Andet

17.1.18

Det er den her underlige følelse af, at man ikke eksisterer, medmindre der er andre til at anerkende det; at vi kun kan realisere os selv igennem interaktion og samspil med andre mennesker. Jeg går en tur langs kollegierne. Jeg kigger ind i vinduerne til fremmedes liv uden at have dårlig samvittighed. En dreng på sin seng, gryder på stuebordet, hans ansigt oplyst af en blå fjernsynsskærm, fuldkommen alene i en bygning fuld af mennesker, som også er alene foran deres vinduer. Jeg går hjem og spiser spejlæg foran mit eget fjernsyn, og det er normalt. Nogle gange har jeg bare brug for bekræftelsen af, at alene ikke er synonymt med ensom, at vi er mange, som tilbringer vores hverdage sådan her, uden nogen at smile til over køkkenbordet, uden nogen at drikke morgenkaffe med i sengen. Jeg eksisterer selv, når der ikke er nogen til at bekræfte det.  

15.1.18

Måske holder man bare op med at ryge for at kunne holde vejret lidt længere, at sige til den man elsker: jeg vil blive ved med at kysse dig uden at føle mig forpustet af andre årsager end kun det, du gør. 

11.1.18

Det er mine yndlings aftener.

Når Trekroner bliver stille, stille, og det sene mørke rummer ærlighed, og vi bare ligger der i lyset fra den røde lampe og udveksler historier med dæmpede stemmer. At lade mig selv huske hans ansigt igennem mine fingre – måske mest bare at se det, sådan rigtigt, alt det øjnene ikke ellers har tid til at bemærke. Og jeg tænker på, om han nogensinde fotograferer mig på den måde. Om jeg er noget, han har lyst til at beholde. Om vi er to om at bære minderne.


Hvis ikke, beholder jeg dem bare. I tilfælde af, han nogensinde skulle have brug for påmindelser. I tilfælde af, han nogensinde skulle have brug for at se sig selv igennem mine øjne. 

9.1.18

Men for mig var det jo bare ham, siger jeg så. 
Så finder man et andet bare ham, svarer hun. Og indtil da, drømmer man måske bare. Om regnvejrseftermiddage og sex på sofaen, om søvnige søndage i udenlandske zoologiske haver, om blå morgener og gåture langs den frosne fjord, om lørdagsliljer i postkassen, banale post-its på natbordet og simple påmindelser om forelskelsens grænseløshed, om neonoplyste storbynætter på fremmede togstationer og tosomhed under støvede lamper i flyvemaskiner, om at hente hele verden og bære den sammen, for i virkeligheden er der jo ingen hænder store nok til at holde den alene. 

8.1.18

Hver gang forærer man sine hemmeligheder, og hver gang ønsker man dem tilbage, overraskes ved udvekslingens ensidighed; at de jo i virkeligheden ikke byttede nogle. Du er i et rum fuld af mennesker, og du er den eneste, der er fuldkommen nøgen. Det føltes så fint, før de tændte lysene. Nyder du det nu?

6.1.18

Stadigvæk at forsøge at finde magien i de mindste øjeblikke.

Når solen rammer blondegardinerne på lige den der måde, efterlader blomstrede morgenmønstre på de hvide vægge. Når nogen, man elsker, ser sig tilbage, imens de går. At smile igennem støvede busruder i et blåt København. Den aften, hvor vi dansede i glimtene af discokuglen, et overfyldt festtelt på en dugvåd græsplæne, en guitarspillende dreng med søvnige øjenvipper ved et helt normalt køkkenbord. At vaske hinandens hår i badet. Den sommer, tagrenderne løb over, hvor risten udenfor klirrede, hvor vi tog det første og billigste fly mod sicilianske strande. De mindste bevægelsers intimitet; ham, der vender sig mod mig i søvnen, trækker mig tættere på, at forstå at en andens vejrtrækning ikke behøver at være larm. At blive kysset på mit yndlingssted nær havet uden han vidste det. At indhente årene, men stadigvæk at tillade sig selv at placere sig på deres steder, at lade vinden blæse en tilbage i et før og et efter; efter Valby. Efter Amager. Efter Sct. Jørgens Park. Alt det, der ledte til nu. At gå en omvej hjem fra RUC eller tage bussen til et fremmed sted, indrømme at man nok aldrig helt er klar til at gå hjem. Jeg steger champignoner. Jeg fodrer ænder ved søen. Jeg romantiserer en virkelighed, hvis øjeblikke kun er romantiske i retrospekt. Alting er flygtigt og skrøbeligt, derigennem så vigtigt. Når jeg stabler de små øjeblikke, synes mit liv ikke så småt, som jeg troede. I det rigtige lys, er alting fint.


