...

..
.
..

24.2.24

Vordingborggade
Solskin over Dampfærgevej, men kølige ben, forsinket lys. Ophobet kø udenfor Lagkagehuset, sene nætter i en skøjtehal. Ikke koldt endnu, bare heller ikke længere lunt. Mildt vejr på Østerbro, en fredag i september, forbi Charlottehaven hvor han plejede at træne, måske stadig gør, fældende træer. Du noterer: en kvinde i en magenta striktrøje foran Shabaz, en bog du ikke kan skimte titlen på, din ternede regnfrakke bundet om livet, du ligner en turist, der har mistet det sted, hun skulle finde hen. Du har ingen fornemmelse her, ingen minder tilknyttet Vordingborggade, en fugl pipper i baglokalet hos købmanden, der dufter af Albanien, overparfumeret og underbemandet, dine rastløse hænder. Afrevne sider i din yndlingsbog og en liste på din telefon med navne, hans, nu efterfulgt af andre.

17.12.23

Personlige mindesteder 

Forleden gik jeg langs Trekroner søen, da det gik op for mig, at det var sidste gang, jeg ville gå lige der og samtidig være på vej til undervisning. Det var tidligt, før myldretid i togene og på stierne ned til universitetet, så jeg standsede og tog et fotografi af søen, ikke for at dele det med nogen, men bare for at huske følelsen af denne sidste morgen. Der var noget ved det, fotografiets formål og den der friske fornemmelse af frost i luften, som gjorde mig både sentimental og præ-nostalgisk, måske fordi jeg ofte tænker på universitetet som en bro mellem ungdoms- og voksenlivet, og måske fordi det så betyder, at jeg snart må erkende, at den ene del altså er forbi.

De seneste par år har jeg været meget optaget af, hvordan steder former os, og hvordan vi husker gennem steder. Steder har altid fyldt meget, for eksempel i kunsten og indenfor historiefaget, måske fordi de bliver til nedslagspunkter, hvorudfra en historie kan forme og udfolde sig, eller måske fordi de rummer en historie, der går forud for os, og derfor har en hukommelse i sig selv. Vores minder er i høj grad knyttet til de sanseindtryk, vi har gjort os, og på den måde tror jeg, at steder bliver noget konkret at fæstne vores minder ved, noget vi kan vende tilbage til, selv når vi ikke længere er den, vi var, sidst vi stod på det sted. For forfatteren Søren Ulrik Thomsen er Store Kongensgade 23 det sted, hans nutid viser tilbage til, og for forfatteren Joan Didion var New York på sin vis årsagen til, hvordan hendes ungdom udviklede sig.

Jeg var meget ung, da jeg startede på universitetet, sådan føles det i hvert fald nu, hvor det tilhører et andet årti. Jeg kan huske, at jeg aftenen forinden sov hos min bror i hans lejlighed i Ahornlunden, lige ved Trekroner station, så jeg ikke behøvede at tage morgentoget fra Næstved, hvor jeg boede dengang. Jeg kan huske, at min bror stod op og lavede kaffe til mig, og at jeg fra arbejdsværelset, jeg havde sovet i, kunne se folk stimle sammen på torvepladsen, og at min bror tog sine sko på og tilbød at følge mig derned. Jeg tror, jeg må have grint og sagt noget om, at min bror da ikke skulle følge mig til min første dag på universitetet, men jeg husker det ikke længere, kun hvor inderligt jeg ønskede, at han kunne følge mig derned. Det er ikke for at sige, at jeg ikke var voksen, det var jeg jo nok, blot at jeg i hvert fald var ung nok til, at mine omgivelser stadig så mig lidt som et barn, og at det var en ungdommelighed, jeg tog med mig, og nok siden voksede fra i løbet af mine år på universitetet.

