Personlige mindesteder 

Forleden gik jeg langs Trekroner søen, da det gik op for mig, at det var sidste gang, jeg ville gå lige der og samtidig være på vej til undervisning. Det var tidligt, før myldretid i togene og på stierne ned til universitetet, så jeg standsede og tog et fotografi af søen, ikke for at dele det med nogen, men bare for at huske følelsen af denne sidste morgen. Der var noget ved det, fotografiets formål og den der friske fornemmelse af frost i luften, som gjorde mig både sentimental og præ-nostalgisk, måske fordi jeg ofte tænker på universitetet som en bro mellem ungdoms- og voksenlivet, og måske fordi det så betyder, at jeg snart må erkende, at den ene del altså er forbi.

De seneste par år har jeg været meget optaget af, hvordan steder former os, og hvordan vi husker gennem steder. Steder har altid fyldt meget, for eksempel i kunsten og indenfor historiefaget, måske fordi de bliver til nedslagspunkter, hvorudfra en historie kan forme og udfolde sig, eller måske fordi de rummer en historie, der går forud for os, og derfor har en hukommelse i sig selv. Vores minder er i høj grad knyttet til de sanseindtryk, vi har gjort os, og på den måde tror jeg, at steder bliver noget konkret at fæstne vores minder ved, noget vi kan vende tilbage til, selv når vi ikke længere er den, vi var, sidst vi stod på det sted. For forfatteren Søren Ulrik Thomsen er Store Kongensgade 23 det sted, hans nutid viser tilbage til, og for forfatteren Joan Didion var New York på sin vis årsagen til, hvordan hendes ungdom udviklede sig.

Jeg var meget ung, da jeg startede på universitetet, sådan føles det i hvert fald nu, hvor det tilhører et andet årti. Jeg kan huske, at jeg aftenen forinden sov hos min bror i hans lejlighed i Ahornlunden, lige ved Trekroner station, så jeg ikke behøvede at tage morgentoget fra Næstved, hvor jeg boede dengang. Jeg kan huske, at min bror stod op og lavede kaffe til mig, og at jeg fra arbejdsværelset, jeg havde sovet i, kunne se folk stimle sammen på torvepladsen, og at min bror tog sine sko på og tilbød at følge mig derned. Jeg tror, jeg må have grint og sagt noget om, at min bror da ikke skulle følge mig til min første dag på universitetet, men jeg husker det ikke længere, kun hvor inderligt jeg ønskede, at han kunne følge mig derned. Det er ikke for at sige, at jeg ikke var voksen, det var jeg jo nok, blot at jeg i hvert fald var ung nok til, at mine omgivelser stadig så mig lidt som et barn, og at det var en ungdommelighed, jeg tog med mig, og nok siden voksede fra i løbet af mine år på universitetet.

Joan Didion beskriver i sit essay ”Goodbye to All That”, at begyndelser er lette at udpege, mens afslutninger forløber over tid. Sådan kan man ikke helt sige om universitetet, for der er en defineret begyndelse og slutning, men måske kan man udlede af det, at det i hvert fald kan være svært at forstå, hvilken betydning noget vil have for os, for resten af vores liv, mens vi stadig er midt i det. Universitetet er et afgrænset tidsrum på nogle år, det er resten af livet ikke, og jeg tror, det er derfor, at det har taget mig næsten dobbelt så længe som mine daværende studiekammerater at færdiggøre. Mens man går på universitetet, eller et hvilken som helst andet forløb for den sags skyld, kan ens vækst og læring føles lineær, måske endda eksponentiel, for der er konkrete holdepunkter som eksamener og karakterer til at påminde en. Hverdagen struktureres omkring de skemaer, pensumplaner og rammer, andre opstiller for en, og det er en struktur, som i hvert fald jeg fandt det let at navigere i. Resten af livet, det føles tungt, når jeg siger det sådan, massivt og udefineret, det strækker sig foran mig uden et tydeligt forløb, for i resten af livet er det ikke tydeligt, hvornår noget begynder eller ender, det er der bare, og der er arbejdspladser og parforhold, indtil man en dag vælger noget andet. På mange måder kan universitetet føles som en form for tidslomme, et trygt værn mod resten af livets mange udefinerede forløb, for man ved i det mindste, hvornår det begynder, og hvor længe man skal være der. Jeg tror, at jeg netop på grund af dets afgrænsede forløb troede, at jeg ville være forberedt, måske endda fyldt med lettelse, når det en dag blev tid til afsked, men jeg tror heller ikke helt, jeg forstod, hvad det var, jeg skulle tage afsked med.

