Jeg er ikke et godt menneske, så jeg holder op med at se dem, holder op med at besvare deres beskeder, holder op med at forsøge at række ud. Jeg må ikke se dem. Hver gang jeg ser dem, bruger jeg de efterfølgende dage på at gentage vores samtaler i mit hoved, hvor meget jeg har afsløret, hvor meget der ikke var mit at fortælle, hvor meget de vil fortælle til andre. Jeg fylder for meget. Jeg optager al ilten i rummet. De kan ikke trække vejret, når de er i nærheden af mig. Jeg siger tarvelige ting, fordi jeg er et dårligt menneske. Dårlige mennesker fortjener ikke at blive set af andre. Dårlige mennesker fortjener ingenting, i hvert fald ikke dem, og jeg har sagt så meget, gjort for meget, jeg er så fuld af skam, jeg angrer hver eneste handling, hver eneste sætning. Jeg udpeger det for mig selv, ligger vågen, rastløs, kan ikke trække vejret gennem morgenerne: alt det, jeg har gjort igennem mit liv, alle fejltagelserne, alle ordene, det hele synes så simpelt, så gennemskueligt, at jeg ikke er god, jeg kan se det nu.

Lidt uden for Næstved letter tågen, al det grå, skyerne er stadig tunge men nu lidt lysere, næsten gullige af aftensol. Nætterne er lange, når man ikke sover. Det har regnet i flere måneder, men ikke nu, og det er blevet forår ligesom sidste år og året forinden, og alting ligner sig selv uden at være det. Jeg græder på badeværelsesgulvet. Jeg begynder at ryge igen. Jeg går lange ture langs havnen, på Amager Fælled, i Søndermarken. Og jeg længes efter alt det, der ikke længere er mit. Jeg ville ønske, jeg kunne kravle ind i minderne, blive der, absorbere, men man kan ikke leve sit liv sådan. Jeg tænker på Trekroner, blondegardinerne på mit gamle værelse, om de har malet initialerne langs panelet over. Og jeg tænker på Oxford, at være seksten igen, at falde i søvn en sidste gang i min køjeseng, stadigvæk at kunne kalde det mit hjem. Og den sommer, hvor vi blev studenter, og Fransiska flyttede ind på mit brors gamle værelse, turene til Karrebæksminde, hvordan hun ville køre, køre, køre til daggryet lysnede skoven langs kostskolen, til jeg ikke længere kunne mærke ham. Jeg var hvileløs og rastløs, vi askede i overfyldte syltetøjsglas, jeg græd i overfyldte busser og til studenterfester, men nogen holdt mig i mørket. Det føles anderledes nu. At vakle ind og ud ad virkelighed og fiktion, at føle sig så tung, ikke at føle ens ansigt kan finde ud af det længere, at smile. Jeg spørger ikke om hjælp. Jeg fortæller det ikke til nogen. Undgår Snoghøjen og forældre, vil ikke ses af nogen, at føle sig så gennemsigtig, at have lyst til at ødelægge hele verden. Mest af alt at sove. Jeg drømmer om at lære at sove igen.

Jeg tænker på dig ved Peder Lykkes Vej, står her egentlig bare og går i stå, og jeg kan ikke længere huske om det var dig eller en anden, om vi virkelig grinede sådan, sagde du det, om det var her, eller om hukommelsen opfinder igen.

En fugl synger i gården. Det vidner om forår, men det er ikke engang midt januar, og det har regnet i fire måneder. Jeg har ikke tænkt på dig eller det efterår i månederne efter, at jeg forelskede mig i en anden, men pludselig dukker du op i en drøm, og jeg kan ikke ryste den af mig. Så lytter jeg til sangen igen, forsøger at huske hvordan de tågede morgener langs Trekroner søen føltes, hvordan det efterår nok mest bare føltes rigtigt, hvordan varmen strakte sig helt ind i oktober, næsten at være midsommerforelsket, at skrive digte om træerne langs alléen. Men jeg kunne ikke have elsket dig, som jeg elsker ham, det ved jeg jo nu. At det kun kunne have føltes som det gjorde, fordi det kun kunne være en begyndelse, fordi tågen lå som en tung hinde over os begge, fordi vi søgte afveje det efterår, og til sidst må man altid søge hjem.

