22.1.19


Ham, siddende på sengekanten, det svage lys fra lamperne vi aldrig fik flyttet, foroverbøjet over en sms. Vaskemaskinens vibrationer i køkkenet. Bildæk mod våde brosten uden for væggene. At vi to ikke taler sammen. Altings støj, den her udfyldte, latterlige lejlighed, jeg troede, vi begge var enige om. Indtil han ombestemte sig. Indtil al vreden, al stædigheden, alle de sider vi alligevel ikke havde forenet os med. Mig, omklamrende. Ham, vred. Ingen svar på hvorfor, ingen løsninger, bare hans forsimplede sandhed, at det hele nok ville være bedre, hvis det blot havde været som før. Eller før det. Eller før mig eller før os. Hvilket end tidsrum, han taler ind i. Men såvel som alt andet, kalder relationer også på bevægelse. Frem ad, frem ad, altid, væk.

Sådan en tåget tirsdag morgen i januar, hvor alting virker lidt for mættet for farver, for stemning. Nuancer af blå som et eller andet søvnigt slør over København. Cykling i slowmotion og overhovedet ikke, for alting går altid så stærkt herinde. Så vigtigt at nå lige netop dét s-tog, der ellers kører hvert andet minut. Så vigtigt at få sine bananer på lige netop fem minutter, helst to, helst noget der skal overstås uden det bemærkes. Jeg: reduceret til en silhuet af en pige, der står stille midt i det blå, blå, blå på Bryggebroen, midt i tempoet, midt imellem Vesterbro og Islands Brygge. Nogle gange er det ikke kun baggrundsstøj. Nogle gange får jeg lyst til at standse lige der og skrige: så slap dog af forhelvede, men jeg kan ikke finde ud af at være et menneske, der gør opmærksom på sig selv. I telefonrøret på Snoghøjen, siger mor, at hun slet ikke havde bemærket, at hun var hæs, før hun stod på apoteket, hun havde jo ikke snakket med nogen hele dagen.

6.1.19


De dele af hinandens liv, vi ikke passer ind i. De sider, vi først introducerer nu. Rester af tandpasta langs kanten, sko efterladt til at snuble over. Hvor meget vil det fylde, at jeg ikke kender dine venner, at du ikke ved, hvordan du skal tale til mine. At jeg besøger fortiden dagligt, at du fornægter den. Hvor meget vi ikke allerede har tilsværtet tidligere minder. Hvor meget af dig vil være efterladt, alle de veje vi kørte ad, alle de steder der ikke længere kun tilhører mig. Hvor meget der vil være ubærligt at se tilbage på, at jeg så må være den, der fornægter. Ikke engang at ane, hvordan jeg skulle være i stand til at glemme, at vikle os fra mig. Man kan ikke vide noget, siger du. Men man må vide, hvad man håber på.

16.12.18

Husker, hvordan sneen udfyldte de store huller i asfalten, at skulle være ekstra forsigtig i mørket, og jeg tænker på, om de er reparerede nu, at det burde de være efter alle disse år. Ser man væk for længe, er der pludselig ikke meget at se tilbage på. 

9.12.18


09/12, 09:30
Jeg voksede ikke fra Næstved. Det er det, jeg tænker, mens jeg sidder her i en overfyldt togkupé. Sidst jeg var hjemme, var der stadig enkelte gule blade tilbage på træerne. Nu kan man se gennem skoven, stierne og ansamlingerne af nøgne træer, udløbsdatoerne annoncerer et nyt år. Der var aldrig tvivl om, hvorvidt jeg skulle blive eller ej. Det var forudindtaget, at vi alle ville tage af sted, og det gjorde vi, og nu samler vi os i byerne, forsøger at gøre distancen mindre med S-toge, men det føles altid mest normalt at mødes her. I september, samledes vi på mit ungdomsværelse, hjalp hinanden med makeup og konservative kjoler, og jeg bad til, at der ville gå mange år, før jeg igen skulle se alle mine veninder samles i sort. Jeg holdt deres hænder under begravelsen. Jeg forestillede mig at være den, der ikke græd, men så var det pludselig dem, der holdt mig.

Roen ligger indlejret i genkendelsen. Jeg kender de hurtigste ruter uden om eftermiddagstrafikken, jeg ved hvilke tidspunkter, jeg skal undgå storcenteret, hvilke barer der forudsætter slagsmål. Men hver gang jeg kommer hjem, er noget anderledes. En ny sandwich bar på torvet, som ligesom dens forgængere nok ikke kommer til at holde sig kørende. Mit ungdomsværelse dufter anderledes. Det er svært at forene sig med tanken om, at alt er i konstant bevægelse, at jo længere jeg bliver i København, jo længere kommer jeg fra pigen, der boede på Snoghøjen. Hun er i mig. Men hun er mest et minde.