Det ville være let at sige, at universitetet, både som et materielt sted og et mindested, har været afgørende for at forme mig, men i virkeligheden er der mange steder, vi gennem vores liv knytter minder til. Der er steder, man tilskriver betydning, mens man er der, og så er der andre, man først i retrospekt forstår som afgørende for en. Didion fortæller om New York, at det kunne have været en anden by, men at hun skriver om New York, fordi det var byen for hende. Stedet og lige så meget følelsen New York formede hendes forståelse af, hvad det vil sige at være et ungt menneske, og derfor kan hun ikke vikle den ungdom fra stedet, for det var nu engang der, den udspillede sig. Når jeg skriver om universitetet, ved jeg også, at det kunne have været et hvilket som helst sted, det er bare her, den klarest begyndte for mig, forandringen, og det er ud fra den begyndelse, at jeg kan forstå den retning, jeg i løbet af årene bevægede mig i.

I ”Store Kongensgade 23” skriver Søren Ulrik Thomsen om den susende følelse af fremtidens begyndelse, som han forbinder med lejligheden på fjerde sal. Sådan havde han det, da han og hans familie flyttede fra Stevns til København, sådan ved jeg ikke, om jeg havde det, for jeg flyttede mest til København, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle tage hen. Jeg flyttede til Trekroner kort efter, jeg begyndte på universitetet, og jeg besluttede mig for, at jeg var vokset fra den lejlighed, da alle i nærheden af mig var vokset fra Trekroner. Jeg var nok også kun flyttet dertil, det kan jeg indrømme nu, fordi min bror boede der, men kort efter fandt han en kæreste på universitetet, og sammen flyttede de til København, ligesom de to veninder, jeg var flyttet sammen med. Jeg kan huske, at jeg forsvarede mit bachelorprojekt og måtte tage direkte hjem efter for at pakke papkasser, inden de nye beboere skulle flytte ind. Det var en underlig tid, fordi på den ene side var lettelsen, på den anden side rodløsheden, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle efter, men i hvert fald vidste, at jeg ikke ønskede at blive der.

Er der nogen, der ved, hvor de skal tage hen, når de er 22 og nok mest bare ønsker at flytte, fordi de ikke føler sig hjemme på det sted, der burde være deres hjem? Det tog mig lang tid at forstå, at jeg tog mange beslutninger ud af frygt for at være alene, og fordi min forståelse af et hjem kun knyttede sig til det at være i nærheden af min omgangskreds, selvom det måtte betyde at flytte til København, hvor jeg ellers ikke før havde haft et ønske om at bo. Det var vinter, da jeg flyttede til Trekroner, to forår senere da jeg flyttede derfra, og sensommer da jeg blev optaget på en restplads på en kandidatuddannelse i København og fandt en lejlighed med min daværende kæreste på Sommerstedgade på Vesterbro. I de der første par måneder kan jeg huske, at København føltes massiv på samme måde, som universitetet havde gjort engang, og måske lidt på samme måde som resten af livet gør nu. I dag føles København lille, som om byen siden er svundet ind, pludselig så let at finde hjem i, så svær at fare vild i, og så fuld af minder.

Ibyen, et tillæg til Politiken, bragte i sommeren 2021 en artikelserie om kærestesorg i København. ”Byens knuste hjerter”, kaldte de den, og de beskrev alt fra bestemte græspletter i København til den der ene køledisk i Netto i Nordvest. Fornyeligt efterspurgte de igen steder fra læserne, så de kunne lave et bykort over break-ups, et perspektiv på det København, der både rummer den der susende følelse af fremtidens begyndelse, men også alle de s-togsstationer, supermarkeder og bænke, hvor begyndelser pludselig blev til afslutninger. Steder, der rummer øjeblikke, som formede livet, ledte det på afveje eller omveje, afhængigt af hvem man spørger, men som altid vil danne kulissen for mindet om det forliste forhold. Når jeg bevæger mig gennem København eller Trekroner nu, føler jeg af og til, at jeg bevæger mig indenfor rammerne af et minde, eller at jeg bevæger mig i en form for gentagelse af det allerede levede. Der er bytorvet i Trekroner, hvor jeg stod med rystende hænder den første morgen, og hvor jeg siden måtte vende tilbage til, da jeg endelig turde erkende, at en uddannelse i politisk kommunikation i København ikke var noget for mig. Der er Sommerstedgade, hvor jeg boede med min daværende kæreste de første to år efter Trekroner, og hvor den fremtid, jeg dengang var overbevist om skulle indebære ham, med tiden opløste sig. Der er rækkehuset på Robert Jacobsens Vej i Ørestad, der plejede at være min brors, og hvor jeg tilbragte sløve sensommerdage i haven med at lede efter nye steder at bo, mens min niece lærte at gå, men det er længe siden, og jeg ved ikke, hvem der bor der nu. Der er konkrete steder, hvor begivenheder, nu minder, udfoldede sig, hvor historier formede sig. Jeg ved ikke, om de først får denne karakter af at være beholdere for minder, når det, der var engang, ikke længere eksisterer på stedet: Om det er tiden, eller det er fraværet, der forvandler stedet og gør det til et nedslagspunkt.

