Nogle gange er der ikke mere at tale om.
Så vi lader musikken sige, hvad vi ikke kan; forsvunden stilhed.
Din skulder brændende mod min.
Et øjeblik. Et simpelt ét. Ét vi aldrig vil glemme, men heller ikke helt huske.
Vores rygge mod gulvtæppet. Vejtrækning. Til vi falder i søvn. Til vi ikke længere lytter efter, og til vi glemmer at være til, glemmer at tænke; det hænder. I et skrøbeligt øjeblik. Så opdager man, at man er vågen, og man både husker og tænker, og der er stemmer og ekkoer.

Men der er ét øjeblik. Et, som opstår.
Og vi har intet at tale om, så vi ligger blot
og glemmer at være forelskede. Men elsker. Det er, hvad der sker.

Jeg så mit første stjerneskud, den nat jeg første gang talte med dig.
Du fulgte mig hele vejen hjem.
Du kyssede eller rørte mig ikke. Men du holdt mit hjerte. Og da det begyndte at regne, gav du mig din hat, så mit hår ikke ville blive vådt.
Du viste mig dine yndlingsgader. Vi lyttede til musik udenfor universitet. Det var jul, og der var lyskæder, og du havde sne på dine støvlesnuder; fnug i dit hår.
Jeg fortalte dig mine hemmeligheder. Du lyttede. Jeg var fuld og dansede ned af vejene.
Jeg skulle have lodt dig fortælle lidt mere, tænker jeg nu. Jeg skulle have værdsat, at du kiggede på mig, så beskyttende og så varmt. At du tilbragte resten af din aften med mig; at du ikke gik med de andre hjem.
At du fulgte efter mig, da jeg forlod diskoteket.
Der har været små, forsigtige samtaler siden. Hurtige ord og beskeder udvekslet på gangene. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg fortalte dig den nat, og jeg tror, jeg burde værdsætte det. Måske græd jeg. Måske sagde jeg alt det, jeg ikke burde have sagt.

Men det betyder intet. For du fulgte mig hjem. Og der var intet mere end det. Intet behov for at røre mig. Du var min ven den nat. Ikke som de andre. Skubbede mig ikke mod væggen og forsøgte med ivrige hænder. Du lyttede.
Og alt jeg vil sige, er nok bare tak. Tusind tak.

Lørdag klokken otte

Jeg har lyst til at ringe til dig. Lytte til din stemme.
Fortæl mig en historie, græder jeg. Jeg er så ensom. Hvor er du? Jeg kender dig ikke.
Der er vintermørke. Både udenfor og inde.
Hjemme. Det er, hvor hjertet er. Men hvis blot at hjertet kunne være andre steder. Som med dig. Hvis du kunne lade mig kravle ind under din hud, lade mig være tryg for en stund. Krølle mig sammen og lade dig vugge mig.
Vintervind. Mod ruden. Der er for meget virkelighed, den trænger ind af åbne vinduer, trænger ind af dørsprækken, finder mig, og jeg kvæles.
Jeg er så ked af det, siger jeg. Håber at du lytter. Hører du min stemme, når du læser mine ord? Jeg har ingen grunde. Årsager er der ikke mange af efterhånden.
Jeg har lyst til at blive rørt. Dybfølt. Smerte. Kærlighed. Vil du ae mig over håret? Lade mig falde i søvn og lade dig jage mareridtene væk. Man skal ikke stole på andre, siges det. Man skal samle sig selv op, når man falder.

Jeg prøver.

