Næstved III
Her til morgen, er lejligheden kold, og jeg lægger kinden mod elkedlen, imens vandet koger. Jeg kan mærke det, så snart jeg står op, det der behov for at være stille. Jeg løber ud af forelæsningssalen uden at se mig tilbage, for hvis jeg ser mig tilbage, ser jeg måske nogen, jeg kender, og så skal jeg stoppe op og være høflig og imødekommende og forsøge at føre en samtale. Det er en af de der fine efterårsdage, hvor træerne langs alléen er blevet gyldne, uden man helt har nået at bemærke det. Sådan er det tit. I foråret, vågnede jeg en morgen, og så var træerne sprunget ud, næsten magisk og over natten. Mine hænder er så kolde, at jeg bliver nødt til at trække trøjen helt ud over fingerspidserne, som et hylster, og gemme dem i uldet. Det er sådan en dag, hvor man har lyst til helt stille at tage sit hjerte ud af andre menneskers hænder og placere det der, hvor det egentlig hører til. Men også, hvor jeg har lyst til at krybe sammen på sofaen og nynne sange med ansigtet i nogens hår. Nogle dage er det svært at finde hjem. Andre dage kender mine ben selv vejen. Sidevejen til den vej, hvor jeg er vokset op, er opkaldt efter de poppeltræer, som er plantet nær fortovet. Her cyklede vi solen ned hver sommer og tegnede med kridt på asfalten. Om vinteren, væltede min søster altid på cyklen, fordi de glemte at rydde vejene for sne. Besynderlige, de der ting man husker, når man forlader et sted. I begyndelsen er der så meget af en efterladt på stedet, så meget der stadig tilhører det, og langsomt begynder man at samle resterne op og tage dem med sig. Min mor bor stadig i den by, hvor hende og far forelskede sig. Jeg bor ikke længere i det hus, hvor han dukkede op med blomster for at møde min mor. Nogle gange undrer jeg mig over de ting, hun ser, når hun kører igennem Næstved. Måske hendes ungdom i små flashbacks: Hende, gående igennem Rådmandshaven, måske atten og i en sommerkjole. Far, helt anderledes i hendes øjne end mine, med flettet skæg og fedtet hår, før han blev diplomat og begyndte at klæde sig i jakkesæt og nypudsede sko. Jeg tænker på, hvad de ser, når de kigger på hinanden, ligesom jeg nogle gange tænker på, hvad Fransiska ser, når hun kigger på mig. En af de smukkeste piger, jeg kender, siger hun, placerer sine fingre om mine håndled, se hvor små de er Clara, og jeg ønsker, som sædvanligt, at jeg kunne se mig selv igennem hendes øjne. Måske kan vi i virkeligheden aldrig helt se os selv, som vi nu er. Måske er det rigtigt, at vi kun kan kende os selv igennem mennesker, der elsker os, se os selv spejlet et sted i andres opfattelse af os, deres minder om mig. Eller måske er det bare noget, jeg et eller andet sted ønsker, fordi det er nemmere at lære mig selv at kende igennem andres holdninger om mig, end det er at mærke efter og lytte til det der indeni mig selv, som fortæller mig, hvem jeg er. Det er vel også ligegyldigt, i hvert fald lige nu. Kroppen bliver så sensitiv, forvirret vel næsten, når vejret begynder at skifte, den har ikke nået at forberede sig på de første kolde morgener, at opbygge den der varmeboble omkring sig. Vinden river bladene af træerne, og de knaser under mine støvler. Alting er pludselig en anden farve. Sådan er alting så skrøbeligt i overgangen.