Jeg er stadig rædselsslagen for, hvor vi ender. Mindst ligeså bange for at blive i København, som jeg er for at vende hjem igen. At indrømme, at livet nok bare ikke gik som forventet. Transit omfatter alle. Min bevægelse er lig med andres bevægelse, og måske vokser vi alle i forskellige retninger, måske har vi ikke længere rødder at forene os ved eller måske er det alt, vi pludselig deler, måske aner jeg ikke, hvor de er om syv år. Det er uvidenheden, der optager mig for tiden. Beslutningerne føles uendeligt større end de gjorde sidste år. Jeg troede, at valg ville blive nemmere, jo ældre man blev, men de føles vigtigere nu, afgørende, fordi jeg allerede har brugt en femtedel af den tid, jeg har. Fordi tid er det eneste, jeg ikke kan løbe fra, og jeg vil have mere, mere, mere. Med ham. Og dem. Søndage på sofaen, hans hænder mellem mine ben, eller fredage på Nørreport bodega, at spille terninger og nægte at være den første til at tage hjem. At mødes her og der, vores nye hjem og gamle, at være ung, at være ung, at være ung.

21.11.18


Valby Langgade
Her i nærheden boede du, og her går jeg en frostkold aften i november. Der er lyskæder i træerne ved restauranten, vi engang gik forbi, nok hånd i hånd. Et helt andet forår. Mit hjerte giver ikke engang efter for det længere. Bare endnu et øjeblik, som kom tilbage til mig, og så forsvandt igen, men i et sekund, kan jeg næsten huske, hvordan det føltes at være forelsket i dig. Lysende, grønne øjne i spansk morgensol. Eller: cigaretrøg i vindueskarmen på mit lyseblå ungdomsværelse. Eller: jeg lå på din sofa i sort lingeri og ventede på, du kom hjem fra barnedåben. Eller: du sagde, nej, ikke her, naboerne kan se os, da jeg gik på knæ foran dig i stuen. Det forsvinder for hurtigt: som ikke helt at kunne holde fast i en drøm, efter man er vågnet.

12.11.18

Postkort fra et forhold
Jeg sover allerede, da du kommer hjem. Lysene fra stuerne i lejlighedskomplekset overfor trænger ind ad den lille sprække, hvor soveværelsesgardinerne ikke helt møder hinanden. Du klæder dig af lydløst. Jo mere stille, jeg forsøger at være, jo mere knirker trægulvene altid, og du har haft skældt mig ud i køkkenet, fordi lyset spredte sig til dine øjenvipper.

Trætheden gør alting tåget og uvirkeligt. Du siger, du også er træt, det er bare efteråret. Jeg trækker mig længere væk fra dig med håbet om at komme nærmere mig selv, men i virkeligheden viser det sig at være omvendt. Jo tættere, jeg er på dig, jo tættere er jeg på mig selv.  

Helt oppe forenden af vejen, ligger den lysegrå bygning på hjørnet. Hvor Vesterbro begynder, siger du, og Sydhavn slutter. Eller Carlsberg. Jeg kan ikke huske det, men jeg bemærkede tidligt i relationen, at du elsker at vise mig byen, så jeg udpeger og spørger: hvad er det, hvor er vi, er det her Østerbro?  

Nogle gange når du aer mig over mit farvede hår eller holder mine kolde fødder i sofaen, føler jeg mig så lille. Men ikke lille nok til at være pigen på stranden i Jurmala, ikke lille nok til at kunne forelske mig i lavvande og vejrmøller eller at rulleskøjte igennem et lettisk supermarked lidt før midnat. Min episodiske hukommelse. Jeg læser på wikipedia, at nogle minder kan lagres hele livet i langtidshukommelsen, og det gør mig ked af det at vide, at jeg skal bære på den længsel hele livet uden at du kan mærke den, forstå hvorfra den kommer. Jeg kommer aldrig til at kunne vise dig de dele af min barndom, jeg stadig savner. Jeg kan ikke skrive dig ind i en virkelighed, der ikke tilhører dig.

Jeg bliver ved med at bide hul i den samme revne i min underlæbe. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gør det. Hver gang det holder op med at bløde, gør jeg det igen.

