I stå V
Jeg har været vågen i nitten timer, da jeg begynder at tænke på at dø. Jeg googler, hvad der sker, når man ikke sover, at hjernen skrumper, og jeg forestiller mig, at nu, efter tre år, er min hjerne efterhånden bare en ært. Jeg glemmer mine kollegers navne, stirrer desperat på deres ansigter. Jeg hyperventilerer i et omklædningsrum. Jeg er i verden og udenfor den, jeg har lyst til at skrige lydløst, jeg har lyst til at række ud efter noget, et holdepunkt i virkeligheden, men alting er gennemsigtigt, her er kun luft, men ingen ilt tilbage, jeg kan ikke trække vejret. Der er intet romantisk ved at ligge vågen. Jeg stirrer på månen og regnen, vinden der trykker mod ruderne i lejligheden, brædderne der giver sig under gulvvarmen, der er lyde. Jeg åbner døre, jeg lægger mig på sofaen, jeg er ikke sikker på, om jeg er virkelig, jeg presser neglene ind i mine håndflader, små røde afmærkninger, intet blod, jeg tjekker min puls, jeg stirrer på mit ansigt i badeværelsesspejlet, jeg blinker, blåsorte nuancer under øjnene, der er bevægelser. Nogle dage mærker jeg alting, overstimulerede nervesystem, andre dage: ingenting, ingenting.

Maj
Begyndte at løbe tør for ilt i denne by, på dette kontor, tænkte på alle de gange, mine hænder har rakt ud og fundet ingenting, at jeg intet har kunne fastholde siden sidste sommer. Holdt op med at ryge, følte mig rastløs og rodløs i Ørestad, bevægede mig i cirkler, igen, igen, hvor iterativt alting af og til føles. Følte mig lysvågen og ubærligt tung, uendeligt træt af altid at skulle sige alting højt, forklaringer der ingen vegne har ført, måske endda skabt afstand mellem resten af verden og mig, distancer ingen gider at gå. Tænkte: kravl ind i mig, vil du ikke nok, er det ikke alt, vi vil, forstås af nogen? Tænkte på naturligt semantisk metasprog, hvor vigtigt det føltes sidste år, og hvordan jeg ved det nu, ligegyldigt hvor mange ord vi måtte opfinde, kan vi aldrig forstå hinanden helt, aldrig være i nogen, aldrig høre dem, var det derfor, det var så vigtigt for dig at røre mig, at blive rørt ved, de instinktive reaktioner, alt det der ligger forud for sproget?

Ørestad juli 2021

Gik en tur i støvregnen og stormen, følte mig ubegrundet ængstelig, men måske mest nostalgisk. Følte mig tung af erindringer i et rækkehuskvarter, samtidig lidt lykkelig, ad stisystemer, små åbninger mellem det lysende grønne, mærkede foråret. De historier, vi fortæller os selv, sagde terapeuten. At det skulle være rigtigt, sådan her, at det skulle være dig, fordi det besluttede jeg uden at anerkende, at jeg måske en dag ville vokse fra den fjortenårige pige, der første gang forelskede sig i dig. Du har et nyt liv, men dit fravær har optaget mig med samme ihærdighed, længslen efter hvem vi var, måske mest: hvem jeg var med dig. Når jeg drømmer om dig, er det altid begyndelsen, du er yngre, dine lysende øjne på båden og i skoleuniformen, den første tirsdag i august, digtsamlingen der udvekslede hænder, din fødselsdagsgave, du turde ikke overrække den selv. Vores hemmelighed, blikke på tværs af gange og gymnastiksale, jeg farer vild i tidlige erindringer, den måde du udtalte ord på, men også: den sidste gang du sagde mit navn. Lad være med at kigge på mig sådan, Clara, vil du ikke nok bare lade mig gå. Og det gjorde jeg. Hørte døren lukke den eftermiddag i juli. Ingen smækken, ingen vrede. Stadig tung af søvn og sommersolen på terrassen. Og jeg gik ikke efter dig denne gang. Og du kom ikke tilbage. Og ingen skrev, men dit telefonnummer er stadig det eneste, jeg kan uden at tøve. En eller anden dag, sagde du jo også. Vi vil være lidt ældre, måske efter skilsmisser, med børn og karrierer, de valg vi tog og dem vi efterlod, og vil det altid føles, som det gjorde, selvfølgelig vil det det.