Måske er det i virkeligheden altid de øjeblikke, der dengang syntes små, som man ender med at huske. For at skabe plads til nye minder, må man give afkald på andre. Der er jo ikke plads til at gå rundt og huske hele tiden. Så det er det, jeg vælger; mit liv behøver ikke have konstante, store øjeblikke. Dette er nok. 

3.1.18

Det sidste lys trækkes ud af dagen. Med aftenmørket, kommer støvregnen. Jeg stirrer på min afspejling i køkkenvinduet, mit pandehår oplyst af loftslamperne. Det er underligt, hvordan man kan se både gammel og ung ud på samme tid - den der kontrast imellem mørke rende, smilerynker nær øjnene, lysegrå morgenkåbe og fletninger, lyserøde kinder. På det seneste, har jeg følt, at der ikke var plads til mig i min egen krop. Jeg bliver så hensynsløs i måden, hvorpå jeg holder af andre. Min mund bliver grådige med historierne, den her krop vil altid nærmere, nærmere. Mine fingre bliver ved med at finde tilbage til sorte blokbogstaver på håndled. Det må være ubærligt at blive holdt af på den måde.

Jeg er en pige i en mørkegrøn vinterfrakke, siddende på stien ved havnen. Eller, jeg er en pige i en mørk vinterfrakke, der vandrer hvileløst imellem nøgne træer og lytter til Lua. Eller, jeg er en pige, der har så mange ord og fortolkninger, at sætningerne bliver ved med at ramle sammen, at alting pludselig mister sammenhæng. Men det er ikke gode historier. Der er for mange adjektiver. Når hjernen begynder at blive overivrig i sin fortolkningsproces, begynder alting at virke uklart. Jeg gennemgår forældede samtaler, udser mig nedslagspunkter og analyserer. Hvad der skete, skete. Jeg kan ikke tage det tilbage, der ikke længere kun tilhører mig. Alt er sagt og gjort, og der er ikke mere at hente i minderne. Udover angsten. Den sætter sig i ryghvirvlen, hvorfra den udsendes til resten af kroppen. Til sidst kan jeg ikke trække vejret. Så jeg stirrer på pigen i køkkenvinduet i stedet, og jeg forsøger virkelig at genkende hende, at fortælle mig selv at det er mig, men jeg er overbevist om, at jeg bedst kan se mig selv, når jeg ikke også stirrer på min egen afspejling.

Jeg minder alle om, at livet jo mest er godt. At der ikke er noget i vejen med hvileløs vandring eller forlængede busture. Livet er fint. Det er, og nogle dage synes der at være for lidt af det. Men der er noget, der sidder fast et eller andet sted under min tunge eller bag mine tænder, og jeg er rædselsslagen for at høre min egen stemme sige det. Engang troede jeg, at jeg kunne skrive mig ud af ting. Måske håbede jeg mest. Jeg føler mig fremmed overfor mine omgivelser, anstrengt i de her underlige udvekslinger af replikker, bange for at de skal gennemskue mig. Og måske mere end alt andet, den samme angst der altid synes at gennemsyre alt, at gøre noget helt forkert. Jeg er sikker på, at jeg har gjort noget forkert. Når man gør noget forkert, er der ingen til at vente med en i mørket – eller blot at møde en der, et flygtigt øjeblik. Så jeg forsøger at lade være med at sige noget. Jeg deaktiverer min facebook og udvælger forsigtige ord og sætningskonstruktioner. Jeg vil bare holdes om af nogen, der holder af mig, men jeg er kun mit eget ansvar, og der er kun mig i mit eget liv. Sådan er vi jo alle alene.  

