Andet

11.11.17

Så spørger han mig, hvorfor jeg har brug for at blive husket. Men mine hænder er røde i mørket, og det er efterårskoldt og månen spejler sig i samtlige vandpytter ude på gaden, og pludselig kan jeg ikke længere huske det. Jeg føler mig træt og alt for lille til min krop, vil så gerne bare ligge mit hoved på hans skulder og skubbe vinteren væk. Måske er jeg i virkeligheden ligeglad med det hele. Måske er jeg er ligeglad med, hvad de siger om minder og celleerstatninger og kemiske forbindelser, så længe jeg ved, at han i et parallelt univers, stadig kysser mig i den regnvåde gyde bag diskoteket. Måske vil jeg bare gerne have, at han husker mig lidt. Bare engang imellem.

I stedet kradser jeg den lyserøde neglelak af. Rører mine læber, mine knæ, mine lægge, alt andet end ham. For jeg er jo i virkeligheden slet ikke ligeglad. Jeg kunne aldrig finde ud af at være ligeglad, og så pludselig er jeg i en dugvåd gårdhave, og det er for sent, og jeg er bange for at sige alle de her ærlige ting, som morgenlyset ikke kan rumme. At skamme mig igen. Jeg er rædselsslagen for det øjeblik, hvor han holder op med at se mig igennem 15-årige øjne. Hvor de hvide strækmærker på inderlårene pludselig synes selvlysende i mørket. Hvor han bliver træt af mine hænder og hvor meget de ryster, ryster, ryster, og hvordan de måske alligevel ikke helt ved, hvordan de skal røre ham, fordi det er længe siden, de har været et sted, der ikke føltes tilfældigt. Mig, der både snubler over sætninger og asfalt. Den her underlige krop, som aldrig helt ved, hvor den skal placere sig selv i et rum. Den her desperate, forsigtige pige, som lever indeni mig, og som føler sig så lille, lille, lille og så bange. For mørke gadehjørner og ansigtsløse mænd. For sætninger som, rør mig eller endnu værre, sætninger der faktisk rører mig.

For at han opdager, at jeg også savner den pige, han forelskede sig i dengang. For at det måske er hende, han savner mest.

31.10.17

Kan man leve uden frygt for, at det hele bliver taget fra en?

Udenfor lyser træerne fuldkommen gyldent i efterårssolen. I efteråret drømmer jeg altid mest om Oxford. Det er klare, livlige billeder af aftener med gule lygtepæle og sne på Pullens Lane, min stille, stille snekugleverden. Måske drømmer jeg i virkeligheden mest om, at menneskesummen ikke når mine øregange, at lyset ikke synes så hvidt og skarpt. I dag ligner alting et minde, som at bevæge sig indenfor rammerne af et falmet fotografi. Det er en af de der dage, hvor man føler, at man går, går, går og ingen vegne kommer, hvor knæene pludselig bukker under nær søen, hvor kroppen nægter at bevæge sig videre. Man gør det alligevel. Sådan viser hjernen sig altid at være stædigere end resten af legemet.

Jo ældre jeg bliver, jo mere hudløst føles mit hjerte. Alting synes overvældende, og hjernen er så ihærdig i dens fortolkningsproces. Når ordene holder op med blot at være ord. Når alting er et signaler og symboler, der behøver afkodning. Når det føles som om, der er en konspiration i gang imod en. Jeg skrev det allerede dengang; universet er ligeglad med os. Der er ingen, der gider konspirere mod nogen. Så hvorfor føler man pludselig, at ansigtsudtrykkene kræver aflæsning, at de siger noget helt andet end de mener. Sårbarheden sidder der et sted i mine rystende hænder og forsigtige bevægelser. Jeg prøver endnu at afholde den fra at overskygge. Men nogle gange kører jeg stadig et ekstra stop i bussen, fordi jeg bliver så nervøs, at jeg glemmer, hvordan jeg rejser mig.

Det krævede en regnvåd motorvej og 210 kilometer i timen igennem bjergene mod Kosovo at indse, at jeg helst vil leve. Højlydt og lykkeligt. Jeg vil danse i regnen og hade, at øjeblikket ikke føles som det gør på film. Jeg vil have hvide forårsdage med støvet solskin, og jeg vil stå nøgen i det blå, blå, blå morgenmørke i køkkenet og være ligeglad med lysene i lejlighedskomplekset overfor. Jeg vil ikke bruge mere tid på at foragte mig selv for de ting, jeg rørte, da jeg mistede et sted at placere mine hænder. Jeg vil hente hele verden. Men problemet med at leve er, at livet forudsætter døden, og måske var det derfor, jeg brugte otte måneder på at forsøge at dræbe mig selv. For ikke at vente på det uundgåelige. For i det mindste at have kontrol over det afsluttende. Det var nemt. Jeg frygter den her altoverskyggende lyst til at leve, at dø før jeg er klar. Jeg har lyst til at spørge alle, jeg kender: holder man nogensinde op med at være bange? For at give og blive taget forgivet? For ansvaret, livet medfølger? For friheden og valgene? For gælden, og hvordan den opkræves på de underligste tidspunkter? For skygger, og hvad der gemmer sig i dem? Og de, der stjæler solen. Jeg er så bange for, de stjæler solen igen.

Men mor sover stadig med lyset tændt i entréen. Og far forsikrer sig gentagende gange, at mit fly lander, hvor end det skal. Sådan er det underligt at måtte vokse op og erkende, at de jo naturligvis ikke kan redde hele verden. At de forventninger, man opstiller som barn, umuligt kan indfries. Der er så meget, jeg ikke ved om andres frygt, og så bliver det pludselig nemt at antage, at de ikke har nogen, at jeg er den eneste, der er bange uden helt at vide, hvad jeg er bange for. Igennem frygten opstår modet. Oftere og oftere hænder det, at jeg finder det i skrøbeligheden; da Rebecca aede mig over håret på trapperne op til festen den vinteraften, bad mig blive lidt endnu. Jeg havde ikke lyst. Jeg gjorde det alligevel. Og mine veninder gav mig nok lys og ilt til, at jeg næsten kunne mærke foråret igen. De tilgav mig. Måske er min største frygt i virkeligheden, at jeg aldrig kommer til at tilgive mig selv. 

29.10.17

Jeg har ikke lyst til at skrive om det, men så gør jeg det alligevel, og det hele synes så fragmentarisk og skrøbeligt. Minder er trods alt blot et katalog over flygtige virkelighedsøjeblikke. De både manipuleres og reduceres i nedfældningen. I fortolkningen pålægges adjektiver og adverbialer, der i øjeblikket ikke eksisterede.

Gadelygternes kølige afspejling i vandpytterne. Kolde, røde hænder i varme frakkelommer. Som at tage tilbage og opsamle resterne af de ungdomsøjeblikke, vi ikke fik lov til at have sammen. Erkendelsen af at vi efterhånden er blevet for gamle til at gøre noget trivielt for første gang, at det allerede er levet og udtømt, og alligevel de forsigtige forsøge på at genopleve dem. Årene er der et sted imellem os. Jeg vil ikke høre om dem, og alligevel. Måske er det et eller andet latterligt forsøg på at udfylde de sorte huller af det liv, jeg ikke var tilskuer til. Måske har man altid brug for at vide, hvad de hænder har rørt før de rørte en selv.