Joan Didion beskriver i sit essay ”Goodbye to All That”, at begyndelser er lette at udpege, mens afslutninger forløber over tid. Sådan kan man ikke helt sige om universitetet, for der er en defineret begyndelse og slutning, men måske kan man udlede af det, at det i hvert fald kan være svært at forstå, hvilken betydning noget vil have for os, for resten af vores liv, mens vi stadig er midt i det. Universitetet er et afgrænset tidsrum på nogle år, det er resten af livet ikke, og jeg tror, det er derfor, at det har taget mig næsten dobbelt så længe som mine daværende studiekammerater at færdiggøre. Mens man går på universitetet, eller et hvilken som helst andet forløb for den sags skyld, kan ens vækst og læring føles lineær, måske endda eksponentiel, for der er konkrete holdepunkter som eksamener og karakterer til at påminde en. Hverdagen struktureres omkring de skemaer, pensumplaner og rammer, andre opstiller for en, og det er en struktur, som i hvert fald jeg fandt det let at navigere i. Resten af livet, det føles tungt, når jeg siger det sådan, massivt og udefineret, det strækker sig foran mig uden et tydeligt forløb, for i resten af livet er det ikke tydeligt, hvornår noget begynder eller ender, det er der bare, og der er arbejdspladser og parforhold, indtil man en dag vælger noget andet. På mange måder kan universitetet føles som en form for tidslomme, et trygt værn mod resten af livets mange udefinerede forløb, for man ved i det mindste, hvornår det begynder, og hvor længe man skal være der. Jeg tror, at jeg netop på grund af dets afgrænsede forløb troede, at jeg ville være forberedt, måske endda fyldt med lettelse, når det en dag blev tid til afsked, men jeg tror heller ikke helt, jeg forstod, hvad det var, jeg skulle tage afsked med.

Det ville være let at sige, at universitetet, både som et materielt sted og et mindested, har været afgørende for at forme mig, men i virkeligheden er der mange steder, vi gennem vores liv knytter minder til. Der er steder, man tilskriver betydning, mens man er der, og så er der andre, man først i retrospekt forstår som afgørende for en. Didion fortæller om New York, at det kunne have været en anden by, men at hun skriver om New York, fordi det var byen for hende. Stedet og lige så meget følelsen New York formede hendes forståelse af, hvad det vil sige at være et ungt menneske, og derfor kan hun ikke vikle den ungdom fra stedet, for det var nu engang der, den udspillede sig. Når jeg skriver om universitetet, ved jeg også, at det kunne have været et hvilket som helst sted, det er bare her, den klarest begyndte for mig, forandringen, og det er ud fra den begyndelse, at jeg kan forstå den retning, jeg i løbet af årene bevægede mig i.

I ”Store Kongensgade 23” skriver Søren Ulrik Thomsen om den susende følelse af fremtidens begyndelse, som han forbinder med lejligheden på fjerde sal. Sådan havde han det, da han og hans familie flyttede fra Stevns til København, sådan ved jeg ikke, om jeg havde det, for jeg flyttede mest til København, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle tage hen. Jeg flyttede til Trekroner kort efter, jeg begyndte på universitetet, og jeg besluttede mig for, at jeg var vokset fra den lejlighed, da alle i nærheden af mig var vokset fra Trekroner. Jeg var nok også kun flyttet dertil, det kan jeg indrømme nu, fordi min bror boede der, men kort efter fandt han en kæreste på universitetet, og sammen flyttede de til København, ligesom de to veninder, jeg var flyttet sammen med. Jeg kan huske, at jeg forsvarede mit bachelorprojekt og måtte tage direkte hjem efter for at pakke papkasser, inden de nye beboere skulle flytte ind. Det var en underlig tid, fordi på den ene side var lettelsen, på den anden side rodløsheden, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle efter, men i hvert fald vidste, at jeg ikke ønskede at blive der.

Er der nogen, der ved, hvor de skal tage hen, når de er 22 og nok mest bare ønsker at flytte, fordi de ikke føler sig hjemme på det sted, der burde være deres hjem? Det tog mig lang tid at forstå, at jeg tog mange beslutninger ud af frygt for at være alene, og fordi min forståelse af et hjem kun knyttede sig til det at være i nærheden af min omgangskreds, selvom det måtte betyde at flytte til København, hvor jeg ellers ikke før havde haft et ønske om at bo. Det var vinter, da jeg flyttede til Trekroner, to forår senere da jeg flyttede derfra, og sensommer da jeg blev optaget på en restplads på en kandidatuddannelse i København og fandt en lejlighed med min daværende kæreste på Sommerstedgade på Vesterbro. I de der første par måneder kan jeg huske, at København føltes massiv på samme måde, som universitetet havde gjort engang, og måske lidt på samme måde som resten af livet gør nu. I dag føles København lille, som om byen siden er svundet ind, pludselig så let at finde hjem i, så svær at fare vild i, og så fuld af minder.

