst at sorg føles mere statisk end lineært, minimalt udviklingspotentiale. Resten af mit liv vil jeg sørge alt, jeg har mistet. 

August

Vi er i livets efterår, siger lægen så. Jeg hviler min hage på min håndflade, jeg sidder helt stille og lydløst, betragter min mors skuldre, og jeg tænker, at jeg har set døden før, men ikke som denne. Ude i haven er det juli. Roserne blomstrer, klatrer langs de blåmalede vindueskarme, og jeg husker femogtyve somre, for så længe jeg har levet, har de boet her. Hvert på min fødselsdag hejser hun flaget, men i stuen falder han ind og ud ad søvnen, og så er det bare det, de sidste dage, de sidste øjeblikke. Næste år på min fødselsdag vil ingen hejse det flag for mig, huset vil ikke længere stå her, og fiskedammen blev drænet for længst, kun flækkede stykker af granit, men i min hukommelse vil den altid være lige der, og jeg vil altid være seks år gammel og ligge i græsstråene.

Du ligner din oldemor, sagde han og pegede på billedet, lænede sit ansigt helt tæt på mit, nærstuderede mine ansigtstræk. Og: det har været et lykkeligt liv. Og: pas godt på dig selv. Ugen inden han døde, kom han til mig i en drøm. Han var morfar, men for ti år siden, og jeg vågnede og ringede til min mor og spurgte, hvor han var. Der er ikke længere noget efterår nu, ingen metaforer om alderdommen, blot døden og al den kærlighed, jeg nu må forankre i mindet. I lejligheden på alderdomshjemmet hænger bryllupsbilledet, og jeg bliver nødt til at se bort, fastlåse mine egne ansigtstræk, jeg nærstuderer rækker af træer, al det tætte, grønne, fjernsynet, alt andet end det fotografi. De siger, man ikke ved det, men en del af mig vidste det, da jeg stod i deres have, da jeg sad i deres lædersofa, da jeg rejste mig og sagde, han også måtte passe på sig selv. Det var også et godt liv, siger mormor, og jeg svarer ja, et godt, langt liv, og jeg må ikke bevæge mit hoved, jeg kan ikke kigge på hende, kun se skyerne trække sig sammen over træerne, håbe på lysning i horisonten. Og mormor fortæller igen historien om, hvordan de mødtes. Han havde altid en cigarkasse i bilen og den aften, kørte de til København og dansede morgensolen frem. Han elskede rosa aurora, importerede fliser fra Italien, bød altid på Fernet Branca, og selv når han ikke kunne huske morgenerne, selv da han forvekslede lægen med far, kunne han altid huske, at han elskede mormor. Han var den første mand, der holdt mig, og jeg kan ikke huske det, selvfølgelig kan jeg ikke huske det, men jeg må bære det med mig.

Skyerne trækker sig sammen over Ørestad, længst vest på Amager er der stadig klart, kanaler af blåt, og pludselig minder alting lidt om sidste år. Som om jeg har levet dette scenarie så mange gange, men aldrig helt til fulde, som at bevæge sig i et minde. Jeg har gået her i regnvejr, gennem overbegroede stisystemer, jeg har knyttet mine næver, jeg har lyttet til denne sang. Jeg har tænkt på dig sådan og som nu, dig langs klippesider og i flyvemaskiner, i passagersæder og vores lejlighed. Jeg har tænkt på dig ved havet og på rastepladser, vi har kørt ad omveje og været på afveje, jeg har holdt din hånd i kirker og gyder, og det var blot et lykkeligt tilfælde, at du så mig under metrolamperne, at hele Europa pludselig føltes som vores. Af og til bliver jeg så ensom, at jeg ikke kan trække vejret, men du er et sted i denne by, på den anden side af broen hvor gaderne bliver tættere og befolkede, og du elskede mig. Det er historien, og der er ikke flere ord om den kærlighed, jeg bærer, intet videre eller efter, blot dette tomrum, hvor der kun er mig. Og det hele går, måske bliver det værre eller bedre, det er ikke til at vurdere endnu, men det fortsætter, fortsætter, denne mærkelige transit, dette limbo, hvor jeg elsker dig i stilhed og med fravær. Vi eksisterede. I samme solsystem. Samme tidsalder. Og vi fandt hinanden i et øjeblik og adskillige gange igen. 

Der er øjeblikke af lys.

