Artillerivej
Vinteren letter midt i marts. Jeg har ikke set dig i otte måneder, men jeg tænker stadig på dig, når jeg går ad Østerbrogade til terapeutens skyggelagte kontor, hvor jeg skal forestille mig, at reolen er rød, blå, gul, men det ændrer ikke på, at den rigtigt er grøn, at følelser er bølger, og tanker er toge. Jeg er ved at genlære at sove, at genfinde troen på, at jeg kan. 

Der er steder i København, der føles så inderligt og indlysende som dine, at alle advarselslamper stadig blinker bag mine øjenlåg, når jeg bevæger mig i deres retning. Sidste gang jeg gik ad Artillerivej var med dig, og jeg føler pludselig, at jeg bevæger mig udenfor mønstrene af den relation, vi ikke længere har, de implicitte regler og afskrevne koordinater der holder os fra hinanden.

Der er steder, jeg ikke kan bære at være på, og så er der andre, jeg tager tilbage, som Østerbrogade der en ubehageligt varm sommer føltes som vores, men nu er mit og terapeutens, eller denne baggård på Islands Brygge.

Om søndagen tænker jeg mest på vores søndage, på vores lejlighed på Vesterbro og croissanter fra Prolog, den måde du sagde erindringer på, som var du tre årtier ældre end du egentlig var, og den måde jeg sagde fuck på den eftermiddag på Islands Brygge, hvordan det fik dig til at le på sådan en vild og spruttende måde, så helt gennemtrængende dig, fordi du havde en kæreste, der kunne imitere Bai-D uden at forsøge.

I en note skriver jeg til dig: Kan du huske Hällsnäs, den sommeraften i maj, træerne var lysende grønne langs bredden af søen, og du sang dig hele vejen gennem Sverige, mens jeg faldt ind og ud ad søvnen med kinden mod ruden. Kan du huske hvor blåt, der var den morgen, tågen lå tungt som en hinde over søen, katten havde miavet udenfor vinduet hele natten, men du sov igennem det. Jeg tror, jeg kiggede på dit milde ansigt og tænkte, at jeg ville ønske, vi kunne blive lige her, at vi kunne eksistere sådan, udenfor tid, duggede bilruder og fyldte kopholdere, din stemme og mine ængsteligheder langs klippesider i Sverige.

En eller anden dag vil jeg elske nogen, der ikke er dig, måske holde i hånden på Artillerivej, men aldrig tage dem til Hällsnäs, dine solbrændte arme mod det hvide dynebetræk, dit lyse hår i aftensolen, jeg har ledt efter kopier af vores relation, jeg har forsøgt at genopleve øjeblikke med andre, afsøgt og afvæbnet, hvad end jeg følte for dig, har jeg brug for at føle igen.

Jeg farer stadig vild i minderne, men jeg finder altid vejen hjem til denne nutid, hvor jeg ikke ved, hvem du vågner med i morgensolen, hvis lænd du hviler din hånd på over fodgængerfelter, hvis øjne du fanger i menneskemængder. Måske hendes, måske ingens. Hvem får dig til at grine, når du tager din astma spray?

Jeg skriver dig noter på telefonen, på post-its på kontoret, senere hele optegnelser, til det sidste: at vågne med vinduet lidt på klem, at forestille mig lyden af søens blide bevægelser udenfor, at vi er tilbage på det værelse, du er stadigvæk toogtyve år, og vi holder altid i hånden, når vi falder i søvn, vi driver aldrig længere væk end vi kan finde hinanden igen, og lige der, over det træbord hvor du kneppede mig, er luften ikke tung og mindet ændret af, at jeg nu ved, du snart forlader mig.

Jeg har elsket før dig, men aldrig som dig, aldrig båret nogen på denne måde, ligesom at genlære at sove, lærer jeg, hvordan jeg bærer dit fravær ad disse brostensbelagte gader i Indre By, forårsmilde caféhjørner og efterårsvåde s-togsstationer, der nu bare tilhører resten af verden, og dig, og mig.