Dampfærgevej

Stod på kajen og stirrede på vandoverfladen, varme lysglimt og milde blå bevægelser bevægede måske også noget i mig, følte mig unægtelig udmattet og samtidig i forandring, forårssolens lune mod min hovedbund, det bliver sommer, og jeg kommer til at føle mere igen, men ikke hvad jeg følte sidste sommer eller sommeren forinden, var det så betydningsløst, nu når det er forløst, er jeg endelig udhulet og udtømt for forældede erfaringer? Der er ikke mere plads at hente i tidsoverskredne minder, så jeg må vokse omkring dem, jeg må fælde øjeblikke, men de hænger fortsat fast i striktrøjearmer, lægger sig i lag på støvede billedrammer, evigt eftersøgende de her fastlukkede hænder, at lære at skulle give slip igen, igen, igen. Tænkte at Carl Sagan ikke var bange for at dø, at vende tilbage til universet, tænkte også at jeg ikke har lyst til at forære universet noget, at jeg er grådig og bange og træt, neglene presser stadig sår i mine håndflader.

I transit VI

Drømte om at røre nogen, der ikke føles tilfældig. Glemte en aftale med terapeuten, optaget af altings almindelighed, håbede aldrig at holde op med at være forelsket i livet, i hverdagen, at vågne af forårssolens skarpe hvide mod mine øjenlåg, at anerkende at mit liv mest har været et studie i lys, hvordan det bevæger mig, hvordan jeg altid længes lidt efter det gyldne milde midt i august. Tænkte på vinter i ungdomspsykiatrien, næsten et årti siden, mon den stadig ligger der på hjørnet nær guldsmeden, der ikke længere ligger der, forestillede mig gule mursten og brosten, et ene afklædt træ i gården, dæmpet lys og psykiaterens krøller. Tænkte på om jeg kun havde lyst til at dø, fordi det af og til føltes som om, jeg elskede livet for meget, at kærlighed aldrig har været kontrol, også hvordan et enkelt ord kan rumme så meget af mit liv. Gik ad Dampfærgevej og så igen, tænkte på gentagelser, hvor meget jeg holder af dem, hvordan det ofte skræmmer mig. Blev pludseligt ubærligt bange for aldrig igen at skulle opleve noget for første gang og endnu mere, at det ville være min egen skyld. Forsøgte at fastholde troen på, at noget stadig er i vente, at det ligger der et sted mellem det skarpe hvide og det milde gyldne, mellem hvem jeg var, og hvem jeg er ved at blive, hvad end der går, går også over, og så var det jo rigtigt nok, at livet begynder igen, med og uden, på grund og måske mest på trods af. 

Islands Brygge
Vinteren letter midt i februar. Jeg har ikke set dig i otte måneder, men jeg tænker stadig på dig dagligt. Af og til sidder jeg i IKEA-sofaen på det skyggelagte kontor på Østerbro og forestiller mig, at reolen er blå, rød, gul, men det ændrer ikke på, at den rigtigt er grøn, at følelser er bølger, og tanker er toge. Jeg er ved at genlære at sove, at genfinde troen på at jeg rent faktisk kan, ligesom jeg engang lærte at cykle eller gå. 

Der er steder i København, der føles så inderligt og indlysende som dine, at alle advarselslamper stadig blinker bag mine øjenlåg, når jeg bevæger mig i deres retning. Sidste gang jeg gik ad Artillerivej var med dig, og jeg føler pludselig, at jeg bevæger mig udenfor mønstrene af den relation, vi ikke længere har, de implicitte regler der holder os fra hinanden. Jeg tænker på det liv, jeg havde her, hvor dårligt jeg havde det, og hvor lykkelig jeg samtidig var. At vaske kopper i tekøkkenet på forlaget, gå ture langs havnen i tidlig forårssol, at komme hjem til vores lejlighed og føle mig uendeligt ung og rædselsslagen, alligevel så voksen.