Af og til, erindrer jeg noget, jeg egentlig ikke har lyst til at huske. Af og til, ville jeg ønske, jeg kunne slette øjeblikke fra min hukommelse. Det er efterhånden sjældent og af samme årsag, overraskes jeg måske endnu mere, når det endelig sker; ved græsarealet, nær det nu lukkede supermarked, drak Amalie og jeg vin den sommer, da vi fyldte sytten. Vi lod begge som om, det var rart at være hjemme. Ved rastepladsen, da han spurgte, hvor længe jeg planlagde at være væk denne gang. Hvordan de ting, jeg gjorde, stadig findes et sted imellem os i spydige kommentarer. Jeg husker, husker, husker. Endnu mere ihærdigt end jeg gjorde dengang. Jeg er jo ikke seksten længere. Jeg har foræret så meget, at jeg ikke længere ved, om jeg har noget tilbage at give væk. De her hænder har rørt så meget, de ikke burde. De her hænder er også rædselsslagne for at række ud. At være den, der står lige her og skal samle resterne selv.

Og samtidig, ikke at måtte løbe. Ikke at kunne finde ud af at bevæge de her ben længere, ligegyldigt hvor meget mit hoved forsøger at påstå, det er det rigtige. Det var det, jeg tænkte dengang. Man skal altid være den første til at flygte. Hvad gør jeg så? 

18.10.17

Noget om at finde hjem
Min bedste ven er taget til Australien, og af og til trækker jeg dynen op til hårgrænsen og tillader mig selv at græde. Nogle lørdage, glemmer jeg, og pludselig fanger jeg mig selv i at forsøge at lave aftaler om rødvin og Taylor Swift-karaoke. Men hos hende er det søndag, og solen er kun lige stået op. Hverdagen rusker mig vågen fra dagdrømme om at lave vores flyvemaskine-dansetrin under stjernerne på en australsk strand. Der er alt for mange kyster, timer og RUC-projekter imellem os. Sidste efterår, sagde drengen, at det er underligt, hvordan piger knytter bånd. Vi blev veninder, fordi ingen af os helt forstod tamponer, fordi vi var de eneste, der bar et hårbånd den første dag på universitetet. Hun lærte mig, at det er sjovere at tage tidligt hjem fra festen og bruge timevis på at analysere My Humps, end det er at gå med fremmede mænd med ivrige hænder. Savnet sidder et sted i lænden, og derfra udsendes det så nemt til hele rygsøjlen.

Fransiska køber papkasser i Bauhaus. Vi starter med de genkendelige, simple ting. Bøger, der er hendes. Derefter vurderer vi de ting, vi har købt sammen, og jeg forsøger at lade som om, det er nemt at se de sidste to år af vores liv stablet i ti forskellige papkasser. I IKEA, på jagt efter nye glas, fordi jeg pludselig ikke har nok uden hendes på hylden, udpeger hun det der fotografi, vi blev ved med at udskyde at købe. Luftballoner over en aftengylden sommergyde. I mellem de sidste papkasser, danser Adam og hende i køkkenet, og jeg sidder ved spisebordet og smiler og tænker på hvor fin, kærligheden nu engang er. Fransiska og jeg skabte det her hjem sammen. Lejligheden var vores drøm. Der er tomme rum på hylderne og et værelse, der plejede at være hendes, og januar føles både langt væk og alt for tæt på. Man er aldrig helt klar til at give slip, men man kan heller ikke finde ud af at blive. Dengang havde jeg kun lyst til at flygte. Dengang var hjemme de mørke, midnatsblå landeveje, som trak mig flere hundrede kilometer væk fra Næstved. De orange, varme lamper fra rastepladsen, søvnige stemmer i knitrende natradioer, den sitrende summen i lufthavnenes paskontrol. Som seks-årig forelskede jeg mig i vejene og hvordan de forsvandt under bildækkene. En alt-overskyggende kærlighed til alt det, som verden har at byde på.

Hjemme er mest, hvor jeg ikke er. Der står jeg så på en sti, jeg har gået ad utallige gange, på en fuldkommen normal tirsdag. Efterårssolen rammer mit ansigt. På trods af de slidte jeans, jeg har haft siden Oxford, og min sløsede mørkeblå cardigan, føler jeg mig smuk. Mine håndled er kolde. På de heldige dage, når jeg skovkanten, når solen endnu kaster gyldne skygger på træstammerne, når den hænger lige over skoven ved landevejen som en eller anden lysende, støvet kugle. Og jeg behøver ikke vurdere, hvorvidt Bruxelles, Oxford, Næstved eller Trekroner er hjemme. Hele verden kan være mit hjem. Jeg kan drømme mig til kirsebærtræerne i gården på det britiske kollegie, og jeg kan drømme mig til støvregn over mit belgiske barndomshjem. Det gør mig ikke nødvendigvis til den eskapist, jeg plejede at være.

Her til aften, læser jeg gamle tekster og forsøger at gennemskue, hvem jeg har skrevet om. Det giver mig lyst til at græde. Hele min ungdom er så nøje dokumenteret i billedrige beskrivelser og sammentrukne adjektiver. Pludselig virker mit sekstenårige jeg så fjernt og samtidig så tæt på; som et eller andet spøgelse, der lever i nærheden af-, men ikke længere i mig. Halvdelen af de ting, jeg nedskrev, skete aldrig. Den anden halvdel har jeg ikke altid lyst til at blive mindet om. Sandheden er, at jeg nok ikke rigtigt tror, at hun ville være synderligt stolt af mig og måden hvorpå, jeg gentager samme fejltagelser. Hun ville bede mig drømme lidt mere. Elske, endnu mere. At gøre alt det, hun drømte om, men følte, hun var for ung til. Man kan drømme så meget og til sidst har man drømt sig væk fra, hvor end man nu engang er. Det var jo det, jeg plejede at gøre. Jeg havde ikke lyst til at være her, så jeg skrev mig ind i andre universer og virkeligheder. Når virkeligheden bliver ved med at banke på, bliver man nødt til at lukke den ind. Måske glemte jeg, at man også skal lade den sove lidt engang imellem. At man godt må give sig hen til hvad end, man føler. Jeg er ikke halvt så modig, som jeg plejede at være.

Nogle gange savner jeg hvert eneste øjeblik, jeg nogensinde har mistet. Den rationelle side af mig ved, at jeg kun savner øjeblikkene, fordi jeg ikke kan få dem tilbage. Men den følende side af mig, har ikke lyst til at komme med begrundelser. Den følende side af mig er allerede så dybt forankret i al længslen. Jeg vil have øjeblikkene tilbage. Jeg har lyst til at blive forelsket for første gang igen. Jeg har lyst til at sidde på sofaen i vores tomme, nye hjem og grine af Fransiskas stædighed overfor IKEA-kommoderne. Jeg har lyst til gåture igennem nedfaldne, røde blade i Headington Hill Park. Jeg har lyst til at skrige Katy Perry ud over hele Limfjorden. Jeg vil have alle mine første gange igen. Men øjeblikkene er allerede levede og udtømte, og der er så meget andet at savne, og til sidst savner man forhåbentligt nok til at tage telefonen eller tage et fly, til hvad- eller hvem end man længes efter. Jeg prøver stadig bare at huske mig selv på, at man ikke kan leve sit liv i minder, kun ud fra dem. Man må bygge ovenpå og omkring dem. Til sidst har man bygget et helt liv. 

