I transit IV
Du er da tynd, siger drengen, rører min hofte. Nogle dage føler jeg stadig, at der er en konspiration i gang imod mig. Nogle gange er min hjerne overbevist om, at nogen har indstillet alle vægtene i lejligheden. Jeg vil altid være pigen, der kryber sammen ved middagsbordet, distraheret af en eller anden tikkende lommeregner i baghovedet. Det er ikke noget, jeg kan bede andre tage hensyn til. Det er bare heller ikke en hemmelighed længere.  

Kvinden siger, at jeg så syg ud i sommers, bleg og udmagret, og jeg forsøger at minde mig selv om, at hun ikke komplimenterer den krop, jeg havde, men den jeg har nu. Du ser sund og rask ud, siger hun. Når jeg smiler, trækker kinderne sig op til øjnene. Jeg føler, de fylder mit synsfelt. Jeg fryser ikke længere i tre fleecetrøjer, skiundertøj og natbukser, som jeg gjorde den sommer, da jeg mødte ham. Men hver aften sidder jeg stadig på sengekanten og sikrer mig, at rummet imellem mine lår endnu er der.