Skal vi vinke? Spørger du og peger på mit gamle lejlighedskompleks igennem togruden. Jeg elsker dig i det øjeblik, hvor dine fingre folder sig ud fra knytnæven, hvor du vinker til et hjem, der ikke længere er mit.

Min forelæser siger, at fortolkning er en udeladelsesproces. Vi analyserer altid ud fra en forudindtaget holdning. Vi ønsker, at noget skal se ud på en bestemt måde, så vi vælger kun de dele, der passer ind i den analyse, der giver os de svar, vi ønsker. Jeg spørger dig, om du har haft en god dag. Fin, svarer du. Du spørger ikke mig. Sidste forår skældte du mig ud, fordi jeg ikke fortalte dig om mine dage i detaljer. Jeg kan huske hver sætning, du har fortalt mig. Jeg kan huske hver løgn, du har fortalt mig. Huske, huske, huske. Jeg manipulerer. Jeg bruger dine egne ord imod dig, jeg siger: du sagde, da noget andet for en måned siden.

Jeg skrev det her i en note på min telefon sidste november: i stedet ligger jeg min hånd mod hans brystkasse, siger, dit hjerte. Man kan høre hans tydeligere, som om væggene omkring er tyndere end mine. Det troede jeg virkelig, de var, sidste efterår.

Nogen kommer hjem fra byen, andre tager ind mod byen. Det kunne være morgen i en hvilken som helst by, men det er København, og her bor vi så. Jeg vasker cigaretrøg af mine hænder i det svage lys fra vores badeværelseslampe. Eller vi render ind i hinanden ved et tilfælde på Dybbølsbro station, dig på vej tilbage til lejligheden, mig på vej på universitetet. Du siger, det lyder som navnet på en børnebog: os to på Sommerstedgade.

Jeg kan ikke vurdere, om vi bevæger os tættere på de mennesker, vi var før hinanden. Du har boet i nærheden, kun et stop herfra. Nogle gange forestiller jeg mig det liv, du havde der, at du løb ad de stier ved kirkegården, cyklede ad den vej for at komme ind til byen. Jeg udpeger dem for mig selv, opfinder egne historier om dengang du boede her og havde en kæreste, der ikke var mig. Det holder aldrig op med at være underligt, det der med at folk har haft et liv før mig.

Du cykler på Fisketorvet og køber en croissant til morgenmad. Du spørger ikke, om jeg vil have en. Jeg tør ikke spørge, om du vil tage en med.

Du har foræret mig en verden i detaljer. Både den første gang vi kendte hinanden og nu. Men så glemmer jeg helt at trække mig tilbage, at se det større perspektiv. Det er jo også bare en række små perspektiver, siger du. Når vi har sex, zoomer mine pupiller helt ind på fregnerne på dine skuldre. Eller: jeg kan se hver fingers bevægelse. Eller: hvert lille, lyse hår på din underarm bevæger sig. Nogle gange er detaljerne så overvældende, at jeg ville ønske, jeg kunne træde ud af min egen krop. Nogle gange fylder det her forhold så meget i min bevidsthed, at der ikke er plads til mig selv.

Nogle gange når jeg står på Dybbølsbro og mærker byen strække sig på hver side af mig, hovedbanegården og Sydhavn, så føler jeg, at København også tilhører mig, at jeg ikke bare er en pige, der flyttede, fordi hun var forelsket i en dreng, der først og fremmest var forelsket i byen. Du siger, jeg vokser med byen. Jeg er ligeså bange for at vi vokser fra hinanden, som jeg er for at vokse fra mig selv. 

Det kommer så pludseligt: du bliver sur over, at det altid tager mig minimum tyve minutter at ligge mig til rette. Det er noget med dynen i forhold til mine trusser, mine arme gør ondt hvis jeg sover på den side, mit hår er i min mund. Træt af al min overtænkning, min ængstelighed, mine vaner, mine spørgsmål: synes du her, lugter af røg? Jeg kan ikke huske, om jeg slukkede cigaretten? Hvad hvis de varme vandrør sætter ild til vores gardiner? Hvad hvis du dør i dag, fordi du glemte din cykelhjelm?

Jeg kan ikke tage stilling til både dig og mig selv på samme tid. Der er ikke plads til os begge to i min krop. Så tager jeg afstand, og afstanden gør det værre. Nogle gange glemmer jeg at mærke efter. Nogle gange kan jeg kun mærke, hvad du føler. Nogle gange ved jeg ikke om det er dig eller mig, der er i dårligt humør. 

