Andet

14.12.16

Skal vi så nå det hele i dag?

Jeg lever. Jeg tømmer opvaskemaskinen og den tidlige morgensol trænger ind igennem hullerne i blondegardinet, efterlader små prikkede skygger på trægulvet. Vinduerne dæmper lydene fra motorvejen og håndværkernes radio. Vi plejede at have diskussioner på gangen foran fysiklokalet, Amalie og jeg, om forskellen på at leve og eksistere. Det har en anden betydning for mig end dengang. Først må man erkende, at man er til. Dernæst, leve. At eksistere er forudsætningen for at leve. Det er simpelt, hvis man lader være med at tænke for meget over det. Sådan er det jo med det meste. 

Alting virker altid anderledes om morgenen. Sådan kan man føle, at man har gennemskuet det hele, når man står der i det hvide lys fra den blege vintersol. På det seneste, har der været mange ord. Det er det, vi herhjemme kalder de tågede dage. Hver gang fortæller jeg mig selv, at det her bliver det sidste digt, men ting bliver så sjældent, som man regner med. Man kan ikke leve sit liv imellem siderne af bøger, men jeg er heller ikke helt færdig endnu. Der er stadig så meget tilbage at sige, så meget at erkende, rive- og rydde op i. Der er jo aldrig nogen, der lader en tale ud. Vi er så bevidste om vores næste sætninger, at vi, uden helt at bemærke det, bliver ved med at afbryde hinanden. Hvert digt, jeg skrev om min ekskæreste, var det sidste, lige indtil jeg huskede noget nyt. Han bad mig om at bære minderne. Dengang havde jeg hverken lyst til at huske eller glemme. Det er svært at finde et ståsted derimellem. Så en dag holdt det op med at gøre ondt, og minderne blev gyldne igen. De er smukke, men der er ikke længere så meget at finde i dem, kun erfaringer at hente. Igennem ordene, husker jeg dem, og sådan bliver de med mig. 

Jeg sidder helt stille i skrædderstilling ved søen og ser mågerne tage afsæt i det frostvåde græs. På de bedste dage, er der eftermiddagslure og gåture, og min krop føles ligeså ung, som den nu engang er. En bekendt kommenterer, at jeg er det mest livstrætte menneske, hun nogensinde har mødt. Jeg er ikke livstræt. Jeg kan huske, hvordan det føltes at være livstræt, og der er en stor forskel på den følelse, og det, jeg føler nu. Det er naturligvis nemt at forveksle, hvis man ikke selv har mærket det. Man kan jo aldrig rigtigt vide, hvad andre mennesker går og føler, kun stole på ens øjne, selvom de så ofte lyver. På det seneste, har mine øjne løjet meget for mig. Måske prøvede de at beskytte mig. Jeg ved det ikke. Man vil så gerne fortrænge virkeligheden, bibeholde ens konstruerede virkelighedsbillede, men det nytter ikke. På den ene eller anden måde, trænger den igennem. Min forelæser siger, at man altid analyserer ud fra en forudindtaget holdning; vi ønsker, at noget skal se ud på en bestemt måde, så vi vælger kun de dele, der passer ind i den analyse, der giver os de svar, vi ønsker. Hvis ikke de dele er at finde, konstruerer vi dem og bilder os selv ind, at de er virkelige. Intet af det, jeg nogensinde har konstrueret, var der. Nogle gange når man ønsker noget nok, begynder det at forekomme ægte. Sådan kan man leve lidt tid i en illusion. Nogle gange bliver det til sidst ægte. Det meste af tiden, bliver det ikke. 