Ibyen, et tillæg til Politiken, bragte i sommeren 2021 en artikelserie om kærestesorg i København. ”Byens knuste hjerter”, kaldte de den, og de beskrev alt fra bestemte græspletter i København til den der ene køledisk i Netto i Nordvest. Fornyeligt efterspurgte de igen steder fra læserne, så de kunne lave et bykort over break-ups, et perspektiv på det København, der både rummer den der susende følelse af fremtidens begyndelse, men også alle de s-togsstationer, supermarkeder og bænke, hvor begyndelser pludselig blev til afslutninger. Steder, der rummer øjeblikke, som formede livet, ledte det på afveje eller omveje, afhængigt af hvem man spørger, men som altid vil danne kulissen for mindet om det forliste forhold. Når jeg bevæger mig gennem København eller Trekroner nu, føler jeg af og til, at jeg bevæger mig indenfor rammerne af et minde, eller at jeg bevæger mig i en form for gentagelse af det allerede levede. Der er bytorvet i Trekroner, hvor jeg stod med rystende hænder den første morgen, og hvor jeg siden måtte vende tilbage til, da jeg endelig turde erkende, at en uddannelse i politisk kommunikation i København ikke var noget for mig. Der er Sommerstedgade, hvor jeg boede med min daværende kæreste de første to år efter Trekroner, og hvor den fremtid, jeg dengang var overbevist om skulle indebære ham, med tiden opløste sig. Der er rækkehuset på Robert Jacobsens Vej i Ørestad, der plejede at være min brors, og hvor jeg tilbragte sløve sensommerdage i haven med at lede efter nye steder at bo, mens min niece lærte at gå, men det er længe siden, og jeg ved ikke, hvem der bor der nu. Der er konkrete steder, hvor begivenheder, nu minder, udfoldede sig, hvor historier formede sig. Jeg ved ikke, om de først får denne karakter af at være beholdere for minder, når det, der var engang, ikke længere eksisterer på stedet: Om det er tiden, eller det er fraværet, der forvandler stedet og gør det til et nedslagspunkt.

I et litteraturhistorisk værk om Københavns optræden i litteraturen skelner Lars Handesten mellem den konkrete og den litterære by, det vil sige den, der findes som noget materielt og den, der opstår gennem skrivningen. Selv i gengivelsen af det konkrete, mener han, at der altid pålægges et litterært lag, at så snart vi nedfælder, begynder vi en omskrivning af det virkelige, og derigennem opstår det litterære. Det er ikke altid let at skelne mellem det litterære og det konkrete, for det, der adskiller de to, kan blot være et fint, tyndt lag, og sådan tror jeg også, det er med steder. De steder, vi knytter oplevelser eller følelser til, bliver på en måde til beholdere for vores minder, og det kan pludseligt virke umuligt kun at se stedet, som det var før, uden også at se det, som det er blevet til efter. På den måde får stederne deres egen narrative struktur, for vi fylder dem med vores sentimentale forløb, vores egne historier, og selvom de er konkrete, bliver de også pludselig litterære. Hvor mange nedslagspunkter indeholder disse steder, København og Trekroner? Jeg tænker meget sjældent på, hvilke andre nedslagspunkter eller personlige omskrivninger, disse steder indeholder, eller at andre, ligesom jeg, nok også har følt deres fremtid gå i opløsning på Sommerstedgade. Af samme årsag tænker jeg også meget lidt på de steder, som andre undgår, som af usynligt territorielle årsager tilhører en tidligere kæreste eller ven, de ikke længere taler med.

Ibyens bykort gjorde mig opmærksom på, at København er fuld af steder, som andre knytter minder og narrativer til, og det fik mig til at tænke på den franske historiker Pierre Nora, som udbredte begrebet lieux de mémoire. Det er steder, objekter eller artefakter af en art, som knytter sig til den kollektive hukommelse hos et erindringsfællesskab, noget konkret af fæstne det allerede levede ved, så ikke det går tabt. Vi er sentimentale, nogle mere end andre, og gennem disse steder eller objekter, vores ritualer eller traditioner, husker eller fremhæver vi dele af historien, der synes værdifulde for vores fremtid, fordi de beretter noget om os eller andre. Jeg ved ikke, om der findes et særligt begreb for de steder, der knytter sig til vores personlige erindringer, eller om det er muligt at sige, at vi hver især har egne lieux de mémoire, der ikke beretter om hverken nationale fællesskaber eller udkæmpede slag, men som alligevel er vores personlige mindesteder, og som vidner om det, der var engang, når det ikke længere er. Det er ikke for at nedtone eller affeje vigtigheden af disse lieux de mémoire, det er blot et forsøg på at omfavne, at der er steder, der formede erindringsfællesskaber, men også at der er steder, der formede mennesker: Den der bestemte græsplet i Fælledparken eller den der køledisk i Netto, hvor et minde synes at være fastfrosset, fordi fremtiden pludselig blev en anden for de to, der stod der.

