Cykle solen ned på en sensommerdag. Når jeg husker dig, er det mest bare din stemme, jeg savner. Du tog et billede af mig på mine forældres veranda, vildt hår i morgensol, nu afdøde hund i mit skød, jeg genkender ikke mit ansigt længere. Sådan har jeg ikke været forelsket siden, hensynsløst og vildfarent, så dumdristigt, at være en anden for dig. Jeg kigger på træerne i mine forældres have, mørkegrønne rækker så langt øjet kan se, hvordan skoven slutter sig om sig selv, og jeg tænker på en anden sommer, Flensborg og hjertesorg, jeg nød jo også, hvordan du knuste mit hjerte, fandt det forudsigeligt og håndterbart, jeg ved, hvem jeg er, når jeg sørger over dig.

Hun spørger, ville du ikke have det? 

Det ville jeg, siger jeg, bare ikke som det skete.