17.10.17

Sammenvævninger af begyndelser og slutninger
I skabet på mit ungdomsværelse, ligger den stråhat, jeg havde på, da vi kyssede første gang. Det føles som lysår siden, men stadigvæk synes den at være en påmindelse om, hvor meget jeg ønsker at være den pige igen, som endnu troede på, at man kan elske nogen et helt liv. Pigen, som skrev kærlighedsdigte om hotelværelser og solnedgange. Pigen, som ønskede sig hele verden. Jeg tænker ofte på det for tiden, og jeg tænker på, hvor lidt jeg burde tænke på det. Måske var det en lille smule nostalgi, der gjorde, at han kyssede mig den aften ved havet. Måske havde hans venner fortalt ham, hvor nem jeg var den sommer, og så opdagede han, at jeg slet ikke er den, jeg var, da jeg gav drengen et blowjob til en eller anden latterlig studenterfest. Det er det, jeg gør. Jeg fokuserer så meget på det her ene lille hvorfor, at jeg pludselig ikke kan tænke på andet. Af og til er der nok ingen årsager. Han kyssede mig både dengang og forleden, og jeg folder mindet sammen og placerer det et sted, hvor jeg kan mærke varmen fra det. Så jeg kan finde det frem, når jeg ikke længere undrer mig over motiver. Så jeg kan tænke på bilens blide brummen, hans hånd i min og aftenmørke landeveje nær kysten, hvor nemt det endnu var at stole på, at han nok skulle få mig hjem.

25.4.17

Måske, måske ikke et rigtigt på gensyn

Eskapist
Hvert eneste digt er det sidste. Men så blev det forår igen som sidste forår og foråret før, og på trods af at intet er det samme, ligner alting sig selv. Små planter vokser frem imellem fliserne på terrassen. Om morgenen er mit værelse gyldent, og skoven lyser grøn, grøn, grøn ligesom den eftermiddag i maj, hvor min søster blev gift. Ligesom naturen, gentager jeg også mig selv.

Jeg har skrevet mig ud af en virkelighed, kun for at skrive mig selv ind i en anden. Det er det, jeg altid gør. Jeg er så god til at forestille mig, hvor anderledes alting kunne være og så dårlig til at erkende, hvordan det nu engang er. Foråret gør alting skarpt og gennemskueligt, fortæller jeg mig selv uden rent faktisk at have gennemskuet noget. Jeg er søvnig, bruger timer på at strække den her krop og forsøge at finde en plads til den, men den vil aldrig være der, hvor den er. Kroppen længes efter flyvemaskiner og albanske bjerge, orange gadelamper der oplyser brede alléer og saltvandsvådt hår. Kom nu, fortæller jeg den. Der er kun et par måneder tilbage af blæst og terrassedøre, der smækker i Trekroner, at stirre på betongrå bygninger og drømme sig til Sicilien.

Hele mit liv har jeg drømt om noget andet uden helt at finde ud af, hvad det andet så er. Jeg ville til Oxford. Så ville jeg hjem igen. Og så længtes jeg efter regnvejrsgrå dage og gåture over Magdalen Bridge, det lyserøde kirsebærtræ imellem kollegierne. Nu længes jeg efter mere end blot det lille areal, som plejede at fylde så meget i mit hoved. Mit hjerte vil hente hele verden. Mit hjerte vil bestige et bjerg. Mit hjerte vil slette sin facebook, smide sin telefon i havet og forsøge at finde et roligt sted i en verden med så meget støj. Man tror altid, man kan være undtagelsen; den der gør det hele. Eller bare, den der gør noget. Så vågner man en morgen og opdager, at man gentager de samme klichéer, både i sproget og livet, at hverdagens metaforer er så integrerede i én, at man ikke længere bemærker dem. Man vokser ind i sig selv. Det er bare en personlig stilstand, jeg befinder mig i, fortæller jeg mig selv. Men så bliver stilstanden en tilstand, og den tilstand varer ved, og man kan ikke længere huske, hvordan det føltes at være et menneske, som rent faktisk ville noget. Jeg leder efter påmindelser. Der er mennesker, jeg ved, ville være i stand til at redde verden, hvis de ønskede det. Det er smukt, og så kan man gå og drømme lidt om noget bedre igen. Drengen plejede at sige, jeg var en af dem. Jeg kan ikke redde nogen som helst, og han tog fejl. Folk tager ofte fejl.

Jeg har ikke flere ord tilbage, og alligevel forsøger jeg. Jeg har i virkeligheden intet at sige. Jeg bebrejder det her ulevede liv, som om det er nogens ansvar, som om det er livets ansvar, at gøre mig til et subjekt i mit liv. Jeg vil jo gerne kunne skrive om et liv, der er levet, ikke et liv jeg blot har skrevet mig selv ind i. Jeg vasker tøj og børster hår og bruger lang tid på at stirre på byggepladsen overfor, og jeg forsøger at forestille mig marken uden alt den beton. I sommers kunne man stadig se motorvejen. Nu kan jeg se et fremtidigt vindue, og jeg tænker på, hvem der kommer til at bo der. Hvem jeg nu skal stirre på hver morgen igennem de gennemsigtige gardiner. Jeg håber, det er lykkelige mennesker. Sådan nogle som danser til radioen og ryger cigaretter ud af køkkenvinduet. Der er masser ting i verden at smile af, men nogle gange er det rart med lidt ekstra eller blot lidt fornyelse. Så her er det. Jeg er ikke lykkelig. Men dengang sagde lægen, at jeg havde urealistiske forventninger til glæden, at der jo ikke er nogen, som render rundt og er glade hele tiden. De fleste er her bare, og de er okay med det. Det er bare ikke den forestillingsverden, man er vokset op i, men hverdagens tidsstrukturer gør det trods alt svært at gå og udføre så meget end trivielle pligter, der fastholder én i virkeligheden. Vaske tøj. Støvsuge gulv. Skrive eksamener. Sove. Repeat. For nu skal vi nok bare eksistere. Derigennem kan vi en dag finde en måde, hvorpå vi kan leve, sådan rigtigt. Hvad end det så betyder. 

19.4.17

På gensyn

Et eller andet sted imellem biblioteket og Stændertorvet, føler jeg, at jeg har mistet noget, så da manden bag mig pludselig udbryder et eller andet uforståeligt, bliver jeg ikke overrasket. Men det er bare hans telefon, og det er hans far, der er noget i vejen med, ikke mig. Anemonerne lyser i parkens skovbunden. I går sneede det, og i morges sad jeg på terrassen og røg med bare fødder. Også naturen er i en eller anden form for transittilstand.

