I stå V
Jeg
har været vågen i nitten timer, da jeg begynder at tænke på at dø. Jeg googler,
hvad der sker, når man ikke sover, at hjernen skrumper, og jeg forestiller mig,
at nu, efter tre år, er min hjerne efterhånden bare en ært. Jeg glemmer mine
kollegers navne, stirrer desperat på deres ansigter. Jeg hyperventilerer i et
omklædningsrum. Jeg er i verden og udenfor den, jeg har lyst til at skrige lydløst,
jeg har lyst til at række ud efter noget, et holdepunkt i virkeligheden, men
alting er gennemsigtigt, her er kun luft, men ingen ilt tilbage, jeg kan ikke
trække vejret. Der er intet romantisk ved at ligge vågen. Jeg stirrer på månen
og regnen, vinden der trykker mod ruderne i lejligheden, brædderne der giver
sig under gulvvarmen, der er lyde. Jeg åbner døre, jeg lægger mig på sofaen,
jeg er ikke sikker på, om jeg er virkelig, jeg presser neglene ind i mine
håndflader, små røde afmærkninger, intet blod, jeg tjekker min puls, jeg
stirrer på mit ansigt i badeværelsesspejlet, jeg blinker, blåsorte nuancer
under øjnene, der er bevægelser. Nogle dage mærker jeg alting, overstimulerede nervesystem,
andre dage: ingenting, ingenting.
Transit
24.5.22
22.5.22
Maj
Begyndte at løbe tør for ilt i denne by, på dette kontor, tænkte
på alle de gange, mine hænder har rakt ud og fundet ingenting, at jeg intet har
kunne fastholde siden sidste sommer. Holdt op med at ryge, følte mig rastløs og
rodløs i Ørestad, bevægede mig i cirkler, igen, igen, hvor iterativt alting af
og til føles. Følte mig lysvågen og ubærligt tung, uendeligt træt af altid at
skulle sige alting højt, forklaringer der ingen vegne har ført, måske endda
skabt afstand mellem resten af verden og mig, distancer ingen gider at gå.
Tænkte: kravl ind i mig, vil du ikke nok, er det ikke alt, vi vil, forstås af
nogen? Tænkte på naturligt semantisk metasprog, hvor vigtigt det føltes sidste
år, og hvordan jeg ved det nu, ligegyldigt hvor mange ord vi måtte opfinde, kan
vi aldrig forstå hinanden helt, aldrig være i nogen, aldrig høre dem, var det
derfor, det var så vigtigt for dig at røre mig, at blive rørt ved, de
instinktive reaktioner, alt det der ligger forud for sproget?
7.4.22
4.4.22
24.2.22
Islands Brygge
Vinteren letter midt i februar. Jeg har ikke set dig i otte måneder, men jeg
tænker stadig på dig dagligt. Af og til sidder jeg i IKEA-sofaen på det
skyggelagte kontor på Østerbro og forestiller mig, at reolen er blå, rød, gul,
men det ændrer ikke på, at den rigtigt er grøn, at følelser er bølger, og
tanker er toge. Jeg er ved at genlære at sove, at genfinde troen på at jeg rent
faktisk kan, ligesom jeg engang lærte at cykle eller gå.
Der er steder i København, der
føles så inderligt og indlysende som dine, at alle advarselslamper stadig
blinker bag mine øjenlåg, når jeg bevæger mig i deres retning. Sidste gang jeg
gik ad Artillerivej var med dig, og jeg føler pludselig, at jeg bevæger mig
udenfor mønstrene af den relation, vi ikke længere har, de implicitte regler
der holder os fra hinanden. Jeg tænker på det liv, jeg havde her, hvor dårligt
jeg havde det, og hvor lykkelig jeg samtidig var. At vaske kopper i tekøkkenet
på forlaget, gå ture langs havnen i tidlig forårssol, at komme hjem til vores
lejlighed og føle mig uendeligt ung og rædselsslagen, alligevel så voksen.
