Opløsning

Sad stille på terrassen. Mærkede noget du ikke havde mærket i lang tid. Da du var otte, vågnede du hver morgen med fornemmelsen af at have noget hvilende, en tyngde, på din brystkasse. Hver morgen det år, måtte du flytte det tunge, før du kunne stå op

Havde ikke lyst til at fortælle noget til nogen, bare ligge alene i lyden af udluftningen, bare mærke det, virkelig mærke det, græde på badeværelsesgulvet

To ældre kvinder foran dig på Frederiksholms Kanal, den ene rækker ud efter venindens albue, lader fingrene hvile der et øjeblik, siger: I’ve always wanted to see Argentina, I should go right now, you never know when you might die, haha, you never know

En kop triller frem og tilbage over fliserne udenfor instituttet, afgiver en frustrerende lyd der planter en mærkelig rastløshed i dig, du ville ikke kunne genkende lyden, hvis ikke du havde set bevægelsen

Mors milde stemme i telefonen: det er nok kræft alligevel

Fotografier af hende som barn, mørkt pandehår og skæve briller, et af jer i badekarret, hun sidder i midten, og et andet, din bror læner sig op ad hende, der er en underlig afstand imellem dig og dem

Et japansk kirsebærtræ i opblomstring på C.F. Møllers Allé, det lyserøde mod det lysegrå, nogle gange ser Ørestad ikke engang virkelig ud, så poleret, hvis du bankede på disse mursten, ville du opdage, det var pap, hele bygningen ville falde fra hinanden

Nåede ikke engang op ad trapperne til lejligheden, før du begyndte at græde igen

Torsdage i det almindelige liv med regnvejr og kollektiv udskamning af de, der tager elevatoren, med dårlig kaffe, defekte toiletlåse og strejkende skraldemænd, på døren til kontoret, skævt ophængt, et håndskrevet skilt: lys er på vej.