I et litteraturhistorisk værk om Københavns optræden i litteraturen skelner Lars Handesten mellem den konkrete og den litterære by, det vil sige den, der findes som noget materielt og den, der opstår gennem skrivningen. Selv i gengivelsen af det konkrete, mener han, at der altid pålægges et litterært lag, at så snart vi nedfælder, begynder vi en omskrivning af det virkelige, og derigennem opstår det litterære. Det er ikke altid let at skelne mellem det litterære og det konkrete, for det, der adskiller de to, kan blot være et fint, tyndt lag, og sådan tror jeg også, det er med steder. De steder, vi knytter oplevelser eller følelser til, bliver på en måde til beholdere for vores minder, og det kan pludseligt virke umuligt kun at se stedet, som det var før, uden også at se det, som det er blevet til efter. På den måde får stederne deres egen narrative struktur, for vi fylder dem med vores sentimentale forløb, vores egne historier, og selvom de er konkrete, bliver de også pludselig litterære. Hvor mange nedslagspunkter indeholder disse steder, København og Trekroner? Jeg tænker meget sjældent på, hvilke andre nedslagspunkter eller personlige omskrivninger, disse steder indeholder, eller at andre, ligesom jeg, nok også har følt deres fremtid gå i opløsning på Sommerstedgade. Af samme årsag tænker jeg også meget lidt på de steder, som andre undgår, som af usynligt territorielle årsager tilhører en tidligere kæreste eller ven, de ikke længere taler med.

Ibyens bykort gjorde mig opmærksom på, at København er fuld af steder, som andre knytter minder og narrativer til, og det fik mig til at tænke på den franske historiker Pierre Nora, som udbredte begrebet lieux de mémoire. Det er steder, objekter eller artefakter af en art, som knytter sig til den kollektive hukommelse hos et erindringsfællesskab, noget konkret af fæstne det allerede levede ved, så ikke det går tabt. Vi er sentimentale, nogle mere end andre, og gennem disse steder eller objekter, vores ritualer eller traditioner, husker eller fremhæver vi dele af historien, der synes værdifulde for vores fremtid, fordi de beretter noget om os eller andre. Jeg ved ikke, om der findes et særligt begreb for de steder, der knytter sig til vores personlige erindringer, eller om det er muligt at sige, at vi hver især har egne lieux de mémoire, der ikke beretter om hverken nationale fællesskaber eller udkæmpede slag, men som alligevel er vores personlige mindesteder, og som vidner om det, der var engang, når det ikke længere er. Det er ikke for at nedtone eller affeje vigtigheden af disse lieux de mémoire, det er blot et forsøg på at omfavne, at der er steder, der formede erindringsfællesskaber, men også at der er steder, der formede mennesker: Den der bestemte græsplet i Fælledparken eller den der køledisk i Netto, hvor et minde synes at være fastfrosset, fordi fremtiden pludselig blev en anden for de to, der stod der.

Både Thomsen og Didion skriver om storbyer som de steder, der formede deres ungdom, og sådan tror jeg også, at der er steder i København, der formede mig. Jeg tror bare heller ikke, at jeg ville kunne have fortalt historien om de steder, der formede mine tidlige voksenår, uden at fortælle om det, der lægger forud for dem, om der, hvorfra de steder udspringer, og det er mine år i Trekroner.

Jeg var meget ung, da jeg begyndte på universitetet, sådan tænkte jeg i hvert fald, da jeg gik forbi Trekroner søen den anden morgen. Jeg var meget ung, det kan jeg kun sige, fordi det er otte år siden nu, og fordi jeg troede, jeg vidste en hel masse, da jeg startede, kun for at opdage, at jeg ikke vidste en brøkdel af, hvad jeg troede, jeg vidste, og at jeg var naiv på den der måde, man nok bare er, før man er blevet konfronteret helt med muligheder og definitive valg. Jeg genoplevede ikke den der susende følelse af fremtiden, som Thomsen beskriver, da jeg gik langs Trekroner søen forleden morgen, men jeg ved, at den har været der engang i de der første måneder efter, jeg begyndte på universitetet og i den første tid i København. Eller nok nærmere den der susende følelse af at alting var en begyndelse, hver samtale havde potentialet for at blive et venskab, hver undervisningsgang havde potentialet for at rumme en livserfaring. Jeg ved ikke, hvad der blev af den følelse af at være så åben, modtagelig og alligevel frygtsom på samme tid, og nogle gange længes jeg efter den, men jeg tror heller ikke helt, at jeg ville orke at leve det liv, at være så ung, altid at opleve alting som en begyndelse, igen.

Didion skriver, at det kan være svært at vide præcis, hvornår noget er forbi: Når det nye reduceres til gentagelser, alle ansigter bliver til genkaldelser, heltinden er ikke længere optimistisk. Måske er det først nu, jeg helt forstår, at det nok er længe siden, jeg faktisk krydsede den bro mellem ungdoms- og voksenliv. At de tidlige år er forbi, ikke fordi min universitetstid er ved at være det, eller fordi jeg er otte år ældre, men fordi jeg er en anden, end da jeg kom hertil, og fordi resten af livet nok også bare er en række steder, man vokser ind i, og som en dag måske vil føles lige så fyldte, lige så udlevede, som universitetet i Trekroner og København gør nu.