Der er steder, jeg ikke kan bære at være på, og så er der andre, jeg tager tilbage, som Østerbrogade der en ubehageligt varm sommer føltes som vores, men nu er mit og terapeutens, eller denne baggård på Islands Brygge.

Om søndagen tænker jeg altid mest på vores søndage, på Vesterbro og croissanter fra Prolog, den måde du sagde erindringer på, som var du tre årtier ældre end du egentlig var, og den måde jeg sagde fuck på den eftermiddag på Islands Brygge, at det fik dig til at le på sådan en vild og spruttende måde, så helt gennemtrængende dig, fordi du havde en kæreste, der kunne imitere Bai-D uden at forsøge.

Når jeg endelig sover, drømmer jeg om Hällsnäs og den eftermiddag i maj, træerne var lysende grønne langs bredden af søen, og du sang dig hele vejen gennem Sverige, mens jeg faldt ind og ud ad søvnen med kinden mod ruden. Vi taggede et billede på Instagram af vores kanelsnegle, en lille smule af Vesterbro i Karlskrona, eller hvor vi nu var.

I Bruxelles udpeger jeg caféen, hvor vi drak Aperol. Det var vores første ferie sammen, det var så koldt den marts, jeg rystede mig stædigt ad brostensgader og på Grand Place, indtil du insisterende forærede mig din dunvest, lynede frakken over. En eller anden dag vil jeg elske nogen, der ikke er dig, måske tage dem til Bruxelles, men aldrig Hällsnäs, dine solbrændte arme mod det hvide dynebetræk, dit lyse hår i aftensolen, jeg har ledt efter kopier af vores relation, jeg har forsøgt at genopleve øjeblikke, blot med andre, afsøgt og afvæbnet, hvad end jeg følte for dig, har jeg brug for at føle igen.

Jeg farer stadig vild i minderne, men jeg finder altid vejen hjem til denne nutid, hvor jeg ikke ved, hvem du vågner med i morgensolen, hvis lænd du hviler din hånd på over fodgængerfelter, hvis øjne du fanger i en menneskemængde. Måske hendes, måske ingens. Hvem får dig til at grine, når du skal tage din astma spray? Ser du stadig try not to laugh-compilations, når du ikke kan falde i søvn?

Jeg skriver dig noter på telefonen, på post-its på kontoret, så optegnelser, senere hele kataloger om at vågne med døren lidt på klem, at forestille mig at bølgerne skvulper udenfor, at vi er tilbage på det hotelværelse i Marienlyst, at du stadigvæk er toogtyve år gammel, og vi holder altid i hånden, når vi falder i søvn, vi driver aldrig længere væk end vi kan finde hinanden igen, og lige der, over det træbord hvor vi havde sex, er luften ikke tung og mindet ændret af, at jeg nu ved, at du snart forlader mig.

Jeg har elsket før dig, men aldrig som dig, aldrig båret nogen på denne måde, ligesom at genlære at cykle eller at sove, lærer jeg, hvordan jeg bærer dit fravær ad disse brostensbelagte gader i Indre By, forårsmilde caféhjørner og efterårsvåde s-togsstationer, der nu bare tilhører resten af verden, og dig, og mig.