Kasseekspedienten spørger om ID, og jeg har lyst til at råbe til hele verden, at jeg jo altså ikke går rundt og lader som om, jeg er nogen, jeg ikke er. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det ville gøre mig uvederhæftig, for når alt kommer til alt, så viser det sig, at jeg nok ikke rigtigt aner, hvem i alverden det jeg er. Jeg tager bussen ind til Roskilde. Jeg tager bussen hjem igen. Jeg står længe foran reolerne på biblioteket, og bogopstilleren spørger mig, hvad jeg leder efter, og dér er det. Jeg ved det jo ikke. Mændene på bodegaerne kan lide mig, fordi jeg går i korte nederdele og ligner en skolepige, der slet ikke hører til der. Du ser ensom ud, siger de. Du behøver ikke være ensom længere. Vil du høre alle de ting, jeg har lyst til at gøre ved dig, sådan en smuk, lille pige? Nej, svarer jeg, for de har koner og familieportrætter og børnesæder på cyklerne, og jeg vil ikke involveres i deres krævende forsøg på at genoplive en ungdomstilværelse, de ikke længere passer ind i.

En flok piger ved siden af mig ved busstopstedet, måske elleve eller tolv år. De har røde kinder og lyserøde skoletasker. Den ene peger på sin brystkasse og siger, at hun altså ikke kan følge med, når de skynder sig sådan, der er noget i vejen med hendes lunger. Det er en tidlig kropsbevidsthed, tænker jeg, fordi jeg ikke længere kan huske, hvordan det føles at være i en elleveårigs krop. På bagsædet af bussen drikker jeg en liter vand, og jeg tænker, at de alle sammen kan se, hvor udmattet jeg er, at de alle sammen har gennemskuet mig. Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Jeg bliver bare paranoid på de dage, hvor jeg ikke taler med nogen og hvor, der ikke er noget, jeg skal tage stilling til. Man tror, man vil blive noget særligt, og så vokser man op og længere ind i sig selv, og det viser sig, at man slet ikke er noget som helst. Der er ingen konspiration i gang med nogen, for universet er ligeglad med os. Universet er her bare. Der er ingen plan, blot en masse tomme huller, vi mennesker må forsøge at udfylde.

Der er ingen, der fortæller en, hvor ondt det vil gøre at blive ældre og miste den forestillingsverden, som man ellers er vokset op i. Det er sådan et rigtigt offerudsagn, sådan at skulle prædike om hvor hårdt det hele er. Alle ved det. Nogle dage er dårlige, nogle værre, og nogle så smukke, at man ikke helt kan kapere det. Det er sådan, det er, og der er ikke så meget at sige om det. Måske er det bare et valg, man tager, det der med at forsimple sandheden. Hvis jeg får børn, vil jeg nok heller ikke være ærlig overfor dem. Børn er gode. De har håb. Når vi andre ikke har mere, kan de minde os om, hvor simpelt det kunne være.

Nogle gange vågner man og opdager, at klokken er tre om natten, og hele verden er faldet i søvn, imens man selv sov. Så føles det som om, at stilheden presser væggene tættere på, at lejligheden pludselig er lille, lille. Når man sover, falder lufttrykket omkring en. Der er noget, som sætter sig på lungerne. Man vågner, og man kan ikke trække vejret, og der er ingen at ringe til, og det er alt for sent. Man forsøger alligevel. Jeg ringer til alle, jeg nogensinde har kendt, mumler noget om at de jo elskede mig engang. Men et menneske er jo altid i transit. Vi er ikke statiske. Der er altid noget i os, som bevæger sig tættere- eller længere bort fra andre. Det er jo bare fordi, at jeg føler mig afskåret fra den pige, de elskede. Jeg er landet på et eller andet fremmed sted, og der er ingen her til at påminde mig om noget. I sådanne nætter forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg altså er elsket, på trods af der ikke er nogen til at fortælle mig det. Der er nogen derude, som elsker mig, og måske elsker de mig endda mere, end jeg går og tror. Der er ingen, der er alene.

Så siger mor, at jeg skriver for lidt om de gode dage. Det er jo rigtigt nok. Glæden er så eksplicit. Jeg aner ikke hvordan, man skriver om noget, der ikke føles som en hemmelighed. Men her er det så, det sidste: nogle nætter trækker jeg ikke gardinerne for, men lader lamperne fra byggepladsen overfor kaste underlige skygger på mine hvide vægge. Nogle morgener vågner jeg, og alting er gyldent. Nogle morgener løfter jeg blikket fra mine beskidte støvlesnuder og ser, at passerende faktisk tager sig tid til at smile til mig. Så smiler jeg igen. Og livet er fint. Også når man har brændt alle sine broer, også når jeg vågner med fornemmelsen af, at min krop er skrumpet, og jeg ikke længere passer ind i den. Også når ordene reduceres til latterlige blogindlæg, jeg aldrig havde troet, jeg ville skrive. En lille reklame for at blive her. Nogle gange er teksterne breve. Nogle gange handler ens liv om andre menneskers liv. Andre gange finder man sig selv et eller andet underligt sted og opdager, at man jo er et subjekt, på trods af man ikke føler sig således.

Man kan skrive meget om et liv, der ikke er levet. Man kan skrive sig ind i verdener og situationer, hvor man ikke længere hører til. Derfor må det også være muligt at skrive sig ud af det hele. Et sidste farvel til dem og det, til forårsaftener med solskin på terrassen på Snoghøjen, til en herloviansk fodboldbane med ølbowling og til et liv, jeg ikke længere passer ind i. Først, må man leve. Helst der hvor man nu engang er. Derfra finder vi nok ud af resten. 

13.4.17

April og det sidste brev
Jeg drømte, at vi var forelskede igen. Han var anderledes, havde et andet ansigt og en anden stemme, men alligevel var det ham. Det er april igen. Hun rykker sine ting ud af min brors lejlighed, og han rydder op efter hende. Han ved ligeså vel som alle andre, at der ikke er nogen grund til at dokumentere et forhold, der ikke længere er der, så vi hænger nye fotografier på gamle søm. Den hvide forårssol gør alting skarpt og gennemskueligt. Det er vejr til indrømmelser, men jeg ved aldrig helt hvordan. Der er masser ting, jeg burde indrømme. Folk ved kun, hvad man fortæller dem, og hvis man ikke fortæller dem noget, antager de blot. Jeg forsøger at lade være og i stedet minde mig selv om, at jeg ikke ved, hvad andre mennesker føler. Jeg kan kun forsøge at lære mig selv at kende, og det er jo det, jeg arbejder på.

