Universitetsvej

Du træder blade flade under tykke såler. Du tænker på, at angst er et grundvilkår for mennesket, at du er mest menneskelig, når ikke du føler dig det, at dette efterår er varmere end sidste år. Mellem ukrudt i universitetshaven vokser små orange blomster, næsten november nu. Han syntes, I havde det smukkeste bibliotek på Sjælland, men du ved ikke, hvilke steder han har set i tiden efter dig. Du har tænkt på, hvordan han ville se dig i dag, hvor meget ældre du må være blevet, at ligegyldigt hvad var der et øjeblik i tiden, hvor du var hans, en del af dig, der måske altid vil tilhøre ham. Du går i jeans nu, men nogle gange leger du stadig, at du er usynlig i s-toge og supermarkeder, ryster dig gennem måltider og ligger vågen på steder, der engang føltes som jeres. Du har ikke haft lyst til at huske, men det gør du så: der var skovstier og rastepladser, ad omveje og på afveje, at holde hans hånd over gearkassen. Der var stormvejr og blikstille hav, I tog det meste fra hinanden, men ikke det hele, og her er du så i midten af det, han efterlod.