Det har regnet i flere uger. Min bror bliver far. Min søster bliver mor for anden gang. Jeg fortæller min kæreste, at alt bliver bedre, når jeg kommer væk fra Vesterbro, at larmen og indtrykkene bare sidder lige der under huden, at jeg nok skal blive mig selv igen, hvem end det er. Nogle dage overvejer jeg at køre et stop for langt, at fortsætte mod lufthavnen, ikke at fortælle noget til nogen, bare at forsvinde. Men der er ikke noget i vejen, og livet er bare, og det forsætter, måske savner jeg bare Middelhavet eller varmen, det er jo ikke fordi, jeg ikke er glad. Der er bare så stille, og alting synes så etableret og fast, og sådan går årene. Som om jeg faldt i søvn for fem år siden og vågnede her og stadig ikke har udrettet noget som helst, stadig leder efter et job, stadig leder efter et hjem, stadig ikke forstår, at jeg skal kalde mig selv for voksen, når jeg sidder fast i et eller andet minde om tidlig ungdom og efterårsaftener på kollegieværelset i Oxford.

Karrebæksminde

Længst ude på molen, kun ekkoerne af lyde: et barns latter, hans selvlysende grønne gummistøvler mod sandet, hvordan han efterlader en støvlignende sky bag sig ved hver bevægelse. En måge nær restauranten, stående på låget af en overfyldt affaldscontainer, røg fra udluftningsrøret bag. Forestiller mig: rester af is på det orangerøde næb, måske endda brændemærker fra efterladte smøger under dens fødder. Og så den absolutte stilhed, manglen på tidssans, en form for vægtløshed med fødderne i det efterårskolde vand og solen i havet: som at leve inden i et blåbær og så alligevel bare i Karrebæksminde.

Corralejo

Jeg husker os på bagsædet af en lejet bil, hans ansigt i profil, hvordan jeg blev ved med at forsøge at trække ham ud af minderne, erstatte hans ansigt med andre drenges. Jeg husker det efterår, da han fandt resterne af en efterladt båd i buskadset, hvordan han holdt min hånd langs landevejen, klatrede efter æbler i aftensolen. Jeg husker ham igennem en støvet busrude, et blåt og søvnigt København som baggrund. Os, de eneste vågne i alt for tidlig verden. Mig, der missede mit stoppested i Valby, fordi jeg var så optaget af at tænke på hans hænder igen. Jeg husker, at jeg hørte hans stemme før jeg så ham, som at genkende noget fjernt fra sin barndom. Jeg husker at falde i søvn på min brors gulvtæppe, da jeg hørte, han så en anden. Det er en række tilfældigheder, der gør, at jeg forelskede mig i ham. Nogle gange bliver jeg nødt til at huske, at det på samme vis må være tilfældigt, at jeg ikke har elsket nogen siden.

Der er dage, hvor det føles som om, jeg kan se det hele. Hvor virkeligheden stadig er klar og hvid og gennemskuelig. Der bliver færre af dem. Kun øjeblikke efterhånden.

Jeg hviler panden mod klinkerne i brusenichen. Jeg bliver liggende for længe i sengen, ser lyset ændre sig. Jeg går i stå på terrassen, stirrer på den gule murstensbygning overfor, ligeglad med folks bevægelser, vinduerne ind til andres liv. Andre liv. Ikke mit liv. Samtalerne gør mig desperat og rastløs, flere ord, flere gode dage, mere latter. Samtidig så udlevet. Så fyldt.

