Jeg vågner på et af mine yndlingssteder med et af mine yndlingsmennesker. Han drikker kaffe i sengen, og jeg varmes af forårssolen og hans arme. Jeg har gjort plads til ham i mit liv og i min hverdag. Min krop forstår det ikke, når vi ikke falder i søvn sammen. Jeg håber, at denne simple morgen er et vidnesbyrd på, at han også har gjort plads til mig.

At elske en ny er at måtte re-fortolke sin forestillingsverden. Jeg kan ikke gøre kærligheden simpel, når ikke den er det. Når kærlighed også bare er meningsløse skænderier om små stædigheder, at erkende at man nok alligevel bare sover bedst med ryggen til hinanden, at indse at det også kræver arbejde og kompromisser. Alle relationer kræver jo pleje. Måske tror han ikke på det, på os. Men det gør jeg. Det er mit valg.   

Dette er, hvad jeg ved: Jeg elsker en dreng, og nogle gange har jeg lyst til at råbe af verden, andre gange bare ham. Der er flere millioner smukke mænd derude, som sikkert ville kunne tilbyde hele verdener. Men jeg tror stadig på, at der er en årsag til, at jeg forelskede mig i ham. At kærlighed også bare er at blive ved med at vælge hinanden, selv når man har lyst til at give op. Når det virker for svært. Når uenighederne virker større end fælleshederne. At noget så abstrakt samtidig kan være så fucking trivielt.

På de værste dage, er min guddatter mere end alt andet blot en påmindelse om tid, og hvor lidt der er af den. Jeg er stadigvæk så bange for at vågne og opdage, at jeg er mere voksen end at jeg er ung.

På motorvejen i dalen, omgivet af bjergene og manglen på byskilte, kan jeg forestille mig, at jeg er hvor som helst i verden. Jeg er lille, lille, og det her er alt, der findes. Stjernerne. Det blågrønne lys langs tippen af bjergene. Alt, der er, er vejen og naturen, mig i midten af den her dal, mig der vender tilbage til naturen, det dyriske instinkt.

Han hulede sine hænder, holdt solen i så få minutter, indtil den forsvandt ud af dem. Nogle steder bliver det mørkt så hurtigt, end ikke naturen kan forstå overgangen fra aften til nat. Horisonten hældte med bølgernes bevægelse. Alting var varmt og gyldent, og vi var flygtet fra vintermørket. Jeg fortalte mig selv, vi kunne være hvem som helst, hvis vi blot blev her. Men vi var jo stadig bare os. Jeg kan huske den aften, da vi kørte tilbage til det spanske hotel, hvordan vi begge var børn på bagsædet. Stjernerne var så tydelige. Han holdt min hånd hele vejen hjem.

Hele dagen er min, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med den. Jeg går i fakta, køber vin og steger grøntsager på panden, og jeg forsøger at forestille mig, hvordan resten af livet ville være, hvis det så sådan ud. Til sidst sætter jeg mig ned og skriver. Ikke om ham, ikke om dem, ikke om kærligheden eller sygdommen, blot Oxford.

Her er, hvad jeg ved: jeg drømte mig til Oxford, og derfra drømte jeg mig hjem igen. Jeg købte en parfume i Tirana, blot fordi den mindede mig om mit britiske kollegieværelse. En dag holdt jeg op med at have lyst til at tage tilbage. En dag holdt jeg op med at kalde det hjem, og så vendte jeg tilbage til Næstved, men det gamle liv syntes så småt. Som om mit ungdomsværelse ikke længere var mit hjem.

Jeg tænker på dig ofte. På dine afklædte træer, dine røde blade, samme måne afspejlet i dine vandpytter. Regnvejr mod røde bussers rude, at stå af ved Brooke’s University og slæbe kufferten over hullerne i asfalten på Pullens Lane, pludselig at lære at udregne ruten forbi de mudrede områder.

En dag vil jeg også savne dig, Oxford, skrev jeg engang. Jeg kunne ikke have vidst hvor meget.