Der er steder, jeg ikke kan bære
at være på, og så er der andre, jeg tager tilbage, som Østerbrogade der en
ubehageligt varm sommer føltes som vores, men nu er mit og terapeutens, eller
denne baggård på Islands Brygge.
Om søndagen tænker jeg altid
mest på vores søndage, på Vesterbro og croissanter fra Prolog, den måde du
sagde erindringer på, som var du tre årtier ældre end du egentlig var, og den
måde jeg sagde fuck på den eftermiddag på Islands Brygge, at det fik dig til at
le på sådan en vild og spruttende måde, så helt gennemtrængende dig, fordi du
havde en kæreste, der kunne imitere Bai-D uden at forsøge.
Når jeg endelig sover, drømmer
jeg om Hällsnäs og den eftermiddag i maj, træerne var lysende grønne langs
bredden af søen, og du sang dig hele vejen gennem Sverige, mens jeg faldt ind
og ud ad søvnen med kinden mod ruden. Vi taggede et billede på Instagram af
vores kanelsnegle, en lille smule af Vesterbro i Karlskrona, eller hvor vi nu
var.
I Bruxelles udpeger jeg caféen,
hvor vi drak Aperol. Det var vores første ferie sammen, det var så koldt den
marts, jeg rystede mig stædigt ad brostensgader og på Grand Place, indtil du
insisterende forærede mig din dunvest, lynede frakken over. En eller anden dag
vil jeg elske nogen, der ikke er dig, måske tage dem til Bruxelles, men aldrig
Hällsnäs, dine solbrændte arme mod det hvide dynebetræk, dit lyse hår i
aftensolen, jeg har ledt efter kopier af vores relation, jeg har forsøgt at
genopleve øjeblikke, blot med andre, afsøgt og afvæbnet, hvad end jeg følte for
dig, har jeg brug for at føle igen.
Jeg farer stadig vild i
minderne, men jeg finder altid vejen hjem til denne nutid, hvor jeg ikke ved,
hvem du vågner med i morgensolen, hvis lænd du hviler din hånd på over
fodgængerfelter, hvis øjne du fanger i en menneskemængde. Måske hendes, måske
ingens. Hvem får dig til at grine, når du skal tage din astma spray? Ser du
stadig try not to laugh-compilations, når du ikke kan falde i søvn?
Jeg skriver dig noter på
telefonen, på post-its på kontoret, så optegnelser, senere hele kataloger om at
vågne med døren lidt på klem, at forestille mig at bølgerne skvulper udenfor,
at vi er tilbage på det hotelværelse i Marienlyst, at du stadigvæk er toogtyve
år gammel, og vi holder altid i hånden, når vi falder i søvn, vi driver aldrig
længere væk end vi kan finde hinanden igen, og lige der, over det træbord hvor
vi havde sex, er luften ikke tung og mindet ændret af, at jeg nu ved, at du
snart forlader mig.
Jeg har elsket før dig, men
aldrig som dig, aldrig båret nogen på denne måde, ligesom at genlære at cykle
eller at sove, lærer jeg, hvordan jeg bærer dit fravær ad disse brostensbelagte
gader i Indre By, forårsmilde caféhjørner og efterårsvåde s-togsstationer, der
nu bare tilhører resten af verden, og dig, og mig.
