Hjemme

Stod på Østerport og tænkte, at livet er godt, bedst når jeg pjækker fra forelæsning og tager et tog til Næstved i efterårssolen, når jeg næsten kan mærke et smil gennem telefonen, når det lune milde stadig ligger der i overgangen, bag skyerne og mellem trækronerne. Blade vrister sig fri, blide bevægelser mod skovbunden, i varmen af bilen ligner havet endnu en formiddag i juli, alting er det samme, selv når det er noget andet, hver gang overraskes jeg over, at det kan være så let, hvis blot jeg lader det. At også jeg beroliges af det gentagende, alt det almindelige, som: et gyldent soveværelse og dine sitrende øjenvipper i søvnen, ikke nok til at optage min opmærksomhed længere end et øjeblik, men nok til at bevare et sted i hukommelsen, en hånd på min skulder uden selv at have opdaget behovet for omsorgen, blot at stå lige her, forenden af en ubelastet skovsti og i det gyldne sene septemberlys, at skimte køkkenlamperne i mine forældres hjem gennem træstammerne.