Både Thomsen og Didion skriver om storbyer som de steder, der formede deres ungdom, og sådan tror jeg også, at der er steder i København, der formede mig. Jeg tror bare heller ikke, at jeg ville kunne have fortalt historien om de steder, der formede mine tidlige voksenår, uden at fortælle om det, der lægger forud for dem, om der, hvorfra de steder udspringer, og det er mine år i Trekroner.

Jeg var meget ung, da jeg begyndte på universitetet, sådan tænkte jeg i hvert fald, da jeg gik forbi Trekroner søen den anden morgen. Jeg var meget ung, det kan jeg kun sige, fordi det er otte år siden nu, og fordi jeg troede, jeg vidste en hel masse, da jeg startede, kun for at opdage, at jeg ikke vidste en brøkdel af, hvad jeg troede, jeg vidste, og at jeg var naiv på den der måde, man nok bare er, før man er blevet konfronteret helt med muligheder og definitive valg. Jeg genoplevede ikke den der susende følelse af fremtiden, som Thomsen beskriver, da jeg gik langs Trekroner søen forleden morgen, men jeg ved, at den har været der engang i de der første måneder efter, jeg begyndte på universitetet og i den første tid i København. Eller nok nærmere den der susende følelse af at alting var en begyndelse, hver samtale havde potentialet for at blive et venskab, hver undervisningsgang havde potentialet for at rumme en livserfaring. Jeg ved ikke, hvad der blev af den følelse af at være så åben, modtagelig og alligevel frygtsom på samme tid, og nogle gange længes jeg efter den, men jeg tror heller ikke helt, at jeg ville orke at leve det liv, at være så ung, altid at opleve alting som en begyndelse, igen.

Didion skriver, at det kan være svært at vide præcis, hvornår noget er forbi: Når det nye reduceres til gentagelser, alle ansigter bliver til genkaldelser, heltinden er ikke længere optimistisk. Måske er det først nu, jeg helt forstår, at det nok er længe siden, jeg faktisk krydsede den bro mellem ungdoms- og voksenliv. At de tidlige år er forbi, ikke fordi min universitetstid er ved at være det, eller fordi jeg er otte år ældre, men fordi jeg er en anden, end da jeg kom hertil, og fordi resten af livet nok også bare er en række steder, man vokser ind i, og som en dag måske vil føles lige så fyldte, lige så udlevede, som universitetet i Trekroner og København gør nu.

25.5.23

Lyden af en motorcykel på Ørestads Boulevard bringer dig tilbage til en anden sommer, en anden kærlighed, du husker vinden mod dine jeans og den løse hjelm, lyden af dens raslen mod dine ører, og dine fastlåste arme om hans lænd, hans svedige overkrop under læderjakken. Du var en anden dengang, du sprang stadigvæk ud fra klippesider, blot for at høre hans far kalde dig sin svigerdatter. Sådan en kærlighed er altædende, overvældende, du ønskede, at den ville fortære dig. Men du mindes også de milde øjeblikke af ømhed, hvordan I lå i sengen i det blå gæsteværelse hos dine forældre, stadigvæk forpustede og våde af klorvand, myggenes summen over søbredden nær Hällsnäs, han svømmede ud lidt før solnedgang, og du stod der og betragtede hans bevægelser efterlade bølger i vandoverfladen og indeni dig, øjeblikkene bliver med dig, og måske håber du, at du vil bære roen fra dem resten af dit liv.

26.4.23

Du tænker på en nåleskov i Jylland, du ved, at du har været der med ham, men du kan ikke placere lokationen for mindet, ikke helt. Du tænker på dengang, han tog dig med til et fremmedfuldt festlokale i Skagen kun for at ignorere dig i fire timer. Da hans familie ikke gjorde plads til dig på den kirkebænk, at du jo bare prøvede ikke at være til besvær, at lade dem sørge uden at fylde, hvordan han snerrede dit navn, sagde: nu kommer du her, hvor skyldig du følte dig. Du tænker på dengang, han sagde, at selv hvis han havde slået dig, var du stadig ikke gået, hvordan han så bebrejdede dig, da du endelig ikke kunne bære mere. Du tænker på hans mors kommentarer: du burde bruge mere tid på at gøre rent herhjemme, du kan godt nok spise meget. Da du startede til psykologen, hvordan han lod dig tro, at du var blevet vanvittig, hvordan han gentog, de ikke flirtede, kun for senere at indrømme, at det gjorde de nok. Alt det tøj, han syntes var grimt. At du var pænere med lyst hår, med langt hår, at du burde tale mere, at du burde tale mindre, at du burde være mere udadvendt, mere glad, prøve mere, turde mere, ville mere, gøre mere, være en anden. Da han sagde, han ikke troede på spiseforstyrrelser. At du aldrig måtte møde hans venner, at han ikke gad tilbringe tid med dine. At han slog op igen, igen, igen, at det var ham, der skulle tilgive dig for sine tvivl, ham der skulle tage dig tilbage. Du tænker på, hvordan han bebrejdede dig for ikke at stole på ham til sidst, hvad ofrede du i håb om at fjerne hans tvivl, hvor insisterende du var, hvor bedende du var, hvor lille du gjorde dig selv, bliv, bliv, bliv, aldrig at blive set af de øjne igen.  