Fordi når alt kommer til alt, er en sætning bare en række ord i en bestemt rækkefølge. Hvilken mening, vi tillægger ordene, afhænger af vores fortolkning. Vi ved, hvad ordene betyder for os selv, men så sjældent for andre. Vores fortolkninger vil jo altid være forskellige. Det er lidt ensomt, hvis man tænker sådan på det. Måske, smukt. Der er ligeså mange fortolkninger i verden, som der er mennesker, siger man. Så måske handler kærlighed eller venskab eller andre store ord i virkeligheden blot om at finde den, hvis fortolkning ligger nærmest ens egen. Den, som læser den samme mening ind i ordene. Jeg ved det jo ikke. Der er ingen definition på, hvad kærlighed er, jeg kan bare godt lide at opstille et regelsæt. Måske er jeg lidt vred på kærligheden, eller i hvert fald den her opstillede idé om den. Man kan være vred over meget på en onsdag. Måske synes jeg bare, det er latterligt, det der med at ærlighed udgør halvfems procent af ordet, og alligevel er det så sjældent, at folk, der elsker, er ærlige overfor hinanden. Hele mit liv har handlet om kontrol; altid at dæmpe mig, kontrollere min vrede eller følelse af uretfærdighed, aldrig at sige helt, hvad jeg føler eller tænker. Der er mange beskeder i løbet af de seneste enogtyve år, der i stedet er blevet til digte. Poesi er jo bare fiktion, og herigennem kan ingen beskylde mig for noget. 

Jeg lever, og det har måske i virkeligheden taget mig de sidste enogtyve år at forstå. Man bevæger sig igennem livet så sløvt, og når man så ser tilbage, kan man ikke helt huske årene. De var der bare, og så var de væk. Det gik- og gik over, som manden skrev. Men ikke endnu. Der er forhåbentlig stadig mange år at indhente, og sådan lever vi jo alle sammen i forestillingen om, at vi har masser tid. Måske nærmere forhåbningen. Hvis vi ønskede det, ville vi måske kunne nå det hele i dag. Sende de der beskeder, vi burde have sendt, være ærlig med andre- og os selv. Hoppe nøgen i søen på en frostklar vinternat eller kysse nogen, hvis hænder vi ikke frygter. Måske. Der er så meget, vi gerne vil sige og nå, men der er altid et i morgen at udskyde det til. Det er også nemmere sådan. 

12.6.13

Oxford digte 
Det er februar morgen udenfor. Fuglene synger. Et sted er der en, der fløjter. Katten ligger i efterårets sidste blade og strækker sig. Selv resten af verden synes lidt træt i dag.
Det er morgen med vaniljekaffe og søvn i øjnene. Sådan en morgen der synes for tidlig og alligevel for sen, og man længes efter noget, man ikke ved, hvad er, men ved har været: en tid man glemte. Et særligt minde måske. Man vil så gerne huske, men ved ikke længere hvordan. Er det sådan, det føles at blive ældre?

I dag skal jeg ikke være synderligt poetisk. Jeg skal samle mine ting i kufferten, og i morgen skal jeg rejse hjem. Endnu et fly, endnu en lufthavn – destinationen, den smukkeste. Hjemme. Hvor hjertet altid har været. Hvor mor laver jordbærthe i køkkenet, og far falder i søvn foran fjernsynet, hundene i sofaenden.
I dag skal jeg kun huske at holde mig vågen i timerne, forsøge ikke at se for meget ud af vinduet og tænke på at være alle andre steder end her. Dagdrømme. Som dengang jeg gik i fjerde. En dag vil jeg også savne dig, Oxford.

Nogle gange vågner jeg og er overbevidst om, at jeg endnu er fem år og hjemme i min seng i Belgien. Med lukkede øjnene kan jeg forestille mig at høre huset i Hoeilaart trække vejret omkring mig, men så åbner jeg øjnene og er et andet sted. I morges var jeg her i min køjeseng i England. Nogle dage synes hjemme meget langt væk – både mit gamle hjem og mit nye. Der er så meget hjemme. Og fragmenteret, synes barndommen. Alligevel så fuldendt og fin, viklet ind i et lys som jeg nok aldrig helt får at opleve igen. Men nogle gange opstår der glimt, og det er nok. Så jeg ikke behøves at glemme. Ikke endnu.

Det er i hvert fald morgen.