Oxford

Det lys, jeg forbinder med august og skolestart, sniger sig ind i juli. Det er gyldent og mildt, morgentågen løfter sig over Kastrup, og jeg vågner lige i tide til at se det. Jeg havde lyst til at fortælle dig om det, lyset, fordi jeg vidste, du ville forstå. Vi talte om det i dine forældres have, vi var lige vågnet efter at være faldet i søvn i shelteret, men det var sidste august, og det var en anden eftermiddag, og det er ikke længere min plads. Jeg læser til, jeg falder i søvn, og jeg vågner tidligt, og Ørestad er stille, stille for tiden. Jeg cykler formiddagene væk, vinden river i træerne på Kalvebod Fælled, og der er et forlist skib derude, har jeg læst, men jeg har stadig ikke fundet det. Et minde fra sidste år, fortæller Instagram mig. Det er dig, kronraget og fuldskægget, lukkede øjne, lænet op ad en træstamme nær Christ Church. Da jeg var otte, cyklede jeg ind i en lygtepæl, fordi jeg ville vide, hvordan det føles. Jeg er uansvarlig med min krop, grådige hjerte, jeg vil altid mærke alting. Jeg vil ikke have nemt, jeg vil have det skal gøre ondt, det er sådan, man ved det.