18.10.17

Noget om at finde hjem
Min bedste ven er taget til Australien, og af og til trækker jeg dynen op til hårgrænsen og tillader mig selv at græde. Nogle lørdage, glemmer jeg, og pludselig fanger jeg mig selv i at forsøge at lave aftaler om rødvin og Taylor Swift-karaoke. Men hos hende er det søndag, og solen er kun lige stået op. Hverdagen rusker mig vågen fra dagdrømme om at lave vores flyvemaskine-dansetrin under stjernerne på en australsk strand. Der er alt for mange kyster, timer og RUC-projekter imellem os. Sidste efterår, sagde drengen, at det er underligt, hvordan piger knytter bånd. Vi blev veninder, fordi ingen af os helt forstod tamponer, fordi vi var de eneste, der bar et hårbånd den første dag på universitetet. Hun lærte mig, at det er sjovere at tage tidligt hjem fra festen og bruge timevis på at analysere My Humps, end det er at gå med fremmede mænd med ivrige hænder. Savnet sidder et sted i lænden, og derfra udsendes det så nemt til hele rygsøjlen.

Fransiska køber papkasser i Bauhaus. Vi starter med de genkendelige, simple ting. Bøger, der er hendes. Derefter vurderer vi de ting, vi har købt sammen, og jeg forsøger at lade som om, det er nemt at se de sidste to år af vores liv stablet i ti forskellige papkasser. I IKEA, på jagt efter nye glas, fordi jeg pludselig ikke har nok uden hendes på hylden, udpeger hun det der fotografi, vi blev ved med at udskyde at købe. Luftballoner over en aftengylden sommergyde. I mellem de sidste papkasser, danser Adam og hende i køkkenet, og jeg sidder ved spisebordet og smiler og tænker på hvor fin, kærligheden nu engang er. Fransiska og jeg skabte det her hjem sammen. Lejligheden var vores drøm. Der er tomme rum på hylderne og et værelse, der plejede at være hendes, og januar føles både langt væk og alt for tæt på. Man er aldrig helt klar til at give slip, men man kan heller ikke finde ud af at blive. Dengang havde jeg kun lyst til at flygte. Dengang var hjemme de mørke, midnatsblå landeveje, som trak mig flere hundrede kilometer væk fra Næstved. De orange, varme lamper fra rastepladsen, søvnige stemmer i knitrende natradioer, den sitrende summen i lufthavnenes paskontrol. Som seks-årig forelskede jeg mig i vejene og hvordan de forsvandt under bildækkene. En alt-overskyggende kærlighed til alt det, som verden har at byde på.

Hjemme er mest, hvor jeg ikke er. Der står jeg så på en sti, jeg har gået ad utallige gange, på en fuldkommen normal tirsdag. Efterårssolen rammer mit ansigt. På trods af de slidte jeans, jeg har haft siden Oxford, og min sløsede mørkeblå cardigan, føler jeg mig smuk. Mine håndled er kolde. På de heldige dage, når jeg skovkanten, når solen endnu kaster gyldne skygger på træstammerne, når den hænger lige over skoven ved landevejen som en eller anden lysende, støvet kugle. Og jeg behøver ikke vurdere, hvorvidt Bruxelles, Oxford, Næstved eller Trekroner er hjemme. Hele verden kan være mit hjem. Jeg kan drømme mig til kirsebærtræerne i gården på det britiske kollegie, og jeg kan drømme mig til støvregn over mit belgiske barndomshjem. Det gør mig ikke nødvendigvis til den eskapist, jeg plejede at være.

Her til aften, læser jeg gamle tekster og forsøger at gennemskue, hvem jeg har skrevet om. Det giver mig lyst til at græde. Hele min ungdom er så nøje dokumenteret i billedrige beskrivelser og sammentrukne adjektiver. Pludselig virker mit sekstenårige jeg så fjernt og samtidig så tæt på; som et eller andet spøgelse, der lever i nærheden af-, men ikke længere i mig. Halvdelen af de ting, jeg nedskrev, skete aldrig. Den anden halvdel har jeg ikke altid lyst til at blive mindet om. Sandheden er, at jeg nok ikke rigtigt tror, at hun ville være synderligt stolt af mig og måden hvorpå, jeg gentager samme fejltagelser. Hun ville bede mig drømme lidt mere. Elske, endnu mere. At gøre alt det, hun drømte om, men følte, hun var for ung til. Man kan drømme så meget og til sidst har man drømt sig væk fra, hvor end man nu engang er. Det var jo det, jeg plejede at gøre. Jeg havde ikke lyst til at være her, så jeg skrev mig ind i andre universer og virkeligheder. Når virkeligheden bliver ved med at banke på, bliver man nødt til at lukke den ind. Måske glemte jeg, at man også skal lade den sove lidt engang imellem. At man godt må give sig hen til hvad end, man føler. Jeg er ikke halvt så modig, som jeg plejede at være.