17.4.23

Artillerivej
Vinteren letter midt i marts. Jeg har ikke set dig i otte måneder, men jeg tænker stadig på dig, når jeg går ad Østerbrogade til terapeutens skyggelagte kontor, hvor jeg skal forestille mig, at reolen er rød, blå, gul, men det ændrer ikke på, at den rigtigt er grøn, at følelser er bølger, og tanker er toge. Jeg er ved at genlære at sove, at genfinde troen på, at jeg kan. 

Der er steder i København, der føles så inderligt og indlysende som dine, at alle advarselslamper stadig blinker bag mine øjenlåg, når jeg bevæger mig i deres retning. Sidste gang jeg gik ad Artillerivej var med dig, og jeg føler pludselig, at jeg bevæger mig udenfor mønstrene af den relation, vi ikke længere har, de implicitte regler og afskrevne koordinater der holder os fra hinanden.

Der er steder, jeg ikke kan bære at være på, og så er der andre, jeg tager tilbage, som Østerbrogade der en ubehageligt varm sommer føltes som vores, men nu er mit og terapeutens, eller denne baggård på Islands Brygge.

Om søndagen tænker jeg mest på vores søndage, på vores lejlighed på Vesterbro og croissanter fra Prolog, den måde du sagde erindringer på, som var du tre årtier ældre end du egentlig var, og den måde jeg sagde fuck på den eftermiddag på Islands Brygge, hvordan det fik dig til at le på sådan en vild og spruttende måde, så helt gennemtrængende dig, fordi du havde en kæreste, der kunne imitere Bai-D uden at forsøge.

I en note skriver jeg til dig: Kan du huske Hällsnäs, den sommeraften i maj, træerne var lysende grønne langs bredden af søen, og du sang dig hele vejen gennem Sverige, mens jeg faldt ind og ud ad søvnen med kinden mod ruden. Kan du huske hvor blåt, der var den morgen, tågen lå tungt som en hinde over søen, katten havde miavet udenfor vinduet hele natten, men du sov igennem det. Jeg tror, jeg kiggede på dit milde ansigt og tænkte, at jeg ville ønske, vi kunne blive lige her, at vi kunne eksistere sådan, udenfor tid, duggede bilruder og fyldte kopholdere, din stemme og mine ængsteligheder langs klippesider i Sverige.

En eller anden dag vil jeg elske nogen, der ikke er dig, måske holde i hånden på Artillerivej, men aldrig tage dem til Hällsnäs, dine solbrændte arme mod det hvide dynebetræk, dit lyse hår i aftensolen, jeg har ledt efter kopier af vores relation, jeg har forsøgt at genopleve øjeblikke med andre, afsøgt og afvæbnet, hvad end jeg følte for dig, har jeg brug for at føle igen.

Jeg farer stadig vild i minderne, men jeg finder altid vejen hjem til denne nutid, hvor jeg ikke ved, hvem du vågner med i morgensolen, hvis lænd du hviler din hånd på over fodgængerfelter, hvis øjne du fanger i menneskemængder. Måske hendes, måske ingens. Hvem får dig til at grine, når du tager din astma spray?

Jeg skriver dig noter på telefonen, på post-its på kontoret, senere hele optegnelser, til det sidste: at vågne med vinduet lidt på klem, at forestille mig lyden af søens blide bevægelser udenfor, at vi er tilbage på det værelse, du er stadigvæk toogtyve år, og vi holder altid i hånden, når vi falder i søvn, vi driver aldrig længere væk end vi kan finde hinanden igen, og lige der, over det træbord hvor du kneppede mig, er luften ikke tung og mindet ændret af, at jeg nu ved, du snart forlader mig.

Jeg har elsket før dig, men aldrig som dig, aldrig båret nogen på denne måde, ligesom at genlære at sove, lærer jeg, hvordan jeg bærer dit fravær ad disse brostensbelagte gader i Indre By, forårsmilde caféhjørner og efterårsvåde s-togsstationer, der nu bare tilhører resten af verden, og dig, og mig.