4.1.22
Nyvej II
Ledte efter din grav, men sneen havde dækket
den. Tænkte på granit, marmor, at lege i baglokalerne og mellem flisestykker, skoldende
maskinekakao, at tage med i træningscenteret de tidlige morgener den sommer og
så senere, at sidde i skyggen af parasollen i jeres blomstrende have, spille yatzy
og mærke varmen lægge sig, fornemmelsen af at være i en luftboble midt i
kildemarkskvarteret. Den sidste gang vi talte, vidste jeg det, det tror jeg også, du
gjorde, for du fortalte mig om blomsterne igen, at se dem gro og forgå, du var
ikke bange, blot træt, så jeg gentog klicheer, at man jo lever videre i dem,
der elsker en, jeg forsikrede dig om dit eget minde, hvad i alverden skulle jeg
ellers ty til, når alt jeg ønskede var endnu en sommer? Jeg vander blomster og
går ture i sneklædte skove, og det er vinter nu, og du er her ikke, men jeg
finder dig hele tiden i fotoalbums og landskaber, jeg forestiller mig en
hede, et morgenrødt stilbillede, det er sommer, sådan forankrer alle mine
erindringer om dig sig i en årstid, det er endnu dugget, tågen løfter sig fra
buskene, solopgang i modsætning til den Jeppe Aakjær sang, jeg græd mig igennem
til din begravelse, og du står lige der, midt i min forestilling og midt i min
drøm. Jeg savner dig ubærligt på denne december morgen, for du
tog en rest af min barndoms somre med dig, og nu må jeg navigere resten af mit
liv uden dig og dem, men når jeg drømmer om dig, er du altid lykkelig og lysende, og det er sådan, jeg ved, at hvor end du er, er der ro.
12.12.21
Split
Kan huske, at jeg tænkte på, hvor unge vi så ud
på det fotografi. Hvor nostalgisk det gjorde mig, et så tydeligt vidnesbyrd om
de løfter, vi virkelig forsøgte at holde, vores forliste forhold, men måske
endnu mere bruddet med den pige, jeg var den eftermiddag. Dine blomstrede
badebukser, mig trukket sammen omkring dig i et hjørne af båden, jeg var
rædselsslagen for min egen krop. Det er det eneste fotografi, der stadig giver mig lyst til at græde, det grynede og højsommersolen, havet og dine øjne, alt det
blå, vi kommer aldrig til at være de mennesker igen. Du fremkaldte
fotografierne lidt efter rejsen, vi sad i vores stue og gennemgik dem sammen,
jeg komplimenterede og udpegede, for jeg elskede at se verden gennem dine øjne.
Hvilke detaljer, du bemærkede, hvilken virkelighed du udvalgte, og senere, at
opdage at fotografierne fra den dag mest var af mig. Min stribede
bikini og kun indbildt tykke lår, solen i mit afblegede hår, det gyldne blide
mod vandoverfladen. Tænk at jeg ikke forstod det dengang, alle de gange du
hvilede din hånd på min lænd i overfyldte selskabslokaler og over
fodgængerfelter, at finde dine øjne i menneskemængden, da først du lærte
hvordan, sad det i dig, krævede det at elske mig al din tålmodighed? Et postkort fra dig: jeg vil blive ved med at grine med dig af alt det, de voksne gør, som vi ikke forstår. Så længe så sørgmodig over, vi ikke skulle blive voksne sammen, men det blev vi jo alligevel, til trods for og på grund af, tænk at
jeg brugte så meget tid på at bede om mere, uendeligt mere, dig
og dine hænder, måske stirrede jeg mig blind på dine milde ansigtstræk og
efterspørgende øjne. Tænk at jeg ikke så, hvor meget du så mig. Hvor jeg håber en
dag at blive elsket sådan igen, men måske mere end det: at du en dag føler dig
så set, selv hvis af en anden, at den blotte tilstedeværelse af det blik slukker den konstante summen, vi så ofte talte om. Du gjorde verden stille.