Sidste forår, pressede manden mit hoved ned under dynen, og fortsatte med at kneppe mig. Jeg følte mig som en underlig udgave af mit syttenårige jeg, som aldrig helt vidste, hvad hun mente var acceptabelt. Jeg er ikke god til at sige fra. Bagefter spurgte jeg ham hvorfor. Han ville bare gerne prøve noget nyt. Det er det, de mænd, jeg møder, vil have; en ansigtsløs pige til afbenyttelse. Så forelskede han sig vist nok i mig, og jeg opdagede, at jeg stadig var forelsket i en anden. Dengang troede jeg stadig, at jeg ville føle mig mindre ensom, hvis jeg blev og sov hos fremmede fyre. Det er længe siden. I disse dage ligger jeg midt i sengen, en arm over hovedet, en anden på maven, og lytter til min egen vejrtrækning. Nogle gange tager jeg silkenatkjolen på og stirrer på mig selv i spejlet, og Fransiska ler og spørger, hvad jeg laver. Det er bare et forsøg på at genkende mig selv, også denne udgave, som ikke giver sig selv til fremmede mænd, som kan iføre sig lingerie blot for fornemmelsen og ikke for andres skyld. Jeg kan bedre lide mig selv sådan her, nøgent ansigt og uden et irrationelt behov for at andre elsker mig, så jeg kan elske mig selv. Jeg kan ikke længere være den, som de ønsker. Jeg bliver nødt til at slukke for støjen og lytte til den der lille stemme, der fortæller mig, hvad jeg har brug for, på trods af det måske sårer andre. Vi får alle at vide, at det er egoistisk at sætte os selv før andre, men at jeg beslutter mig for at være subjekt i situationer, hvor det er nødvendigt, betyder jo ikke, at jeg er ligeglad med andre. Det er nødvendigt og vigtigt, og alligevel kræver det altid retfærdiggørelse.

I køkkenet i mit barndomshjem, læner min søster sig op ad køleskabet, og min svoger placerer hånden på hendes mave. De bliver ved med at tale om, hvor meget den vokser i takt med det der lille frø, der spirer et sted derinde, men jeg kan ikke se det, for det er ikke der, jeg selv er endnu. Sent om natten, når jeg tænker på den, hvad end den vokser op og bliver, græder jeg. Det er det mest trivielle og omtalte i verden, og alligevel overraskes jeg over, hvor meget kærlighed jeg føler for den her lille fremmede. Jeg er hverken voksen eller stabil nok til at ønske mig et barn. Det er bare det der blik i hans øjne, at han kigger på hende, som fandtes der ikke andre. Engang var der nogen, der kiggede sådan på mig. Det var kun i en måned eller to, før nyforelskelsen falmede og han begyndte at kede sig, men man kan leve længe på så blikke. Først var hun blot min søster, og det var smukt. Så blev hun nogens kone, og snart er hun nogens mor. Det er underligt, hvor mange roller man kan nå at påtage sig igennem sit liv.

Så det er her, jeg er. April handler om kærlighed, og sådan er det vel altid på sene forårsmorgener. Af og til, længes jeg efter den der klichéprægede, men magiske kærlighed, og jeg fanger mig selv i at blive irriteret over kæresteparret, der kysser foran mig i bussen. Det er det der med indrømmelser igen; nogle andre har noget, som man i øjeblikket pludselig savner udelukkende fordi, det er lige for øjnene af en. Så forsvinder følelsen igen, og jeg har det jo også fint nok med at kunne vokse i min egen retning, frem for hele tiden at forsøge at vokse i samme retning som en anden. Ikke at bekymre mig om fredagsfester og andre piger, hvorfor han ikke savner mig, som jeg savner ham. Det må man bare minde sig selv om. Der er jo også så meget andet at forelske sig i.

23.3.17

Noget om mere

Jeg tænker på de der små huller i virkeligheden, som formår at slå tiden i stykker. De opstår på de underligste tidspunkter. Jeg sidder på terrassen og ryger med søvnige hænder, ser morgensolen bestige de røde rækker tegl, og jeg glemmer helt, at jeg er her. Stille, stille. Et sted i storbyens kaostilstand, de larmende udstødningsrør og anonymiserende lejlighedskomplekser, er der en ro ved at sidde i skrædderstilling og være endnu et menneske på endnu en terrasse. Der er intet her at gennemskue, og der er ingen at genkende.

Hver dag er der noget nyt at forelske sig i, og nogle gange gør det ondt, at verden kan være så smuk. Nogle gange er det for overvældende at optage så meget æstetik på én gang. Det er bare dit nervesystem, der er for letpåvirkeligt, siger psykoterapeuterne. Jeg tror ikke, jeg ville ændre på det. Da jeg var tretten, skrev jeg digte om solopgange og en kærlighed, jeg ikke havde mødt endnu, og alt i mig håbede, at livet ville ligne digtene. Så begyndte de at kalde mig naiv, og jeg havde ikke længere lyst til at prædike romantiske forestillinger. Virkeligheden stemmer ikke overens med din barnlige forestilling, sagde de. Men der er intet romantisk over manglende håb, en hel befolkning præget af kynisme. Det er en underlig myte, det der med at et menneske, som ikke ønsker at leve, er smukt. De bildte mig ind, at depressionen er noget at definere sig selv ud fra. De tog fejl. Depressionen gør dig til en manipulerende, selvoptaget løgner. Depressionen er hårdt arbejde, ligesom så meget andet. Der er ingen, der kommer og redder dig, og du vil ikke have lyst til at redde dig selv. Det gjorde ondt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale om det uden at lade mig selv mærke det igen. Jeg havde lyst til at dø. Nu har jeg lyst til at leve. Nogle gange skræmmer det mig, hvor bange jeg er for at dø, før jeg føler mig klar. Jeg var jo aldrig klar. Det var bare noget, mit hoved bildte mig ind.

Jeg har ikke længere så meget tilbage at sige om livet. Jeg skriver mig ind i situationer og ud af virkeligheden, når jeg har brug for det, og livet er hverken en god eller dårlig ting. Det er bare. Og det meste af tiden, er det fint. Der er fremmede med vildt hår i vinden, som smiler fra den anden side af den støvede busrude. Der er gåture i skoven ved mit barndomshjem, min mor som standser på stien og udpeger en flok dådyr. På de tågede dage, hvor solen er en støvet glaskugle, og alting igen er blåtonet, er der et eller andet minde at hive frem. Engang, hans lysende, glade øjne på en spansk terrasse. Nu, den forårsformiddag, hvor min søster blev gift, hvor træerne spejlede sig i swimmingpoolen, og hvor jeg sad i havestolen og tænkte, at alt det grønne oplyste verden med en ro, jeg forhåbentlig ville kunne gemme et sted i mig og fremkalde ved nødvendighed. Visse minder bærer man så tæt på sit hjerte, at man næsten kan bringe sig selv tilbage til øjeblikkene. Nogle dage bliver ved med os. Andre må vi glemme for at gøre plads til nutiden.


Jeg tror, jeg troede, at depressionen ville gøre mig smukkere. At nogen ville komme og hjælpe mig ud af mørket. Ingen kom, for ingen kunne trænge derind. Det er det eneste, jeg husker. Jeg kan gentage for mig selv, at det gjorde ondt, at jeg ikke kunne finde ud af at være i live, at depressionen afskærmede mig fra omverdenen, men jeg kan ikke huske helt hvordan, det føltes. I lang tid forsøgte jeg at holde fast. Selv da de besluttede sig for, at jeg var blevet rask og sendte mig hjem, fastholdte jeg mig selv i den tilstand, der var blevet trivialitet. Jeg havde ikke lyst til at opgive den ene ting, jeg identificerede mig med. Men de ting, man identificerer sig med, lever videre i en. Den gennemsnitlige depression varer otte måneder. Jeg ventede på det øjeblik, hvor jeg ville blive mig selv igen. Det gør man ikke. Der er ikke noget selv at vende tilbage til. Jeg var et objekt, andre mennesker skulle vedligeholde og passe på. Nogen lagde mig i seng. Nogen fragtede mig steder hen. Nogen gjorde ting ved mig, og det var nemmere end selv at tage mig tøj af, selv at slæbe mig ud i badet. Det er svært at prædike kærlighed i en verden, der konstant forsøger at modbevise en. Det er svært at stå op om morgenen, selv på de dage, hvor man ikke har noget at stå op til. Det er svært at finde en måde, hvorpå man kan fastholde sig selv i glæden. Man må gøre det alligevel. Alternativet er ikke bedre. Det er der, måske, men det er ingenting. Der er intet efter, kun nu. Jeg vil have solskin, og jeg vil være i live på den her forårsdag, og en dag vil det ikke længere føles som et valg. En dag vil det bare være sådan. Jeg vil have mere. 