Pludselig er halvdelen af gangene, jeg fortæller dig, at jeg elsker dig, reduceret til en søgen efter bekræftelse, afventende: sig, du også stadig elsker mig. Så jeg kan aflæse, hvorvidt du lyver.

6.11.18


Eskapister
Hvor er du fra, spørger de. Lidt her, lidt der, jeg ved det nok ikke rigtig ikke længere. Hvert sted, hver sin historie. Jeg var en pige med en lyserød pailletkjole, bange for skaderne ville stjæle den fra skabet på værelset med dyretapetet i Bruxelles. Jeg var en pige, der rævesov i en hængekøje i skyggen fra træerne bagerst i sommerhushaven i Karrebæksminde, skuret med fars pokaler. Jeg fik et lyserødt dukkehus med hvide skodder en juleaften i mit tidlige ungdomshjem i Næstved. Vi havde tre køjesenge på otte kvadratmeter, et badeværelse forhøjet fra resten af værelset, et afløb der alt for ofte løb over, så mange flasker vin på en tirsdag aften dengang i Oxford. Jeg udpegede skildpadder i græsset, jagtede firben og forelskede mig i Tirana fra treogtyvende etage i EU-bygningen. Vi tog eftermiddagslur, hende på sofaen, mig på gulvet, og efterlod hinanden post-its med tændstiksmænd, hun holdt mine fødder, når varmen ikke virkede i vores lejlighed i Trekroner.

Jeg har stadig ikke forstået, at der ikke er nogen årsag til at stå af på Trekroner stationer, at huset i træet i haven i Hoeilaart nok ikke længere er der. At Boitsfort er mit første hjem, men frem for det: et navn, jeg ikke engang kan udtale. Så begynder man i stedet at besvare med det sidste sted, man har boet, for det er det sidste hjem, man kom fra. Så skal man skabe minder igen. Tilføje stedet sentimental værdi. Men nogle gange når jeg står på Dybbølsbro og mærker byen strække sig på hver side af mig, hovedbanegården og Sydhavn, så føler jeg, at København også tilhører mig. Jeg er en pige, og jeg boede der, og nu bor jeg her, måske bare lidt endnu. Aldrig klar til at forlade. Aldrig klar til at vokse. Aldrig klar til at kalde et andet sted for hjemme, når man ikke engang ved, hvad hjemme betyder.

18.10.18


Alle de sange, der altid vil tilhøre dig.

Alle de steder, jeg ikke længere kan bevæge mig hen uden at se dit ansigt. At tænke på dine hænder. Den måde, du bevæger dig på. At vi drak øl her eller skændtes der. Gadehjørner, hvor vi holdt i hånden. Bygninger, du udpegede. Hele den her by har altid tilhørt dig, og pludselig kan jeg ikke trække vejret i den.

Den ekstra tandbørste. Og makeupfjerneren. Deodoranten på din hylde. Hvert minde, stablet på hvert sekund, min hukommelse vejer så meget mere end den gjorde i går. Der er intet smukt at sige om det. Jeg kan ikke gøre det til poesi. Jeg vil ikke gøre det til poesi. Dig. Ikke mit dig. Og resten af mit liv uden at blive set af de øjne.

Pause
Lejlighedskomplekset er lydt nok til, at jeg kan høre, han standser og tøver foran vores dør. Dér sidder jeg i vores stue, ham på den anden side af denne spinkle trædør, og lytter til hans usikkerhed. Om han i det hele taget har lyst til at komme hjem til mig. Vil du ikke nok bare komme hjem?

5.10.18


Jeg står stille i en stribe solskin imellem to betonsøjler udenfor instituttet. Hver gang jeg blinker, håber jeg at åbne øjnene og opdage, at foråret har smeltet de sidste rester sne. Jeg forestiller mig at, at solen trænger ind igennem mine fingerspidser, ind i min navle og øregange, at den varmer mine knogler. Jeg forsøger stadig at tvinge mine hænder åbne. Man kan skrive meget om et liv, der ikke er levet. Man kan skrive sig ind i verdener og situationer, hvor man ikke længere hører til. Derfor må det også være muligt at skrive sig ud af det hele. Et sidste farvel til dem og det, til forårsaftener med solskin på terrassen på Snoghøjen, til en herloviansk fodboldbane med ølbowling og til et liv, jeg ikke længere passer ind i. Først, må man leve. Helst der hvor man nu engang er. Derfra finder vi nok ud af resten.
At elske en ny er at måtte re-fortolke sin forestillingsverden, at forsøge at forstå virkeligheden, som han forstår den. Jeg kan ikke gøre kærligheden simpel, når ikke den er det. Jeg møder mit første kys på Nørreport. Vi taler hele natten. Lidt om dengang, mest om nu. Sammen forsøger vi at indhente nutiden. Vi holder i hånden langs søerne, besøger Webersgade og Strunge, som han forsøgte at forstå, fordi han var forelsket i en pige, som først og fremmest var forelsket i sproget.