Krystalgade I
Midt december, mild latter efter midnat,
tænkte på tid og lidt på dig. Hun sagde, hun så dig på en café nær Nørreport,
at du så anderledes ud, jeg tænkte helt instinktivt ældre, for hvordan skal jeg
ellers beskrive, at de sidste par måneder blot er løbet fra os, at tiden ikke
standser på de steder, vi forlader, for de mennesker, vi decentraliserer? Tænkte
på hvordan minderne driver fra mig, måske også fra dig, hvad vi sagde, og hvad
vi gjorde, hvor lidt det betyder nu, men også hvordan jeg stadig bærer dig et
sted under min hud, den eftermiddag i bilen ved havet, vi var virkelig
virkelige, og du fik jo ret, det blev bedre, jeg er ved at forstå det nu, at
det ikke behøver at gøre så ondt, at det bare er livet, at jeg fortjener at blive
rask. Panikkede i et overfyldt selskabslokale, bemærkede min chef nærstudere
mine ansigtstræk, formildende ordvalg og toneleje pludselig, følte mig
gennemskuet og transparent, talte mine fingre og vinduerne, gemte mig på
badeværelset, vendte tilbage til mig selv. Følte mig fuld af skam og alligevel
ikke, af og til kan jeg ikke kontrollere det, af og til opdager jeg det for
sent, men det går, og det går over, altid, jeg er ikke, hvor jeg ønskede at
være, men jeg er på vej.
27.11.21
Aalborg
Jeg vågnede i en
lejlighed i Aalborg og opdagede, at du var død. Tiden gik ikke i stå, men den
føltes et sekund langsommere, og jeg græd først, da jeg stod alene på Ringsted
station. Jeg lever og steger champignoner og skriver LinkedIn opslag, og
pludselig husker jeg det, at du er død, og det føles som et underligt lille hul
i virkeligheden, som at støde sin lilletå ind i en dørkarm, at snuble over et
trappetrin, et kort øjeblik af smerte, du levede og nu er du et minde, du er
her ikke længere, men dit fravær er som en konstant summen i baghovedet, og jeg
har forsøgt at holde mig i bevægelse hele efteråret, ikke sidde alene i
stilheden. Det skete langsomt og pludseligt, sygdom og så lidt mere, men jeg
fik sagt det, jeg skulle sige, og der er taknemmelighed. Jeg har drukket øl for
dig, stået på samtlige barer i København og glemt, og så siger terapeuten: da
du begyndte at sørge din morfars død, opdagede du al den sorg, du før havde
fortrængt.
29.10.21
28.10.21
3.10.21
30.9.21
Østerbrogade
Gik ad Østerbrogade til
terapeuten. Smilede til et kærestepar, der smagte hinandens kaffe. Tænkte at
din ven fik ret, at livet er rodet, men smukt, og mest at det bare er. Røg en cigaret
på et gadehjørne, stod i solen, varmt og gyldent, følte mig ubelastet, måske
endda lettet, over lyset og bladene. Anerkendte at det ikke var nok, at jeg
ikke udelukkende burde være taknemmelig for folk, der bliver. Af og til, sagde
terapeuten, elsker folk dig, som de kan, men ikke som du har brug for. Ikke
tage sig til takke med noget. Anerkendte at jeg må ønske mig mere, at jeg ikke
ved, om jeg nogensinde finder det, eller hvad det betyder eller er, men det er
noget at bære med sig, erkendelse, det er godt. Du er ikke længere den sidste,
jeg gik her med, og det er ikke sørgmodigt, det er bare en konstatering. Sad i
buer og svalegange, talte forbi og tænkte tilbage, hvor meget er jeg vokset fra
mig selv og det liv. Så solopgangen over Næstved, tænkte ikke på hvordan vi sad
derude på taget den nytårsnat, hvordan jeg håbede permanente ord som for evigt.
Gik på biblioteket og tog den korte vej hjem. Kiggede på ænderne i kanalerne,
undrede mig over hvor højt de kunne flyve, undrede mig ikke nok til at google.
Næsten efterår nu, stadigvæk lunt i skyggerne under gavlene på Dampfærgevej. Rullede
øjne af en flok råbende teenagere, følte mig voksen og udmattet på en rolig
måde, gennemtrængende normal. Skoddede i en bunke visne blade, stadig bange for
ild, samlede skoddet op igen, tænkte dit navn i min søsters have uden at græde.
Bemærkede at mormor aldrig siger morfars navn, bare ham, tænkte på hvordan det
ville føles at høre det igen. Tænkte på livet for tre år siden, konstaterede at
det er okay, at minderne føles lidt hule, som om de ikke længere tilhører mig.