Jeg må tælle mine blink. Jeg må danne en ring med min højre tommelfinger og højre pegefinger om mit venstre håndled. Jeg må forsøge at lytte til min vejrtrækning, sådan rigtigt, alt det fysiske, jeg må forsøge at forstå, at det her er ægte. Jeg er her. Men det føles som om jeg står to skridt ved siden af min krop, som om jeg er forsinket, altid lidt bagud.

Når han siger, han kun elsker mig. At der ikke er andre. Når han hviler sin kind mod mit skulderblad, presser sit ben ind mellem mine under det lyseblå dynebetræk. Når jeg ikke tror ham. Når jeg ikke længere kan gennemskue, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er, hvad der kun findes i mit hoved, og hvad der findes uden for. Nogle dage er jeg så sikker. Men min hjerne er ikke til at stole på. Jeg kan ikke se det længere, ingenting, alt det uklare.  

Jeg sover sort og tungt. Jeg ryger i solopgangen. Mit ansigt er rødt og forbrændt, hævede øjne i spejlbilledet, en blanding af for meget solskin og gråd. Jeg kører til Enø og tilbage igen. Freja finder mariehøns, holder min hånd i min søsters have, tilbyder mig sin jordbæris, lærer at sige mit navn. Mor stryger mit hår med langsomme, langsomme bevægelser, og verden er der stadig, ligegyldigt hvor længe jeg lukker mine øjne. Ikke at sige, at jeg ikke længere ønsker den. Ikke at sige, jeg ikke længere vil trække vejret. Ikke at sige, at jeg ikke tror, jeg kan findes i en verden uden ham. Ikke at sige, det ikke bliver et fint liv alligevel. Blot at sige, at den i øjeblikket synes smukkere i sidste uge, end den gør nu.

Jeg tænker på, om han stod op i går morges, om han spiste croissanterne i træskålen på spisebordet. Om han ryddede vores tallerkener af bordet, pakkede en taske uden at tænke over stilheden, uden at savne mig, uden at forestille sig, hvordan jeg stod op uden ham. At være ligeglad, ligeglad, ligeglad. Guldhalskæden med et graveret hjerte på bagsiden.

At stå der under lysende, grønne blade og se ham dreje om hjørnet i morgensolen på sin motorcykel. Vi sov i shelteret i haven, jeg kunne ikke være stille da vi havde sex, ønskede måske næsten at nogen ville høre os, se: hele verden burde være jaloux på denne kærlighed. Altid at finde på nye kælenavne eller at sende memes af hundehvalpe, at diskutere for sjov eller at le, le, le. Jeg vil sidde i passagersædet igen. Jeg vil høre ham synge med på Nik og Jay, at lade ham vise mig nyfundne Avicii-sange, at se ”try not to laugh” compilations i stedet for at sove.

At have sex på et spisebord i Marienlyst eller at køre til Karrebæk eller hans forældre eller mine forældre eller blot det hjem, som ikke længere tilhører nogen af os. Videoen af ham, der skubber IKEA-vognen. Eller rækker fuck til kameraet. Eller græder til Brokeback Mountain. At vi aldrig nåede til Oxford. At der hænger en biografbillet på køleskabet, som stadig tilhører ham.

Vi forelskede os på Nørreport. Vi drak islatte og spiste croissanter på Port de Namur. Vi havde sex på en kro i Skagen. Vi skændtes i Næstved. Diskuterede Paludan og racisme på værelset i Ukraine. Jeg kan ikke kortlægge vores forelskelse. Jeg kan ikke samle resterne.

Og jeg kan ikke lytte til flere motorcykler. Jeg kan ikke tænke på tomme pladser på reolen, ikke længere at skulle snuble over hans sko på stuetæppet. Hvert eneste minde om ham, der kysser mit ansigt, ham der holder mine fødder, ham der overbeviser mig om at smage nye retter. Ham, der siger han elsker mig. Også lige så meget som i sidste uge. Også lige så meget som for tre måneder siden. Men ikke helt alligevel.