Nogle gange savner jeg hvert eneste øjeblik, jeg nogensinde har mistet. Den rationelle side af mig ved, at jeg kun savner øjeblikkene, fordi jeg ikke kan få dem tilbage. Men den følende side af mig, har ikke lyst til at komme med begrundelser. Den følende side af mig er allerede så dybt forankret i al længslen. Jeg vil have øjeblikkene tilbage. Jeg har lyst til at blive forelsket for første gang igen. Jeg har lyst til at sidde på sofaen i vores tomme, nye hjem og grine af Fransiskas stædighed overfor IKEA-kommoderne. Jeg har lyst til gåture igennem nedfaldne, røde blade i Headington Hill Park. Jeg har lyst til at skrige Katy Perry ud over hele Limfjorden. Jeg vil have alle mine første gange igen. Men øjeblikkene er allerede levede og udtømte, og der er så meget andet at savne, og til sidst savner man forhåbentligt nok til at tage telefonen eller tage et fly, til hvad- eller hvem end man længes efter. Jeg prøver stadig bare at huske mig selv på, at man ikke kan leve sit liv i minder, kun ud fra dem. Man må bygge ovenpå og omkring dem. Til sidst har man bygget et helt liv. 

4.12.16

Stemningsbillede på en søndag

Jeg drømte, at metroen pludselig blev til en karrusel på vejen op ad et snebeklædt bjerg. Der lå denne her underlige by med pastelfarvede parcelhuse, og det kunne have været magisk og Edward Scissorhands-agtigt, men husene var tomme og spøgelsesagtige, henlagt til vintermørke. Vi nåede aldrig toppen, trillede bare langsomt baglæns ad de isglatte skinner. Jeg blev ved med at gå frem og tilbage i metroen, vidste jeg var stået på den forkerte, men anede ikke hvordan jeg skulle finde hjem igen. Togkontrolløren og jeg lagde os sammen på gulvet, min hånd på hans brystkasse, ham der gentagende gange forsøgte at kysse mig. Da jeg vågnede, føltes det som om, noget sad helt forkert indeni mig, for løst måske. Jeg kan ikke helt placere stedet, hvorfra den fornemmelse udsendes. I stedet har jeg båret den med mig gennem dagen og håbet, den ville aftage. Senere, måske.

Det er søndag, og i morges var der frost på ruderne. Jeg har en bestemt playliste til dage som denne. Træernes grene virker så skrøbelige i vinden, og hunden ligger i de sidste rester af eftermiddagssolen og strækker sig. Måske er der nogen, jeg savner lidt, men det er endnu en af de ting, jeg øver mig i at lade være med at sige højt. Man skal ikke pålægge andre folk ens følelser. Man skal ikke forsøge at manipulere eller tvinge. Det er også så sjældent, folk gider høre om ens følelser. Afholdenhed er mig, der bider min underlæbe eller kradser den lyserøde neglelak af i stedet. Jo mindre man taler om noget, jo mindre tænker man måske på det. Det er ikke altid det, man har lyst til, men så igen bliver man nødt til at respektere stilheden. Det var det, han lærte mig sidste forår. At være voksen betyder vel, at man gør det nødvendige. Udenfor, rasler lyskæden og bevæger sig fra og mod terrassens trægelænder. Jeg sidder stille i vindueskarmen og betragter den her underlige dans, som det er blevet til. Hypnotiserende, vel næsten. 

Det er søndag, og solen hænger som en støvet glaskugle forenden af landevejen. Jeg jagter den ind imellem træerne og langs de smalle, mudrede skovstier, som er hemmelige for alle andre end dem, som er vokset op her. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville blive boende her ligeså længe, som jeg endte med, men sådan kan ens fremtidsplaner jo ændre sig. Min tiårsplan blev ikke rigtigt til noget. Det er også tidligt at have sådan en. De løfter, han og jeg lavede overfor hinanden, var brudte det øjeblik, vi tænkte dem. Nu og da, er det rart at opfinde en fremtid sammen, også selvom man ved, den ikke er realistisk. Det er bare forestillingen om, at vi to en dag ville kunne finde ud af at elske hinanden uden det gjorde så ondt. Jeg plejede godt at kunne lide, at det gjorde ondt. Måske tror jeg ikke længere på, at ting behøver at være, som vi bilder os ind. Vi kan så godt lide at besværliggøre virkeligheden for den dramatiske effekt, fordi vi altid ønsker at frembringe de store følelser. Måske er kærlighed bare at ligge helt roligt ved siden af hinanden i morgensolen. At være stille sammen. At kede sig sammen. At vokse op sammen. Jeg ved det jo ikke. Det er længe siden, og tiden slører minderne. Til sidst virker det som om, de tilhører en anden piges liv.

