I stå III
Jeg står stille og stirrer ud over Kastrup. Alt det grå i verden mødes lige her for mit blik. Sådan har jeg brugt meget af min tid på det seneste. Jeg går i stå på terrassen. Jeg falder i søvn på badeværelsesgulvet. Jeg spiser for lidt, sover for lidt, taler for lidt, men alting føles uendeligt for meget.

Jeg havde en drøm, hvori jeg forsvandt, men så vågnede jeg i Ørestad, og følelsen sad i mine hænder, bag mine ribben, tyngde i fodsålerne. Der er ingen forklaringer og intet efterladt at hente erfaringer i. Verden er støj. Jeg føler mig gennemsigtig og selvlysende, ligegyldigt hvor jeg går hen, er jeg den eneste i rummet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at lægge varer på indkøbsbåndet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at trykke på stopknappen i bussen.

Paralyseret, sagde psykologen engang. Hvad er du så bange for? Jeg kan ikke trække vejret, når de kigger på mig. Jeg drømmer om at være usynlig. Men er du nogensinde blevet set, sådan rigtigt, af nogen?