Nyvej II
Ledte efter din grav, men sneen havde dækket den. Tænkte på granit, marmor, at lege i baglokalerne og mellem flisestykker, skoldende maskinekakao, at tage med i træningscenteret de tidlige morgener den sommer og så senere, at sidde i skyggen af parasollen i jeres blomstrende have, spille yatzy og mærke varmen lægge sig, fornemmelsen af at være i en luftboble midt i kildemarkskvarteret. Den sidste gang vi talte, vidste jeg det, det tror jeg også, du gjorde, for du fortalte mig om blomsterne igen, at se dem gro og forgå, du var ikke bange, blot træt, så jeg gentog klicheer, at man jo lever videre i dem, der elsker en, jeg forsikrede dig om dit eget minde, hvad i alverden skulle jeg ellers ty til, når alt jeg ønskede var endnu en sommer? Jeg vander blomster og går ture i sneklædte skove, og det er vinter nu, og du er her ikke, men jeg finder dig hele tiden i fotoalbums og landskaber, jeg forestiller mig en hede, et morgenrødt stilbillede, det er sommer, sådan forankrer alle mine erindringer om dig sig i en årstid, det er endnu dugget, tågen løfter sig fra buskene, solopgang i modsætning til den Jeppe Aakjær sang, jeg græd mig igennem til din begravelse, og du står lige der, midt i min forestilling og midt i min drøm. Jeg savner dig ubærligt på denne december morgen, for du tog en rest af min barndoms somre med dig, og nu må jeg navigere resten af mit liv uden dig og dem, men når jeg drømmer om dig, er du altid lykkelig og lysende, og det er sådan, jeg ved, at hvor end du er, er der ro. 

Split
Kan huske, at jeg tænkte på, hvor unge vi så ud på det fotografi. Hvor nostalgisk det gjorde mig, et så tydeligt vidnesbyrd om de løfter, vi virkelig forsøgte at holde, vores forliste forhold, men måske endnu mere bruddet med den pige, jeg var den eftermiddag. Dine blomstrede badebukser, mig trukket sammen omkring dig i et hjørne af båden, jeg var rædselsslagen for min egen krop. Det er det eneste fotografi, der stadig giver mig lyst til at græde, det grynede og højsommersolen, havet og dine øjne, alt det blå, vi kommer aldrig til at være de mennesker igen. Du fremkaldte fotografierne lidt efter rejsen, vi sad i vores stue og gennemgik dem sammen, jeg komplimenterede og udpegede, for jeg elskede at se verden gennem dine øjne. Hvilke detaljer, du bemærkede, hvilken virkelighed du udvalgte, og senere, at opdage at fotografierne fra den dag mest var af mig. Min stribede bikini og kun indbildt tykke lår, solen i mit afblegede hår, det gyldne blide mod vandoverfladen. Tænk at jeg ikke forstod det dengang, alle de gange du hvilede din hånd på min lænd i overfyldte selskabslokaler og over fodgængerfelter, at finde dine øjne i menneskemængden, da først du lærte hvordan, sad det i dig, krævede det at elske mig al din tålmodighed? Et postkort fra dig: jeg vil blive ved med at grine med dig af alt det, de voksne gør, som vi ikke forstår. Så længe så sørgmodig over, vi ikke skulle blive voksne sammen, men det blev vi jo alligevel, til trods for og på grund af, tænk at jeg brugte så meget tid på at bede om mere, uendeligt mere, dig og dine hænder, måske stirrede jeg mig blind på dine milde ansigtstræk og efterspørgende øjne. Tænk at jeg ikke så, hvor meget du så mig. Hvor jeg håber en dag at blive elsket sådan igen, men måske mere end det: at du en dag føler dig så set, selv hvis af en anden, at den blotte tilstedeværelse af det blik slukker den konstante summen, vi så ofte talte om. Du gjorde verden stille.

Krystalgade I
Midt december, mild latter efter midnat, tænkte på tid og lidt på dig. Hun sagde, hun så dig på en café nær Nørreport, at du så anderledes ud, jeg tænkte helt instinktivt ældre, for hvordan skal jeg ellers beskrive, at de sidste par måneder blot er løbet fra os, at tiden ikke standser på de steder, vi forlader, for de mennesker, vi decentraliserer? Tænkte på hvordan minderne driver fra mig, måske også fra dig, hvad vi sagde, og hvad vi gjorde, hvor lidt det betyder nu, men også hvordan jeg stadig bærer dig et sted under min hud, den eftermiddag i bilen ved havet, vi var virkelig virkelige, og du fik jo ret, det blev bedre, jeg er ved at forstå det nu, at det ikke behøver at gøre så ondt, at det bare er livet, at jeg fortjener at blive rask. Panikkede i et overfyldt selskabslokale, bemærkede min chef nærstudere mine ansigtstræk, formildende ordvalg og toneleje pludselig, følte mig gennemskuet og transparent, talte mine fingre og vinduerne, gemte mig på badeværelset, vendte tilbage til mig selv. Følte mig fuld af skam og alligevel ikke, af og til kan jeg ikke kontrollere det, af og til opdager jeg det for sent, men det går, og det går over, altid, jeg er ikke, hvor jeg ønskede at være, men jeg er på vej.  