Jeg stod omsluttet af de japanske kirsebærtræer den forårsaften, alting lyserødt omkring og over mig, og det føltes uendeligt, og jeg kan huske, at jeg følte mig lykkelig over at være der, alene, midt i evigheden. Jeg gik langs kanalerne hjem, gyldent over byparken, soloplyste fluer sværmede langs vandkanten, og jeg tog et billede og håbede, at jeg ville kunne bære øjeblikket med mig til tågede dage som disse.

Men lys er flygtigt og fra venteværelsets støvede glasvinduer, kan jeg se Amager strække sig, blive til Kastrup, et eller andet sted derude også lufthavnen, men jeg kan ikke udpege den, herfra hvor jeg står. Jeg kan ikke huske, at jeg stod ud af sengen, at jeg bandt mine snørebånd, at jeg bevægede mig herhen, om jeg gik over parken eller langs kanalerne.

Af og til når jeg sidder helt stille, når jeg ikke taler i lang tid, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg findes. Jeg stirrer på mine hænder, på mit spejlbillede, jeg rører objekter i lejligheden, jeg mærker materialer, jeg sorterer bøger, men mine hænder føles ikke som mine hænder, og min krop føles som om, den er ved at forsvinde. Som om jeg er begyndt at gå i opløsning, kun må vente på det uundgåelige, til sidst vil der ikke være mere af mig tilbage. Jeg er virkelig. Selvfølgelig er jeg virkelig.

Mest af alt bare skammen, altid skammen.

Træerne langs motorvejene er sprunget ud igen. Forårsregnen gør alting sløret og kaotisk, mennesker med paraplyer kan ikke se, jeg må være den, der navigerer i den duggede mængde. Jeg drømmer om at lære at sove igen. Nogle dage er det alt, jeg kan tænke på. Lægen siger, at det ikke giver mening, at der intet grundlag er for søvnløsheden, al den mistillid. Akupunktøren siger, hun kan mærke det i min hud, mine nerver, der er noget i vejen med min livsenergi. Psykologen siger, at det må være ubærligt at bære så meget, så længe, så alene, jeg må være udmattet.

Jeg er urolig og nervøs, overrasket hver gang nogen siger mit navn, på kontoret ryster mine hænder så meget, at jeg ikke kan skrive mailen. Når man ikke sover, reduceres man til en skygge. Mine øjne er røde i spejlet, hævede, jeg har lyst til at græde, hver gang nogen trækker vejret i nærheden af mig. Alting føles så virkeligt, så meget nu og lige her, samtidig så uforståeligt langt væk. En kvinde kigger mig direkte i øjnene på Ørestad station. Det her er ikke virkeligt, fortæller jeg mig selv. Den oplevelse, jeg har af verden, er ikke virkelig. Jeg er ikke gennemsigtig, hun tænker ikke på mig, hun undrer sig ikke over mine reaktioner, jeg er bare en fremmed på en station.

Jeg tænker på Etna, hvordan guiden pegede på hullet, der, sagde han, midt i al støvet, al det grå, der var nærmest intet at se, og det virkede absurd, at noget så småt kunne forvolde så meget kaos. I en eller anden virkelig lever jeg stadig i 2017 og falder i søvn langs sicilianske landeveje. I de første timer af morgensolen over Ørestad, er det de minder, jeg ligger vågen og tænker på. Rebecca på den albanske terrasse, støvede bjerge i horisonten. Fransiskas 160 kilometer på fremmede motorveje. Hvor meget jeg ville ofre for at være på stranden i Marsala igen, for kortspil i Palermo, for køresyge i Sarandë. For at være så ung, mest med dem. At være så tryg at kunne falde ind og ud ad søvnen på bagsæder i fremmede byer.

Midlertidigt
Jeg tager til Bruxelles for at forsøge at skrive digtet. Hvordan vi faldt i søvn ved siden af hinanden. Hvordan du snorkede i de sidste måneder. Jeg må ikke bruge personlige pronomener, men det her er personligt, det vedrører os. Det var kun vores. Jeg har været vågen i nitten timer. Du kommer tilbage til mig om aftenen. Jeg tænker på, hvordan du forsøgte at lære mig matematik. Hvordan vi udregnede ting. Hvordan jeg forsøgte at udregne, hvor lang tid vi havde tilbage. Hvordan jeg talte kalorier. Det hele var midlertidigt. Er det ikke altid det?