Liv

Det er stadig mørkt, da du lister ud på badeværelset. Dit ansigt virker utydeligt, fluorescerende under spejllampen. Huset trækker vejret omkring dig – en gren spiller urolige spøgelsesmelodier mod ruden. Han brummer blidt i søvnen. Egentlig burde du. Du kunne rejse dig fra det kølige gulv, krølle dig sammen under lagnerne og vikle dine ben ind i hans. Forsøge at gå tilbage til hvordan det var før. Men nogle gange vågner man, og der er noget, som har samlet sig indeni én, noget som er vokset, noget som er blevet for stort til ens lille krop, og man er ikke sikker på hvad, men det må ud, for det kvæler én. Usagte ord. Skænderier over køkkenbordet. De mindste ting. Måske betyder det intet, hvor længe man har elsket hinanden; man holder op med at vælge hinanden.
Fuglene begynder at synge udenfor. Gaderne er regnvåde, månen spejler sig i vandpytterne. Døren knirker, da du lukker den efter dig. Efterårsblæsten leger med bladene. Han sover stadig. Blidt og uvidende, så langt borte. Og når han vågner, vil han tænke, at du er i stuen, at du ser morgenfjernsyn, drikker vaniljekaffe, læser kultursektionen. Og han vil række ud efter de sidste sektioner af avisen, smile lidt med morgenvåde krøller. Trivialitet. Det er enkelt, og alligevel så fandens svært at leve. Man vænner sig til noget, og pludselig gør det for ondt, og noget synes forkert; og når det først er kompliceret, kan det ikke helt blive nemt igen. Man mindes livet, som det var før. Dengang man elskede, altid og hensynsløst. Dengang man ikke kunne lade være med at røre eller fange hinandens blikke. Forelskelsens søde varme, lyset af den.
Men der kommer en dag, hvor man vænner sig til hinanden; hvordan han glemmer at lukke tandpastaen til, hvordan ingen af jer kan finde ud af at huske at slukke lyset. Og der kommer en dag, hvor det bliver for meget. Man bliver træt af at stå op til det samme valg hver morgen, og man længes måske, og ansvaret synes at være ligegyldigt. Det er sommer et sted i verden, og du længes derhen. Du ville ønske, du kunne forklare, at du kunne sige det til ham. Men det er længe siden, I sidst delte jeres hemmeligheder.
Bussen kommer, og morgensolen bryder himlen. Du ved jo egentlig godt, at det er uretfærdigt. Men du bliver nødt til at lære at trække vejret igen, inden du helt har glemt. Der er beslutninger, og så er der de, som man ikke tager. De som allerede er blevet taget en gang for længe siden, da du valgte dit liv. Og øjeblikke leder videre. Til så meget mere. Du skal blot finde det. Der må være så meget mere.

Jeg er blevet klippet, siger jeg.
Du siger, du synes, jeg ser sød ud. Sød og ung og ældre på samme tid.
Jeg siger, at der er sket meget. Jeg er næsten holdt op med at bide mine negle. Jeg er ikke så god til at skrive digte længere, eller måske kan jeg bare ikke fange ordene i luften, helt så gerne, som jeg vil. Jeg kan heller ikke skrive noveller.
Jeg har savnet din stemme, siger du. At du bedst kan lide røde æbler. At du dufter af vanilje. At du smager af kaffekys og kærlighed. Jeg har savnet dig, og hvad du gør. At du elsker at sidde og puste sæbebobler i vindueskarmen. Du er sådan et barn. Og alligevel har du følt så meget, som børn ikke gør. Men du ser stadig verden på samme måde.

Jeg tøver. Siger at min søster har slået sin fod. Min mor har farvet sit hår. Jeg har købt nye puder til min seng. Jeg fortæller og fortæller og fortæller, til du holder op med at tale om mig og mine kendskaber. Mig, mig, mig.

Jeg er i øvrigt blevet klippet, siger jeg.
Det har du sagt, sukker du.

Jeg har ikke mere at sige.

Så jeg rækker ud og rører skærmen. Et sted i verden ligger du måske dine fingre mod de samme ord som jeg. Håber at finde mig. Måske rører vi næsten hinanden. Dine fingerspidser mod mine. Et sted i verden.

Ville nok bare sige, jeg savner dig.