Andet

23.2.18


Vi er alene, og der er ingen, der har lyst til at sidde med hinanden i mørket. Det er så sjældent, vi i det hele taget lytter til hinanden. 


Det her er, hvad jeg ved: kærlighed fungerer ikke på deltid. Jeg vil have nogen, der kigger på mig som var jeg lys. I det sene mørke, er der ingen at ringe til. I stedet holder jeg min egen hånd. Jeg bærer mig selv i seng. Jeg skubber mørket på afstand. Jeg er alene. 

7.2.18

Hun gemte hans trøje i en lufttæt pose, så den ikke ville begynde at dufte af hende i stedet. Jeg forstod det ikke rigtig dengang.


Så siger han, at han jo ikke har følt sådan her før. Det er længe siden, han sidst sagde det. Jeg troede måske, han havde fortrudt, at han kun havde ment det i øjeblikket. Jeg holder hans trøje. Måske er det tryghed. Måske har man brug for at føle sig tæt på hinanden, selv når man ikke er det. Jeg ved det ikke. Kun at hver gang jeg spørger ham, om den skal hænges om, hver gang jeg reder hans seng eller samler mine ting op fra hans gulv, er det min måde at fortælle ham, at jeg lytter, når han fortæller om sine præferencer. At jeg skal nok møde ham halvvejs. 

31.1.18

Øjeblikkene fandt aldrig sted. Ikke derude i hvert fald. Jeg ved ikke, om det gør det mindre virkeligt. Om de kan siges at findes blot ved jeg tænkte dem. Om alt det der findes i mit hoved er ligeså virkeligt, som det der findes udenfor.

3.12.17

I den hvide sol, rækker han ud og rører blondegardinerne. Han er morgenblind og søvnig, så jeg fortæller ham om himlen på den anden side af de støvede ruder. Lyseblå på den der måde, den kun kan være om vinteren. Det er nok noget med frost og snevejr, hvordan alting kan synes både skarpt og sløret på samme tid. Jeg sover altid dårligt, når han sover her. Det er alt det, der ligger udenfor refleksiviteten; når kroppens temperatur falder, det der underlige instinkt der gør, at man bevæger sig tættere på det nærmeste varme, at han bevæger sig tættere på mig, og jeg vågner og forbliver vågen, hans ansigts blide trækninger, sitrende øjenvipper. Så sker det bare, at øjnene helt automatisk fotograferer øjeblikket, at have ham bleg og blid i mine lagener, men mest i min hukommelse.