Kosovo
Der er 256 kilometer imellem Tirana og Pristina. Modkørendes billygter spejler sig på den regnvåde motorvej, bjergene på begge sider omslutter os. Du kan være hvem som helst, bella, siger hun, og jeg læner kinden mod den sommervarme rude, falder hen, kun små afbrydelser, blink af skylag og vejkantsgeder. Det er sådan, det er, med steder, man ikke genkender, steder man ikke har minder at forankre i, det fremmede: al tidsfornemmelse driver fra en, der er ingen pejlemærker eller udpegningspunkter, pludselig er jeg ikke engang sikker på, om vi er i Kosovo eller Albanien, om vi nåede grænsen, mens jeg sov.

Corralejo

På motorvejen gennem dalen, omgivet af bjergene og manglen på byskilte, kan jeg forestille mig, at jeg er hvor som helst i verden. Jeg er lille, lille. Stjernerne. Det blågrønne lys langs tippen af bjergspidserne. Alt, der findes, er vejen og mørket, mig i midten af den her dal, mig der vender tilbage til naturen, det dyriske instinkt.

Han hulede sine hænder, holdt solen i flygtige minutter, indtil den forsvandt bag havet. I retrospekt kan jeg kun tænke på, hvad de hænder har rørt. Kopperne i min lejlighed. Mit sengegærde. Mig, mest. Nogle steder bliver det mørkt så hurtigt, end ikke naturen kan forstå overgangen fra aften til nat. Horisonten hældte vist nok med bølgernes bevægelse, eller måske var det bare sådan, det føltes. Alting virker altid varmere og mere gyldent, når man flygter fra vintermørket. Jeg fortalte mig selv, vi kunne være hvem som helst, hvis vi blev her. Han kunne blive fisker, sejle ud med kutterne om morgenen. Jeg kunne arbejde på en af restauranterne langs havnemolen. Men vi var stadig bare os, og vi føltes begge som børn på bagsædet af mine forældres lejede bil. Stjernerne er altid tydeligere nær bjergene. Han holdt min hånd hele vejen tilbage til hotellet i udkanten af Corralejo.

Amager Strandvej

Her kørte vi en efterårsmorgen. Det havde regnet. Jeg var forelsket, og du var rastløs. På sådan en dag, hvor himlen trækker sig helt sammen, alt det blå, ligner det næsten Karrebæksminde lidt. Eller Marsala, i havet, under flyvemaskinerne, hvor Rebecca lærte mig, at man først skal dyppe sine håndled, at kroppen bare har brug for tid til at justere sig kulden. Men her er ingen i dag, og vindmøllerne bevæger sig asynkront, og det er efterår igen, men ikke som sidste år.

Relationer

I starten efterlod jeg tegn alle vegne. Hårnåle på badeværelset. Afrevne sider fra mine yndlingsbøger i din natbordsskuffe. Små beskeder, tak for i aften, jeg elsker dig. Ved Krystalgade mister jeg pludseligt vejret, mine hænder ved ikke, hvor de skal gøre af sig selv. Jeg tænker på, om du har set mig, uden jeg så dig. Jeg tænker på, om det stadig ville være ligeså let at udpege dit ansigt. At det sidste årti har jeg altid vidst, hvor i et rum du befandt dig i forhold til mig. Du skifter dit profilbillede, og jeg stirrer på dit ansigt, aflæsende og afventende, er jeg der et sted i dine trækninger, er der en del af dig, der stadig bærer mig?

På terrassen, i den milde morgensol, begynder det næsten at føles som forår igen. Jeg får et nyt job, og jeg taster dit nummer, stirrer på det indtil tallene tilsløres, og jeg ved præcis, hvad du ville sige. Jeg begynder at lære at huske igen. Nogle gange gør det så ondt, siger psykologen, at vi bliver nødt til at glemme. Nogle øjeblikke er for tunge at bære. Dig på badebroen i Hallsnäs, søen ved solnedgangstid, dit anerkendende lille suk. Sene nætter, din stemme i røret, blå baggårde og vores bogreoler, dengang i Akacielunden, jeg lænede min pande mod din skulder, og du sagde, vi ses, og jeg elsker dig jo, bare sådan og så indlysende. Jeg følte, at vi var forelskede børn den aften til koncerten, vores mødre der virkelig forsøgte, og det var ikke et øjeblik, bare adskillige, som da du kortsluttede strømmen i vores lejlighed, og jeg tænkte, at selvfølgelig skulle vi blive voksne sammen. At resten af livet bare kunne være sådan, mine hænder i dit hår, dit hoved i mit skød, at have lyst til at skrive dig ind i alle mine minder.

