Lyden af en motorcykel på Ørestads Boulevard bringer dig tilbage til en anden sommer, en anden kærlighed, du husker vinden mod dine jeans og den løse hjelm, lyden af dens raslen mod dine ører, og dine fastlåste arme om hans lænd, hans svedige overkrop under læderjakken. Du var en anden dengang, du sprang stadigvæk ud fra klippesider, blot for at høre hans far kalde dig sin svigerdatter. Sådan en kærlighed er altædende, overvældende, du ønskede, at den ville fortære dig. Men du mindes også de milde øjeblikke af ømhed, hvordan I lå i sengen i det blå gæsteværelse hos dine forældre, stadigvæk forpustede og våde af klorvand, myggenes summen over søbredden nær Hällsnäs, han svømmede ud lidt før solnedgang, og du stod der og betragtede hans bevægelser efterlade bølger i vandoverfladen og indeni dig, øjeblikkene bliver med dig, og måske håber du, at du vil bære roen fra dem resten af dit liv.