Jeg har slettet fotografierne. Jeg planlægger rejser og børster mine tænder lidt længere end nødvendigt, og jeg bliver ved med at snuble over minder, så gerne bare at ville komme hjem og ligge mig til at sove med hans hånd i min, at brokke mig over det åbne vindue, at høre ham fortælle mig, hvor smuk jeg er, specielt i de der jeans. At have mere tid til at se de film, vi ikke fik set, at vise ham den her video af en golden retriever på en trampolin. Hans pik. Hans arme. Den grå sweatshirt, jeg elsker. Duften af hans nakke. Vores dynebetræk. Vores nye spisebord. Koppen, han købte, og jeg endte med at elske. Vi skulle sidde på terrassen hele sommeren.

Beatevej

Jeg stopper foran fodgængerfeltets røde lys, nær apoteket og den Irma på Valby Langgade, hvor du købte glutenfrit brød. Det er morgen, og jeg har stadig søvnrester i øjnene, ikke helt vågen og endnu så sensitiv over for byens indtryk, der er altid minde på et eller andet gadehjørne. Jeg spurgte dig, om du ville huske os engang imellem. Du kigger dig aldrig tilbage, sagde jeg. Og du kiggede på mig med så meget foragt, som om jeg ikke kendte dig, som om det ikke var mig der holdt dig den aften, da du fortalte mig om din far og den der kokaintur i Århus, og du sagde, du stadig levede i fortiden, at det at huske var alt du gjorde.

Alle de sange, der altid vil tilhøre dig.

Alle de steder, jeg ikke længere kan bevæge mig hen uden at se dit ansigt. At tænke på dine hænder. Den måde, du bevæger dig på. At vi drak øl her eller skændtes der. Gadehjørner, hvor vi holdt i hånden. Bygninger, du udpegede. Hele den her by har altid tilhørt dig, og pludselig kan jeg ikke trække vejret i den.

Den ekstra tandbørste. Og makeupfjerneren. Deodoranten på din hylde. Hvert minde, stablet på hvert sekund, min hukommelse vejer så meget mere end den gjorde i går. Der er intet smukt at sige om det. Jeg kan ikke gøre det til poesi. Jeg vil ikke gøre det til poesi. Dig. Ikke mit dig. Og resten af mit liv uden at blive set af de øjne.

Trekroner

Jeg ligger helt stille og fladt på maven på gulvtæppet. Conors stemme udfylder stuen. Hvad laver du, spørger Fransiska, da hun kommer hjem. Vintersolen varmer min ryg. Jeg forestiller mig, jeg er på Sicilien, siger jeg så. Hun ligger sig ned ved siden af mig. Hendes fingre finder min hovedbund, de lyserøde negle i mit afblegede hår. Øjenvipperne sitrer, når hun forsøger at holde øjnene lukkede i det skarpe lys. Hvad laver du, spørger jeg så. Jeg vil også være på Sicilien, siger hun, og så ligger vi der og lytter til Lua, og jeg føler mig helt vægtløs, både i musikken, på Sicilien og i vores stue i Trekroner. I fem minutter, vil jeg bare være her, hvor end det så er.

Belgien

De siger, man ikke må glemme, hvad man kommer fra, så jeg husker: mor og far dansede til radioen i køkkenet på Hertenlaan 10. Før mor blev syg, kunne hun cykle den stejle bakke til busstopstedet, hvor min bror væltede og slog fortænderne. Far lærte at bygge mig skibe af træ i cykelkælderen, vi viklede blåt og rødt garn om masterne, graverede mit navn med kuglepen. Jeg har bygget så længe, jeg kan huske. Der var edderkoppespind og stankelben i huset i træet, ærter og jordbær i bedene. Au pair-pigerne hældte vand over Sigurd, når han efterlod hareunger på trappen op til hoveddøren. Dengang mor syede min søster og jeg matchende ternede kjoler, frakker med kraver af falsk, lyserød pels. Dengang far skar et tog ud af en ost. Dengang vi afholdte pandekagekonkurrencer og fik mariehøneboller, chokoladeknapper som øjne, på fødselsdage. Dengang vi spiste croissanter på Grand Place. Det sidste ved jeg kun, fordi jeg siden har fået det fortalt. Det er ikke helt mit minde, stadigvæk er jeg del af det. Ofte bliver jeg bange for at give så meget plads til nye minder, at jeg helt automatisk giver slip på andre.