Sprogforskere har udviklet et helt katalog over ord, der kan oversættes til verdens sprog, en form for universalitet. Det tænker jeg meget på for tiden. Hvordan ord af og til føles utilstrækkelige, hvordan der ikke er nok af dem, hvordan vi aldrig helt kan forstå hinanden, og hvor ensomt det er. For der findes ikke ord til at forklare hvorfor, jeg bliver vred, hver gang nogen siger dit navn i en negativ sætning. Hvorfor jeg vil bruge resten af mit liv på at forsvare dig. Hvorfor jeg stadig skriver dig breve, hører din stemme i mit hoved, forestiller mig din skygge på badeværelset. Kan du huske, hvad han sagde? Den, man elsker, er et fyrtårn i ens univers.

Jeg står stille og stirrer ud over Kastrup. Alt det grå i verden mødes lige her for mit blik. Sådan har jeg brugt meget af min tid på det seneste. Jeg går i stå på terrassen. Jeg falder i søvn på badeværelsesgulvet. Jeg spiser for lidt, sover for lidt, taler for lidt, men alting føles uendeligt for meget.

Jeg havde en drøm, hvori jeg forsvandt, men så vågnede jeg i Ørestad, og følelsen sad i mine hænder, bag mine ribben, tyngde i fodsålerne. Der er ingen forklaringer og intet efterladt at hente erfaringer i. Verden er støj. Jeg føler mig gennemsigtig og selvlysende, ligegyldigt hvor jeg går hen, er jeg den eneste i rummet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at lægge varer på indkøbsbåndet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at trykke på stopknappen i bussen.

Paralyseret, sagde psykologen engang. Hvad er du så bange for? Jeg kan ikke trække vejret, når de kigger på mig. Jeg drømmer om at være usynlig. Men er du nogensinde blevet set, sådan rigtigt, af nogen?

København er så lille, når man gemmer sig for ekskærester. Så ubegribeligt stor, når man forsøger at rende ind i dem. Måske har du set mig vandre langsomt rundt nær Nørreport, forsinket af andres sløve bevægelser og anderledes tidsstrukturer, måske har du vidst, det irriterede mig. Nogle gange har jeg drømt om at rende ind i andre mænd, tilfældigt og helt pludseligt, men jeg har altid drømt mest om dig.

Vesterbro

Sløret er lilla og tungt over de røde rækker tegl, da vi slår op første gang. Alle mine forhold er endt til lyden af John Mayer: I don’t care if we don’t sleep at all tonight, let’s just fix this whole thing now. Men der er ikke mere at fikse. Jeg håbede engang, at mine børn ville få din næse. Måske håber jeg stadig.

Juli
Jeg køber hvide tulipaner til mørkeblå vaser. Jeg vågner i takt med morgenregnen. Her er min krop og mine sommerfregner, og intet af det tilhører længere dig. Og det var bare et hotelværelse på Borgergade, og han var bare en anden, og nej er heller ikke altid nemt at forstå. Jeg er virkelig god til at hænge skjorter op, sagde jeg, og han var ligeglad, smed den på et beskidt gulvtæppe, kan du lide det her, nej, nej, please, nej, jeg vil hjem nu. Jeg skriver breve og tæller stjerner, til jeg falder i søvn, og vinden river i tyske træer. Sidste år parkerede vi nær en svensk skovsø, og katten miavede udenfor bilen hele natten, men du sov igennem det, og jeg kiggede på dit milde ansigt og tænkte, at jeg ville ønske, vi kunne blive lige her. At vi kunne eksistere sådan, udenfor tid, fyldte kopholdere og duggede bilruder, din stemme og mine ængsteligheder langs klippesider i Mölle. På væggen foran min seng hænger et billede af havet, og hver morgen ligger jeg der og betragter det, lytter til udluftningen og mit eget åndedræt, og sidst i juli trækker skyerne sig tilbage, og himlen er så blå herude, jeg falder i søvn på terrassen, som vi gjorde en eftermiddag i juli, og jeg vågner, og jeg falder i søvn, og jeg vågner.