Aalborg
Jeg vågnede i en lejlighed i Aalborg og opdagede, at du var død. Tiden gik ikke i stå, men den føltes et sekund langsommere, og jeg græd først, da jeg stod alene på Ringsted station. Jeg lever og steger champignoner og skriver LinkedIn opslag, og pludselig husker jeg det, at du er død, og det føles som et underligt lille hul i virkeligheden, som at støde sin lilletå ind i en dørkarm, at snuble over et trappetrin, et kort øjeblik af smerte, du levede og nu er du et minde, du er her ikke længere, men dit fravær er som en konstant summen i baghovedet, og jeg har forsøgt at holde mig i bevægelse hele efteråret, ikke sidde alene i stilheden. Det skete langsomt og pludseligt, sygdom og så lidt mere, men jeg fik sagt det, jeg skulle sige, og der er taknemmelighed. Jeg har drukket øl for dig, stået på samtlige barer i København og glemt, og så siger terapeuten: da du begyndte at sørge din morfars død, opdagede du al den sorg, du før havde fortrængt.