Aalborg
Jeg vågnede i en lejlighed i Aalborg og opdagede, at du var død. Tiden gik ikke i stå, men den føltes et sekund langsommere, og jeg græd først, da jeg stod alene på Ringsted station. Jeg lever og steger champignoner og skriver LinkedIn opslag, og pludselig husker jeg det, at du er død, og det føles som et underligt lille hul i virkeligheden, som at støde sin lilletå ind i en dørkarm, at snuble over et trappetrin, et kort øjeblik af smerte, du levede og nu er du et minde, du er her ikke længere, men dit fravær er som en konstant summen i baghovedet, og jeg har forsøgt at holde mig i bevægelse hele efteråret, ikke sidde alene i stilheden. Det skete langsomt og pludseligt, sygdom og så lidt mere, men jeg fik sagt det, jeg skulle sige, og der er taknemmelighed. Jeg har drukket øl for dig, stået på samtlige barer i København og glemt, og så siger terapeuten: da du begyndte at sørge din morfars død, opdagede du al den sorg, du før havde fortrængt.

Nørre Voldgade

Følte en form for kosmisk ensomhed. Du bliver ked af det, når du ikke føler, du connecter med andre, konstaterede terapeuten. Ja, svarede jeg. Nogle gange bliver jeg i tvivl om, hvorvidt verden er virkelig, om jeg er virkelig. Blev ubærligt bange for aldrig at genvinde evnen til at få et andet menneske til at le. Stod på Nørreport i morgendug og alkoholtåge, afventende og efterspørgende, lignede en der ledte efter noget, men nok heller ikke helt vidste hvad. For vild i mit hoved og andres rytmiske bevægelser, tænkte en fremmedes navn, men også at alkoholinducerede connections måske er syntetiske, at intet kan være virkelig virkeligt på en bar efter midnat, blot en imitation af konversationel intimitet. Følte noget jeg ikke havde følt i lidt tid. Forsøgte at holde fast i følelsen og ansigtstrækkene, men mistede den igen i hverdagens banaliteter.

Amager Strandvej I

Tænkte på alle de pludseligt ubrugelige informationer, vi lagrer om hinanden: at hans ene øje blev helt rødt under et migræneanfald, at hun ikke kunne falde i søvn i stilhed, at han hadede når jeg holdt om hans håndled. Tænkte på det, Ann Druyan sagde efter Carl Sagans død, at finde hinanden i kosmos. Konkluderede at det må være kærlighed, at fare vild i menneskemængden og altid kunne udpege øjne, der ser en. Så tågen lægge sig over København, duer på rækker på antenner, løvfaldet i en sløret, hvid verden. Drømte gentagende om at blive set af nogen, af noget. Fulgte stjernerne hjem, tænkte på bølgegang, sad ved Amager Strand og indåndede, huskede hun sagde hun kunne se havet i mine øjne, jeg tror jeg svarede, at jeg bedre kunne trække vejret langs kysten. Tænkte på at blive holdt om af nogen, der holder af mig.

Mölle I

Følte mig lettet over at mærke regnen. Sørgmodig over afslutninger, håbefuld midt i nye begyndelser. Jeg føler ikke helt, som jeg plejede, men jeg ville stadig ikke helt kunne gøre de ting, vi gjorde, med en anden. Tænkte på at jeg stadig forsøger at decentralisere dig i mit univers. Tænkte på sommer i Mölle, et fotografi af havet og ét af mig, et kilo rejer og en kjole i chiffon. Tog et tog mod Karlshamn, huskede turen til Malmø, hvordan jeg begyndte at genkende dele af byen, at vi havde gået her, købt en kimono der. Al det vores som langsomt bliver mit. Ikke længere vred på dig eller dem, jeg ved stadig ikke hvem jeg bliver til, men nogen er jeg ved at blive.