Jeg drikker kaffe ved spisebordet og efterlader små, gyldenbrune ringe på bordet. Alting beskrives som gyldent i dag, tænker jeg. Man har nogle præferencer, og pludselig skriver man dem ind i enhver situation. Søndag har altid været min yndlingsdag. Den bærer den der ro med sig, som kun ugens sidste dag nu kan, og så er den fin, fordi den altid bare er stille og søvnig. Jeg har haft mange gode søndagsøjeblikke på mine forældres sofa, min mors hænder der flettede mit våde hår, mig i min pyjamas foran pejsen. Liggende der på det brune læder, bliver jeg mindet om, at ligegyldigt hvor gammel jeg bliver, vil jeg altid være deres barn. Jeg ved ikke hvorfor, det er en beroligende tanke. Dengang turde jeg ikke engang fortælle min mor om mit første kys, så bange for at hun ville se mig på en anderledes- måske mere voksen måde. Jeg var aldrig klar til at blive voksen, og så en dag vågnede jeg og var det. Næsten, i hvert fald. Vi forsøger alle bare at beskytte os selv, og sådan trækker vi os væk fra hinanden. For tiden, forsøger jeg at være bedre til at nærme mig folk. Jeg behøver ikke være hensynsløs med min krop, som jeg var det forår, men det er nok heller ikke altid sundt at være så velovervejet omkring alting. Jeg har ikke lyst til at være bange, beslutter jeg mig for. Hvad end livet bringer, har jeg lyst til at mærke det, både det dårlige og gode. Man skal ikke skrive breve til folk, der ikke vil have dem. Men digtene har altid en modtager, om vedkommende så er implicit eller ej. Jeg ved ikke hvem modtageren af dette er. Måske mest mig selv. Bare giv slip, Clara, siger Fransiska. Lad dem alle gå. Dårlige dage giver plads til flere gode, og mennesker der går, giver plads til nye. Sådan kan hun lyde så overbevisende, at selv kynikeren pludselig begynder at tro hende. Der er altid nogen, der venter på dig et sted på et eller andet gadehjørne.    

14.11.13

Oxford digte I
Oxfords bymidte en travl december eftermiddag: græsarealerne foran universitetsbygningerne er dækket af sne. der er slud i vejkanten

tage 12:45-bussen til bymidten hver onsdag, handle ind i sainsbury's og vente på Isa i Topshop i cirka en time og tyve minutter.

at tage på the Bridge hver fredag og i Odeon biografen på George Street hver søndag

det regner ikke ligeså meget i England, som folk påstår

og inde i centrum hænger solen lavt på den der måde, som den kun gør om vinteren

jeg drikker vaniljekaffe om morgenen og smækker med døren, irriteret over at de kan sove længere end jeg. gardinerne er gået i stykker igen: elsker at solen skinner ind af vinduet og på Helos ansigt. jeg elsker ikke at klæde om foran et publikum

jeg tror, jeg forelskede mig i Oxford, da jeg så de kappe beklædte studerende under Hertford Bridge 

rævene i parken en efterårsaften lige før midnat. graffiti på murene i det forladte hus: smoke weed everyday

er det mærkeligt, at jeg allerede efter to uger kan genkende deres skridt på gangene?

torsdag: køber kyllingesuppe og croissanter i Tesco og venter på bussen med gamle, cigarrygende mænd iklædt jakkesæt

ting jeg har fået at vide på det seneste: du ligner en fra sydpolen. du ligner barbie. du ligner alice (disney-udgaven)

karma er måske: at stjæle andres pizza fra loungen og derefter slå hovedet i gulvet og besvime

hører Lou Reed i brusebadet: hey honey, take a walk on the wild side

vågner til katten, som strækker sig i gruset foran vores værelse. dens poter er mudrede. når A presser sin næse mod rudens kolde overflade: hvordan hans kinder og ører bliver røde (næsten som om han rødmer)

flere mennesker burde skrive digte om rummet imellem Amalies fortænder

derude hvor buslygterne ikke kan nå, et sted på den anden side af bakken, ligger Headington i mørke. uden diskoteksstøj. uden kebab-vogne. uden bustrafik.

