Der er toogtres kilometer imellem det sted, hvor vi forelskede os, og det sted, hvor han lagde sin pande mod mit kraveben og huskede mig på, at jeg altid ville være hans pige, på trods af skænderierne, på trods af fejltagelserne, på trods af den aften. Om morgenen skrev han, at han glædede sig til at kneppe mig. Om aftenen, slog han op. Hvert kys har potentialet til at være det sidste. Det vidste jeg nok ikke rigtig dengang. På bagsædet af 8A, sagde han, at vi kunne drikke kaffe en dag. Jeg smilede og nikkede. Det er måske sådan noget, ekskærester godt kan gøre, tænkte jeg. I det mindste snakkede vi ikke om vejret. Og der var ingen af os, der endte med at skrive til den anden, og vi havde alligevel heller ikke udvekslet nye telefonnumre. De, man elsker, sidder et sted i en. Måske i den lille del af mig, der stadig er atten. Men jeg kan ikke længere huske, om vi holdt i hånden på den her gade, eller om det blot er min hukommelse, der holder fast i konstruerede minder. Om vi nogensinde var, hvad jeg antog.

Hvorfor siger folk altid, at de ikke vil såre en, lige før de gør det?

At elske en ny er at måtte re-fortolke sin forestillingsverden. Jeg kan ikke gøre kærligheden simpel, når ikke den er det. Når kærlighed også bare er meningsløse skænderier om små stædigheder, at erkende at man nok alligevel bare sover bedst med ryggen til hinanden, at indse at det også kræver arbejde og kompromisser. Alle relationer kræver jo pleje. Måske tror han ikke på det, på os. Men det gør jeg. Det er mit valg.   

Dette er, hvad jeg ved: Jeg elsker en dreng, og nogle gange har jeg lyst til at råbe af verden, andre gange bare ham. Der er flere millioner smukke mænd derude, som sikkert ville kunne tilbyde hele verdener. Men jeg tror stadig på, at der er en årsag til, at jeg forelskede mig i ham. At kærlighed også bare er at blive ved med at vælge hinanden, selv når man har lyst til at give op. Når det virker for svært. Når uenighederne virker større end fælleshederne. At noget så abstrakt samtidig kan være så fucking trivielt.

På de værste dage, er min guddatter mere end alt andet blot en påmindelse om tid, og hvor lidt der er af den. Jeg er stadigvæk så bange for at vågne og opdage, at jeg er mere voksen end at jeg er ung.