Østerbrogade
Gik ad Østerbrogade til terapeuten. Smilede til et kærestepar, der smagte hinandens kaffe. Tænkte at din ven fik ret, at livet er rodet, men smukt, og mest at det bare er. Røg en cigaret på et gadehjørne, stod i solen, varmt og gyldent, følte mig ubelastet, måske endda lettet, over lyset og bladene. Anerkendte at det ikke var nok, at jeg ikke udelukkende burde være taknemmelig for folk, der bliver. Af og til, sagde terapeuten, elsker folk dig, som de kan, men ikke som du har brug for. Ikke tage sig til takke med noget. Anerkendte at jeg må ønske mig mere, at jeg ikke ved, om jeg nogensinde finder det, eller hvad det betyder eller er, men det er noget at bære med sig, erkendelse, det er godt. Du er ikke længere den sidste, jeg gik her med, og det er ikke sørgmodigt, det er bare en konstatering. Sad i buer og svalegange, talte forbi og tænkte tilbage, hvor meget er jeg vokset fra mig selv og det liv. Så solopgangen over Næstved, tænkte ikke på hvordan vi sad derude på taget den nytårsnat, hvordan jeg håbede permanente ord som for evigt. Gik på biblioteket og tog den korte vej hjem. Kiggede på ænderne i kanalerne, undrede mig over hvor højt de kunne flyve, undrede mig ikke nok til at google. Næsten efterår nu, stadigvæk lunt i skyggerne under gavlene på Dampfærgevej. Rullede øjne af en flok råbende teenagere, følte mig voksen og udmattet på en rolig måde, gennemtrængende normal. Skoddede i en bunke visne blade, stadig bange for ild, samlede skoddet op igen, tænkte dit navn i min søsters have uden at græde. Bemærkede at mormor aldrig siger morfars navn, bare ham, tænkte på hvordan det ville føles at høre det igen. Tænkte på livet for tre år siden, konstaterede at det er okay, at minderne føles lidt hule, som om de ikke længere tilhører mig.

Enø
Efterårslys, varmt og gyldent over Ørestad, en eftermiddag ligesom denne, i shelteret i dine forældres have. Har gentaget for mig selv hele sommeren: jeg fortryder ikke vores liv. En eller anden dag vil jeg stå et sted, og jeg vil genkende dit ansigt på en bar eller i en butiksrude, og tiden vil gå i stå lige der. Indtil da prøver jeg nye ting. Tager tequilashots alene på baren, tager på dates. Lærer at tale med fremmede, at bevæge mine hænder, mine ben, ikke ryste, når de kigger på mig. Forsøger at holde op med at strukturere mit liv omkring ubevidste mønstre i vores forliste forhold: vi var femten, og du kyssede mig på en strand på Fyn. Syv år senere kyssede du mig igen, en fornyet første gang, på stranden på Enø. Kan kysse andre mænd på andre strande, uden det fordærver vores minder. Spiser alene i cafeteriet, tager i skøjtehallen, prøver at være modig. Forsøger at have tiltro til, at universet vil, at gode ting sker for mig, eller i det mindste, at universet er ligeglad med mig. Det er bare lys, bare livet, alting bevæger sig. Jeg prøver at lære at bevæge mig igen.  