25.3.23

Opløsning

Sad stille på terrassen. Mærkede noget du ikke havde mærket i lang tid. Da du var otte, vågnede du hver morgen med fornemmelsen af at have noget hvilende, en tyngde, på din brystkasse. Hver morgen det år, måtte du flytte det tunge, før du kunne stå op

Havde ikke lyst til at fortælle noget til nogen, bare ligge alene i lyden af udluftningen, bare mærke det, virkelig mærke det, græde på badeværelsesgulvet

To ældre kvinder foran dig på Frederiksholms Kanal, den ene rækker ud efter venindens albue, lader fingrene hvile der et øjeblik, siger: I’ve always wanted to see Argentina, I should go right now, you never know when you might die, haha, you never know

En kop triller frem og tilbage over fliserne udenfor instituttet, afgiver en frustrerende lyd der planter en mærkelig rastløshed i dig, du ville ikke kunne genkende lyden, hvis ikke du havde set bevægelsen

Mors milde stemme i telefonen: det er nok kræft alligevel

Fotografier af hende som barn, mørkt pandehår og skæve briller, et af jer i badekarret, hun sidder i midten, og et andet, din bror læner sig op ad hende, der er en underlig afstand imellem dig og dem

Et japansk kirsebærtræ i opblomstring på C.F. Møllers Allé, det lyserøde mod det lysegrå, nogle gange ser Ørestad ikke engang virkelig ud, så poleret, hvis du bankede på disse mursten, ville du opdage, det var pap, hele bygningen ville falde fra hinanden

Nåede ikke engang op ad trapperne til lejligheden, før du begyndte at græde igen

Torsdage i det almindelige liv med regnvejr og kollektiv udskamning af de, der tager elevatoren, med dårlig kaffe, defekte toiletlåse og strejkende skraldemænd, på døren til kontoret, skævt ophængt, et håndskrevet skilt: lys er på vej. 

11.3.23

Søvnig i en stribe solskin. Presse igennem det tunge af dagen. Gentog: forandringer er bare små opbrud i hverdagen.

Dage i slutningen af januar, hvor vejret føles lige så mildt som en kølig forårsdag, ingen vind over vandet ved Dampfærgevej, underlige uro, du frygter lyset i marts. Om søvnløsheden vil komme igen, om minderne vil oversvømme dig, du husker altid alt for meget: køreturene til gården det forår, samme sang på repeat, I think I’m finally clean, men det var du jo ikke, det tog år at ryste følelsen af ham af dig.

Sølvgrå træstammer mod en fuldkommen blå vinterhimmel, skyfrit over dit barndomshjem, flyvemaskiner trækker hvide baner bag sig, det perfekte billede: overgangstid, pludselig lune i solen, en velkendt følelse af tomhed.

Lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen, lad det ikke komme igen. Forbi golfbanen hvor solen hænger lavt og støvet. De tågede dage, du forsøger at holde dem på afstand.

Næsten forårsfornemmelser, en due på overboens terrassegelænder, for tiden genkalder alting noget, fordrer reaktioner, men gentagelserne føles ikke trygge, så udlevede, du vil ikke bevæge dig her.

I en note skriver du: Det var ikke bare et øjeblik for mig, jeg kan huske, jeg plejede at drømme om at dele hele verdener med dig.  

Du vidste ikke, hvordan du skulle gå, men du kunne heller ikke bære at blive, og du har sørget ham, som var han død, mens han har vandret rundt i København og fotograferet hendes ryg, hendes hænder, hende i hans ansigtstræk. Plejede du også at være en skygge på hans krop?

Ventede på alarmen. Ventede på kaffen blev kold. Ventede på toget. Ventede på undervisningen begyndte. Ventede på karakterer. Ventede på et nyt tog. Ventede i køen i Rema. Ventede på han kom hjem. Ventede.

Snevejr i starten af marts, i Indre By bevæger alle sig på samme måde, trækker fødderne efter sig ad isglatte fortove, du forsøger hele tiden at finde fodfæste, at lande det rigtige sted, din nye chef siger godmorgen med et sådant engagement, at du næsten snubler på trappen.

Nogle gange lander flyet, og man har hele sit hjerte med, andre gange må man samle resterne lidt hen ad vejen og dagen.