23.8.21
Enø
Efterårslys, varmt
og gyldent over Ørestad, en eftermiddag ligesom denne, i shelteret i dine
forældres have. Har gentaget for mig selv hele sommeren: jeg fortryder ikke
vores liv. En eller anden dag vil jeg stå et sted, og jeg vil genkende dit
ansigt på en bar eller i en butiksrude, og tiden vil gå i stå lige der. Indtil
da prøver jeg nye ting. Tager tequilashots alene på baren, tager på dates. Lærer
at tale med fremmede, at bevæge mine hænder, mine ben, ikke ryste, når de
kigger på mig. Forsøger at holde op med at strukturere mit liv omkring ubevidste
mønstre i vores forliste forhold: vi var femten, og du kyssede mig på en strand
på Fyn. Syv år senere kyssede du mig igen, en fornyet første gang, på stranden
på Enø. Kan kysse andre mænd på andre strande, uden det fordærver vores minder.
Spiser alene i cafeteriet, tager i skøjtehallen, prøver at være modig. Forsøger
at have tiltro til, at universet vil, at gode ting sker for mig, eller i det
mindste, at universet er ligeglad med mig. Det er bare lys, bare livet, alting
bevæger sig. Jeg prøver at lære at bevæge mig igen.
16.8.21
8.8.21
Du ligner din oldemor, sagde han og pegede på billedet, lænede sit ansigt helt tæt på mit, nærstuderede mine ansigtstræk. Og: det har været et lykkeligt liv. Og: pas godt på dig selv. Ugen inden han døde, kom han til mig i en drøm. Han var morfar, men for ti år siden, og jeg vågnede og ringede til min mor og spurgte, hvor han var. Der er ikke længere noget efterår nu, ingen metaforer om alderdommen, blot døden og al den kærlighed, jeg nu må forankre i mindet. I lejligheden på alderdomshjemmet hænger bryllupsbilledet, og jeg bliver nødt til at se bort, fastlåse mine egne ansigtstræk, jeg nærstuderer rækker af træer, al det tætte, grønne, fjernsynet, alt andet end det fotografi. De siger, man ikke ved det, men en del af mig vidste det, da jeg stod i deres have, da jeg sad i deres lædersofa, da jeg rejste mig og sagde, han også måtte passe på sig selv. Det var også et godt liv, siger mormor, og jeg svarer ja, et godt, langt liv, og jeg må ikke bevæge mit hoved, jeg kan ikke kigge på hende, kun se skyerne trække sig sammen over træerne, håbe på lysning i horisonten. Og mormor fortæller igen historien om, hvordan de mødtes. Han havde altid en cigarkasse i bilen og den aften, kørte de til København og dansede morgensolen frem. Han elskede rosa aurora, importerede fliser fra Italien, bød altid på Fernet Branca, og selv når han ikke kunne huske morgenerne, selv da han forvekslede lægen med far, kunne han altid huske, at han elskede mormor. Han var den første mand, der holdt mig, og jeg kan ikke huske det, selvfølgelig kan jeg ikke huske det, men jeg må bære det med mig.
24.7.21
Ørestads Boulevard
Skyerne trækker sig sammen over Ørestad, længst vest på
Amager er der stadig klart, kanaler af blåt, og pludselig minder alting lidt om
sidste år. Som om jeg har levet dette scenarie så mange gange, men aldrig helt
til fulde, som at bevæge sig i et minde. Jeg har gået her i regnvejr, gennem overbegroede
stisystemer, jeg har knyttet mine næver, jeg har lyttet til denne sang. Jeg har
tænkt på dig sådan og som nu, dig langs klippesider og i flyvemaskiner, i passagersæder
og vores lejlighed. Jeg har tænkt på dig ved havet og på rastepladser, vi har
kørt ad omveje og været på afveje, jeg har holdt din hånd i kirker og gyder, og
det var blot et lykkeligt tilfælde, at du så mig under metrolamperne den nat. Af og til bliver jeg så ensom, at jeg ikke kan
trække vejret, men du er et sted i denne by, på den anden side af broen hvor
gaderne bliver tætte og befolkede, og du elskede mig. Det er historien, og
der er ikke flere ord om den kærlighed, jeg bærer, intet videre eller efter,
blot dette tomrum, hvor der kun er mig. Og det hele går, måske bliver det værre
eller bedre, det er ikke til at vurdere endnu, men det fortsætter, fortsætter,
denne mærkelige transit, dette limbo, hvor jeg elsker dig i stilhed og med
fravær. Vi eksisterede. I samme solsystem. Samme tidsalder. Og vi fandt
hinanden i et øjeblik og adskillige gange igen.