at finde smøger med røde læbestiftsaftryk i rygeskuret og tænke på H

det bedste er at vende hjem efter juleferien: tomme skriveborde og skraldespande og redte senge. helt stille på gangene. alting synes meget urørt, tænker jeg og hader at være den første tilbage: kryber sammen under mit fugledynetræk

I am singing now, while Rome burns: at citere digte, når man ikke kan falde i søvn

en kvinde på gaden siger: mænd er ligesom æbler, de rådner med tiden. æblerne lyser ikke rødt. ligger bare der i græsset i parkerne og venter på at blive ædt af hunde

beskidt sne på mine brune støvlesnuder: hvordan alle ligner, de ryger om vinteren

der er intet poetisk over at være vågen klokken fire om morgenen: går en tur på kollegiet og lader mig selv dvæle i stilheden. forestiller mig at jeg kan høre folks søvnige vejrtrækninger igennem trædørene. månen spejler sig i vandpytterne på stien til vaskerummet. jeg kan godt lide følelsen af, at verden kun tilhører mig

skrive små beskeder på Laurannes smøger: lend me five quid? party tonight?

at skateboarde ned af din buede næseryg

og hvordan at blodårer nogle gange ligner grenene fra et æbletræ

vintersøvn: at have været et pindsvin i sit tidligere liv. at gå i hi

den der mærkelige, tomme følelse, der altid opstår imellem ens navle og ribben, når man står ud af badet

lyskæderne i butiksruderne på Covered Market. døde fisk bag glasvinduer. lugt af pudsede lædersko og jordbærmilkshakes

ved molen i Brighton på en regnvejrsdag. når forlystelsesparken lukker for vinteren og ligger øde: helt stille og ulovlig indtrængen. at falde i søvn i tekopper og betragte mågerne stikke til resterne af ispapir og vådt candyfloss i en overfyldt skraldespand

det sted på kroppen hvor huden er blødest: i søen bag øreflippen

plasticblomster i vasen i vinduet: kaffekopperne der nedkøles og holder det på klem

livet som et hylster, at strække det: ud over fingerspidserne og tæerne

daggry i Oxford og det blå, som lægger sig over byen. bare fødder på en novembermorgen og aftryk af småsten fra stien: duggen som små perler i græsset. helt stille, som at leve i en flyvemaskine, på Pullens Lane

hvordan sneen næsten lignede bagepulver den nat. der er noget meget skrøbeligt over at se sine egne, ensomme fodspor i sneen

ubehaget ved løse plasticposer der rasler i vinden eller vådt affald på stierne

yndlings steder i London: Westminster Bridge (i stormvejr og uden turister), den gamle karrusel nær London Eye, Harrods i December

ligge på badeværelsesgulvet og skype med Amalie: hendes knitrende ansigt og søvnige øjenlåg på computerskærmen. hvordan solen går ned bag mine træer og står op i hendes baghave: Atlanterhavet som distance

begynder at høre P3 om morgenen. det sidder et sted bag mine tænder, og når jeg taler, kan jeg mærke det: only hate the road when you're missing home, er det ikke, hvad han synger?

farmors fødder begynder at blive blå, og kræften spreder sig: hun ryger cigaretter i sin kørestol på plejehjemmet, og fjernsynet blinker fra reolen. hun siger ingenting. nogle gange glemmer jeg, at hun stadig er levende

datalokalet på en af de første februardage ubehaget ved at hoste sig igennem to timers stilhed under et foredrag

som Linda sagde: hjernen stoler ikke på hukommelsen. nogle dage føler jeg at hele mit liv kan passe ind i den sætning

folk lukker øjnene for at kontrollere deres mørke

rundkørslen nær Thornhill Park and Ride: at synke tilbage i bussædet med kinden mod ruden og vente på stoppet ved Brookes University. måske er det en kliché: men hele kroppen synes at sukke: endelig hjemme