29.11.22

Universitetsvej
Du træder blade flade under tykke såler. Du tænker på, at angst er et grundvilkår for mennesket, at du er mest menneskelig, når ikke du føler dig det, at dette efterår er varmere end sidste år. Mellem ukrudt i universitetshaven vokser små orange blomster, næsten november nu. Han syntes, I havde det smukkeste bibliotek på Sjælland, men du ved ikke, hvilke steder han har set i tiden efter dig. Du har tænkt på, hvordan han ville se dig i dag, hvor meget ældre du må være blevet, at ligegyldigt hvad var der et øjeblik i tiden, hvor du var hans, en del af dig, der måske altid vil tilhøre ham. Du går i jeans nu, men nogle gange leger du stadig, at du er usynlig i s-toge og supermarkeder, ryster dig gennem måltider og ligger vågen på steder, der engang føltes som jeres. Du har ikke haft lyst til at huske, men det gør du så: der var skovstier og rastepladser, ad omveje og på afveje, at holde hans hånd over gearkassen. Der var stormvejr og blikstille hav, I tog det meste fra hinanden, men ikke det hele, og her er du så i midten af det, han efterlod.

20.9.22

Hjemme
Stod på Østerport og tænkte, at livet er godt, bedst når jeg pjækker fra forelæsning og tager et tog til Næstved i efterårssolen, når jeg næsten kan mærke et smil gennem telefonen, når det lune milde stadig ligger der i overgangen, bag skyerne og mellem trækronerne. Blade vrister sig fri, blide bevægelser mod skovbunden, i varmen af bilen ligner havet endnu en formiddag i juli, alting er det samme, selv når det er noget andet, hver gang overraskes jeg over, at det kan være så let, hvis blot jeg lader det. At også jeg beroliges af det gentagende, alt det almindelige, som: et gyldent soveværelse og dine sitrende øjenvipper i søvnen, ikke nok til at optage min opmærksomhed længere end et øjeblik, men nok til at bevare et sted i hukommelsen, en hånd på min skulder uden selv at have opdaget behovet for omsorgen, blot at stå lige her, forenden af en ubelastet skovsti og i det gyldne sene septemberlys, at skimte køkkenlamperne i mine forældres hjem gennem træstammerne.

12.12.21

Split
Kan huske, at jeg tænkte på, hvor unge vi så ud på det fotografi. Hvor nostalgisk det gjorde mig, et så tydeligt vidnesbyrd om de løfter, vi virkelig forsøgte at holde, vores forliste forhold, men måske endnu mere bruddet med den pige, jeg var den eftermiddag. Dine blomstrede badebukser, mig trukket sammen omkring dig i et hjørne af båden, jeg var rædselsslagen for min egen krop. Det er det eneste fotografi, der stadig giver mig lyst til at græde, det grynede og højsommersolen, havet og dine øjne, alt det blå, vi kommer aldrig til at være de mennesker igen. Du fremkaldte fotografierne lidt efter rejsen, vi sad i vores stue og gennemgik dem sammen, jeg komplimenterede og udpegede, for jeg elskede at se verden gennem dine øjne. Hvilke detaljer, du bemærkede, hvilken virkelighed du udvalgte, og senere, at opdage at fotografierne fra den dag mest var af mig. Min stribede bikini og kun indbildt tykke lår, solen i mit afblegede hår, det gyldne blide mod vandoverfladen. Tænk at jeg ikke forstod det dengang, alle de gange du hvilede din hånd på min lænd i overfyldte selskabslokaler og over fodgængerfelter, at finde dine øjne i menneskemængden, da først du lærte hvordan, sad det i dig, krævede det at elske mig al din tålmodighed? Et postkort fra dig: jeg vil blive ved med at grine med dig af alt det, de voksne gør, som vi ikke forstår. Så længe så sørgmodig over, vi ikke skulle blive voksne sammen, men det blev vi jo alligevel, til trods for og på grund af, tænk at jeg brugte så meget tid på at bede om mere, uendeligt mere, dig og dine hænder, måske stirrede jeg mig blind på dine milde ansigtstræk og efterspørgende øjne. Tænk at jeg ikke så, hvor meget du så mig. Hvor jeg håber en dag at blive elsket sådan igen, men måske mere end det: at du en dag føler dig så set, selv hvis af en anden, at den blotte tilstedeværelse af det blik slukker den konstante summen, vi så ofte talte om. Du gjorde verden stille.

24.5.21

Mellem steder 
Du tager til Bruxelles for at forsøge at skrive digtet. Hvordan I faldt i søvn ved siden af hinanden. Hvordan han snorkede i de sidste måneder. Du må ikke bruge personlige pronomener, men det her er personligt, det vedrører jer. Det var kun jeres. Du har været vågen i nitten timer. Han kommer tilbage til dig om aftenen. Du tænker på, hvordan han forsøgte at lære dig matematik. Hvordan I udregnede ting. Hvordan du forsøgte at udregne, hvor længe I havde tilbage. Hvordan du talte kalorier. Det hele var midlertidigt. Er det ikke altid det?