Måske skulle du skrive om det, siger han så en formiddag.
Om hvad, spørger jeg.
Alt det, du stadig bærer. Måske er der et digt i klemme. Måske skal du skrive det, så du kan efterlade det.

Her er det, jeg efterlod.  

Hvert eneste digt er det sidste. Men så blev det forår igen som sidste forår og foråret før, og på trods af at intet er det samme, ligner alting sig selv. Små planter vokser frem imellem fliserne på terrassen. Om morgenen er mit værelse gyldent, og skoven lyser grøn, grøn, grøn ligesom den eftermiddag i maj, hvor min søster blev gift. Ligesom naturen, gentager jeg også mig selv.

Jeg har skrevet mig ud af en virkelighed, kun for at skrive mig selv ind i en anden. Det er det, jeg altid gør. Jeg er så god til at forestille mig, hvor anderledes alting kunne være og så dårlig til at erkende, hvordan det nu engang er. Foråret gør alting skarpt og gennemskueligt, fortæller jeg mig selv uden rent faktisk at have gennemskuet noget. Jeg er søvnig, bruger timer på at strække den her krop og forsøge at finde en plads til den, men den vil aldrig være der, hvor den er. Kroppen længes efter flyvemaskiner og albanske bjerge, orange gadelamper der oplyser brede alléer og saltvandsvådt hår. Kom nu, fortæller jeg den. Der er kun et par måneder tilbage af blæst og terrassedøre, der smækker i Trekroner, at stirre på betongrå bygninger og drømme sig til Sicilien.

Hele mit liv har jeg drømt om noget andet uden helt at finde ud af, hvad det andet så er. Jeg ville til Oxford. Så ville jeg hjem igen. Og så længtes jeg efter regnvejrsgrå dage og gåture over Magdalen Bridge, det lyserøde kirsebærtræ imellem kollegierne. Nu længes jeg efter mere end blot det lille areal, som plejede at fylde så meget i mit hoved. Mit hjerte vil hente hele verden. Mit hjerte vil bestige et bjerg. Mit hjerte vil slette sin facebook, smide sin telefon i havet og forsøge at finde et roligt sted i en verden med så meget støj. Man tror altid, man kan være undtagelsen: Den, der gør det hele. Eller bare den der gør noget. Så vågner man en morgen og opdager, at man gentager de samme klichéer, både i sproget og livet, at hverdagens metaforer er så integrerede i én, at man ikke længere bemærker dem. Man vokser ind i sig selv. Det er bare en personlig stilstand, jeg befinder mig i, fortæller jeg mig selv. Men så bliver stilstanden en tilstand, og den tilstand varer ved, og man kan ikke længere huske, hvordan det føltes at være et menneske, som rent faktisk ville noget.

Jeg har ikke flere ord tilbage, og alligevel forsøger jeg. Jeg har i virkeligheden intet at sige. Jeg bebrejder det her ulevede liv, som om det er nogens ansvar, som om det er livets ansvar, at gøre mig til et handlende subjekt. Jeg vil jo gerne kunne skrive om et liv, der er levet, ikke et liv jeg blot har skrevet mig selv ind i. Jeg vasker tøj og børster hår og bruger lang tid på at stirre på byggepladsen overfor, og jeg forsøger at forestille mig marken uden alt den beton. I sommers kunne man stadig se motorvejen. Nu kan jeg se et fremtidigt vindue, og jeg tænker på, hvem der kommer til at bo der. Hvem jeg nu skal stirre på hver morgen igennem de gennemsigtige gardiner. Jeg håber, det er lykkelige mennesker. Sådan nogle som danser til radioen og ryger cigaretter ud af køkkenvinduet.