Nyvej I

Blev i sengen en hel dag. Kiggede på regnen og mågerne. Tænkte på morfar i en fugtig hospitalskælder, i en kiste hos bedemanden, snart våd jord. Håbede på forløsning, der ikke kom. Ignorerede arbejde, læsebriller, fik hovedpine, indrømmede for terapeuten at jeg nogle gange tænker på selvmord som en nem udvej. Kæmpede med at tage ansvar for min egen ugidelighed, kæmper stadig. Du træder bare vande, sagde hun. På et eller andet tidspunkt bliver du så udmattet, at du må bevæge dig. Ting har det med at gå i opløsning meget langsomt og så lige pludseligt. Ikke tænke for meget på dit ansigt, duften af din hals, sanseindtryk jeg ikke kommer til at genopleve med dig. Følte tiden gik i stå og samtidig passerede alt for hurtigt. Alting flygtigt. Så: ikke en dag, men et helt liv. Resten af livet. Fandt et videoklip på en støvet harddisk, en køretur i solnedgangen. Lyttede til min morfars stemme. Gav op og gav mig hen til regnen. Konstaterede meget åbenlyst at sorg føles mere statisk end lineært, minimalt udviklingspotentiale. Resten af mit liv vil jeg sørge alt, jeg har mistet. 

Nyvej 

Vi er i livets efterår, siger lægen så. Jeg hviler min hage på min håndflade, jeg sidder helt stille og lydløst, betragter min mors skuldre, og jeg tænker, at jeg har set døden før, men ikke som denne. Ude i haven er det juli. Roserne blomstrer, klatrer langs de blåmalede vindueskarme, og jeg husker femogtyve somre, for så længe jeg har levet, har de boet her. Hvert på min fødselsdag hejser hun flaget, men i stuen falder han ind og ud ad søvnen, og så er det bare det, de sidste dage, de sidste øjeblikke. Næste år på min fødselsdag vil ingen hejse det flag for mig, huset vil ikke længere stå her, og fiskedammen blev drænet for længst, kun flækkede stykker af granit, men i min hukommelse vil den altid være lige der, og jeg vil altid være seks år gammel og ligge i græsstråene.

Du ligner din oldemor, sagde han og pegede på billedet, lænede sit ansigt helt tæt på mit, nærstuderede mine ansigtstræk. Og: det har været et lykkeligt liv. Og: pas godt på dig selv. Ugen inden han døde, kom han til mig i en drøm. Han var morfar, men for ti år siden, og jeg vågnede og ringede til min mor og spurgte, hvor han var. Der er ikke længere noget efterår nu, ingen metaforer om alderdommen, blot døden og al den kærlighed, jeg nu må forankre i mindet. I lejligheden på alderdomshjemmet hænger bryllupsbilledet, og jeg bliver nødt til at se bort, fastlåse mine egne ansigtstræk, jeg nærstuderer rækker af træer, al det tætte, grønne, fjernsynet, alt andet end det fotografi. De siger, man ikke ved det, men en del af mig vidste det, da jeg stod i deres have, da jeg sad i deres lædersofa, da jeg rejste mig og sagde, han også måtte passe på sig selv. Det var også et godt liv, siger mormor, og jeg svarer ja, et godt, langt liv, og jeg må ikke bevæge mit hoved, jeg kan ikke kigge på hende, kun se skyerne trække sig sammen over træerne, håbe på lysning i horisonten. Og mormor fortæller igen historien om, hvordan de mødtes. Han havde altid en cigarkasse i bilen og den aften, kørte de til København og dansede morgensolen frem. Han elskede rosa aurora, importerede fliser fra Italien, bød altid på Fernet Branca, og selv når han ikke kunne huske morgenerne, selv da han forvekslede lægen med far, kunne han altid huske, at han elskede mormor. Han var den første mand, der holdt mig, og jeg kan ikke huske det, selvfølgelig kan jeg ikke huske det, men jeg må bære det med mig.

