Du tænker på en nåleskov i Jylland, du ved, at du har været der med ham, men du kan ikke placere lokationen for mindet, ikke helt. Du tænker på dengang, han tog dig med til et fremmedfuldt festlokale i Skagen kun for at ignorere dig i fire timer. Da hans familie ikke gjorde plads til dig på den kirkebænk, at du jo bare prøvede ikke at være til besvær, at lade dem sørge uden at fylde, hvordan han snerrede dit navn, sagde: nu kommer du her, hvor skyldig du følte dig. Du tænker på dengang, han sagde, at selv hvis han havde slået dig, var du stadig ikke gået, hvordan han så bebrejdede dig, da du endelig ikke kunne bære mere. Du tænker på hans mors kommentarer: du burde bruge mere tid på at gøre rent herhjemme, du kan godt nok spise meget. Da du startede til psykologen, hvordan han lod dig tro, at du var blevet vanvittig, hvordan han gentog, de ikke flirtede, kun for senere at indrømme, at det gjorde de nok. Alt det tøj, han syntes var grimt. At du var pænere med lyst hår, med langt hår, at du burde tale mere, at du burde tale mindre, at du burde være mere udadvendt, mere glad, prøve mere, turde mere, ville mere, gøre mere, være en anden. Da han sagde, han ikke troede på spiseforstyrrelser. At du aldrig måtte møde hans venner, at han ikke gad tilbringe tid med dine. At han slog op igen, igen, igen, at det var ham, der skulle tilgive dig for sine tvivl, ham der skulle tage dig tilbage. Du tænker på, hvordan han bebrejdede dig for ikke at stole på ham til sidst, hvad ofrede du i håb om at fjerne hans tvivl, hvor insisterende du var, hvor bedende du var, hvor lille du gjorde dig selv, bliv, bliv, bliv, aldrig at blive set af de øjne igen.