Så her er det. Jeg er ikke lykkelig. Men dengang sagde lægen, at jeg havde urealistiske forventninger til glæden, at der jo ikke er nogen, som render rundt og er glade hele tiden. De fleste er her bare. Det er ikke den forestillingsverden, man er vokset op i, men hverdagens tidsstrukturer gør det trods alt svært at gå og udføre så meget end trivielle pligter, der fastholder én i virkeligheden. Ved at udføre hverdagens pligter, forpligter vi os på livet. Så jeg farvesorterer vasketøjet eller bruge lidt længere tid på at børste tænder, går ture og analyserer argumenter, og sådan går dagen, selv på de morgener hvor jeg vågner og er overbevist om, der ikke er nogen årsag til at stå op. Jeg står op alligevel, bevæger mig igennem livet, nogle dage sløvere end andre. At vaske gulve, skifte lagener og handle ind, betyder, at man tror på, at i morgen kommer. Selvfølgelig kommer der et i morgen. 

Når du og jeg bliver til det her mærkelige vi, jeg stadig ikke ved, hvordan jeg har det med.

Så spørger han mig, hvorfor jeg har brug for at blive husket. Men mine hænder er røde i mørket, og månen spejler sig i samtlige vandpytter ude på gaden, og pludselig kan jeg ikke længere huske det. Jeg føler mig træt og alt for lille til min krop, vil så gerne bare ligge mit hoved på hans skulder og skubbe vinteren væk. Måske er jeg i virkeligheden ligeglad med det hele. Måske er jeg er ligeglad med, hvad de siger om minder og celleerstatninger og parallelle universer, så længe jeg kan bilde mig selv ind, at hans femtenårige jeg stadig kysser mit femtenårige jeg i den regnvåde gyde bag diskoteket på Fyn. Måske vil jeg bare gerne have, at han husker mig lidt. Bare engang imellem.

I stedet kradser jeg den lyserøde neglelak af. Rører mine læber, mine knæ, mine lægge, alt andet end ham. For jeg er jo i virkeligheden slet ikke ligeglad. Jeg kunne aldrig finde ud af at være ligeglad, og så pludselig er jeg i en dugvåd gårdhave, og det er for sent, og jeg er bange for at sige alle de her ærlige ting, som morgenlyset ikke kan rumme. At skamme mig igen. Jeg er rædselsslagen for det øjeblik, hvor han holder op med at se mig igennem 15-årige øjne. Hvor de hvide strækmærker på inderlårene pludselig synes selvlysende i mørket. Hvor han bliver træt af mine hænder og hvor meget de ryster, ryster, ryster, og hvordan de måske alligevel ikke helt ved, hvordan de skal røre ham, fordi det er længe siden, de har været et sted, der ikke føltes tilfældigt. Mig, der både snubler over sætninger og asfalt. Den her underlige krop, som aldrig helt ved, hvor den skal placere sig selv i et rum. Den her desperate, forsigtige pige, som lever indeni mig, og som føler sig lille, lille, lille og så bange. For mørke gadehjørner og ansigtsløse mænd. For sætninger som, rør mig eller endnu værre, sætninger der faktisk rører mig.