Keaton Henson: let's cry, let's swim, let's everything

ting jeg efterlader: mit navn i kuglepen over vægpanelet nær opslagstavlen. en lyseblå strømpe med blondekant i tredje skuffe i skrivebordet. en sammenkrøllet note i rummet mellem madrassen og væggen

12.6.13

Oxford digte 
Det er februar morgen udenfor. Fuglene synger. Et sted er der en, der fløjter. Katten ligger i efterårets sidste blade og strækker sig. Selv resten af verden synes lidt træt i dag.
Det er morgen med vaniljekaffe og søvn i øjnene. Sådan en morgen der synes for tidlig og alligevel for sen, og man længes efter noget, man ikke ved, hvad er, men ved har været: en tid man glemte. Et særligt minde måske. Man vil så gerne huske, men ved ikke længere hvordan. Er det sådan, det føles at blive ældre?

I dag skal jeg ikke være synderligt poetisk. Jeg skal samle mine ting i kufferten, og i morgen skal jeg rejse hjem. Endnu et fly, endnu en lufthavn – destinationen, den smukkeste. Hjemme. Hvor hjertet altid har været. Hvor mor laver jordbærthe i køkkenet, og far falder i søvn foran fjernsynet, hundene i sofaenden.
I dag skal jeg kun huske at holde mig vågen i timerne, forsøge ikke at se for meget ud af vinduet og tænke på at være alle andre steder end her. Dagdrømme. Som dengang jeg gik i fjerde. En dag vil jeg også savne dig, Oxford.

Nogle gange vågner jeg og er overbevidst om, at jeg endnu er fem år og hjemme i min seng i Belgien. Med lukkede øjnene kan jeg forestille mig at høre huset i Hoeilaart trække vejret omkring mig, men så åbner jeg øjnene og er et andet sted. I morges var jeg her i min køjeseng i England. Nogle dage synes hjemme meget langt væk – både mit gamle hjem og mit nye. Der er så meget hjemme. Og fragmenteret, synes barndommen. Alligevel så fuldendt og fin, viklet ind i et lys som jeg nok aldrig helt får at opleve igen. Men nogle gange opstår der glimt, og det er nok. Så jeg ikke behøves at glemme. Ikke endnu.

Det er i hvert fald morgen.


11.2.12

Afsked
Kærligheden findes nogle dage og jeg fandt den her
midt imellem gule roser og breve og ord kun skrevet til dig
Jorden er regnvåd og måske kan du høre mine gummisko
mod grusstien når jeg bevæger mig
Det er søndag og søndage er til for pandekager og morgenradio
og at danse i køkkenet og sex på sofaen
Søndag er til for at læse bøger og poesi foran brændeovnen
og lade sorgen falde i søvn under sneen såvel som realiteten
men mest er søndage for mig til for at mindes dig;
Hvordan du bevægede dig i takt med urets sløve minutter
og hvordan du flettede drømme ind i mit hår når jeg ikke kunne falde i søvn;
hvordan du havde så let ved at fortælle historier og ville erobre hele verden
og måske nåede du det aldrig helt men som klicheen siger;
erobrede du mit hjerte
Kærligheden findes selv når du er borte
jeg tror der er et sted om det er himlen eller helvede eller måske Karrebæk
men der må være et hus med blomstrede gardiner og et kirsebærtræ i haven
hvor du sidder i din gyngestol og læser mine historier om dig og venter
med en kop kaffe som stille bliver lunken i efterårssolen
på at jeg vender hjem til dig
Men indtil da lægger jeg breve under roserne som visner
og fortæller dig hvordan at vinteren er mørkere end sidste år
hvordan at mit hår er begyndt at falde af og jeg føler mig ældre end jeg egentlig er
og hvordan at jeg læste noget i går som burde røre mig men ikke gjorde
og selvfølgelig også hvordan jeg savner dine fingerspidser mod min hud
Og jeg fortæller dig om alderen og hvordan den sænker sig over mig og hvordan
at tiden finder os alle og tager os med til steder vi aldrig troede vi ville tage hen
hvordan at mine bedste sko er blevet slidte og folk siger det blå i mine øjne
er falmet lidt med de mørke søvnløse nætter og savnet som fortærer
Kærligheden findes måske og noget i mig ved at den må være evig
jeg bliver aldrig for gammel eller for træt til at elske dig og
så betyder det intet at min stemme blot er et ekkos hvisken når jeg taler til dig;
du hører mig jo altid og
du skal blot vide at jeg stadig savner dig.