I stå III
Jeg står stille og stirrer ud over Kastrup. Alt det grå i verden mødes lige her for mit blik. Sådan har jeg brugt meget af min tid på det seneste. Jeg går i stå på terrassen. Jeg falder i søvn på badeværelsesgulvet. Jeg spiser for lidt, sover for lidt, taler for lidt, men alting føles uendeligt for meget.

Jeg havde en drøm, hvori jeg forsvandt, men så vågnede jeg i Ørestad, og følelsen sad i mine hænder, bag mine ribben, tyngde i fodsålerne. Der er ingen forklaringer og intet efterladt at hente erfaringer i. Verden er støj. Jeg føler mig gennemsigtig og selvlysende, ligegyldigt hvor jeg går hen, er jeg den eneste i rummet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at lægge varer på indkøbsbåndet. Mine hænder ryster, når jeg forsøger at trykke på stopknappen i bussen.

Paralyseret, sagde psykologen engang. Hvad er du så bange for? Jeg kan ikke trække vejret, når de kigger på mig. Jeg drømmer om at være usynlig. Men er du nogensinde blevet set, sådan rigtigt, af nogen?

Oxford

Det lys, jeg forbinder med august og skolestart, sniger sig ind i juli. Det er gyldent og mildt, morgentågen løfter sig over Kastrup, og jeg vågner lige i tide til at se det. Jeg havde lyst til at fortælle dig om det, lyset, fordi jeg vidste, du ville forstå. Vi talte om det i dine forældres have, vi var lige vågnet efter at være faldet i søvn i shelteret, men det var sidste august, og det var en anden eftermiddag, og det er ikke længere min plads. Jeg læser til, jeg falder i søvn, og jeg vågner tidligt, og Ørestad er stille, stille for tiden. Jeg cykler formiddagene væk, vinden river i træerne på Kalvebod Fælled, og der er et forlist skib derude, har jeg læst, men jeg har stadig ikke fundet det. Et minde fra sidste år, fortæller Instagram mig. Det er dig, kronraget og fuldskægget, lukkede øjne, lænet op ad en træstamme nær Christ Church. Da jeg var otte, cyklede jeg ind i en lygtepæl, fordi jeg ville vide, hvordan det føles. Jeg er uansvarlig med min krop, grådige hjerte, jeg vil altid mærke alting. Jeg vil ikke have nemt, jeg vil have det skal gøre ondt, det er sådan, man ved det.

En fugl synger i gården. Det vidner om forår, men det er ikke engang midt januar, og det har regnet i fire måneder. Jeg har ikke tænkt på dig eller det efterår i månederne efter, at jeg forelskede mig i en anden, men pludselig dukker du op i en drøm, og jeg kan ikke ryste den af mig. Så lytter jeg til sangen igen, forsøger at huske hvordan de tågede morgener langs Trekroner søen føltes, hvordan det efterår nok mest bare føltes rigtigt, hvordan varmen strakte sig helt ind i oktober, næsten at være midsommerforelsket, at skrive digte om træerne langs alléen. Men jeg kunne ikke have elsket dig, som jeg elsker ham, det ved jeg jo nu. At det kun kunne føles, som det gjorde, fordi det kun kunne være en begyndelse, fordi tågen lå som en tung hinde over os begge, fordi vi søgte afveje det efterår, og til sidst må man altid søge hjem.