Midlertidigt

Jeg tager til Bruxelles for at forsøge at skrive digtet. Hvordan vi faldt i søvn ved siden af hinanden. Hvordan du snorkede i de sidste måneder. Jeg må ikke bruge personlige pronomener, men det her er personligt, det vedrører os. Det var kun vores. Jeg har været vågen i nitten timer. Du kommer tilbage til mig om aftenen. Jeg tænker på, hvordan du forsøgte at lære mig matematik. Hvordan vi udregnede ting. Hvordan jeg forsøgte at udregne, hvor lang tid vi havde tilbage. Hvordan jeg talte kalorier. Det hele var midlertidigt. Er det ikke altid det?

Hurghada

Du sender mig et fotografi på facebook, du har en sær bøllehat på med kobolt leopardprint og sidder på en kamel. Jeg tænker på en af de der første lørdage i dine forældres stue, trivial pursuit og eftermiddagskage, din søster kunne ikke huske, hvilket dyr der blev kaldt ørkenens skib. Om aftenen, havde vi sex i shelteret i haven. Jeg var ligeglad med, om de hørte os, ønskede det måske næsten, jeg tænkte: hele verden burde være jaloux på vores kærlighed.

Sløret er lilla og tungt over de røde rækker tegl, da vi slår op første gang. Alle mine forhold er endt til lyden af John Mayer: I don’t care if we don’t sleep at all tonight, let’s just fix this whole thing now. Men der er ikke mere at fikse. Jeg håbede engang, at mine børn ville få din næse. Måske håber jeg stadig.

Brev fra Østerbrogade  

Det er sådan en morgen på Østerbrogade, der føles tidligere end den i virkeligheden er. Bladene på træerne langs Sortedamssøen er rødbrune i kanterne på trods af, det kun er midt august. Det blev en tør sommer. Vi havde støvede ansigter på festivalen, gemte os i skygger af enhver parasol, vi kunne komme i nærheden af. Men det var også den første   sommer, måske den eneste, vi holdt i hånden på Inderhavnsbroen, hvor du introducerede mig til madboder og viste mig svømmende i havnen. Udpegede varme glimt og afspejlinger fra solnedgangen i vandets overflade, kyssede mig i europæiske hovedstæders gyder. Det er det, jeg tænker på, imens jeg går her. Min gamle venindes første bil var en hvid Toyota Corolla, og hver eneste gang jeg passerer en, tænker jeg på hende, hvor og hvem hun nu er. Sådan tænker jeg også på, hvor mange steder der altid vil føles som om, de tilhører os. Dig, måske mest. Jeg træder småsten fra stien ned i mine sko. Ved et busstoppested imellem vognbanerne, aer en mand en kvindes gravide mave. Jeg kan bedst lide København om morgenen, og det ved du, for den første aften talte vi om den der sitrende stemning, der opstår, når man går hjem fra byen en tidlig morgen og ser de søvnige butiksmedarbejdere trække skilte ud på gaden. De sløve bevægelser. Et roligt øjeblik på en normalvis   overbefolket gade: standset tid eller måske blot, i sekundet, at føle sig udenfor den. Jeg har lyst til at skrive til dig, at fortælle dig om øjeblikket, velvidende det ikke ville være nøjagtigt. Det øjeblik, jeg skriver det, er det fiktion. Jeg kan ikke gengive det som det var, kun fortælle dig, at du er den eneste, jeg tror, ville have været i stand til at se det samme som jeg. 

