En fugl synger i gården. Det vidner om forår, men det er ikke engang midt januar, og det har regnet i fire måneder. Jeg har ikke tænkt på dig eller det efterår i månederne efter, at jeg forelskede mig i en anden, men pludselig dukker du op i en drøm, og jeg kan ikke ryste den af mig. Så lytter jeg til sangen igen, forsøger at huske hvordan de tågede morgener langs Trekroner søen føltes, hvordan det efterår nok mest bare føltes rigtigt, hvordan varmen strakte sig helt ind i oktober, næsten at være midsommerforelsket, at skrive digte om træerne langs alléen. Men jeg kunne ikke have elsket dig, som jeg elsker ham, det ved jeg jo nu. At det kun kunne føles, som det gjorde, fordi det kun kunne være en begyndelse, fordi tågen lå som en tung hinde over os begge, fordi vi søgte afveje det efterår, og til sidst må man altid søge hjem.