5.10.18

Trekroner 
Du står i Fakta og føler dig gennempisset af forårsregnen og fuldkommen gennemsigtig der i grøntafdelingen. Køber agurker, grønne Prince og rødvin. Du når at knække samtlige cigaretter på vejen hjem. Du ødelægger hanken på det lyseblå IKEA-krus. Dine hænder kan ikke finde ud af at håndtere genstande i dag.

Du husker, hvordan han plejede at skære de tomme mælkekartoner op, forvandle dem til fugle. Hvordan vinden forsøgte at vriste dem løs af trådene, som de hang der i vinduet på kolde vinterdage. Du husker et fotografi af ham på bjerget, hans hånd skyggende over øjnene, et sort tomrum under det mørkebrune pandehår, hans røde mund i solen. Stadig at få lyst til at kysse ham hver gang du ser det billede.

At være enogtyve år og kunne ryge en joint i køkkenet, drikke en flaske hvidvin eller komme til at ridse dine forældres bil. At gå med fremmede mænd hjem eller at sove imellem dine veninder på sofaen, at blive holdt om og af, bare af en anden end du havde forestillet dig. Du ligger midt i din seng, armene spredte, det største vingefang du kan opnå. Du strækker tæerne og forsøger at nå hvert hjørne af sengen. Du er ikke så spinkel, som du var dengang. Han er ikke den sidste dreng, der så dig i den her BH.

En fugl sidder i fuglebadet udenfor på altanen. Det er april, og trægulvene knirker under dine bare fødder. Fransiska og du flytter ind i en lejlighed, han aldrig har været i, men nogle gange kan du stadig se ham i din seng. Han mente ikke, der var mere ilt tilbage i jeres forhold. Du trak da stadig vejret. Det er så mærkeligt, at der render den her person rundt og ved, hvordan du ser ud nøgen, eller at du har det der bestemte par sorte trusser, du sover bedst i. Du finder stadig beviser: En sølvring i skrivebordsskuffen, hans uldtrøje på anden hylde i skabet, en post-it, der ikke klistrer.

Måske kan man i virkeligheden godt blive lidt vanvittig af at forestille sig den, man elsker, holde andre piger i hånden et sted nær Spinderiet. Du kaster grøn galde op i en gyde, du panikker på et overbefolket dansegulv, og du ved, du ikke længere kan tillade dig at blive jaloux, når han liker andre pigers billeder på Facebook. Du havde bare ikke lyst til at vide, hvordan det føles at være hans ekskæreste.

12.6.13

Oxford digte 

Det er februar morgen udenfor. Fuglene synger. Et sted er der en, der fløjter. Katten ligger i efterårets sidste blade og strækker sig. Selv resten af verden synes lidt træt i dag. Det er morgen med vaniljekaffe og søvn i øjnene. Sådan en morgen der synes for tidlig og alligevel for sen, og man længes efter noget, man ikke ved, hvad er, men ved har været: en tid man glemte. Et særligt minde måske. Man vil så gerne huske, men ved ikke længere hvordan. Er det sådan, det føles at blive ældre?

I dag skal jeg ikke være synderligt poetisk. Jeg skal samle mine ting i kufferten, og i morgen skal jeg rejse hjem. Endnu et fly, endnu en lufthavn – destinationen, den smukkeste. Hjemme. Hvor mor laver te i køkkenet, og far falder i søvn foran fjernsynet, hundene i sofaenden. I dag skal jeg kun huske at holde mig vågen i timerne, forsøge ikke at se for meget ud ad vinduet og tænke på at være alle andre steder end her. Dagdrømme. Som dengang jeg gik i fjerde. En dag vil jeg også savne dig, Oxford.

Nogle gange vågner jeg og er overbevist om, at jeg endnu er fem år og hjemme i min seng i Belgien. Med lukkede øjnene kan jeg forestille mig at høre huset i Hoeilaart trække vejret omkring mig, men så åbner jeg øjnene og er et andet sted. I morges var jeg her i min køjeseng i England. Nogle dage synes hjemme meget langt væk – både mit gamle hjem og mit nye. Der er så meget hjemme. Og fragmenteret, synes barndommen. Alligevel så fuldendt og fin, viklet ind i et lys som jeg nok aldrig helt får at opleve igen. Men nogle gange opstår der glimt, og det er nok. Så jeg ikke behøver at glemme. Ikke endnu.

Det er i hvert fald morgen.