Ørestads Boulevard
Skyerne trækker sig sammen over Ørestad, længst vest på Amager er der stadig klart, kanaler af blåt, og pludselig minder alting lidt om sidste år. Som om jeg har levet dette scenarie så mange gange, men aldrig helt til fulde, som at bevæge sig i et minde. Jeg har gået her i regnvejr, gennem overbegroede stisystemer, jeg har knyttet mine næver, jeg har lyttet til denne sang. Jeg har tænkt på dig sådan og som nu, dig langs klippesider og i flyvemaskiner, i passagersæder og vores lejlighed. Jeg har tænkt på dig ved havet og på rastepladser, vi har kørt ad omveje og været på afveje, jeg har holdt din hånd i kirker og gyder, og det var blot et lykkeligt tilfælde, at du så mig under metrolamperne den nat. Af og til bliver jeg så ensom, at jeg ikke kan trække vejret, men du er et sted i denne by, på den anden side af broen hvor gaderne bliver tætte og befolkede, og du elskede mig. Det er historien, og der er ikke flere ord om den kærlighed, jeg bærer, intet videre eller efter, blot dette tomrum, hvor der kun er mig. Og det hele går, måske bliver det værre eller bedre, det er ikke til at vurdere endnu, men det fortsætter, fortsætter, denne mærkelige transit, dette limbo, hvor jeg elsker dig i stilhed og med fravær. Vi eksisterede. I samme solsystem. Samme tidsalder. Og vi fandt hinanden i et øjeblik og adskillige gange igen. 

I stå IV
Der er øjeblikke af lys.

Jeg stod omsluttet af de japanske kirsebærtræer den forårsaften, alting lyserødt omkring og over mig, og det føltes uendeligt, og jeg kan huske, at jeg følte mig lykkelig over at være der, alene, midt i evigheden. Jeg gik langs kanalerne hjem, gyldent over byparken, soloplyste fluer sværmede langs vandkanten, og jeg tog et billede og håbede, at jeg ville kunne bære øjeblikket med mig til tågede dage som disse.

Men lys er flygtigt og fra venteværelsets støvede glasvinduer, kan jeg se Amager strække sig, blive til Kastrup, et eller andet sted derude også lufthavnen, men jeg kan ikke udpege den, herfra hvor jeg står. Jeg kan ikke huske, at jeg stod ud af sengen, at jeg bandt mine snørebånd, at jeg bevægede mig herhen, om jeg gik over parken eller langs kanalerne.

Af og til når jeg sidder helt stille, når jeg ikke taler i lang tid, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg findes. Jeg stirrer på mine hænder, på mit spejlbillede, jeg rører objekter i lejligheden, jeg mærker materialer, jeg sorterer bøger, men mine hænder føles ikke som mine hænder, og min krop føles som om, den er ved at forsvinde. Som om jeg er begyndt at gå i opløsning, kun må vente på det uundgåelige, til sidst vil der ikke være mere af mig tilbage. Jeg er virkelig. Selvfølgelig er jeg virkelig.

Social angst
Jeg ved ikke, hvor jeg skal placere mig selv i rummet, så jeg holder mig nær udgange og døråbninger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bevæge mine arme, mine ben, løfte gafler og vandglas, ikke snuble over gulvtæppet, når de kigger på mig. Jeg bevæger mit hoved meget langsomt, jeg må holde øjenkontakt, men også huske at blinke, jeg må åbne min mund, jeg må rømme mig, alting sidder altid fast. Nogle gange når vi skændes, føles det som om, jeg læser et manuskript, jeg har gennemtænkt disse sætninger så mange gange, at de ikke længere føles ægte, når jeg siger dem. Andre mennesker gør bare de her ting, taler og trækker vejret, bevæger sig i virkeligheden, og jeg ser mig selv ude fra, jeg ser mig selv række ud efter vandglasset, jeg ser mine hænder, fremmede objekter forenden af mine rystende arme, som om jeg mangler forbindelse mellem legemet og bevidstheden, som om jeg består af usammenhængende dele, og pludselig føles det så umuligt at udføre handlinger, jeg trækker armen tilbage, jeg placerer mine hænder i mit skød, jeg forbereder mig hele tiden på at tale, men jeg siger ingenting. Jeg kan ikke sige noget, blot tage afstand fra mig selv, indtil intet føles virkeligt og samtidig alt for virkeligt, til jeg græder på badeværelsesgulvet på et kontor, til jeg ser mine røde øjne i spejlet uden at genkende det ansigt, der altid har været mit. Jeg er nok derinde et sted. Hvem end det jeg så er.