Her til morgen, er lejligheden kold, og jeg ligger kinden mod elkedlen, imens vandet koger. Jeg kan mærke det, så snart jeg står op, det der behov for at være stille. Jeg løber ud af forelæsningssalen uden at se mig tilbage, for hvis jeg ser mig tilbage, ser jeg måske nogen, jeg kender, og så skal jeg stoppe op og være høflig og imødekommende og forsøge at føre en samtale. Det er en af de der fine efterårsdage, hvor træerne langs alléen er blevet gyldne, uden man helt har nået at bemærke det. Sådan er det tit. I foråret, vågnede jeg en morgen, og så var træerne sprunget ud, næsten magisk og over natten. Mine hænder er så kolde, at jeg bliver nødt til at trække trøjen helt ud over fingerspidserne, som et hylster, og gemme dem i uldet. Det er sådan en dag, hvor man har lyst til helt stille at tage sit hjerte ud af andre menneskers hænder og placere det der, hvor det egentlig hører til. Men også, hvor jeg har lyst til at krybe sammen på sofaen og nynne sange med ansigtet i nogens hår. Nogle dage er det svært at finde hjem. Andre dage kender mine ben selv vejen. Sidevejen til den vej, hvor jeg er vokset op, er opkaldt efter de poppeltræer, som er plantet nær fortovet. Her cyklede vi solen ned hver sommer og tegnede med kridt på asfalten. Om vinteren, væltede min søster altid på cyklen, fordi de glemte at rydde vejene for sne. Besynderlige, de der ting man husker, når man forlader et sted. I begyndelsen er der så meget af en efterladt på stedet, så meget der stadig tilhører det, og langsomt begynder man at samle resterne op og tage dem med sig. Min mor bor stadig i den by, hvor hende og far forelskede sig. Jeg bor ikke længere i det hus, hvor han dukkede op med blomster for at møde min mor. Nogle gange undrer jeg mig over de ting, hun ser, når hun kører igennem Næstved. Måske hendes ungdom i små flashbacks: Hende, gående igennem Rådmandshaven, måske atten og i en sommerkjole. Far, helt anderledes i hendes øjne end mine, med flettet skæg og fedtet hår, før han blev diplomat og begyndte at klæde sig i jakkesæt og nypudsede sko. Jeg tænker på, hvad de ser, når de kigger på hinanden, ligesom jeg nogle gange tænker på, hvad Fransiska ser, når hun kigger på mig. En af de smukkeste piger, jeg kender, siger hun, placerer sine fingre om mine håndled, se hvor små de er Clara, og jeg ønsker, som sædvanligt, at jeg kunne se mig selv igennem hendes øjne. Måske kan vi i virkeligheden aldrig helt se os selv, som vi nu er. Måske er det rigtigt, at vi kun kan kende os selv igennem mennesker, der elsker os, se os selv spejlet et sted i andres opfattelse af os, deres minder om mig. Eller måske er det bare noget, jeg et eller andet sted ønsker, fordi det er nemmere at lære mig selv at kende igennem andres holdninger om mig, end det er at mærke efter og lytte til det der indeni mig selv, som fortæller mig, hvem jeg er. Det er vel også ligegyldigt, i hvert fald lige nu. Kroppen bliver så sensitiv, forvirret vel næsten, når vejret begynder at skifte, den har ikke nået at forberede sig på de første kolde morgener, at opbygge den der varmeboble omkring sig. Vinden river bladene af træerne, og de knaser under mine støvler. Alting er pludselig en anden farve. Sådan er alting så skrøbeligt i overgangen.
Pludselig bliver morfar gammel. Mor siger, at han har det fint, men jeg kan se det i hans ansigt, at det pludselig tager ham lidt tid at genkende mig. Han fortæller mig historier om hans ungdom, om motorcykelture og at blive født før appelsinerne blev opfundet. Min familie havde levet hele liv, før jeg blev født. Det er en mærkelig erkendelse. Der er så meget, der går forud for mig, så meget jeg ikke ved om andres liv, fordi jeg antager, vi kender hinanden helt automatisk, blot fordi vi deler efternavn. Morfar fortæller mig om den første kvinde, han elskede. Han valgte mormor. Det er en historie, der går forud for selv min mor. I tilvalget ligger et indbygget fravalg, og nogle gange reduceres kærlighed til at stå op om morgenen og beslutte sig for at elske nogen på trods af, man også ofte hader dem lidt. Forglemmelse hører alderdommen til. Morfar kan ikke huske, om han har drukket i løbet af dagen, taget sine piller eller hvad han lavede i formiddags. Men han kan huske, at han elsker mormor. Måske er det, hvad kærlighed er.

Udenfor lyser træerne fuldkommen gyldent i aftensolen. I efteråret drømmer jeg altid mest om Oxford. Det er klare, livlige billeder af aftener med gule lygtepæle og sne på Pullens Lane, min stille, stille snekugleverden. Måske drømmer jeg i virkeligheden mest om, at menneskesummen ikke når mine øregange, at lyset ikke synes så skarpt. I dag ligner alting et minde, som at bevæge sig indenfor rammerne af et falmet fotografi. Det er en af de der dage, hvor man føler, at man går, går, går og ingen vegne kommer, hvor knæene pludselig bukker under nær søen, hvor kroppen nægter at bevæge sig videre. Man gør det alligevel. Sådan viser hjernen sig nogle gange at være stædigere end resten af legemet.

Jo ældre jeg bliver, jo mere hudløst føles mit hjerte. Alting synes overvældende, og hjernen er så ihærdig i dens fortolkningsproces. Når ordene holder op med blot at være ord. Når alting er et signaler og symboler, der behøver afkodning. Når det føles som om, der er en konspiration i gang imod en. Jeg skrev det allerede dengang: Universet er ligeglad med os. Der er ingen, der gider konspirere mod nogen. Så hvorfor føler man pludselig, at ansigtsudtrykkene kræver aflæsning, at de siger noget helt andet end de mener. Sårbarheden sidder der et sted i mine rystende hænder og forsigtige bevægelser. Jeg prøver endnu at afholde den fra at overskygge. Men nogle gange kører jeg stadig et ekstra stop i bussen, fordi jeg bliver så nervøs, at jeg glemmer, hvordan man rejser sig.

Det krævede en regnvåd motorvej og 210 kilometer i timen igennem bjergene mod Kosovo at indse, at jeg helst vil leve. Højlydt og lykkeligt. Jeg vil danse i regnen og hade, at øjeblikket ikke føles som det gør på film. Jeg vil have hvide forårsdage med støvet solskin, og jeg vil stå nøgen i det blå, blå, blå morgenmørke i køkkenet og være ligeglad med lysene i lejlighedskomplekset overfor. Jeg vil ikke bruge mere tid på at foragte mig selv for de ting, jeg rørte, da jeg mistede et sted at placere mine hænder. Jeg vil hente hele verden. Men problemet med at leve er, at livet forudsætter døden, og måske var det derfor, jeg brugte otte måneder på at forsøge at dræbe mig selv. For ikke at vente på det uundgåelige. For i det mindste at have kontrol over det afsluttende. Jeg frygter den her altoverskyggende lyst til at leve, at dø før jeg er klar. Jeg har lyst til at spørge alle, jeg kender: Holder man nogensinde op med at være bange? For at give og blive taget forgivet? For ansvaret, livet medfølger? For friheden og valgene? For gælden, og hvordan den opkræves på de mest uforudsigelige tidspunkter? For skygger, og hvad der gemmer sig i dem? Og de, der stjæler solen. Jeg er så bange for, de stjæler solen igen.

Men mor sover stadig med lyset tændt i entréen. Og far forsikrer sig gentagende gange, at mit fly lander, hvor end det skal. Sådan er det underligt at måtte vokse op og erkende, at de jo naturligvis ikke kan redde hele verden. At de forventninger, man opstiller som barn, umuligt kan indfries. Der er så meget, jeg ikke ved om andres frygt, og så bliver det pludselig nemt at antage, at de ikke har nogen, at jeg er den eneste, der er bange uden helt at vide, hvad jeg er bange for.

Jeg tænker på, hvor mange store ord der forbindes med kærlighed, og jeg tænker, at det her er kærlighed: At flette min søsters våde hår, når hun kommer ud af badet, at have nogen til at varme mine fødder efter regnkolde gåture i skoven, eller bare at ligge lige her på den mørkebrune lædersofa i mine forældres stue og vide, at jeg altid vil være deres barn.  

Amager
I eftermiddags var lyset underligt, og hele dagen føltes som en sen eftermiddag, som om solen var ved at gå ned, eller måske bare som om, den aldrig helt nåede at stå op. Jeg ventede på metroen, og jeg tænkte på hans hænder. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, måske bare at jeg hver gang er indstillet på, at det er sidste gang. Så forsøger jeg at fæstne det i min hukommelse, før øjeblikkene bliver for gennemsigtige til at indeholde detaljer. Franskmandens hænder duftede af mandariner. Det er lettest at forbinde minderne med noget konkret som en duft eller et sted, man kan vende tilbage til, så man kan genopleve det. Så jeg kan spise mandariner og tænke på mit sekstenårige jegs efterår i Oxford. Den morgen, da vi flyttede fra Belgien, var solen helt gylden. Det var tidligt nok til, at varmen endnu ikke havde lagt sig, og duggen løftede sig fra marken bag mit barndomshjem. Det burde nok have været en hvid morgen med al den dug. Jeg havde en lyserød skjorte på. Det sidste ved jeg kun, fordi det fremgår af fotografierne. Jeg ser altid mig selv i minderne. Det er underligt at se sig selv fra en udefra synsvinkel, at placere sig selv et sted, hvor man slet ikke stod. Nogle dage bekymrer det mig ikke at vide, hvad andre husker om mig. I morges havde hovedpuden efterladt et mærkeligt aftryk på hans kind. Han spillede guitar ved køkkenbordet, og jeg tænkte, at han var smuk sådan der, næsten fascineret over sine egne hænders funktion. Det er fint at se andre mennesker begive sig ind i noget, de holder af. Kunst er sådan et lille hul i virkeligheden, og et eller andet sted på Amager, slog han vist nok tiden i stykker. Jeg husker kun lyset og ham: Han virkede helt rolig, og persiennerne dæmpede lyset på den der måde, som man har brug for, når det er søndag, og man har søvn i øjnene, og morgenen har strakt sig helt op ad eftermiddagen.