23.6.21
I stå IV
Der er øjeblikke
af lys.
Jeg stod omsluttet
af de japanske kirsebærtræer den forårsaften, alting lyserødt omkring og over
mig, og det føltes uendeligt, og jeg kan huske, at jeg følte mig lykkelig over
at være der, alene, midt i evigheden. Jeg gik langs kanalerne hjem, gyldent
over byparken, soloplyste fluer sværmede langs vandkanten, og jeg tog et
billede og håbede, at jeg ville kunne bære øjeblikket med mig til tågede dage
som disse.
Men lys er
flygtigt og fra venteværelsets støvede glasvinduer, kan jeg se Amager strække
sig, blive til Kastrup, et eller andet sted derude også lufthavnen, men jeg kan
ikke udpege den, herfra hvor jeg står. Jeg kan ikke huske, at jeg stod ud af
sengen, at jeg bandt mine snørebånd, at jeg bevægede mig herhen, om jeg gik
over parken eller langs kanalerne.
Af og til når
jeg sidder helt stille, når jeg ikke taler i lang tid, bliver jeg i tvivl om,
hvorvidt jeg findes. Jeg stirrer på mine hænder, på mit spejlbillede, jeg rører
objekter i lejligheden, jeg mærker materialer, jeg sorterer bøger, men mine
hænder føles ikke som mine hænder, og min krop føles som om, den er ved at
forsvinde. Som om jeg er begyndt at gå i opløsning, kun må vente på det
uundgåelige, til sidst vil der ikke være mere af mig tilbage. Jeg er virkelig. Selvfølgelig
er jeg virkelig.
8.6.21
Social angst
Jeg ved ikke, hvor jeg skal placere mig selv i rummet, så
jeg holder mig nær udgange og døråbninger. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal
bevæge mine arme, mine ben, løfte gafler og vandglas, ikke snuble over
gulvtæppet, når de kigger på mig. Jeg bevæger mit hoved meget langsomt, jeg må holde
øjenkontakt, men også huske at blinke, jeg må åbne min mund, jeg må rømme mig,
alting sidder altid fast. Nogle gange når vi skændes, føles det som om, jeg
læser et manuskript, jeg har gennemtænkt disse sætninger så mange gange, at de
ikke længere føles ægte, når jeg siger dem. Andre mennesker gør bare de her
ting, taler og trækker vejret, bevæger sig i virkeligheden, og jeg ser mig selv
ude fra, jeg ser mig selv række ud efter vandglasset, jeg ser mine hænder, fremmede
objekter forenden af mine rystende arme, som om jeg mangler forbindelse mellem
legemet og bevidstheden, som om jeg består af usammenhængende dele, og
pludselig føles det så umuligt at udføre handlinger, jeg trækker armen tilbage,
jeg placerer mine hænder i mit skød, jeg forbereder mig hele tiden på at tale,
men jeg siger ingenting. Jeg kan ikke sige noget, blot tage afstand fra mig
selv, indtil intet
føles virkeligt og samtidig alt for virkeligt, til jeg græder på badeværelsesgulvet
på et kontor, til jeg ser mine røde øjne i spejlet uden at genkende det ansigt,
der altid har været mit. Jeg er nok derinde et sted. Hvem end det jeg så er.