15.2.17

Det er en fin dag. Rummet imellem de to gardiner tillader solen at efterlade gyldne morgenstriber på mit trægulv. Jeg har den her fornemmelse af at være nøjagtig der, hvor jeg skal være. I dag behøver jeg ikke at redde verden, blot gå ture på de små skovstier langs hovedvejen, ryge cigaretter og forestille mig, at det snart er sommer. Lejligheden er tom, og der er ingen at smile til, men jeg smiler alligevel. Det er en af de gode dage, og jeg har lyst til at fastholde solen, at hive den ned fra himlen og bære den rundt i min frakkelomme. Jeg har lyst til, den bliver. Jeg kan ikke længere helt vurdere, om jeg skriver til- eller om dig. Digtene bliver til breve, og pludselig er det svært at adskille fiktion og virkelighed. Intet blev, som jeg forestillede mig, men det blev smukt alligevel. Måske har jeg stadig ikke forstået det der med, at jeg, ligegyldigt hvor mange ord jeg nu benytter mig af, ikke kan skrive mig selv tilbage i dét liv. Alligevel, skriver jeg. På et eller andet tidspunkt finder jeg virkeligheden et sted imellem sætningerne. Men ikke i dag.  

1.1.17

Tre fuldmåner, et par skybrud og utallige solskinstimer siden jeg så ham forsvinde i det blå morgenlys. Ok, så jorden stopper virkelig ikke med at rotere. De har naturligvis ret. Men jeg tror nu alligevel, at vi, et eller andet sted på Østerbro, er fastfrosset i tiden. At vi stadig ligger der i nogle fremmedes gårdhave, min hånd stilnet et sted i luften imellem os, mig der bare så gerne vil række ud og huske, hvordan det føles at holde ham i hånden.

14.12.16

Skal vi så nå det hele i dag?

Jeg lever. Jeg tømmer opvaskemaskinen og den tidlige morgensol trænger ind igennem hullerne i blondegardinet, efterlader små prikkede skygger på trægulvet. Vinduerne dæmper lydene fra motorvejen og håndværkernes radio. Vi plejede at have diskussioner på gangen foran fysiklokalet, Amalie og jeg, om forskellen på at leve og eksistere. Det har en anden betydning for mig end dengang. Først må man erkende, at man er til. Dernæst, leve. At eksistere er forudsætningen for at leve. Det er simpelt, hvis man lader være med at tænke for meget over det. Sådan er det jo med det meste. 

Alting virker altid anderledes om morgenen. Sådan kan man føle, at man har gennemskuet det hele, når man står der i det hvide lys fra den blege vintersol. På det seneste, har der været mange ord. Det er det, vi herhjemme kalder de tågede dage. Hver gang fortæller jeg mig selv, at det her bliver det sidste digt, men ting bliver så sjældent, som man regner med. Man kan ikke leve sit liv imellem siderne af bøger, men jeg er heller ikke helt færdig endnu. Der er stadig så meget tilbage at sige, så meget at erkende, rive- og rydde op i. Der er jo aldrig nogen, der lader en tale ud. Vi er så bevidste om vores næste sætninger, at vi, uden helt at bemærke det, bliver ved med at afbryde hinanden. Hvert digt, jeg skrev om min ekskæreste, var det sidste, lige indtil jeg huskede noget nyt. Han bad mig om at bære minderne. Dengang havde jeg hverken lyst til at huske eller glemme. Det er svært at finde et ståsted derimellem. Så en dag holdt det op med at gøre ondt, og minderne blev gyldne igen. De er smukke, men der er ikke længere så meget at finde i dem, kun erfaringer at hente. Igennem ordene, husker jeg dem, og sådan bliver de med mig. 

Jeg sidder helt stille i skrædderstilling ved søen og ser mågerne tage afsæt i det frostvåde græs. På de bedste dage, er der eftermiddagslure og gåture, og min krop føles ligeså ung, som den nu engang er. En bekendt kommenterer, at jeg er det mest livstrætte menneske, hun nogensinde har mødt. Jeg er ikke livstræt. Jeg kan huske, hvordan det føltes at være livstræt, og der er en stor forskel på den følelse, og det, jeg føler nu. Det er naturligvis nemt at forveksle, hvis man ikke selv har mærket det. Man kan jo aldrig rigtigt vide, hvad andre mennesker går og føler, kun stole på ens øjne, selvom de så ofte lyver. På det seneste, har mine øjne løjet meget for mig. Måske prøvede de at beskytte mig. Jeg ved det ikke. Man vil så gerne fortrænge virkeligheden, bibeholde ens konstruerede virkelighedsbillede, men det nytter ikke. På den ene eller anden måde, trænger den igennem. Min forelæser siger, at man altid analyserer ud fra en forudindtaget holdning; vi ønsker, at noget skal se ud på en bestemt måde, så vi vælger kun de dele, der passer ind i den analyse, der giver os de svar, vi ønsker. Hvis ikke de dele er at finde, konstruerer vi dem og bilder os selv ind, at de er virkelige. Intet af det, jeg nogensinde har konstrueret, var der. Nogle gange når man ønsker noget nok, begynder det at forekomme ægte. Sådan kan man leve lidt tid i en illusion. Nogle gange bliver det til sidst ægte. Det meste af tiden, bliver det ikke. 

Fordi når alt kommer til alt, er en sætning bare en række ord i en bestemt rækkefølge. Hvilken mening, vi tillægger ordene, afhænger af vores fortolkning. Vi ved, hvad ordene betyder for os selv, men så sjældent for andre. Vores fortolkninger vil jo altid være forskellige. Det er lidt ensomt, hvis man tænker sådan på det. Måske, smukt. Der er ligeså mange fortolkninger i verden, som der er mennesker, siger man. Så måske handler kærlighed eller venskab eller andre store ord i virkeligheden blot om at finde den, hvis fortolkning ligger nærmest ens egen. Den, som læser den samme mening ind i ordene. Jeg ved det jo ikke. Der er ingen definition på, hvad kærlighed er, jeg kan bare godt lide at opstille et regelsæt. Måske er jeg lidt vred på kærligheden, eller i hvert fald den her opstillede idé om den. Man kan være vred over meget på en onsdag. Måske synes jeg bare, det er latterligt, det der med at ærlighed udgør halvfems procent af ordet, og alligevel er det så sjældent, at folk, der elsker, er ærlige overfor hinanden. Hele mit liv har handlet om kontrol; altid at dæmpe mig, kontrollere min vrede eller følelse af uretfærdighed, aldrig at sige helt, hvad jeg føler eller tænker. Der er mange beskeder i løbet af de seneste enogtyve år, der i stedet er blevet til digte. Poesi er jo bare fiktion, og herigennem kan ingen beskylde mig for noget. 

