For vild i Conors stemme
og fandt til Sydsjælland, stod på Næstved station og betragtede en flok svaler
sværme om hinanden, solnedgangen over vandtårnet, mild og lyserød mod rækker af
røde tegl. Besøgte morfars grav. Midt juli begynder mit tøj at dufte af røg
igen. Jeg ryger som jeg altid har gjort, hurtigt og desperat, de ting der
plejede at gøre mig glad, tilfredsstiller mig ikke længere. Røgen gør mig tung og ængstelig, jeg hælder vand over cigaretter, håber på fastholdelse. Med sommeren forsvandt
søvnløsheden, men pludselig begynder jeg at længes efter efteråret, frostkolde
morgener og det blå over Amager. Gik i cirkler og ad velkendte stier, i stå
under trækronerne, optaget af enkelte billeder: når vinden finder bladene, og
solen finder skovbunden. Det lys, som kun denne tid på året har med sig, det
støvede gyldne. Jo tættere jeg er på naturen, jo mere kan jeg mærke mig. Tænkte: alting må høre til et sted, men måske har
jeg endnu ikke fundet min plads, rastløs og rodløs, altid i transit. Kørte til
Enø, forestillede mig at ligge lige der under havoverfladen, se verden gennem
bølgernes bevægelse, være del af universet og udenfor det. Konstaterede: nogle
baghoveder vil man kunne genkende resten af livet. Nogle berøringer bærer man
med sig. Og minderne vender tilbage til mig, så længe jeg kan fastholde
ansigtstrækkene, fremkalde dem et øjeblik. Efterårsaftener, hvide dynebetræk
og skråvægge, senge jeg ikke hørte til i, og dem jeg gjorde. Vær, hvor du er
ønsket. Men af og til er det så tilfældigt, hvor man ender. Mærkede vinden mod
mit ansigt, noget kom tilbage til mig, forestillede mig at være lys,
gennemsigtig, det modsatte af Zelda: at leve først og elske tilfældigt.
...
..
.
..
15.8.22
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar