Nyvej I
Blev i sengen en hel dag. Kiggede på regnen og mågerne. Tænkte på dig i en fugtig hospitalskælder, i en kiste hos bedemanden, snart våd jord. Håbede på forløsning, der ikke kom. Ignorerede arbejde og læsebriller, fik hovedpine, indrømmede for terapeuten at jeg nogle gange tænker på selvmord som en nem udvej. Kæmpede med at tage ansvar for min egen ugidelighed, kæmper stadig. Du træder bare vande, sagde hun. På et eller andet tidspunkt bliver du så udmattet, at du må bevæge dig. Ting har det med at gå i opløsning meget langsomt og så lige pludseligt: ikke tænke for meget på hans ansigt, at jeg holdt hans hånd til hans morfars begravelse, at han nok ikke kommer til at holde min hånd til din begravelse, duften af hans hals, sanseindtryk jeg ikke kommer til at genopleve med ham. Følte tiden gik i stå og samtidig passerede for hurtigt, alting flygtigt. Så: ikke blot en dag, men et helt liv. Resten af livet. Fandt et videoklip på en støvet harddisk, en køretur i solnedgangen, lyttede til din stemme. Gav op og gav mig hen til regnen. Konstaterede meget åbenlyst at sorg føles mere statisk end lineært, minimalt udviklingspotentiale. Resten af mit liv vil jeg sørge alt, jeg har mistet.