Jeg lever, og det har måske i virkeligheden taget mig de sidste enogtyve år at forstå. Man bevæger sig igennem livet så sløvt, og når man så ser tilbage, kan man ikke helt huske årene. De var der bare, og så var de væk. Det gik- og gik over, som manden skrev. Men ikke endnu. Der er forhåbentlig stadig mange år at indhente, og sådan lever vi jo alle sammen i forestillingen om, at vi har masser tid. Måske nærmere forhåbningen. Hvis vi ønskede det, ville vi måske kunne nå det hele i dag. Sende de der beskeder, vi burde have sendt, være ærlig med andre- og os selv. Hoppe nøgen i søen på en frostklar vinternat eller kysse nogen, hvis hænder vi ikke frygter. Måske. Der er så meget, vi gerne vil sige og nå, men der er altid et i morgen at udskyde det til. Det er også nemmere sådan. 

4.12.16

Stemningsbillede på en søndag

Jeg drømte, at metroen pludselig blev til en karrusel på vejen op ad et snebeklædt bjerg. Der lå denne her underlige by med pastelfarvede parcelhuse, og det kunne have været magisk og Edward Scissorhands-agtigt, men husene var tomme og spøgelsesagtige, henlagt til vintermørke. Vi nåede aldrig toppen, trillede bare langsomt baglæns ad de isglatte skinner. Jeg blev ved med at gå frem og tilbage i metroen, vidste jeg var stået på den forkerte, men anede ikke hvordan jeg skulle finde hjem igen. Togkontrolløren og jeg lagde os sammen på gulvet, min hånd på hans brystkasse, ham der gentagende gange forsøgte at kysse mig. Da jeg vågnede, føltes det som om, noget sad helt forkert indeni mig, for løst måske. Jeg kan ikke helt placere stedet, hvorfra den fornemmelse udsendes. I stedet har jeg båret den med mig gennem dagen og håbet, den ville aftage. Senere, måske.

Det er søndag, og i morges var der frost på ruderne. Jeg har en bestemt playliste til dage som denne. Træernes grene virker så skrøbelige i vinden, og hunden ligger i de sidste rester af eftermiddagssolen og strækker sig. Måske er der nogen, jeg savner lidt, men det er endnu en af de ting, jeg øver mig i at lade være med at sige højt. Man skal ikke pålægge andre folk ens følelser. Man skal ikke forsøge at manipulere eller tvinge. Det er også så sjældent, folk gider høre om ens følelser. Afholdenhed er mig, der bider min underlæbe eller kradser den lyserøde neglelak af i stedet. Jo mindre man taler om noget, jo mindre tænker man måske på det. Det er ikke altid det, man har lyst til, men så igen bliver man nødt til at respektere stilheden. Det var det, han lærte mig sidste forår. At være voksen betyder vel, at man gør det nødvendige. Udenfor, rasler lyskæden og bevæger sig fra og mod terrassens trægelænder. Jeg sidder stille i vindueskarmen og betragter den her underlige dans, som det er blevet til. Hypnotiserende, vel næsten. 

Det er søndag, og solen hænger som en støvet glaskugle forenden af landevejen. Jeg jagter den ind imellem træerne og langs de smalle, mudrede skovstier, som er hemmelige for alle andre end dem, som er vokset op her. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville blive boende her ligeså længe, som jeg endte med, men sådan kan ens fremtidsplaner jo ændre sig. Min tiårsplan blev ikke rigtigt til noget. Det er også tidligt at have sådan en. De løfter, han og jeg lavede overfor hinanden, var brudte det øjeblik, vi tænkte dem. Nu og da, er det rart at opfinde en fremtid sammen, også selvom man ved, den ikke er realistisk. Det er bare forestillingen om, at vi to en dag ville kunne finde ud af at elske hinanden uden det gjorde så ondt. Jeg plejede godt at kunne lide, at det gjorde ondt. Måske tror jeg ikke længere på, at ting behøver at være, som vi bilder os ind. Vi kan så godt lide at besværliggøre virkeligheden for den dramatiske effekt, fordi vi altid ønsker at frembringe de store følelser. Måske er kærlighed bare at ligge helt roligt ved siden af hinanden i morgensolen. At være stille sammen. At kede sig sammen. At vokse op sammen. Jeg ved det jo ikke. Det er længe siden, og tiden slører minderne. Til sidst virker det som om, de tilhører en anden piges liv.

Jeg drikker kaffe ved spisebordet og efterlader små, gyldenbrune ringe på bordet. Alting beskrives som gyldent i dag, tænker jeg. Man har nogle præferencer, og pludselig skriver man dem ind i enhver situation. Søndag har altid været min yndlingsdag. Den bærer den der ro med sig, som kun ugens sidste dag nu kan, og så er den fin, fordi den altid bare er stille og søvnig. Jeg har haft mange gode søndagsøjeblikke på mine forældres sofa, min mors hænder der flettede mit våde hår, mig i min pyjamas foran pejsen. Liggende der på det brune læder, bliver jeg mindet om, at ligegyldigt hvor gammel jeg bliver, vil jeg altid være deres barn. Jeg ved ikke hvorfor, det er en beroligende tanke. Dengang turde jeg ikke engang fortælle min mor om mit første kys, så bange for at hun ville se mig på en anderledes- måske mere voksen måde. Jeg var aldrig klar til at blive voksen, og så en dag vågnede jeg og var det. Næsten, i hvert fald. Vi forsøger alle bare at beskytte os selv, og sådan trækker vi os væk fra hinanden. For tiden, forsøger jeg at være bedre til at nærme mig folk. Jeg behøver ikke være hensynsløs med min krop, som jeg var det forår, men det er nok heller ikke altid sundt at være så velovervejet omkring alting. Jeg har ikke lyst til at være bange, beslutter jeg mig for. Hvad end livet bringer, har jeg lyst til at mærke det, både det dårlige og gode. Man skal ikke skrive breve til folk, der ikke vil have dem. Men digtene har altid en modtager, om vedkommende så er implicit eller ej. Jeg ved ikke hvem modtageren af dette er. Måske mest mig selv. Bare giv slip, Clara, siger Fransiska. Lad dem alle gå. Dårlige dage giver plads til flere gode, og mennesker der går, giver plads til nye. Sådan kan hun lyde så overbevisende, at selv kynikeren pludselig begynder at tro hende. Der er altid nogen, der venter på dig et sted på et eller andet gadehjørne.    