Mor tager en middagslur på sofaen med hunden. Jeg bager kartoffelboller og hører Lou Reed i min plisserede, mørkeblå kjole og tænker på fremtiden, og hvordan jeg håber, at der er nok af den. Roen findes i altings almindelighed. Den opstår ved gåture ved landevejen, i måden hvorpå en by falder i søvn under snelaget, i stille søndage med pandekager og sex på sofaen. Man opbygger et hjem og glemmer, hvor magisk det er at have et sted, hvor man kan efterlade virkeligheden på dørmåtten. Man glemmer altid at værdsætte de mest trivielle ting, såsom jeg stadig har muligheden for at ligge vågen og lytte til det her hus trække vejret omkring mig. Jeg vil have, at det her øjeblik skal strække sig. Jeg vil blive lige her på mit lyseblå ungdomsværelse, og jeg vil have min uskyldighed tilbage, og jeg vil kunne være i stand til at forestille mig at være tolv år gammel og lytte til Lua for første gang. Jeg vil forelske mig påny i hver af sangens sætninger, i at kunne finde ud af at være sin egen bedste ven, men ikke endnu at have brug for det. Jeg vil have alle mine første gange tilbage, og nogle gange når jeg ligger helt stille og lytter til vinden trykke mod vinduerne og rasle bladene af grenene udenfor mit barndomshjem, kan jeg næsten lade som om. Jeg er tryg. Mine forældre kommer til at leve for evigt. Alle, jeg har elsket, kommer til at blive lykkelige, og ingen vil nogensinde miste noget. Mine veninder og jeg kommer alle til at forelske os i drenge, der ser på os, som er vi lys. Vi kommer aldrig til at være bange for at gå alene hjem fra byen. Fransiska vil altid holde min hånd under Here Comes A Regular. Ingen betragtes som flygtninge, for der er intet at flygte fra. Der er ingen gud, og der er ingen, der kæmper om troen på hans eksistens, og hvilken form den opstår i. Her, i den her virkelighed, er der ingen, der kommer til at dø. Vi kan blive her. 

Men alle digtene er jo postkort alligevel. Eller breve. De er altid adresseret til nogen. Her er mit liv. Her er noget, jeg tænkte på, men ikke anede hvordan jeg skulle fortælle dig. Her er det sted, hvor jeg er modig nok til at være ærlig, hvor jeg siger alt det rigtige, og hvor intet virker fjollet eller underligt. Alt det, der ikke bliver til lyd. Ser du mig?

Fransiska falder i søvn på sofaen, så hurtigt at filmen ikke engang når at begynde. Jeg bliver på terrassen og ser skyerne samle sig og blive mørke. Midt i dem, er der klare kanaler, små lyserøde og gyldne striber, oplyst af aftensol. Svalerne flyver helt lavt. Det er fordi, det snart begynder at regne, plejede mine forældre at fortælle mig. Overfor, på loftet af kollegiet, spiller de brætspil. Et sted i horisonten, ved de bagerste lejlighedskomplekser, begynder lamperne at tændes i stuerne. Og dem på himlen. Jeg ligger stille på tæppet på terrassen og ser de første små glimt trænge igennem skylaget. Kan du huske dengang, vi forsøgte at udpege nordstjernen? Der var ingen af os, der kunne huske, hvor nord og syd var, men du fortalte mig, at det oftest var den klareste stjerne. At eventyrerne brugte den til at lede dem hjem, når de var for langt ude på havet til at finde lys fra fyrtårn eller havnebyer. Vi var aldrig enige om noget, så hver aften udpegede vi en ny nordstjerne, og senere opdagede vi, at det selvfølgelig slet ikke var den rigtige. Vi forelskede os alligevel, og som så meget andet falmede det. Det tog en del forskellige mænd, som aldrig blev mere end blot nøgne fremmede i min seng, at opdage, at det egentlig er ligegyldigt, hvilken der er nordstjernen, og at jeg nok bare gerne vil være lykkelig. At jeg ønsker det samme for dig, hvor- og hvem end du er i dag.