19.11.16

Alting blev til implikaturer. Han regnede altid med, at jeg vidste, hvad han tænkte, og så glemte han at sige det højt. Man ved aldrig, hvad folk føler, før de siger det. Langsomt driver minderne fra mig. Eller jeg driver fra dem. Jeg ved, der var engang, hvor det føltes magisk at vågne ved siden af ham. Jeg ved, jeg mente det, da jeg sagde, jeg elskede ham, men efter al den her tid og distance, er det begyndt at føles som en løgn. Der er så meget andet at forelske sig i. Grøn te inden sengetid og lange karbade. At sidde på terrassen en vintermorgen og se solen stå op over RUC. At gå ture langs vandkanten, helt alene og med et roligt hjerte. Det er et egoistisk udsagn, men mit liv handler jo mest om mig. Da vi var sammen, drev jeg væk fra mig selv. Det er svært at finde fodfæste, når man elsker nogen så meget, at man ikke kan være i sin krop. Er det ikke underligt, at man kan have det sådan? Er det ikke underligt, hvordan man vågner en morgen, og de blot er reduceret til at være en fremmed igen? Måske endda det underligste, at det ikke gør ondt, at man måske kan blive immun overfor de følelser, et andet menneske plejede at frembringe i en. 

14.11.16

Fæstnelse af øjeblikke
I eftermiddags var lyset underligt, og hele dagen føltes som en sen eftermiddag, som om solen var ved at gå ned, eller måske bare som om, den aldrig helt nåede at stå op. Jeg ventede på toget, og jeg tænkte på hans hænder. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, måske bare at jeg hver gang er indstillet på, at det er sidste gang, og så forsøger jeg at fæstne det i min hukommelse, før minderne bliver for gennemsigtige til at indeholde detaljer. Franskmandens hænder duftede af mandariner. Min ekskærestes hænder duftede af røg. Det er lettest at forbinde minderne med noget konkret som en duft eller et sted, man altid kan vende tilbage til, så man kan genopleve det. Så jeg kan spise mandariner og huske Adelou. Jeg tænker aldrig på min ekskæreste, når jeg ryger, men nogle gange minder duften af frost mig om ham, fordi han er den sidste og eneste, der har holdt om mig igennem vinteren. Nogle dage føles det underligt ikke at vide, hvad de husker om mig. For det meste føles det bare underligt ikke at vide, hvilke oplevelser og indtryk andre folk optager, når de er i nærheden af mig. I eftermiddags, spillede han guitar ved køkkenbordet, og jeg tænkte, at han var smuk sådan der, næsten fascineret over sine egne hænders funktion. Det er så fint at se andre mennesker begive sig ind i noget, de holder af. At være nær- og fraværende på samme tid. Kunst er sådan et underligt lille hul i virkeligheden og tiden, som tillader en at forsvinde. Måske accepterer man at se andre begive sig væk på den måde, fordi man ved, hvor flygtigt det er, og at de nok skal vende tilbage igen. Jeg husker ikke dufte eller hvordan køkkenbordet føltes, så jeg fæstner det ved lyset i stedet. Jeg husker det sådan her: han virkede helt rolig, og persiennerne dæmpede lyset på den der måde, som man har brug for, når det er søndag, og man har søvn i øjnene, og morgenen har strakt sig helt op ad eftermiddagen.  

25.9.16

Sommer

For stjernekastere og lørdagsmagi. For spontane Spanien-ture, indian summer og de nætter, hvor vi sov for lidt. For at danse solen ned og med søvnige øjne, at se den rejse sig igen. For alle dem, der hjalp os med at bære vores hemmeligheder, og dem der nok aldrig skulle have hørt dem. For dårlige vaner og at vænne sig af med dem igen, for to liter vand om dagen og unødvendige piller i skraldespanden. For flygtige øjeblikke med fremmede, og dem der valgte at blive. For at falde i søvn på terrassen, for rødvinshovedpiner og morgener, der strakte sig helt op ad eftermiddagen. For dem der ikke mærkede det, for dem der gjorde og for dem, der bare ikke havde lyst. For drengene der spillede blackbird, og dem der græd, da jeg læste digtene for dem. For Amalies knitrende ansigt på skype, for blå nætter i Oxford og ikke helt at vide, hvad den der hjertebanken betød, nok ingenting. For ikke at ane, hvor man skulle placere sig i et rum, og for dem der rakte ud og hjalp mig med at finde en plads. For sentimentale samtaler efter midnat og for at opdage, at det blot var mørket, der gjorde noget ved os, at alting føles mindre dramatisk, når himlen lysner igen. For beskederne, der ikke skulle have været sendt, og for dem vi heldigvis ikke husker helt. For et roligt hjerte og at kunne strække sine arme og ben til hjørnerne af sengen uden at føle, noget mangler. For de sidste rester af sommeren og de første af efteråret. For alle dem, der var modige, for dem der var ærlige, og for dem der ikke turde alligevel. For karaoke-nætter, utallige grin og mavekramper, for gangene jeg faldt i søvn med Fransiskas fingre i mit hår, for et lavmælt: bliv et øjeblik. 

20.9.16

Nogle gange hjælper det at kysse en fremmed eller at holde i hånden med nogen, man lige har mødt. Nogle gange hjælper det at ryge en joint eller at danse under discokuglen til lyden af et hav af fremmede stemmer, som heller ikke ved, hvad hjemme er. At tilbringe en hel dag udenfor i solskin og havvind eller at synge karaoke så højt og falsk, at ingen kan lade være med at le. Nogle gange er der nogen til at hjælpe med at skabe magien, og andre gange skaber man den selv. At danse i undertøj med gardinerne trukket fra eller at ligge fuldkommen alene i sin seng og kigge på skyerne. Midt i al trivialiteten, er der et øjeblik, og senere, når du ser tilbage på det, vil det føles lidt magisk. Så man folder det sammen, mindet. Og man gemmer det et sted, hvor ingen kan røre det. Det her tilhører kun dig. Her er dit magiske øjeblik. 

9.9.16

Så er det ligesom, når jeg vågner af en eller anden mærkelig drøm, hverken ubehagelig eller god, bare lidt mærkelig, og jeg opdager, at jeg bare er derhjemme, hvor intet er så mærkeligt som i drømmen, og der er det der øjeblik i mørket, hvor jeg ikke helt kan placere værelsets genstande i forhold til mig selv, så jeg stikker hånden ud i det sorte og føler mig frem til stikkontakten. De der fem sekunder, hvor alting stadig føles lidt utrygt og fremmed, hvor mine øjne stadig ikke har vænnet sig til mørket, hvor jeg bliver nødt til at stole på mine andre sanser. Det var sådan, det føltes, da vi slog op.

1.8.16

Jeg vil gerne være pigen på stranden i Jurmala igen. Jeg vil gerne have, at alting er så simpelt og let, at det smukkeste i verden er at slå vejrmøller i lavvande. Jeg savner hende hver dag. 

18.7.16

I skrivebordsskuffen på mit ungdomsværelse, ligger der en post-it fra drengen. Vi har alle sammen vores hemmeligheder. Nogle gange tager jeg den stadig frem og tillader mig selv at huske. Både det gode og det dårlige. Hvordan vi skændtes. Hvor ondt det gjorde. Hvor meget jeg savnede ham, når han ikke var der. Jeg har ikke lyst til at rode op i fortiden, men den er også en påmindelse. Der var nogen, der elskede mig. Jeg håber, at nogen vil elske mig sådan igen.